Ny russisk Bane. Den 1. Oktbr. 1915 haaber Rusland at faa færdig en dobbeltsporet Jærnbane fra Petrograd gennem Petrozavodsk til Kola og det nordlige Ishav. Denne nye Linie vil ligge parallelt til den nuværende, enkeltsporede Bane, som forbinder Archangelsk med Vologda; men den vil ligge mere end 40 g. Mile længer mod Vest. Hvad der giver den særlig Betydning, er, at den vil føre til et Endepunkt, Ekaterina, som er fri for Is hele Aaret.

Afstanden mellem Ekaterina og Kola er omtrent 7 Mile. Om Vinteren hindrer Isen Skibe i at gaa op til Kola; men i Havnen ved Ekaterina er der sjældent Is, undtagen i en kort Tid i Slutningen af Februar og Begyndelsen af Marts, og dette dog kun i usædvanlig strænge Vintre.

Ekaterina har den Fordel, at dens Havn berøres af Golfstrømmen. Denne, der kommer fra Atlanterhavet, gaar rundt om Nordkap og langs med Murmankysten, som den nordlige Kyst af Provinsen Kola kaldes. Virkningen af Strømmen strækker sig mod Øst til Ekaterina, men ikke længere, og Følgen deraf er, at Ekaterinas Havn er isfri i Reglen hele Vintren. Archangelsk, der ligger ved det hvide Hav, er lukket for Skibsfart fra tidlig i Oktober til ind i Maj.

Sidste Vinter gjorde Rusland, sig store Anstrengelser for at holde Adgangen til Archangelsk aaben ved Hjælp af Isbrydere, men kun med lidet Held. og dette skete paa en Tid, da Rusland langt mere end ellers følte Nødvendigheden af at have en umiddelbar og sikker Forbindelse med de vestlige Lande.

Saa længe som Archangelsk var lukket, kunde Tilførsler kun ske ved Hjælp af den norske Havn Narvik, hvorfra Varerneførtes over Land gennem Norge og Sverig til Torneå; men denne Forbindelse viste sig ganske utilstrækkelig, medens den eneste anden Vej, der kunde benyttes til Indførsel, var fra

Vladivostok ad Banen gennem Sibirien, en Vej paa henved
1000 Mile alene til Moskva.

Det var den forrige russiske Finansminister, Grev C. J. Witte, som først opdagede Betydningen af Ekaterina, og under Medvirkning af Guvernøren i Provinseu Kola S. L. Engelbrett klargjorde Muligheden af at gøre Brug af Ekaterina.

Kolabugten gaar omtrent 10 Mile ind i Landet; men Skibene kan ikke komme ind til selve Kola paa Grund af altfor lavt Vand. Ved Lavvande ligger en stor Del af Søgrunden ved Byen tør, idet Forskellen mellem Flod og Ebbe er 3,8^—4,4 m. Skibene maa forblive omtrent godt l km udenfor Byen, og om Vinteren er Bugten tilfrossen omtrent til 31/ t3^l/_t Mile fra Byen.

Ekaterina hai saaledes langt større Fordele end Kola, den var den bedste Havn ved Murmankysten. Den ligger omtrent 2 Mile fra selve Ishavet og fra det Sejlløb, som Skibene i Beglen benytter paa Vejen til Archangelsk. Havnen beskyttes af den foran liggende Ekaterinaø, som er omtrent 2 km. lang og kun halvt saa bred. Kun overordentlig sjældent ses der Is i Havnen. Den føres snart bort af Ebbe og Flod og er ingen .Sinde sværere, end at et Dampskib let kan bryde gennem den. Selve Havnen er omtrent 2 km lang og noget over 0,5 km bred, medens Vanddybden er 19^—29 m, saa at Skibe kan lægge til lige ved Kysten.

Selv det værste Uvejr i Ishavet eller i Kolabugten berører ikke Havnen. Vandet i den er til enhver Tid saa roligt som i en Mølledam, og en Aa med udmærket godt Vand løber ud i Havnen fra Sydvest. Denne Aa fryser aldrig til.

Paa Grund af den temmelig høje Kyst ved Havnen og
Vanskeligheden ved at anbringe store Varehuse paa den, har
Guvernør Engelbrett fundet det nødvendigt at lade disse bygge
i Bugten Kisslaja, der ligger kun lidt over l km S. V. for
Ekaterina og selv er tilgængelig for mindre Skibe.

Skibe, der kommer fra Vest, vil finde det let at naa disse
Steder. Fra Nordkap vil de langs Kysten træffe dybt Farvand,
og Indløbet til Ekaterina-Havnen er betegnet ved Fyr.

I Kolomnafabrikerne i Golutvin i Provinsen Moskva havde man begyndt at bygge Godslokomotiver til Jærnbanen. De skulde have en Vægt af 64,2 Tons og kunde fyres enten med Brænde eller Olie; men Krigen har gjort det nødvendigt at lade hine Fabriker arbejde i Krigsøjemed, og man skal derfor nu være gaaet over til at indføre det nødvendige Jærnbanemateriel fra Amerika.

Vejen mellem Petrograd og Ekaterina, der udgør 128 g.
Mile, venter man vil kunne tilbagelægges i 24 Timer.

(New York Herald 8. Aug. 1915).