Hydrografiske Undersøgelser i danske Farvande.

Faa Steder i Verden findes saa forskelligartede
Naturforhold i Havet som omkring Danmark.

Vestkysten af den jydske Halvø beskylles af Nordsøens Vandmasser, der for Størstedelen stammer fra Atlanterhavet og i deres Egenskaber staar Oceanet langt nærmere end Havomraadet indenfor Skagen.

Øst for de danske Øer findes det store Indhav Østersøen med ganske andre Egenskaber, der hovedsagelig er betinget af Ferskvandstilførslen fra Floderne og Saltvandstilførslen i Dybet gennem de danske Sunde.

Intet Under derfor, at de danske Farvande viser en saadan Rigdom paa Overgange mellem de to store Nabohaves Ejendommeligheder, som Tilfældet

I det følgende skal der i korte Træk gøres Rede for Hovedresultaterne af de hydrografiske Undersøgelser, som i de senere Aar er anstillet i Farvandene omkring det egentlige Danmark. Udførligere førligereMeddelelser, saavel almindelige Oversigter som mere specielle Afhandlinger, er fremkommet i de Publikationsserier, som udgives af Kommissionen for Havundersøgelser.

I Nordsøen er der anstillet Undersøgelser af de Lande, som deltager i »den internationale Organisation for Havundersøgelser« og er interesserede i Nordsøen. Fra England, Belgien, Holland, Tyskland, Danmark, Sverrig og Norge er der i de forløbne Aar indsamlet et betydeligt Talmateriale, og i den internationale Publikationsrække »Bulletin hydrographique etc.«, der udgives af det internationale Bureau i København, er delte foreløbigt bearbejdet og Resultatet deraf fremstillet paa forskellig

Resultaterne af disse omfattende Undersøgelser skal ikke gengives her, da de kun for en mindre Del vedrører Danmark, men nogle Enkeltheder skal anføres.

Middelretningen for Vandets Bevægelse i den

østlige Del af Nordsøen er mod Nord. Strømmen er dog meget variabel og underkastet betydelige Ændringer paa Grund af Tidevandsbevægelsen og Vindens Indflydelse.

Ved Horns Rev Fyrskib er Forskellen, som fremkaldes i Strømmen af Tidevandsbevægelsen, i Løbet af 12^2 Time i Almindelighed ca. 80 C1»/ eller lidt mere end 11/2l^l/₂ Sørnil i Timen, men den kan efter de forskellige astronomiske Forhold være noget større eller noget mindre. Middelværdien af samtlige Strømme er 19 Centimeter pr. Sekund eller omtrent i/_z Sømil i Timen med Retning mod

NNV. m/y.

I den slørsle Del af Nordsøen er Sallholdigheden mellem 34 og 35 °/₀₀, men inde ved den jydske Kyst er den i Almindelighed for Overfladen ca. 32 %₀.

I den sydlige Del af Nordsøen er Saltholdigheden pna Grund af den ringe Dybde og de stærke Tidevandsstrømme og andre Bevægelser næsten af samme Størrelse fra Overflade til Bund, hvad der viser, at Vandet ogsaa i andre Henseender her maa være ret homogent; lignende Forhold gør sig gældende ved den danske Kyst.

Vandets Temperaturforhold, der spiller saa stor en Rolle for Havets Dyreliv, er i høj Grad forskellig for de forskellige Dele af Nordsøen og for de forskellige Dybder af denne. Mellem Skotland og Shetlandsøerne er Aarets Middeltemperatur i Overfladen ca. 9°; Sommertemperaturen naar 11° og Vinterlemperaturen 7°. Ved den jydske Kyst er Aarets Middeltemperatur ca. 8,5°, Sommertemperaturen naar 14°^—15° og Vinlertemperaturen 3 °.

I de Dele af Nordsøen, hvor Vandet ikke opblandes i en saadan Grad, som Tilfældet er i den sydlige Del, er der en betydelig Forskel paa Temperaturen i Overfladen og ved Bunden, og endvidere findes det mærkelige Forhold, at Aarets højeste Temperatur i Dybet indtræder senere paa Aaret end den højeste Temperatur i Overfladen.

Disse Forhold kommer imidlertid kun i ringe
Grad frem ved den danske Kyst paa Grund af den
stærke Opblanding.

Som et karakteristisk Forhold ved Kattegat og Bælthavet bør først og fremmest nævnes den udprægede Lagdeling af Vandet. Sædvanlig findes der to Lag, et Overlag med ringere Saltholdighed og et Underlag rned større Saltholdighed, og ved nærmere Undersøgelse har det vist sig, at denne Lagdeling er betinget af Tilstrømning af Vand fra Østersøen til Overlaget og af Tilstrømning af Vand fra Nordsøen til Underlaget.

Forholdet er imidlertid langt fra saa simpelt, at man for Kattegat og Bælthavet tør sige, at det er Nordsøvand, som findes i Underlaget og Østersøvand,som findes i Overlaget. Grænsen mellem de to Lag er langt fra altid skarp, og der foregaarstadig nogen Sammenblanding mellem dem under deres Bevægelse; det har derfor ved de foretagneUndersøgelser været nødvendigt først at lægge Vægten paa Middeltilstanden for der efter nærmere

at studere Afvigelserne derfra og disses Sammenhængmed
andre Naturforhold.

