Le Turkestan Russe (8 Gravurer, 1 Kort og 16 Plancher). A. Woeikof Professeur honoraire de Geographie physique å l'Université de Saint Petersbourg. Librairie Armand Colin. Paris.

Naar Woeikof slaar som Forfatter paa en Bogs Titelblad, er de, der følger med paa den geografiske Virksomheds Omraade næppe i Tvivl om, at de har et godt Arbejde, der er værd at sætte sig ind i, for sig. Den gamle russiske Geografs Navn er forlængst fastslaaet som et af de bedste indenfor Geografien. Der er noget solidt, grundigt og tilforladeligtover Woeikof, baade naar han skriver, og naar han taler. De mange, der har hørt ham behandleEmner paa de internationale geografiske Kongresser, hvorfra han sjældent udebliver, vil have faaet Indtrykket af, at hans Foredrag altid har været grundigt gennemarbejdede og grundigt gennemtænkte.Det

en Vanskelighed, der imidlertid kan overvindes, efterhaanden som det geografiske Studium begrænsesog tilrettelægges, saaledes at Geograferne udgaar fra en bestemt geografisk Skole. At slaa Transkaspienmed sine Turkomanner, Karakalpaker og Kirgisere, Khiva med sine Usbeger, Bokhara med sine delvis iranske, delvis usbegiske Folk, Turkestanmed sine Sarter og Kirgisere og Pamir med sine Bjærgtadjiker sammen under et, er kun for saa vidt tilladeligt, som Rusland behandler det hele som en Koloni. De orohydrografiske Forhold i disse Landstrækninger er ret ensartede, Jordbundsforholdenemed deres Ørkensand, Løss-, Salt- og Gibs dannelser ligeledes. Klimaet fordrer næsten overalt kunstig Vanding, men i geografisk-etnografisk Retninger Landene saa overordentlig forskellige, at de ikke kan slaas sammen i en Pose — lige saa lidt som Danmark, Norge; Sverrig og Holland — eller endnu mindre, hvilket Anmelderen, der i flere Aar har berejst alle de her omtalte Egne, har haft rig Lejlighed til at konstatere. For Eksempel er i Khiva Befolkningens Karakter, Typus, Levevis, dens Agerbrug, Boliger etc. saa grundforskellig fra den i Bokhara, saa man egentlig maa forbauses derover, for ikke at tale om den uhyre Forskel, der er imellem Turkomanner og Bjærgtadjiker eller Oasefolk i Bokhara i alle mulige Henseender. Det er helt forskellige Nationer med hvert sit Levesæt.

Titlen »Le Turkestan russe« har kun en politisk
Berettigelse, ingen geografisk.

Men at det hele behandles under et i Woeikofs Værk berettigedes dels som før nævnt ved, at Rusland mere og mere agter det slaaet sammen til en Koloni og dels ved, at Woeikof gaar meget ind paa den økonomiske Side af disse Egnes Geografi, der i sin fremtidige Udvikling vil blive ret homogen.

Fysisk og økonomisk Geografi er da ogsaa det Udbytte, man faar af Værket, og i den Henseende er det fortræffeligt om end noget kortfattet. Bjærgbokhara og Pamir er kun berørte i enkelte Ord. Forfatterens Inddeling af Bogen i Kapitler tager tydelig Sigte paa Økonomien, og han er ikke bange for at sige sin Regering adskillige Sandheder, som den sikkert vilde vinde ved at tage sig ad notam. Der er f. Eks. ingen Tvivl om, at Landene kunde føde en mange Gange større Befolkning, naar den kunstige Vanding blev sat i moderne System med Reservoirer og moderne Sluseværker; den mægtige Amu Darjas umaadelige Vandflade vil kunne udnyttes i en ganske anderledes Grad til Irrigation, end det nu er Tilfældet; det skorter overordentlig paa gode Kommunikationsmidler; sammenligner man Franskmændenes i Tunis med Russernes i Bokhara og Turkestan, er Forskellen uhyre. Anmelderen har faaet det Indtryk af Woeikofs Bog, at Forholdene i russisk Mellem-Asien, som disse Egne geografisk maa betegnes, med Undtagelse af Banens Fortsættelse over Samarkand til Andischan og fra Samarkand til Taschkent og Orenburg væsentlig er de samme, som da han sidste Gang saa dem i 1899. Til Eksempel skal nævnes, at Anmelderen i 1912 berejste Tunis, og da han atter kom dertil i 1914, var der sket saa store Fremskridt i civilisatorisk Retning, at flere Egne næppe var til at kende igen. Fra et geografisk Standpunkt set, kan man i den Henseende være Russerne taknemlig, idet f. Eks. de gammeldags, ægte orientalske Forhold i Bokhara endnu hersker og betager en med sin Oprindelighed, men fra et økonomisk Synspunkt er det næppe nogen Gevinst. En Kritik af Transkaspiens velsignelsesrige, tidligere Guvernør, General Kuropalkin, som Krigsminister og Hærfører, burde næppe forekomme i en geografisk Bog. Om den er berettiget er vistnok tvivlsomt, men i hvert Fald burde den være henvist til sit rette Forum.

