Geografisk Tidsskrift, Bind 22 (1913 - 1914)

De vigtigste af danske foretagne Rejser og Forskninger i Afrika.

Af

Oberst Emil Madsen.

Side 68

(Fortsættes).

Blandt de forholdsvis ret talrige danske, som har været ansatte i Kongostatens Tjeneste eller paa anden Maade beklædt Stillinger i hin Stat, er der flere, hvis Rejser dér i Landet ved Siden af andre Formaal ogsaa frembyder nogen videnskabelig Interesse, idet de i høj Grad har bidraget til at udvide Kendskabet til enkelte Dele af Kongostatens store Omraade.

Blandt flere andre maa saaledes fortrinsvis nævnes den daværende Styrmand A. Christophersenog Sømanden M. MortensenJ), der var Deltagerei den af Stanley 1879 udførte Ekspedition, som lagde Grunden til Oprettelsen af Kongostaten. Stanley fremhæver Christophersens frejdige, aabne


1) Stanley, Congofloden og Grundlæggelsen af den frie Congostat, oversat af Irminger. Kbhvn. 1895, 634.

2) Jenssen-Tusch 1. c. 185 — Christophersen har senere haft Ansættelse i Københavns Frihavn.

1) Død 1880.

3) Jenssen-Tusch 1. c. 213. Øst er død 1890.

Side 69

endelig naaedes efter mangfoldige Kampe med Arabereog indfødte og idelige Savn af Levnetsmidler: Ekspeditionen havde haft et særdeles smukt Resultat,idet ved den Araberne var blevne fordrevne, Belgierne havde faaet Fodfæste i den nuværende Stats NØ. Egne indtil Nilen, og Levningerne ai Emin Pasjas Soldater var blevne reddede fra fuldstændigUndergang. Selve Vankerckhoven var dog falden, inden Ekspeditionen naaede sit endelige Maal den 10. Avg. 1892. Efter ham har Stationen, hvor han døde, foruden sit ældre Navn Surrui ogsaa faaet Navnet Vankerckhovenville (ca. 3° n. Br., 29V2 0- L.)1) Ligeledes inaa nævnes den alt foran omtalte, nuværende Kaptajn, Rustmester J. F. V. V. Støckel, der ved sit indgaaende Kendskab til flere Negersprog foruden evropæiske Sprog var særlig skikket til at virke som Opdagelsesrejsende, og som ogsaa efler i Forvejen at have været i KongostatensTjeneste, optraadte i 1903—1904 i KongostatensSV. Hjørne som Explorateur for le comilé special de Katanga 2), og han blev derved den første og hidtil eneste danske, som har gaaet tværs gennemAfrika, idet han rejste hjem gennem engelsk Østafrika.

Idet enkelte har offentliggjort Fremstillinger af deres Oplevelser paa nogle af de mange mindre Ekspeditioner, der er udførte af Personer i Kongostatens Tjeneste, og hvorved de fleste Egne i Staten er blevne nøjere bekendte, har man faaet Kendskab til de Vanskeligheder og Farer, som ofte er forbundne med saadanne Ekspeditioner.

Blandt dem, som mere eller mindre omstændeligt har berettet om deres Oplevelser i Kongo, skal vi nævne de alt foran omtalte Skibskaptajner J. A. C. J. Martini og C. V. R. Schønberg. De kom begge ud til Kongo i 1886. Den førstnævnte, der vel var født i Norge, men stadigt havde haft Ophold i Danmark, kom snart til at deltage i flere Ekspeditioner, bl. a. til dels i den, som gjaldt Emin Pasja. Han førte saa privat Damper paa den vanskelige Fart paa Kassais Bifloder og deltog i Udforskningen af Rukifloden. Han gik ud igen i 1890, men maatte vende hjem syg3). Schønberg udmærkede sig ved at bringe Vankerckhovens Ekspedition frem. Han blev senere udnævnt til Kommandant af 2. Klasse, gik ud igen for 4. Gang 1890 for Handelsselskabet La Lulonga, blev syg paa den lille Flod Lua, hvor der ikke før havde været nogen Damper og maatte gaa hjem syg1). I Forening har de skrevet en Bog, i hvilken de omhandler deres Oplevelser i den første Tid, de var i Kongo. Man vil med særlig Interesse læse Martinis Beretning om hans Samværen en Tid med Tippo Tip og Stanley, 02 om Martinis og Schønbergs Kampe paa Lulongafloden, hvor de optraadte til Hjælp for Vankerckhoven.2

Nuværende Capitaine-commandant A. J. Lund, der kom ud til Kongo 1897 og 2. Gang 1901 og snart deltog i flere Ekspeditioner, særlig en mod Mandsjalistammen, der bor i Egne mellem Floderne Ikelemba og Lulonga, har givet en interessant Beretning om en Ekspedition 1903 mod Ekongostammen, der beboede ikke tidligere af Evropæere besøgte Egne NØ. for Leopold ll.s Sø. Han skildrer Folkenes Sæder, Skikke, Klæder m. m. og den ofte vanskelige Marche, der efler livlige Fægtninger og med et Tab af 51 Mand døde, saarede og syge førte til Tilfangetagelsen af Ekongostammens ypperste Høvding og tilsidst til en Fredslutning3). Han maatte derefter straks ud paa en Ekspedition mod Bagindostammen som besad Land imellem Leopold ll.s Sø og Kongefloden; men denne Ekspedition er endnu ikke beskreven.

Ved at have levet ca. 2 Aar blandt Batuaerne i Egnene N. for Leopold ll.s Sø har Lund haft Lejlighed til at gøre et mere indgaaende Bekendtskab med Dværgstammer, der bor sammen med en Del andre Stammer i den s. Del af den kvatoriale som mod S. begrænses af Leopold ll.s Sø og Lukeniefloden, mod Ø. vistnok af Lomanifloden, mod N. af Ruki-Momboyofloden og mod V. af Tumpasøen. Han giver en Skildring af deres Levemaade og Færd og bemærker, at de af de andre Negerstammer ganske betragtes som Pariae r4).

Ogsaa orn Menneskeæderiet, der synes at være meget udbredt blandt Negerne i de vidtstrakte Egne mellem Floderne Ikelemba og Lulonga har Lund givet Beretning5).

Capitaine commandant P. H. I. Willemoés


1) Se om ham Jenssen-Tusch 1. c. 188.

2) Martini og Schønberg, To danske Kongofarere, Kbh. 1890.

3) Geografisk Tidskr. XVIII, 216, 296. Se om ham Jens sen-Tusch 1. c, 47G.

