l det fjerde Mede i Vinteren 1912—13 holdt Ingeniør-

kaptajn C. F. Schouboe Foredrag om Land og
Folk ved Eufrat og Tigris. Rejseerindringer
fra Vinteren 1910—11. Lysbilleder.

l det femte og sjette Møde holdt Professor O.Oluf-

sen Foredrag om Den transkontinentale geografi
ske Ekskursion 1912 igennem de Forenede
Stater i Nordamerika. Lysbilleder.

l det syvende Møde holdt Dr. phil. N. Hartz

og Korpslæge i den hollandske Hær i Ostindien P. Th. Just e sen Foredrag om henholdsvis: Topografisk-geologiske Undersøgelser! Kjøbenhavns Omegn og Besøg paa Javas og Sumatras Vulkaner. Begge Foredrag med Lysbilleder.

I det ottende Møde holdt Journalist Olaf Li n c k
Foredrag om Vore dansk-vestindiske Øer og
deres Fremtidsmuligheder. Lysbilleder.

l Raadsmødet den 15. Februar 1913 valgtes Pro

fessor, Dr. phil. Th. T horodd se n og Direktør
for Meteorologisk Institut, Kaptajn C. H. Ryder
til Medlemmer af Selskabets Bestyrelse.

l Bestyrelsesmødet den 1. Februar 1913 valgtes

Generalmajor, Kammerherre F. Hege r man n- Lindencrone til Selskabets 1. Vicepræsident i Stedet for Lehnsgreve F. Råben-Le v etzau, der ønskede at fratræde; og i Bestyrelsesmødet den 15. Februar 1913 valgtes Direktør, Kaptajn C. H. Ryder til Selskabets 2. Vicepræsident.

Mindetale om „The British Antarctic Expedition" under Captain R. F. Scott.

I det syvende Møde den 4. Marts 1913 udtalte
Selskabets 2. Vicepræsident, Direktør, Kaptajn C.
Ryder ved Mødets Begyndelse følgende:

Mine Damer og Herrer!

Før jeg giver Ordet til Aftenens to Foredragsholdere, skal jeg omtale en Begivenhed, hvorom Efterretningen er indløbet efter Selskabets sidste Møde; nemlig Meddelelsen om den sørgelige Skæbne, der ramte den engelske Sydpolsekspedition ved Kapt. Scotts og hans 4 Ledsageres Død paa Tilbagevejen fra Polen til Vinterkvarteret.

Detaillerne i denne Ekspeditions Historie og det rystende Drama, som dannede dens Afslutning, er det herværende Selskab vel bekendt, og jeg skal derfor kun i Korthed omtale Hovedtrækkene i Ekspeditionen og dennes sidste Epoke, o: selve Slæderejsen til Sydpolen.

Scotts Ekspedition afgik fra Ny Zeeland i Efteraaret 1910 med Skibet »Terra Nova«. Efter Ankomsten til Isbarrieren i Januar 1911 blev Hovedkvarteret opslaaet ved Mac Murdo Sound, og man gik straks igang med at udlægge Depoter op til 79^x/ 2 ° Br., samt foretog videnskabelige Undersøgelser i Omegnen, indtil man i Maj 1911 gik i Vinterkvarter.

I Slutning af Oktober og Begyndelsen af November1911
begyndte saa den store Slædeekspeditionmod

tionmodSydpolen. Der startedes i3 Afdelinger,
først Motorslæderne, saa Ponyerne og sidst Hundeslæderne.

Allerede paa 81 ° maatte man efterlade Motorslæderne, og efterhaanden som man kom frem, slagtedes Ponyerne, og Rejsen fortsattes med Hundeslæderne.

Fra Beardmore Gletsjerne paa c. 84° Br. hjemsendtes 4 Mand til Hovedkvarteret, og andre 3 Mand hjemsendtes den 3. Januar 1912, da man havde naaet 87Va° Br-

Kapt. Scott med 4 Mand fortsatte saa paa det sidste Stykke til Polen og naaede denne den 18. Januar 1912. Man fandt her Amundsens Telt og Beretning om, at han havde naaet Polen ca. l Maaned tidligere.

Paa Tilbagevejen til Vinterkvarteret mødte Scott efterhaanden saa store Vanskeligheder i Form af Snestorm, voldsom Kulde, vanskeligt Føre osv., at man kun kom meget langsomt frem og under uendelige Anstrengelser, Savn og Lidelser.

Den første, der bukkede under, var Underofficeren
Evans, der paadrog sig en Hjærneryslelse og døde.

Noget senere fik Kaptajn Oates Koldbrand i Hænder og Fødder, og da han ikke vilde være til Byrde for Resten af Ekspeditionen, forlod han under en Snestorm Teltet og kom ikke tilbage.

Kapt. Scott, Dr. Wilson og Lieut. Bowers fortsatte Rejsen og naaede 21. Marts 1912 ned til 79³/4° Br., ca. 155 Kilometer fra Vinterkvarteret. Her rnaatte de gøre Holdt paa Grund af en forrygende Snestorm, som varede i mange Dage.

Udslidte af Anstrengelser, forkomne af Sult og
Kulde bukkede saa alle tre under for deres Lidelser,
liggende i Teltet, rimeligvis den 29. Marts 1912.

Fra Vinterkvarteret blev der allerede i Marts gjort Forsøg paa at komme dem til Assistance, men Hjælpeekspeditionen maatte vende om med uforrettet Sag, og først den 12. November lykkedes det en udsendt Ekspedition at finde Teltet og Ligene.

Scotts Dagbog var med den sikre og nære Død for Øje ført lige til det sidste; den talte gribende om de Lidelser, Ekspeditionen havde gennemgaaet og sluttede med en Bøn til Fædrelandet ornat sørge for de Efterladte.

Maalet var naaet; men de kække Forskere skulde ikke selv hjembringe Efterretningerne derom eller høste Lønnen derfor. Men Ekspeditionens sørgelige Skæbne bliver i England betragtet som en Nationalulykke.

Man maa bøje sig i Beundring for det Mod, den Koldblodighed og den Dødsforagt, som disse Mænd har udvist, og de 5 Navne: Scott, Wilson, Gates, Bowers og Evans vil stedse mindes som lysende Eksempler paa, at Englands Sønner, nu som før, veed at trodse Faren og dø som Mænd.

Det kgl. danske geografiske Selskab har i en Skrivelse til Royal Geogr. Society i London udtrykt sin dybeste Deltagelse i Anledning af den sørgelige Begivenhed, og jeg skal nu sluttelig bede Forsamlingen om at hædre de kække Mænds Minde ved at slutte sig hertil.

Den 10. internationale geografiske Kongres i Rom. (27. Marts—3. April 1913). Verdens-Unionen af Geografiske Selskaber.

Den af Professor O. Olufsen som Delegeret for Det kgl. danske geografiske Selskab paa den 9. int. geogr. Kongres i Genf fremsatte og vedtagne Plan til en Verdens-Union imellem alle Jordens geografiske Selskaber, om hvis Detailler der i de senere Aar har været ført en Del Forhandlinger, blev nu atter af Professoren fremlagt paa den 10. int. geogr. Kongres i Rom. Det vedtoges af samtlige ligeDelegerede at føre Verdens-Unionen igennem og at fatsætte dens endelige Program i Kjøbenhavn senest 1914 ved et Møde af de af Kongressen valgte Repræsentanter for de geografiske Selskaber i Amsterdam. Berlin, Bruxelles, Budapest, Genf, Kjøbenhavn, Kristiania, Lisabon, London Madrid, New York, Paris, Rom. St. Petersborg, Stockholm og Wien.