Hans Spethmann: Islands grosster Vulkan. Die Dyngjufjøll mit der Askja. Leipzig 1913, VIII + 144 S. Bvo, 36 111.

I den senere Tid har lyske Videnskabsmænd ivrig været beskæftigede med Undersøgelsen af Lavaørkenen Odådahraun paa Island, og de har allerede skrevet mange, større og mindre Afhandlinger om de derværende store Vulkaner og om disse Egnes Geografi og Geologi. I Aaret 1907 udsendte Videnskabernes Akademi i Berlin en Ekspedition under Geologen Dr. Walther von Knebel for at undersøge den vulkanske Bjærgmasse Dyngjufjøll med Kraterdalen Askja der ligger midt i Odådahraun. Et solidt Grundlag for vore Kundskaber om de derværende Vulkaner blev lagt af den danske Ekspedition under Prof. Fr. Johnstrup i Aaret 1876, senere blev Askja besøgt af Th Thoroddsen 1884 og af et Par Englændere. W v. Knebels Ekspedition, hvori foruden Lederen deltog Maleren Max Rudloff og den unge Geolog H. Spethmann, fik et ulykkeligt Forløb; W. v. Knebel og M. Rudloff omkom under en Baadfart paa en Sø, som i Askja's sydøstlige Hjørne fylder en dyb vulkansk Indsænkning. H Spethmann var tilfældig fraværende paa Undersøgelse i en anden Del af Askja og undgik derved at lide den samme Skæbne. H. Spethmann fik dog i samme Sommer, tiltrods for de uheldige Forhold, Lejlighed til at gøre sig bekendt med en Del af Askja og Dyngjufjøll, men paa en ny Rejse i Sommeren 1910 undersøgte han det meste af disse vulkanske Fjælde, og en stor Del af Omegnens Lavamarker. Resultaterne af disse Undersøgelser har han nedlagt i det foreliggende Arbejde, og har sammenarbejdet sine egne og andres lagttagelser til en Helhed, hvorved der er fremkommet en Monografi, som giver en meget god Udsigt over Hovedtrækkene i denne mægtige Vulkans Bygning. Bogens Begyndelse omhandler DyngjufjøH's Undersøgelseshistorie efter alle forhaanden værende Kilder, og der dvæles særlig ved den ulykkelige W. v. Knebels Ekspedition. Derefter beskrives de topografiske Forhold, Højdeforhold og Klima, her beskriver Forf. bl. a. Snedyngernes forskelligartede Afsmeltningsformer, og Vindens Indflydelse paa Bjærgarternes Overflade. Forf.'s Beskrivelse af Dyngjufjølls Reliefformer indeholder adskilligt Nyt om disse Bjærges Topografi. Arbejdets Hoveddel bestaar af en geologisk og vulkanologisk Beskrivelse af Dyngjufjøll og Askja; her redegør Forf. for adskillige nye lagttagelser bl. a. har han fundet nogle hidtil ukendte store Kratere mod S. V. i Trølladyngjuskard, hvoraf nogle, som har et meget nyt Udseende, maaske har haft Udbrud i 1875, samtidig med de store Udbrud i Askja's sydøstlige Hjørne. Forf. beskriver til al begynde med de forskellige Eruptionspunkter i Dyngjufjøll og opregner de fornemste Kratergrupper i Askja's Omgivelser, derefter følger en Skildring af den store Lavaslette i Askja's Bund, samt en Beskrivelse af de mindre Lavaparlier i selve Dyngjufjøll, hvorved Forf. fuldt ud synes at have bevist, at Askja's Lavaflade engang har staaet 40^—50 Meter højere end nu. Herefter følger saa en Beskrivelse af de vulkanske Udbrud i Askja 1875 efter islandske Kilder, samt en Beskrivelse af det store Askekrater (Rudloff-Krater), som dengang spredte vældige Masser liparitisk Pimpsten over hele det østlige Island, medens Pimpstensstøvet førtes til Norge og Sverige; endvidere skildres Indsænkningens Udviklingshistorie siden i Begyndelsen af Aa ret 1875. Bogen, der slutter med forskellige Betragtninger over Indsænkningens Dannelse og over hele den mægtige Vulkans geologiske Historie, er et meget værdifuldt Bidrag til Kundskaben om Islands Vulkanologi. Th. Thoroddsen.