Bogen er inddelt i 24 Kapitler og har en god Index. Det medfølgende Kort yder i og for sig tilstrækkelig f Oversigt. Dog vilde det have vundet ved, at Bjærgterrænet blot havde været skraveret, det vilde have lettet den læge Læser Forstaaelsen af de orohydrografiske Forhold og Klimaet.

At komme ind paa Detaillerne i de enkelte Kapitler vilde her føre for vidt, kun skal det bemærkes, at Værket indeholder en Mængde statistisk Oplysning og Data af stor Vigtighed, og at disse, saavidt Anmelderen har kunnet konstatere, kommer Sandheden saa nær, som det under de foreliggende Forhold er muligt. Disse Egne af det russiske Rige lider nemlig under en betydelig Mangel paa nøjagtig Statistik. Folketælling er mange Steder absolut ikke foretaget, saaledes hverken i Bokhara eller Khiva, da det strider mod den muhammedanske Opfattelse. Opgivelse af Byers og Egnes Indbyggerantal er rent skønsmæssig. Jeg tror, Woeikof angiver Bokharas Indbyggerantal for lavt, f. Eks. maa Byen Bokhara, som jeg har opholdt mig i gentagne Gange i lang Tid, vistnok sættes til c. 120.000 Indbyggere.

I Teorien om Løssjorden slutter Woeikof sig

til Richthofen, hvilket sikkert ogsaa er det rigtigste. I Kapitlet om Mineralrigdomme nævnes Tilstedeværelsenaf de fleste brugbare Metaller og Mineralerlige fra Kul til Petroleum og Radium. Sikkert er det ogsaa, at man finder trindt om Spor af alle mulige Nyttemetaller baade i Pamirs og Bokharas Bjærge, men der er hidtil intet væsenlig gjort for at faa Oplysning om, hvor rige Lejerne er, og desudensavnes

Beskrivelsen af Russernes resultatrige Kamp med Ørkenens Sand ved Beplantning og Bomuldsdyrkningen er af stor In leresse. Mærkeligt nok synes de meteorologiske Data at være lige saa lidt tilforladelige som for 14 Aar siden, hvad Woeikof ikke lægger Skjul paa. Et paalideligt meteorologisk Observationssystem maatte dog være af stor Vigtighed for disse Egne. Hvad Amu-Darja-Teorien angaar, synes W. at hælde til den Anskuelse, -at der mulig nok kan have været et Afløb tidligere til det kaspiske Hav. Efter talrige indgaaende Diskussioner herom, synes det ikke at have været Tilfældet i den historiske Tid.

W. helliger Vasalstaterne Bokhara og Khiva særlige Kapitler og omtaler det fornuftige i, at disse Stater bevarer deres indre, om end noget formelle Uafhængighed. Uden Tvivl handler Russerne her klogt baade i økonomisk Henseende og i Henseende til Opretholdelsen af det gode Forhold til Muhammedanerne.

I sin Behandling af Spørgsmaalet om russisk Mellemasien gaar en efterhaands Udtørring i Møde kommer Forfatteren til samme Resultat som habile Geografer er kornmen til med Hensyn til Nordafrika, nemlig at det er muligt, at der i forhistoriske Tider baade har været fugtigere og tørere Perioder end nu, men den historiske Tid opviser ingen væsentlige Klimaforskydninger. De mange Ruiner af Byer og Spor af tidligere Kultur i nuværende øde Egne i Central- og Mellemasien viser, hvad Menneskehaand ved Krig og anden Ødelæggelse har forvandlet lil Ørken, og ikke at Naturen selv har nogen Skyld ud over, at Menneskenes Regulering af den er ophørt. Klimaet har i den historiske Tid været underkastet Svingninger, men ingen Forskydninger, der har kunnet give Anledning til, at saa store tidligere dyrkede Arealer, som nu ligger øde, er bleven forladte. De kan atter indvindes til Kultur, naar Menneskene vil, der er Vand nok i Amu Darja til at skabe mægtige Oaser, men »hvor langt er vi ikke endnu fra Idealet«, siger Forfatteren med Rette.

Forfatteren skildrer indgaaende Agerdyrkningens forskellige Faser og Agerbrugernes Vilkaar samt Kanaliseringen. Kommunikationerne, der lader meget tilbage at ønske, er en stor Hindring for de Fremskridt, der i økonomisk Retning sikkert vil være at vente i Transkaspien, Khiva, Bokhara og Turkestan, som altsaa her sammenfattes undet et: »Russisk Turkestan«.

Woeikofs Bog er let læselig og tilgængelig for enhver, og vil ikke mindst være af Interesse for det praktiske Livs Mænd. For Geografer indeholder den intet epokegørende nyt, men er en fortrinlig Haandbog i den økonomiske Side af russisk Asiens Geografi. Man maa være baade den grundige og paalidelige Forfatter og det udmærkede Forlag Librairie Armand Colin, fra hvilket saa mange vægtige geografiske Publikationer er udgaaet, taknemlig for denne Forøgelse af den geografiske Literatur.