Blanekenhorn, Naturwissenschaftliehe Studien am Toten Meer und im Jordantal, Appendix Berieht des Zoolog-en der Expedition Aharoni, Berlin 1912.

Et stort, særlig geologisk Værk angaaende Palæstina er det, ovenstaaende Titel angiver. Det skyldes i første Række Sultan Abdul Hamid II personlig, idet han i 1907 fremsatte det Ønske at faa tilvejebragt en grundig Undersøgelse af hint Land, hvoraf en stor Del hørte til hans Domæner. Hvervet blev overdraget Professor, Dr. Max Blanekenhorn ved Universitetet i Marburg am Lahn. Bekostningen skulde udredes af den tyrkiske Statskasse og af Jagor-Stiflelsen i Berlin, der ydede 4000 Mark, og det nærmere Arrangement blev overdragets Sultanens Kabinetssekretær Izzet Pasja.

Blanekenhorn havde i Forvejen været 3 Gange i Palæstina og 7 Gange i Orienten, og paa disse Rejser særlig studeret de geologiske Forhold i Nildalen. Ved Siden af sin geologiske Hovedundersøgelse vilde Blanekenhorn søge at løse flere Biopgaver, saaledes Udforskning af forskellige Minerallejer, deriblandt de af ham i 1894 og 1909 først opdagede Fosfallejer i Egnene Ø. og V. for Jordan, og Undersøgelser af hydrografisk og klimatologisk

En Herr Aaronsohn fra Jødekolonien Zichran

Jakob paa Karmel skulde have fulgt ham for at hjælpe ham med Hensyn til Floraen. Dette skete ikke. Derimod fulgtes han paa næsten alle sine Ture af Herr Aharoni, der var ansat ved en jødisk teknisk Skole i Egnen ved Jeriko.

Da han paaskyndedes, begyndte Blanckenhorn sin Rejse i en ret uheldig Aarslid, i Januar 1908, baade i meget ugunstigt Vejr med Regn og Sne og under vanskelige finansielle Forhold.

Han kunde under disse Omstændigheder først kun foretage en mindre Ekspedition til Jeriko og det døde Hav. Han maalle derefter tage Ophold i Jerusalem fra 25. Febr. til 7. Marts. Han drog saa atter ud, denne Gang med en Karavane paa 30 Heste og Muldyr; Planen var at drage først til Engeddi (Ain Djidi) ved Vestkysten af det døde Hav, derpaa langs Kyslen ind i Vadi Arabah til El Tlah og Fenan, saa til Ghor es Safi i Nærheden af det døde Havs Sydkyst, videre langs Østkysten til den i Søen fremspringende Halvø Lisæn, derpaa gennem Højlandet til Nordenden af Søen og over Jeriko tilbage til Jerusalem.

Mangel paa Foder tvang dog til den Forandring,
at Karavanen maatte drage til Ghor es Safi
lige fra Engeddi og først derpaa ind i Vadi Arabah.

Efter denne Rejse foretoges atter et kort Ophold i Jerusalem i Begyndelsen af April, hvornæst der atter foretoges en Karavanerejse til Es Salt og Djeradsj i Landet Ø. for Jordan.

Der paafulgte derefter Udflugter til Egnen omkring Floden Jahbok, der fra Øst falder ud i Jordan, c. 10 g. Mile N. for det døde Hav, til Egnene ved Genesaret Sø, der helt omkredsedes, til Haifa ved Kap Karmel, og endelig til Jaffa, hvorfra der rejstes tilbage til Konstantinopel i de sidste Dage af April.

Blanckenhorns Undersøgelser har afgivet Grundlaget
for det hans Værk ledsagende Kort i 1:700000.