1) Jenssen-Tusch 1. c. 518. Hansen har senere faaet Ansættelse som Mølleingeniør i engelsk Birma,

4) Gads danske Magasin 1906—07, 125 ff.

2) Jenssen-Tusch 1. c. 159, 214, 701.

5) Gads danske Magasin 1906—07, 520 if.

3) Død ca. 1891. Se om ham Jenssen-Tusch 1. c. 188.

Side 70

d'Obry, der er ansat i Kongostatens Tjeneste ved den geodætiske Opmaaling, var det i 1903 blevet overdraget at undersøge Egnen ved Dilolosø og tilvejebringeet Kort, der kunde tjene som Grundlag for en Grænseregulering. Ved Fastsættelsen af Kongostatenssydlige Grænse den 25. Maj 1891 overfor Portugiserne var man nemlig ifølge ældre Angigivelsergaaet ud fra, at Søen havde Afløb til Kassaifloden og havde valgt dette formodede Afløb til Grænselinie, medens Søen i Virkeligheden ligger helt i Zambesibækkenet, og dette havde givet Anledningtil nogle Grænsestridigheder 1902—03. I en endnu ikke helt afsluttet Beretning giver han en Skildring af sin Marche til Søen, der begyndte i Kassaidistriktets Hovedstation i Juni 1904, og tillige af de Stammer, som han i øvrigt i fredelig Forstaaelse færdedes iblandt, Batetelaerne, Babubaerneog Balubaerne 1).

I Bladene har det været meddelt, at Skibskaptajn J. G. Mouritxen, der foruden at have været i Kongostaten har arbejdet som Kartograf i tysk Østafrika, paaviste, at den øvre Lualabaflod paa en Strækning af 610 km. var sejlbar imellem 2 Vandfaldsegne, naar der blot foretoges nogle mindre Flodreguleringer, hvilket var af betydelig Interesse for Trafikken med Katangas Mineegne i Kongostatens SØ. Hjørne 2).

Foruden de nys nævnte er der mange andre, som under deres Ansættelse i Kongostatens Tjeneste som Militære, Skibsførere m. m., uden at det findes særlig fremhævet, ved deres Deltagelse i forskellige Ekspeditioner sammen med svenske, norske, Belgiere og andre har bidraget til at udvide Kendskabet til det indre Afrika. I Slutningen af 80erne indtraadte en lille Standsning i Tilstrømningen, men efter 1890 steg den atter, og lige til Aarhundredets Slutning voksede Antallet, navnlig af Landmilitære. I alt har indtil ca. 1904 ca. 270 danske virket i Kongo, og det har været fortrinsvis danske, der har været beskæftigede ved Sejladsen paa Floderne. Nogle faa har mistet Livet i Kamp med de vilde, saaledes Kaptajn J. H. F. F. Freiesleben 1890, Sekondløjtnant A. Rahbek 1898, men altfor mange er døde af Sygdom eller er vendte hjem uden at tjene deres Tid til Ende og er døde herhjemme3).

Kaptajn J. Jürgensen, der var i Kongo i Aarene 1898 til 1902 og derpaa atter fra 1903 til 1907 har skrevet flere læseværdige, novellistiske Skildrin ger af de hvides Liv i Kongo J).

Den sidst foretagne Rejse med videnskabeligt Formaal er den, som er foretagen i Marts og April 1912 af Sekretæren i det kgl. danske geografiske Selskab, Professor O. Olufsen. Hans Rejse gjaldt, fysisk geografiske Undersøgelser og Studier af Forholdet mellem de indfødtes Begravelser og Gravskikke i Nordafrika og i Asien. Han vilde oprindelig have været til Tripolis; men Krigstilstanden forhindrede ham i at drage derhen. Han rejste i Stedet til Algier, og her først til Oasen Biskra, derpaa til Tuggurt og Temacine og endelig herfra paa Muldyr og ledsaget af en Araber paa en Kamel gennem Ørkenen El Erg til Byen Tozeur i det sydligste af Tunis ved Chott Djerid, hvor der findes store Fosfatlejer. Denne Del af Rejsen gennem Flyvesandsørkenen optog 7 Dage, paa hvilken han i Reglen tilbagelagde 80 km. daglig i en Varme af 30—40° C., og var lige saa besværlig som de værste af Forfatterens tidligere Ture i Pamir. Efter noget Ophold drog Professoren, atter paa Ryggen af et Muldyr, til Metlaoui og derfra pr. Jærnbane til Kairouan med dens berømte Moskeer. Herfra drog han til Tunis og derfra hjem.

Som Lystrejsende og lignende har selvfølgelig ikke faa danske besøgt især de nordafrikanske Egne, og deres Antal vil utvivlsomt blive stigende, efter at der ogsaa herhjemme er blevet indrettet Lyslrejser til Ægypten og Palæstina in. fl. Steder, navnlig ved Rées Rejsebureau.

Af dem, der har offentliggjort Skildringer af deres Rejseoplevelser maa fortrinsvis nævnes KaptajnDaniel Bruun. Han gjorde i 1882 som frivilligTjeneste i Fremmedlegionen i Algier og en Tid tillige ved den topografiske Afdeling (la mission topographique). I et særdeles velskrevet


1) Jürgensen, Christian Svarres Kongofærd, Kbh. 1909, Opfylder Jorden Kbh. 1910, Feber, Kbh. 1911 og Den store og den lille Flod (111, Tid. 8. Okt. 1911 og f.) — Jvf. om ham Jenssen-Tusch 1. c. 395.

1) (ieogr. Tidskr. XX. 146 ff, 238 ff, XXI, 27, 99.

2) Se om ham Jenssen-Tusch 1. c. 720 Nr. 825.

3) Jenssen-Tusch 1. c. — Der oplyses her (S. 242) at af samtlige Skandinaver, som gik til Kongo 1878 til 1902. har 7/,,., ikke tjent l Terme —3 Aar) til Knde paa Grund af Sygdom eller Død; af samtlige skandinaviske Kongofarere er IJ 4 gaaet syge hjem, tidligere eller senere, over '/4 døde i Kongo eller som Følge af Opholdet der. Fremdeles har ' 8 tjent l hel Terme uden større Men, men uden derefter igen at gaa til Kongo, en anden 1/s har tjent l Terme eller flere Termer. Endelig har lidt over L/K forladt Kongo uden at tjene deres Termer til Ende af Aarsager, der ikke vedrører Helbredet.

