William Thalbitzer: Grønlandske Sagn om Eskimoernes Fortid. Populära etnologiska skrifter. Utgifna under redaktion af Professor C. V. Hartman. Vol. 11. Stockholm 1913. 96 S. 40 111.

Allerede H. Rink og G. Holm har fremhævet Træk i de grønlandske Sagn, som tyder paa Forbindelsemed del øvrige arktiske Amerika. [ det foreliggende interessante Arbejde har W. Thalbitzer gjort en særlig Gruppe af de grønlandske Sagn til Genstand for Forskning, dem som synes at indeholdeReminiscenser fra Grønlændernes Fortid. Bogen rummer mange skarpsindige lagttagelser, selv om Forfatteren lader sig friste til lidt for vidtgaaendeSlutninger, navnlig hvor der er Tale om de i Sagnene forekommende Skildringer af fremmedeFolkeslags Skikke og Forhold I Belraglning af Eskimoernes hyppige og udstrakte Rejser er del ingenlunde usandsynfigl, at Beretninger om fjerne Folkeslags Særegenheder kunde vandre over Hundrederaf

drederafMil og slaa Rod hos Mennesker, hvis Forfædre aldrig har kendt de paagældende Forhold af Selvsyn. Naar saaledes et grønlandsk Sagn fortællerom Folk, der spænder Rener for Slæden, saa behøver dette hverken at tydes som et Bevis paa Eskimoernes asiatiske Herkomst eller paa en tidligeremere østlig Udbredelse af Rensdyr-Nomadismen;forøvrigt er det værd at lægge Mærke til, at Renerne aabenbart tænkes forspændte paa lignende Maade som de grønlandske Hunde — »en Slæde med fem Rensdyr for« er jo aldeles ikke tschuktschiskeller korjakisk Skik; ligeledes bør man ikke overse, at Sagnet ogsaa omtaler Hare, Ræv og et Fabeldyr som Trækdyr — den frit konstruerende Fantasi er jo ikke helt uden Indflydelse paa SagnenesIndhold.

Interessant er det, at de grønlandske Sagn omtaler Huse med Røghul i Taget; men Forf. har dog ikke Ret i, at et saadanl Hus ikke kan være eskimoisk — som bekendt anvender Eskimoerne ved Mackenzieflodens Munding et Hus med Aabning midt i Taget, og det samme gør Vest-Eskimoerne i Alaska.

Forf. har vistnok Uret S. 37, hvor han opfatter Sagnberetningen om et fremmed Folkeslags Bold- Lege som en Skildring af ikke-grønlandske Forhold. Hans Egede omtaler i »Grønlands Perlustration« S. 93 ganske lignende Boldspil: »At spille Bold er deres jevnligste Leeg, besynderlig i Maaneskin og haver 2 Maader at spille paa: Naar de have deelt sig i 2de partier, saa kaster den ene Boldten til den anden, som er af hans eget Partie. De af det andet Partie, skal stræbe efter at faae Bolden fra dem, og dette gaar saaledes Vexelviis iblant dem.«

Bogen fortjener at finde Læsere; den er særdeles underholdende paa Grund af sin gode Form og Sagnenes æventyrlige Indhold. Som i alle de foregaaende Bind af »Populära etnologiska skrifter« er Udstyrelsen særdeles tiltalende. Maaske kan der dog indvendes mod Illustrationsmaterialet i nærværende Arbejde, at det staar i en meget løs Forbindelse med Bogens Indhold. Værre er det, at Billedernes Tekst undertiden er vildledende. Fig. 14, hentet fra Parrys »Second Voyage« og forestillende Central-Eskimoer, der jager svømmende Rener, angives saaledes at være fra Vest-Eskimoerne. Fig. 16, hentet fra samme Værk, angives at stamme »fra den første (!) engelske opdagelsesekspedition for al finde nordveslpassagen«. (Den lange Række af engelske Ekspeditioner for at finde Nordvestpassagen begynder som bekendt over 300 Aar før Parry). Fig. 19 angives at være en Eskimo udslyngende sit Fuglespyd, skønt det paagældende Vaaben tydeligvis er en Sælharpun; Urigtigheden skyldes i dette Tilfælde en Trykfejl i Nelsons Værk »The Eskimos about Bering strait«.

Uheldigt virker det, at Forf. S. 16 skriver »de nu uddøde Mikmakindianere«; Statistikken opgav dog i 1904 Mikmakindianernes Antal til henimod 4000. Selv i populære Bøger bør man være korrekt.