Edgar Reuterskiöld: De nordiska Lapparnas religion. Populära etnologiska skrifter. Utgilna under redaktion af Professor C. V. Hartman. Vol. 8. Stockholm 1912. 149 S. 15 111.

Studiet af Lappernes Religion har en særlig Interesse derved, at oprindelige Elementer her findes blandede med en stor Mængde Laan fra Lappernes pernesNaboer. Dette Forhold har bidraget til at gøre den lappiske Religion rigere paa Indhold, og samtidig har det beriget Forskningen med Eksempler paa, hvorledes religiøse Ideer optages og anvendes i en Forestillingsverden, der er ganske forskellig fra den, hvor de oprindelig hører hjemme. Skønt det lappiske Hedenskab nu overalt er helt eller delvis gaaet til Grunde, er Kildematerialet dog meget betydeligt. Dels foreligger der en Mængde Optegnelser af Personer, som har levet blandt Lapperne og haft et indgaaende Kendskab til deres Religion, dels indeholder Musæerne Genstande, som har været anvendte i Lappernes Kultus, nemlig Gude billeder og Trommer. Trommerne kuldtes af Missionærerne »Djævelens Bibel«, fordi de Billedrækker, der med den røde Saft af Eliebarken er malede paa Trommeskindet, er en Fremstilling af den lappiske Gudeverden. Saa omfattende er det Materiale, der staar til Raadighed, at det meget vel kan friste til et Forsøg paa at udrede de oprindelige og de laante Elementer og gennem en analytisk Undersøgelse finde Udviklingslinjerne i Lappernes Religion. Det er en saadan Opgave, E. Reuterskiöld har stillet sig i ovennævnte Arbejde. Naar Forsøget ikke kan siges at være lykkedes fuldt ud, da hidrører det maaske navnlig fra, at F^orf. har anvendt en noget apriorisk Fremgangsmaade, tvunget Kildernes Oplysninger ind i Hypotesernes Rammer, istedetfor at lade Hypoteserne fremspire af Kildematerialet.

Forf. inddeler Elementerne i Lappernes Religion i tre Grupper, af hvilke den første har udviklet sig under Jægerstadiet, den anden under Nomadestadiet,medens den tredje Gruppe skyldes Laan fra de skandinaviske Germaner. Det er utvivlsomt, at Religionen staar i et intimt Forhold til Erhvervskulturen,og at enhver Form af denne vil fremme Udviklingen af særegne religiøse Forestillinger. Derimoder det ikke, som Forf. mener, endelig bevist, at Lapperne er komne til Skandinavien paa et rent Jæger- og Fiskerstadium, uden Kendskab til Tamrenen;selv om filologiske Grunde taler for denne Antagelse, er der meget stærke etnografiske Grunde, som tyder paa en genetisk Forbindelse mellem den lappiske og de sibiriske Former for Rensdyr-Kulturen.Men rent bortset herfra er det uheldigt, at Forf. end ikke betænker Muligheden af, at religiøseElementer kan være laante af Lapperne ogsaa fra andre Folk end de skandinaviske Germaner; i hvert Fald vides det jo, at Lapperne har modtaget

Paavirkning fra Finnerne — det lappiske Navn for Gud, Ibmel, anses saaledes for al være laant fra Finnernes Ju mala — og en Sammenligning af den lappiske Religion med nordasiatiske Religioner vilde sikkert bringe interessante Paralleler for Dagen. 81. a. kunde der være Grund til at sammenligne den lappiske Dyrkelse af Seiterne med Ostjakers og SamojedersDyrkelse af Gudebilleder.

For Bjørnefestens Vedkommende, som med Rette henregnes til de Elementer, der tilhører Jægerstadiet, gør Forfatteren opmærksom paa lignende Skikke hos Giljaker og Ainver; der kunde have været Grund til ogsaa at omtale andre, nærmereboende Folkeslags, f. Eks. Ostjakernes Bjørnedyrkelse. — Ikke mindre Interesse vilde en Jævnførelse af den lappiske Noaidde-Kunst med nordasiatisk Shamanisme have. Men desværre har Forf. i høj Grad forsømt denne vigtige Side af Lappernes Religion; under Afsnittet »Lapparnas mytologi« omtales ganske kort Noaiddernes Hjælpeaander, blot for at fastslaa, at disse Aander har »fått bibehålla sin karaktär af foiktrons småfolk«. Der er hertil at sige, at Noaiddernes Hjælpeaander sikkert staar i langt nærmere Slægtskabsforhold til sibiriske og amerikanske Shamaners spirituelle Hjælpere end til skandinavisk Folketros Nisser og »bergtroll«. Netop det shamanistiske Element hører til de interessanteste og utvivlsomt ældste i Lappernes Religion.

Det vilde have været heldigt, om Forf. havde defineret Begrebet Religion. Dette Ord betegner jo nemlig ikke hos alle Forfattere det samme, og netop i det foreliggende Arbejde ser det paa flere Punkter ud, som om Forf. har en særegen Opfattelse af Ordets Betydning. Saaledes skælnes der stærkt mellem Religion og »folktro«, uden at Grænsen mellem disse Begreber er nærmere angivet. Ligeledes maa det sikkert skyldes en særlig Opfattelse af Begrebet Religion, naar Forf. ganske frakender Lapperne enhver Dyrkelse af de døde. Selv om der ikke i Forholdet til de døde har dannet sig udprægede religiøse Riter, er det dog udenfor Tvivl, at Lapperne har ofret til de døde og opkaldt de nyfødte efter dem, for at sikre sig deres Venskab, og at Noaidden har brugt de dødes Sjæle til Hjælpeaander.

Al Frygt for de dqde, mener Forf., skyldes senere Paavirkning. Han bygger denne Antagelse bl. a. derpaa, al »i aldsta lider begrafde man lappen, dår han dölt« — en Oplysning, som er hentet fra Turis Bog »Muittalus Så mid Birra« S. 112. Dette beror dog paa en Misforståaelse maaske fremkaldt ved Turis noget uklare Stil; Turi skriver paa det nævnte Sted om visse Huller i Jorden, af hvilke nogle efter hans Formodning har været Kødopbevaringssteder, medens andre har været Fangstgrave, andre Koter og andre Grave. Turi vilde sikkert selv forfærdes ved Tanken om at have Kote og Grav paa samme Sted. — Ønskeligt vilde det have været, om Forf. ogsaa med Hensyn til Opfattelsen af de døde havde sammenlignet med de Lapperne nærstaaende Folk, istedetfor at hente sine Paralleler fra Xingu's Kilder i Karl v. d. Steinens berømte og ofte misbrugte Værk.

Forf. anser det for sikkert, at de mytologiske Laan fra Nordboerne er foregaaede paa en Tid, da disses hedenske Religion var sunket ned til en Folketro; dette staar i stærk Modstrid til andre Forskeres Opfattelse, som mener, at der sandsynligvis allerede i urnordisk Tid er foregaaet Laan saavel af religiøse som af andre Kultur-Elementer. Forf. har rimeligvis Ret i, at det er med det nordiske Hedenskabs folkelige Former, Lapperne har været i Berøring; men han glemmer, at disse Former meget vel kan være lige saa gamle — eller ældre end Hedenskabets højeste Blomstring i Eddaerne.