Side 71

Værk1) skildrer han Forholdene i Fremmedlegionen, Naturforholdene i de af ham besøgte Egne, Erobringenaf det algierske Sahara og i det hele Kampenemellem de franske og Araberne, samt mellem Ørkenstamnierne indbyrdes. Særdeles interessant beretler han om en Razzia ind over den marokkanskeGrænse, under hvilken det første Gang forsøglesat anvende Fodfolk, der var gjort beredent paa Muldyr, og om Overfaldet paa en Opmaalingsekspedition,i hvilken han var Deltager, og som fandt Sted den 26. April ved Choll Tigri i Marokko og kostede særdeles mange af den altfor ringe Eskorte Livet i den haardnakkede Kamp mod talrige, fjendtlige Arabere.

Der fremsættes tillige mange interessante Oplysninger om forskellige Personer og Lokaliteter, deriblandt ogsaa om den ved sine Romerruiner udmærkede By Lambessa i Provinsen Constantine. Hans Værk er ledsaget af Kort over Vejnettet i Algier og Egnene ved den marokkanske Grænse, samt smukt illustreret.

Gentagne Gange, senest 1911, var Kaptajn Daniel Bruun i Nordafrika. len livlig Skildring fortæller han om Livet i Tanger 1853 og beretter, hvad en gammel, ikke af ham navngiven, dansk Godsejer (Chr. Mourier Petersen til Ryom Gaard i Randers Amt2) har meddelt ham om Jagt og Æventyr, som denne oplevede i sin Egenskab af Gæst hos Danmarks og Englands daværende Repræsentant i Tanger Sir John H. Drummond Hay. Der er tillige indblandet flere af den sidstnævntes egne Oplevelser, som de i øvrigt findes optegnede af ham selv i en særskilt Bog3).

Af andre rejsende, der har givet Skildringer af deres Oplevelser, kan nævnes Skibskaptajn F. G. Waldt, der i 1805—06 foretog en Rejse fra København til Isle de France. Han meddeler bl. a. ganske interessant, hvorledes det lykkedes Englænderne, som havde gjort sig til Herrer i Kapkolonien, ved List at erobre en fransk Fregat4).

Forfatteren, Professor I. C. C. Brosbøll (Carit Etlar) har omtrent 1867 besøgt Algier. Han skildrer Reisen til Nemours i Algier, hans Besøg i Mostaganem og Mazagran, i Oran, Landskabet Dahra mellem Oran og Algier, den sidstnævnte By, samt Kabylerne og deres Ejendommeligheder1).

Daværende Premierløjtnant S. Bojesen har som tjenestegørende i den franske Marine 1867 gjort et Besøg paa Madagaskar og givet Beretning herom 2).

Forfatteren, senere Teaterdirektør Robert Watt3) kom paa sine mange, vidtstrakte Rejser i 1869 til Ægypten, hvor han rejste sammen med Henrik Ibsen, som han dog næsten ikke omtaler i sin Beretning om Rejsen4). Han drog fra Marseille lil Alexandria, derfra lil Port Said, Ismailia, Suez og Kairo, gjorde derfra en Udflugt til Pyramiderne, men kom saa ikke længere sydpaa.

Han beskriver livligt, men temmelig overfladisk, de Mærkeligheder, som han fik Lejlighed til at se paa de ovenfor nævnte Steder, derhos de store Festligheder, der fandt Sted den 17. til 21. Novb. i Anledning af Suezkanalens Aabning, hvilke han overværede ifølge særlig Indbydelse af Kediven. Han udtaler bl. a. den Formodning, at Moses har ført Israelilerne over Suezlangen i Nærheden af Timsah-Søen, der gennemskæres af Suezkanalen, og ved hvilken Suezkompagniet har bygget et lille Kapel, helliget Jomfru Marie, der ifølge Sagnet ogsaa skal være draget dér forbi.

Samtidig med Watt var den senere Teater- Kommitterede, Censor og udmærkede Oversætter af Faust P. Hansen, der under Mærket Cabiro var en beundret Feuilletonist i Dagbladet, til Stede som Korrespondent for dette Blad ved Suezkanalens

Privatsekretær hos F'rederik VII I. C. E. Berling
opholdt sig i Ismailia 1871 og døde dér.

Daværende Kaptajn, senere Oberst O. V. Hoskiæ r5) kom i Juni 1871 paa sin Rejse til Kina og Japan med Kabelskibet Afrika til at gøre et kort Besøg paa Øen Sokotra, da Skibet paa Grund af daarligt Vejr maatte søge Læ ved Øen og kastede Anker ud for Byen Tamarinda eller Tamarida. Der var ikke Tid til at besøge det indre af den bjærgfulde Ø, og der beskrives derfor kun den nævnte By og et Besøg hos Sultanen, foruden Øens Historie fi).


1) Bruun, Algier og Sahara, Kbh. 1993, ill

1) Carit Etlar, Arabere og Kabyler, Kbh. 1868. Død 1900.

2) Død 1903.

2) Fra alle Lande 1871, I. 369 ff. Død som Kommandør 1899.

3) Bruun, Den gamle Godsejer fortæller om Jagt og og Æventyr, Kbh. 1895. — Hav, Western Barbary, its wild trikes and savages animals, London 1844.

3) Død 1894.

4) Watt, Fra Ægypternes Land, Kbh. 1870

5) Død 1895.

4) Waldt, Scener af Sømandslivet paa en Udreise til Isle de France i 1805 og 1806, Kbh. 1835.

6) Geogr. Tidskr. I, 66 ff.

Side 72

Den tidligere Redaktør af Berlingske Tidende, Dr. phil. T. E. Manicus1) har givet en Skildring af Naturforholdene paa Madeira efter en Rejse, han foretog ca. 18832).

Den daværende Premierløjtnant, nu Kaptajn L. V. Thomsen blev ca. 1890 ansat som Honorar- Løjtnant (Mulahiz Charaf) i det ægyptiske Gendarmeri. Han beskriver Forholdene i Alexandria, som de viste sig for en Politimand, og fremdrager særlig den store Forskel, der findes mellem de evropæiske og de østerlandske Livsanskuelser og Begreber om Moral3).

Daværende Kandidat F. Larsen opholdt sig ca. 1892 5 Dage i Tunis. Han har kortelig beskrevet selve Byen, dens Havnestad Goletta og Bardo med Bejens Palads 4).

I August 1906 og April 1907 har Ejeren af Vinhandelen Bodega i Aarhus A. Thorup besøgt Madeira for paa Stedet grundigt at sætte sig ind i Vindyrkningsforholdene. Han har givet en ret livlivlig Turistskildring af Forholdene dér paa Øen5).