Det viser, at det meste af Egnene Ø. og N. Ø. for Genesaret Sø, samt en lille Strækning S. V. for Søen bestaar af ung Basalt. De fleste Strækningers, for hine, baade paa Ø. og V.-Siden af Jordan bestaar af marint Eocæn, (Numurlitkalk), Senon, Turon og Cenoman (øvre Kridt), der saaledes dækker det meste af Samaria, Judæa og Idumæa. Ved Kysten, i Jordandalen og paa en IHle Strækning ved Sydenden af det døde Hav findes marint og terrestrisk Diluvium samt Aluvium. Jura forekommer kun Ø. for Beirut, og Cambrium ved Sydenden af det døde Hav.

Talrige Dislokationer eilet Forkastninger, hvoraf de fleste har Retning fra N. til S., forekommer navnlig langs Jordan og det døde Hav, derhos i Mangfoldighed i Egnene ved Coelesyrien. Endelig fremtræder enkelte Fleksurer i Lagene, især i Judæa.

Et Specialkort i 1:20000 over Jerusalem med Omegn, af hvilken Egn det meste dog ikke er udforsket, og et Specialkort i 1:400000 over Egnen omkring Vadi Arabah, der jo danner Fortsættelsen af Sænkningen ved det døde Hav, er tilføjede.

Foruden de egentlig geologiske Forhold omtaler Forfatteren forskellige Besøg, han har gjort paa særlig interessante Steder og giver Oplysninger, hvoraf nogle her bør anføres.

I Jeriko besaa han de Udgravninger, der lededes af Professor Sellin fra Wien, og som havde bragt 4 Grundflader for Dagens Lys. Der var i Grunden fundet Redskaber af Flint, men ingen slebne.

Han besøgte ogsaa ved Jeriko Ruinerne af
Herødes' Palads. Det viste sig at være bygget af
Stenarter, som ikke findes i Palæstina.

El Tlah viste sig at være en Kulturoase i Ørkenen, 285 m over det døde Hav, men 110 m under Middelhavet. De vandførende Kilder laa */₃ km Ø. for Arabah i Kridtbjærgene, og der fandtes et Reservoir, hvorfra Landet vandedes.

Minestaden Fenan, der svarer til det gamle Pinon eller Phannson, af hvilke det første nævnes i 1. Mosebog 36,41, har været omgiven af en Mur med 4 Hjørnetaarne, af hvilke det ene endnu foreforefindes. Der findes mange Slakker efter Kobbererts, men Blanckenhorn mener dog, at det vilde være urentabelt at drive Minerne, saa længe der ikke kan skaffes tilstrækkeligt Vand til Driften af dem.

I Djeradsj findes imponerende Ruiner fra Romertiden,
saaledes af en Triumfbue, en Naumachia,
Cirkus, Akvædukt, et Teater, Bade, Propylæer m. m

I Ruinerne Tell der Atla, der ligger i Nærheden af Bosra og skal være identisk med Suchot, hvor Salomo lod anlægge et Bronce- eller Kobberstøberi, nævnt i første Kongernes Bog 7,46 og i 2. Krønikernes Bog 4,17, fandtes kun svage Spor efter Støberierne.

I Pella, den gamle Ruinstad fra Aleksander
den stores Tid, fandtes Rester af 2 Templer.

Ogsaa de nye Havneanlæg ved Haifu omtales.
Blanckenhorn fandt, at den fordums Kystlinie

ved det døde Hav afviger fra Horisontalen. Den ligger dybest mod N., hvor Søen ogsaa har større Dybde, og stiger mod S. Selve Havet ligger 1292,1 eng. Fod = 393,8 m. under Middelhavet.

Han omtaler de mærkelige, rødlig violette Striber, der stundom viser sig i Havets Vand. Han fandt, at de indeholdt Træ, Rester af Siv og især Kamelgødning.

Der fandtes flere uddøde Vulkaner paa Østsiden af det døde Hav, der iblandt Djebel Sjihan, fra hvilken der var strømmet megen Lava, der til Dels fremtraadte i Form af Basalt. Den findes paa ca. 30 ° Bredde i Egnen om Dibon, som ifølge 4. Mosebog 32,34 først tilhørte Gads Stamme, men senere blev moabitisk (Esaias 15,2.)