Bogholder i Husmandshypotekforeningen, Frøken Elna Vilstrup har i 1909 opholdt sig i Algier for sit Helbreds Skyld. Hun har skrevet nogle gode Rejsebreve om dette Ophold6). Særlig livlig og interessant er hendes Skildring af en Udflugt til den lille By Boghari i Atlasbjærgene.

Journalist Ludvig Rosenberg har særdeles interessant og livlig skildret en Rejse, han i 1910 foretog med Jærnbanen fra Kairo til Assuan, derfra med Dampskib til Vadi Haifa, hvor Jærnbanen igen begynder, og derfra til Jærnbanens Endepunkt, saa videre med Dampskib ad den hvide Nil forbi Lado, hvor han traf en dansk Officer, til Gondokoro, derfra til Fods gennem Uganda, videre med Robaad fra Nimule til Kobe, hvorfra han besøgte Nilens største Katarakt, Murchison-Vandfaldet, derefter tværs over Victoriasø, og saa med Jærnbane derfra gennem engelsk Østafrika til Mombasa, derpaa til Zanzibar og videre med Damper til Daressalem. Hovedstaden i tysk Østafrika, til Durban i Natal og endelig til Kapstaden. I Mombasa overværede han Roosevelts Ankomst1).

Statsgeolog, Dr. phil. V. Madsen besøgte i 1911 Tunis, hvor han rejste til langt mod Syd. Han har holdt Foredrag om Rejsen i det kgl. d. geografiske Selskab 5. Decb. s. A.

Lensgreve Mogens Frijs rejste i 1911, ledsaget
af sin Frue og Datter Sophie, til Indien og besøgte
paa Hjemvejen Ægypten2).

Lensgreve Mogens Frijs til Frijsenborg, tillige med sin Frue og yngste Datter, Agnes Louise, er i Februar 1912 kommen hjem fra en Jagtudflugt fra Mombasa til Massaiernes Land, et Distrikt, som Englænderne har overladt disse Negre som en Slags Reservation i Lighed med Indianernes i de forenede Stater i Nordamerika. De brugte 7 Dage om at komme derhen, kamperede i 11 Dage og var 9 Dage om Tilbagerejsen3).

Som sædvanlig har det dog været Handelsanliggender, som især har bragt danske til Afrika. De første Efterretninger om en Rejse angaaende saadanne er fra 1620. Ove Gjedde anløb paa sin Rejse til Ostindien4) nogle Punkter paa Afrikas Kyst og blev paa Vejen fra Madagaskar til Ceylon forsat til Øen Sokotra, hvor Skibet Kjøbenhavn løb ind, og Erik Grubbe sluttede en Handelstraktat med Sultanen. Det hedder ogsaa, at et dansk Skib laa ved Madagaskar 1638 formodentlig paa Vej til eller fra Ostindien. Det første, der vides om Handelen paa Guinea, der senere blev den vigtigste, er, atdetyskføte Mænd Brødrene Johan og Gødert Braem, der dels alene og dels sammen med andre styrede flere store Foretagender5), da det var deres Hensigt at oprette Trafik paa den guineiske og afrikanske Kyst, 1636 fik Bevilling til at oprette et guineisk og afrikansk Kompagni, i hvilket der ogsaa maatte optages Udlændinge, ligegyldigt af hvilken Nation. Dette Kompagnis Skæbne er ikke nøjere bekendt; men 1656 oprettedes et nyt, da Kongen udstedte Privilegier for et Selskab angaaende at besejle den guineiske og afrikanske Kyst. Skibene skulde udredes her i Riget, og Oplaget af de indførte Varer ligeledes være her.


1) Død 1904.

2) Manicus, Madeira (Særtryk af Berl. Tid.) Kbh. 1885.

1) Rosenberg, Roosevelt i Afrika og min Hejse fra Kairo til Kap. Kbh. 111.

3) Thomsen, Blandt Arabere, Kbh. 1903. Forfatteren har senere, indtil for nogle Aar siden været Ejer af Gaarden Tovsgaard i Brabrand Sogn.

2) Fritse Krag Juel Vind Frijs, Billeder fra min Rejse 191!, Kbh. 1912. 111.

3) Riget 28. Febr. 1912.

4) Geogr. Tidsskr.. V., 152 ff.

4) Se om Skrifter, der omhandler denne, Geogr.Tidskr.XX234.

5) Thorup, Det skønne Madeira, Horsens 1908.

5) Se om disse Nielsen, Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse. 111. og IV.

6) Silkeborg Avis 1909, Nr. 102 f., 1910 Nr. 87A, 186, 197, 199, 203.

Side 73

Imidlertid havde ogsaa daværende Renteskriver, senere Landsdommer, Jens Lassen 1653 faaet Privilegium paa at besejle de ostindiske Øer og har formodentlig benyttet dette til ogsaa at besejle Afrika, og tillige havde 1652 eller 1659 et andet Kompagni, formodentlig det i det følgende nævnte glückstadtske, faaet Privilegium og havde erhvervet sig Besiddelser paa Guineakysten 1).

Det er saaledes formentlig dette sidste Kompagni, som del skyldes, at der paa den Tid opretledes en lille Loge Acra. Nogen Tid derefter anlagde de svenske en Fæstning, som de kaldte Carolusborg, men 1658 indtog den i Rostock fødte Henrik Carlof, der efter at have været Guvernør dér i svensk Tjeneste, var gaaet over i dansk som Kaperkaptajn, Carolusborg og overgav den til de danske. Dette gav Anledning til, at ved Freden i København 1660 blev den guineiske Handel overdraget til Danmark; men de foran nævnte Besiddelser blev dog kun kort i de danskes Besiddelse; thi 1660 solgte Guvernøren Samuel Smith dem egenmægtig til Hollænderne. I øvrigt var der ogsaa 1659 blevet anlagt paa Kysten en Fæstning Friderichsberg ogsaa kaldet Fridrichsburg. Denne vilde Hollænderne bemægtige sig, men ved Hjælp af en engelsk Eskadre afsloges Angrebet. Samtidig, i 1659 var clen foran nævnte Loge bleven forandret til Fæstningen Christiansborg, som var af kvadratisk Grundrids med meget tykke Mure og Bastioner i Hjørnerne, men som dog ikke straks blev fuldført, førend nogle Aar senere.

Den Loge, som omdannedes til Christiansborg, er sandsynligt købt af Portugiserne, som oprindelig havde Herredømmet over Kysten Guinea. De havde da anlagt Fortet Elmina (Set. George de la Mina), der nu er blevet engelsk efter indtil 1872 at have været hollandsk Besiddelse; men tillige havde Folk af mange andre Nationer, særlig engelske, franske, svenske og hollandske, anlagt Loger eller bygget Forter paa Kysten; det var saaledes vistnok Hollændere som anlagde Fortet Cape Coast Castle (Cape Corso); men dette blev frataget dem af Englænderne, da Hollændernes Angreb paa Friderichsberg mislykkedes 1659 2).

Samtidig søgte baade Bergen og Glückstadt at faa Del i Handelen. 1675 udsendtes fra det første Sted et Skib til Guinea, og fra det sidste besejledes Kysten i nogen Tid, men uden synderlig Held, og Selskabet dér gik ind senest 16801).

Da oprettedes det vestindisk-guineiske Kompagni, med Eneret til Handelen, efter at Kongen alt 1672 havde befalet Kammer - Kollegiet at virke for dets Oprettelse. Det førte Slaver fra Guinea til Vestindien og hjembragte Sukker, og det synes at have haft Held med sig, indtil Krigen udbrød 1709. Dog fik den daværende Handelsmand, Holger Paulli*) 1684 Tilladelse til at udsende Skibe, saafremt Kompagniet ikke selv vilde udsende noget. Tillige udrustede Kongen 1680 paa egen Haand et Skib, der uden Vederlag af Kompagniet skulde bringe Slaver til Vestindien og derhos bringe Mandskab til Anlægene i Guinea. Flere Forandringer med Besiddelserne foregik i Kompagniets Tid. 1685 blev Fridrichsberg af Kommandanten, Hans eller Harris Luch, uden Forlov, pantsat til de engelske i Cape Coast Castle og gik dermed tabt for de danske. Christansborg var ca. 1679 bleven solgt efter nogle Angivelser forræderisk af en derværende Købmand Peiter Bolt til Portugiserne for 30 Pund Guld, efter andre af en Funktionær Greek, efter at denne havde faaet Guvernøren dræbt; men det kom tilbage 1683, da efter sigende Portugiserne efter deres Konges Befaling forlod Stedet. I Aarene 1710-18 havde de danske anlagt et stort Fort, som fik Navnet Port Royal tæt ved Cape Coast Castle og et andet ved Navn Accada blev anlagt nogle Mil derfra; men kort efter solgtes disse af Kompagniets Direktion til Englænderne for 20,000 Pund.

Kompagniets Handel svarede dog ikke Regning, og den blev derfor allerede 1689 overdraget Kommerceraad J. N. Jansen Arff2) og Arvinger. I hans Tid bemægtigede Negerne sig Christiansborg 1693; men de tilbagegav det Aaret efter mod Udbetaling af en stor Sum Penge.

Handelen betalte sig dog ikke heller for Arff,
og den gik derfor 1697 atter over til Kompagniet.

Dette fik en ny Octroi 1734, og det tillodes 1735 Handlende uden for Kompagniet at besejle Guineakysten og de vestindiske Øer, men allerede 1748 indskrænkedes denne Ret til de københavnskeKøbmænd, og det følgende Aar ophævedes den aldeles, idet Kompagniet atter overtog sin Eneret.


1) Hvad der kaldes Guinea regnes nu at naa fra 10° 18' n. Br. til 4° 28' n. Br.

2) Christiansborg ligger paa ca. 5° 44' n. Br. 0° v. L. fra Greenwich, Elmina ligger ca. 21 d. Mil V. for Christiansborg, Cape Coast Castle ca. 17. En ret interessant Beskrivelse af, hvorledes Hollænderne bemægtigede sig Elmina, findes hos Monrad, Bidrag til en Skildring af Guineakysten, Kbh. 1822. 351.

1) Se om denne Nielsen l, c. VI.

2) Se om denne Nielsen, 1. c. VI.

Side 74

Det havde derhos faaet Begunstigelser paa anden Maade; men da det alligevel ikke opnaaede tilstrækkeligtUdbytte, og der tillige alt fra 1747 var begyndt at fremtræde Stemning for, at Staten burde købe de vestindiske Øer, ophævedes Kompagniet 1754, og Kongen, der indkøbte Aktierne, overtog selv Kompagniets Besiddelser baade i Afrika og Amerika, medens dog tillige den Handel, der hidtil havde været monopolisere! for Kompagniet, gaves fri for alle Undersaatter i Danmark, Norge og Slesvigmod Erlæggelse af en meget ringe Kendelse, hvilken Bestemmelse 1764 ogsaa udvidedes til Altonaog

I Mellemtiden var Fortet Fredensborg blevet opbygget 1735—41. 1743 anlagdes en Loge ved den i det følgende omtalte Negerby Qvitta, efter at de danske i 16 Aar ikke havde haft Loge dér, og i Nærheden af Christiansborg var Vagttaarnet Prøvesten blevet bygget.

Det varede dog ikke længe, inden Kongen opgav at drive Handelen. Denne tillige med Etablissementerne overdroges 1765 paa 20 Aar til et af Generaltobaksdirektør Købmand H. F. Bargum, Firmaet BargumogGustmeyers EnkeI),oprettet Slavehandelsselskab; men da dette heller ikke havde Held med sig, overtog Kongen 1776 atter de guineiske Forter og Loger og lod Handelen drive for egen Regning, dog uden at udelukke Undersaatter, som havde Lyst til at drive den.

1781 opgav Kongen dog Sagen paany. Der oprettedes et østersøisk-guineisk Kompagni, og dette fik udelukkende Ret til Handelen paa Guinea, medens det dog ved et Reskript 1785 tillodes alle Nationers handlende, saavel med danske som med fremmede Skibe, at indføre Negere til Set. Thomas og igen at udføre og andetsteds sælge dem. Kompagniet ophævedes dog 1786, og Handelen overlodes nu til det Handelshus, som noget senere bar Navnet Duntzfeldt, Meyer & Co. paa de samme Vilkaar, som Kompagniet havde haft. Da Negerhandelen bestemtes at skulle ophøre 1803, løstes det fra sin Kontrakt, og Kongen overtog selv 1792 Etablissementerne og erklærede igen Handelen fri for alle Undersaatter.

Den Handel som hidtil var dreven, havde i Begyndelsen nærmest gældt Guld, men denne Vare var snart aftagen, og det eneste, der gav noget Udbytte, blev Slavehandelen, som dreves ikke alene af Besidderne af Etablissementerne, men ogsaa privat af Guvernørerne og alle overordnede, ved dem ansatte.

Ikke alene var denne Handel dog af meget fordærvelig Indflydelse paa de i Guinea bosatte Negre og omboende Folk; men den gav efterhaanden ej heller tilstrækkeligt Udbytte, og da den tilsidst faldt bort, var Handelen i det hele ikke synderlig

Ved Begyndelsen af det 19. Aarhundrede havde Danmark i alt i sin Besiddelse en Strækning langs Kysten, der i ældre Skrifter angives at have været 30 eller 40 Mile lang. Dens vestlige Grænse var Floden Sakumofye, og den gennemstrømmedes af Rio Volta, som lj/olj/o Mil fra Mundingen danner en Sø, 15 Mile lang og 12 Mile bred, og i denne Sø findes mange Øer, vel omtrent 100. Hvad der ligger V. for Bio Volta regnes at henhøre til den saakaldte Guldkyst, hvad der ligger Ø. for Floden til Slavekysten.

Omtrent indtil 2 til 3 Mile fra Havet er Kystlandet fladt, derpaa følger tæt begroede Bjærge, som tidligere indtil ca. 5 Mile ind i Landet regnedes som henhørende til de danske Besiddelser.

De Etablissementer, som fandtes i den første
Tid af det 19. Aarhundrede var følgende:

1) Fortet Christiansborg, som ligger ca. 13 Mile S.V. for Rio Voltas Udløb og ca. 2 Mile fra Besiddelsernes Vestgrænse, og som var det bedste med Hensyn til Handelen. Det havde derpaa i lange Tider været Guvernørens Residens. Til samme hørte Negerlandsbyen Urdu, som laa mellem Fortet og den nærliggende Skanse Prøvesten. a/4 Mil N.Ø. for Christiansborg laa det atter ca. 1800 genoprettede Faktori Frederiksborg og højere oppe i Akvapim-Bjærgene, ca. 6*/2 Mile N.Ø. for Christiansborg, det nyere ved Negerlandsbyen Dudus udførte Anlæg Frederikssted, et Slags Landsted, som dog kun var i noget forfalden Tilstand, men hvor Guvernøren under Tiden opholdt sig paa Grund af den sundere Beliggenhed, og det ikke fuldførte, alt af Isert 1788 projekterede Frederiksnopel ved Negerbyen Akropony.

2) Faktoriet Augustenborg, lx/4lx/4 Mile Ø. for Christiansborg ved Kysten og ved Negerbyen Tessing, paabegyndt i Slutningen af det foregaaende

3) Fortet Fredensborg, 61/*61/* Mile N.Ø. for Christiansborgi
Landskabet Adampi, og som foran


1) Se nærmere om disse Historiske Meddelelser om Kjøbenhavn I. 1907, 175ff.

Side 75

angivet anlagt 1735 til 1741. Hertil hørte NegerbyenNingpo.

4) Faktoriet Kongenssten, ca. 10 Mile østligere, inde i Landet, ca. 11/2ll/2 Mile N.V. for Rio Voltas Udløb, i Landskabet Adda. Til samme hørte Negerbyen Adda og 2 Anlæg, Eibo, 11/.,l1/., Mile S.Ø. for Faktoriet, og Tuberreico, paa en Ø i Rio Volta.

5) Faktoriet Prinsenssten i Landskabet Popo, ved Kysten, ca. 5 Mile Ø. t. N. for Rio Voltas Udløb. Det var det østligste af Etablissementerne, og til samme hørte Negerbyen Qvitta, det blev anlagt 1784 efter en Krig med omboende Negre, hvilken endte med, at disse maatte tilstaa Frihed til at opføre et Fort, som afløste et, der fandtes paa Øen'Adda1).

Steder, hvor der tidligere havde været Loger, men som ikke længer var opretholdte, var Labodei, ca. J/2 Mil Ø. t. N. for Christiansborg, Temma, ca. 23/423/4 Mile Ø. f. samme, Ponny, ca.4Mile N. Ø. for Christiansborg, Aflahu, der laa 6 Mile Ø. f. Qvitta, og Popo, der laa endnu lidt længere borte mod Ø.

1802 erhvervede den danske Guvernør, Major J. Wriesberg,2) sig en Slags Ejendomsret til en lille Ø, som Negerne kaldte Bimbia, og som laa i Biaffrabugten ikke langt fra Forbjærgene Formosa og Gabbyn (ca. 4° 21' n. Br. og 23° 46' Ø. for Gr.). Der anlagdes Plantager og et Faktori, som dog nogen Tid derefter atter blev opgivne.

Enkelte fremmede Etablissementer fandtes tæt ved eller indblandede mellem de danske, saaledes det hollandske Fort Crevecæur og det engelske Set. James, */2 Mil S.V. for Christiansborg tæt ved hinanden, og de engelske Prampram og Varnous, af hvilke det første laa inde i Landet, l Mil N.Ø. for Ponny, og det sidste ved Kysten l Mil fra Pram p rå m 3).

I Krigsaarene i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede lod Englænderne Kolonierne paa Guinea i Fred, men dog hensygnede Kolonierne efterhaanden, og der begyndte at fremtræde Planer om at afhænde dem. I Aarene efter Slavehandelens Ophør skal det guineiske Guvernement saaledes have foreslaaet at ombytte Etablissementerne med den et Stykke udenfor Kysten liggende Prinseø (Lsla do Principe, i Biaffrabugten, ca. 230 km. S.V. for Fernando Po). Den tilhørte Portugiserne; men Forslaget førte til intet.

Et Negeroprør indtraf 1847 ved Prinsensslen. Under dette udmærkede sig den dér ansatte J. V. Svedstrup, idet han med Negersoldater gjorde et natligt Overfald paa Oprørernes Lejr, fangede Høvdingen og med Nød og Næppe naaede tilbage ved Hjælp af Haandgranater, som han kastede i rigelig Mængde. Høvdingen, den saakaldte Negerkonge, blev bragt til Kastellet i København og var længe en af Københavnerne meget kendt Person. Svedstrup, der var udgaaet fra Hærens Elevskole, blev, medens han var i Guinea, Løjtnant. Han vendte hjem i Anledning af Krigen 1848—50, Christian IX gav ham senere Ridderkorset og gjorde ham under et Ophold i Helsingør ved en Skydebrødrefest til Æresmedlem af Selskabet1).

Endelig bortsolgtes Kolonierne i 1850 til England.
Ifølge senere Efterretninger ligger Frederiks-

borg i Ruiner, og Byen Accra, der ligger ved Siden
af Christiansborg, er Hovedstaden i den engelske
Koloni Ashantee 2).

Som Minder fra den gamle Tid haves paa


1) I Statskalenderen 1848 findes anført, at Forterne i Guinea ligger mellem 5° 32' og 6° 32' n. Br.. 11° 28 og 12° 45 v. L. fra København, og at der er en Udstrækning af 24 Mile mellem dem fra N.V. til S.Ø., hvornæst det danske Territorium regnes ind i Landet til Kanonskuds Afstand fra dem, med Undtagelse af det engelske Prampram mellem Christiansborg og Fredensborg. Negrene i Akvapim-Bjærgene og Akim erkender dansk Territorialhøjhed. Indbyggerantallet anslaas til ca. 40.000. I Omegnen af Akvapim-Bjærgene ligger den kgl. Plantage Frederiksgave, hvor der især dyrkes Kaffe. Palmeolie var dtn vigtigste Udførselsartikel, medens der især indføres Brændevin, Tobak og enkelte Manufaktur- og Fabriksvarer.

1) Svedstrup udførte efter Krigen Inddæmningsarbejder ved Nissum Fjord, var derpaa Bogholder og Kasserer hos Firmaet E. v. Mehren i Helsingør og havde tilsidst en lille Virksomhed ved Bladet Nordsjælland. Han døde 1893 (Meddelt af hans Søn, Forfatteren A. Svedstrup).

2) Død som Generalkrigskommissær 1819.

3) Baggesen, den danske Stat. Kbh, 1840; Monrad, Bidrag til en Skildring af Guineakysten, Kbh. 1822; Thaarup, Kort Veiledning til det danske Monarkies Statistik, Kbh. ] 790; do. Vejledning til det danske Monarkies Statistik, Kbh. 1794; do. Udførlig Veiledning til det danske Monarkies Statistik VI, Kbh. 1819; Nielsen, Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse IV, V og VI, 'Kbh. 1888, 1889 og 1892; Holberg, Danmark og Norges geistlige og verdslige Stat, Kbh. 1762; Schytte, Danmark og Norges naturlige og politiske Forfatning, Kbh. 1777; Rømer, Tilforladelig Efterretning om Negotien paa Kysten Guinea, Kbh. 1756 (bebrejdet særlig mange Trykfejl i Kjøbenhavnske Nye Tidender om lærde og curieuse Sager, 1757, 63; Thott Saml., Fol. 513 er et Skrift med de samme Oplysninger), do., Tilforladelig Efterretning om Kysten Guinea, Kbh. 1760; Bruun, Kjøbenhavn I-111, Kbh. 1887, 1890 og 1901; Daniel Bruun, Afrika, I, Kbh. 1901; Albert!, Den danske Slavehandels Historie (Hist. Tidskr. 2, 111. 201 ff.)

2) Jenssen — Tusch 1. c. 279.

Side 76

Rosenborg en Sabel og en Tobakspibe, der i sin Tid har tilhørt Kongen af Asjanti. I ca. 1824 var denne Konge med en stor Hær marcheretmod de engelske Forter og havde haft det Held at bibringe den engelske Generalguvernør Mac Carti en ynkelig Død. Englænderne rettede da en Anmodning om Hjælp til det danskeGuvernement, og denne ydedes ogsaa med 100 Mand regulære Tropper, og 30,000 irregulære, stillede af de omboende Negerfyrster, deriblandt 8000, anførte af en Dronning af Aqtiiem. Denne sidste faldt ved Hjælp af nogle ellers übekendte Stier Asjantierne i Ryggen og bragte dem til at tlygte i Forvirring. Blandt det Bytte, der gjordes, fandtes den nævnte Sabel og Pibe; Sablen sendtes til Frederik VI, medens Piben bestemtes til en af denne Konges første Generaler. Kongen gav den til General F. C. Bülow, og efter hans Død foræredesden til Rosenborg, som alt tidligere havde faaet Sablen *).

Ved samme Lejlighed optraadte en her i Landet i sin Tid meget omtalt, ejendommelig Personlighed, nemlig J. G. Paulsen, der en Tid gik under Navnet af Kronprinsen af Holbæk og antoges at være Frederik den Vl.s den 1. September 1797 fødte Søn. Efter at have fingeret et Attentat paa Kongen, blev han 1820 sendt til Guinea, hvor han først var Privatsekretær hos Guvernøren og derefter skal være forfremmet til Vicepræsident i Guvernementet. Han førte i Kampen efter eget sigende som Kaptajn 3000 Mand danske Negersoldater og deltog med dem i Sejren over Asjantierne. Han kom brystsyg tilbage til København 1825 og døde 18262).

Til den mindre heldige Udvikling af Kolonierne paa Guineakysten bidrog Guvernørerne og de øvrige ved dem ansatte Funktionærer vistnok ikke lidet. Det angives, dog muligt med nogen Overdrivelse, at de i den ældre Tid ofte var udygtige til den meget betroede Stilling, som Guvernørerne beklædte, og at de ofte ansatte Folk fra temmelig lave Livsstillinger, blot de havde været længe paa Guineakysten og kunde taale Klimaet. De skildres ligesom de øvrige Funktionærer som drikfældige og demoraliserede i enhver Henseende. Der siges ogsaa, at Kompagniet ofte sendte lidet agtede Personer sonerud og tilsidesatte flinke Folk, der manglede Protektion.

Imidlertid har der dog, som rimeligt var, været
nogle, der dannede en Undtagelse, og om hvis
Styrelse der udtales Lovord.

Som saadanne maa nævnes Christen Cornelisen, der angives at være kommen til Christiansborg 1661 som Overkøbmand og blev dér 6 Aar, men tillige vistnok en Tid har været Guvernør, idet det skal være ham, som fik Christiansborg fuldført. Endvidere nævnes ogsaa Suhm, som var Guvernør i Aarene omkring 1729, og fremfor alle Søren Schilderup, som var Guvernør fra 1735, og om hvem der siges, at Negrene elskede ham mere som en Gud end som et Menneske. Hans Formand Wærø havde ført el ryggesløs! Levnet, og under hans Styrelse var 32 mandlige og 9 kvindelige Slaver døde af Sult og altfor strengt Arbejde. Schilderup bragte derefter Orden i Styrelsen og tog sig ogsaa med Iver af Handelen. Han udvidede Besiddelserne med Negerbyen Store Ningpo, ved hvilken Fredensborg straks derefter blev byggel. Han døde dog alt 1736, og efter hans Død siges alt igen at være blevet værre og værre1) Endvidere bør nævnes den ligeledes af Negrene afholdle J. N. Kiøge, der var Guvernør i Aarene 1782 til 1789, efter at han i Forvejen havde været i Guinea fra ca. 1772 som Faktor og Overkøbmand i Qvilta. Han lagde Grunden til Kongenssten og Prinsenssten og var den første, der for egen Regning begyndte Anlæg af Plantager.

Af Funktionærer, der i den gamle Tid dannede særlig heldige Undtagelser, maa vistnok fortrinsvis nævnes Tage Erasini, der 1769 kom ud som Assistent, opholdt sig i Guinea i 13 Aar, og blev Kommandant paa Fredensborg 2).

Efter at Besiddelserne endeligt var blevne kongelige, synes Styrelsen at have bedret sig i høj Grad, og der kan næppe rettes nogen berettiget Anke mod Guvernørerne og Funktionærerne i hin os nærmere liggende Tid. Særlig maa vist nævnes som fortjenstfulde Guvernørerne I. P. Findt, Major J. C. v. Richelieu, der var Guvernør fra 1823 til 1826 3) og E. J. A. Carstensen4).

Blandt de Søfarende, der kom til Guinea i
den ældre Tid, var Tordenskjold 1708. Det var


1) Personalhistorisk Tidsskr. 3, IV, 292 ff.

2) Se om denne Minerva, 111, 1786, 336 ff.

1) 111. Tid. 12. Juni 1904.

3) Død 1858.

2) Davidsen, Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn, 11, Kbh. 1881, 112 ff.

4) Om Findt og Carstensen de foran S. 32 Anm, 10 og 11.

Side 77

hans første Langfart. Af Skibets 67 Mand store
Besætning kom kun 26 tilbage1).

Af Personer, der har opholdt sig i Guinea og givet Beskrivelser af Landet, maa nævnes den i Haarburg fødte W. J. Müller, der fra 1662 var Præst paa Frederiksborg i 8 Aar og har givet den første Beretning om Guinea i den danske Tid2). Den næste, der har skrevet om Besiddelserne dér, var den daværende Løjtnant paa Christiansborg E. Tillemann8). Efter ham maa nævnes J. Rask, der var Præst paa Christiansborg fra 1709 til 1713 og derefter blev kaldet til Rørstad og Hæringø Sogne i Saltens Provsti i Norge. Hans Beretning4) gælder dog hovedsagelig hans Rejse, der blev af en selv i de Tider langsom Art, idet han var næsten 5 Maaneder om Udrejsen og 7 Maaneder om Hjemrejsen, idet Skibet, med hvilket han sejlede, først gik til Barbados i Vestindien og derfra til England, hvor han opholdt sig i over l Maaned.

L. F. Rømer, hvis Skrifter alt er nævnte i det foregaaende (S. 75, Anm. 3), var Officiant i flere Aar i det vestindisk-guineiske Selskabs Tjeneste, blev udset til at blive Guvernør, men maatte rejse hjem for sit Helbreds Skyld. Hans Skrifter giver en af de omstændeligste Beretninger fra hans Tid, ca. 1750, om Kolonierne5).

Den en Tid lang ved Kolonierne i Guinea
ansatte Overdoktor P. E. Isert, tidliger Kaptajn

af Infanteriet, hvis interessante Rejse fra Guinea til Vestindien 1786 alt før er omtalt i Geogr.Tidskr. *) har givet en Beretning, der i hans Tid vakte ikke ringe Opmærksomhed 2). Han skildrer bl. a. den foran (S. 73) omtalte Krig mellem danske og fjendtligsindede Negre, der førtes under Guvernør Kiøges Ledelse og gav Anledning til Bygningen af Prinsenssten, og de tidligere meddelte Oplevelser paa det oprørske Slaveskib. Der er som Anhang tilføjet meteorologiske lagttagelser for 2 Aar i Guinea og paa Rejsen derhen. Han beskæftigede sig særlig med Planer til Koloniernes Opkomst, og Regeringen overdrog ham at grunde flere Anlæg, der skulde bære Navnet Frederiksnopel. Der skulde dér anlægges en Koloni, som skulde være et Mønster paa Behandlingen af Negrene. Der skulde dyrkes Kaffe, Sukker. Bomuld m. m., og det skulde tillige være et Hovedformaal at udbrede den kristelige Religion. Isert blev saaledes den første af Regeringen understøttede Plantør; men hans Anlæg synes ikke at være trivedes3). Han viste ogsaa megen Interesse for Naturvidenskab, samlede Plante r4) og har skrevet om nogle Prügle i Guinea5).

Yderligere har den senere Præst til Grejs og Sindbjærg i Ribe Stift H. C. Monrad, givet en god Fremstilling af Kolonierne, som de var i hans Tid6). Han var Præst i Guinea 1804 til 1809.


1) Geogr. Tidskr. XXI, 152.

2) Isert, Rejse nach Guinea und den carabäischen Inseln in Columbien, Kbh. 1788, gengivet paa dansk i Samling af de nyeste og bedste Reise-Beskrivelser i et udførligt Udtog, 111, Kbh. 1790, 458 ff. og oversat paa hollandsk 1790, paa fransk 1793, paa svensk 1795.

1) Daniel Bruun, Afrika, I, 28.

2) Müller, Die afrikanische Landschafft Fetu, Hamburg 1673 (eftertryk! i Nürnberg 1675).

3) Tillemann, En liden enfoldig Beretning om det Landskab Guinea, Kbh. 1697.

3) Kongens Approbation paa Iserts Forslag, hans Udkast til en Anordning for Kolonien m. fl. Skrivelser angaaende denne findes i Thaarup, Archiv for Statistik, Politik og Huusholdningsvidenskaber, 111, 1797198, 233 ff. Isert døde alt 1789.

4) Rask, En kort og sandfærdig Reise-Beskrivelse til og fra Guinea, Trondhjem 1754, jvf. Underretning om Guinea, sammenskreven af Herr Johan Rasch, som var Præst paa dend danske fæstning i Guinea Anno 1709 (Rostgaardske Haandskrifter, Univ. Bibi.). Rask døde 1744.

4) Se om dette Geogr. Tidskr. XXI, 152, Anm. 3.

5) I Schriften der Geselschaft naturforschender Freunde zu Berlin IX, Berlin 1789, 16 H', 337 ff.

5) Han døde herhjemme 1776. Hans Arbejder er for en Del oversatte. Se nærmere om ham i Biogr. Lex.

6) Monrad, Bidrag til en Skildring af Guineakysten, Kbh. 1822. Død 1825.