Fremstillingen af det i Tidens Løb indsamlede Materiale er sket paa forskellig Maade, og for at give et Begreb om Middeltilstanden af den omtalte Lagdeling af Vandet i Kattegat og Bælthavet er i Fig. l gengivet et saakaldt Snit med Saltholdighedskurver

Snittet er lagt fra Skagerak gennem Kattegat
øst om Læsø, over Kobbergrunden (Da 16), over
Schultz's Grund (Da 21) og ned gennem Store Bælt
til dettes sydlige Ende ved Langeland (Da 31). Under
Figuren er angivet, hvorledes Saltholdigheden
af de forskellige Lag er betegnet ved Skraveringen.

Det ses paa Figuren, hvorledes Vand af Saltholdighed mellem 35 °/₀₀ og 30 °/₀₀ dækker hele Bunden i Kattegat og det nordlige Store Bælt til en Afstand fra Overfladen af omtrent 20 Meter, og det ses tillige, at 30°/₀₀ Isohalinen, d. v. s. den Linie, som kan trækkes gennem Steder med Saltholdighed 30 %₀, ligger nærmere Overfladen i det nordlige Kattegat end i Store Bælt. Paa lignende

Saltholdighedon er angivet i%o efter Vægt. I 1000 Kilogram Havvand findes paa de forskellige Steder saa mange Kilogram Salt, som Tallene angiver. Linierne er tegnet gennem Steder med samme Middelsaltholdighed. Sallholdigheden i Overfladen aftager stærkt fra Skagerak gennem Kattegat og Bælterne ned i-nod Østersøen. Den er i Kattegat gennemgaaende mindre ved den svenske Kyst end ved den danske, fordi Vandet, der strømmer ud fra Øs'ersøen, bliver ført over mod den svenske Kyst paa Grund af Jordens Omdrejning. I 20 Meters Dybde er Snltholdigheclen betydelig større end i Overfladen, da det salte Vand, som kommer ude fra Skagerak og søger ind mod Østersøen, holder sig i Dybet paa Grund af sin større Vægtfylde; dets Sallholdighed aftager dog indad mod Ø-tersøen paa Grund af Opblanding med det ovenover liggende mindre salte Vand.

Maade ses, hvorledes Vand af Saltholdighed mindre end 20°/₀₀ findes fra Overfladen til en Dybde af 10 til 20 Meter i Store Bælt og det sydlige Kattegat, og at dette Vandlag danner en Kile, hvis Spids findes omtrent midt i Kattegat. Vandlaget med Saltholdigheden mellem 35 °/₀₀ og 30 °/₀₀ udgør en Del af Underlaget, Vandlaget med Saltholdigheden mindre end 20°/₀₀ en Del af Overlaget; derimod er det noget vilkaarligt, hvor man vil sætte Grænsen mellem Overlag og Underlag. Her skal kun anføres, at det ikke vil være rigtigt at benytte en bestemt Isohalin som Grænse; bedre vil det være at benytte den Flade, hvor Saltholdighedens Tilvækst med Dybden er stærkest. Denne Flade ligger i Almindelighed mellem 10 og 20 Meters Dybde.

Medens man af Fig. l kan se, hvorledes Saltholdigheden varierer med Dybden i det omtalte Snit, er i Fig. 2a og 2b vist et Eksempel paa en anden Fremstillingsmaade, hvorved man af de tegnede Kort kan se, hvorledes Saltholdighedsfordelingen er i Overfladen og i 20 Meters Dybde i vandret Retning. Under Kortene er angivet, hvorledes Saltholdighedsfordelingen er betegnet ved Skraveringen. Man ser, at Saltholdigheden i Overfladen aftager stærkt fra det nordlige Kattegat til den vestlige Østersø; Forskellen for de to Steder er omtrent 20°/₀₀. Endvidere er det iøjnefaldende, at Linierne gennem Steder med samme Saltholdighed ligger nordligere ved den svenske end ved den danske Kyst; dette er et Forhold, som skyldes Vandets nordgaaende Bevægelse i Forbindelse med Jordens Omdrejning om sin Akse.

Saltholdigheden i 20 Meters Dybde er for Kattegat mere ensartet end Overfladesaltholdigheden; som det ses, ligger den mellem 28 %₀ og 32°/₀₀; ligeledes er den omtrent den samme overalt i den vestlige Østersø nemlig ca. 20°/₀₀; en Overgang mellem de to Omraader findes i Store Bælt.

I Sammenhæng med denne Fordeling af Saltholdigheden i Vandet staar dettes Bevægelse. Overfladevandets Bevægelse er i Middelværdi nordgaaende, Underlagets Bevægelsesretning i Middelværdi sydgaaende.

At Bevægelsen virkelig er saaledes, fremgaar af forskellige Forhold, som er tilgængelige for lagttagelse, men den kan sikrest og bedst iagttages ved Strømmaalinger.

I Løbet af de sidste Aar har Kommissionen for Havundersøgelser ladet anstille Undersøgelser af Strømmen i forskellige Dybder fra Fyrskibe, og ved Bearbejdelse af det derved indsamlede Materialehar

rialehardet blandt andet vist sig, at Strømmen ved Overgangen mellem Store Bælt og Kattegat og ved Overgangen mellem Øresund og Kattegat har de i Fig. 3a og 3b viste Middelværdier. I Figurernebetyder Skraveringen til højre for O-Linien, at Strømmen i den paagældende Dybde er nordgaaende,Skraveringen til venstre for O-Linien, at Strømmen er sydgaaende. Det ses, at Bevægelsen af Vandet i det nordlige Store Bælt er nordgaaende til en Dybde af 7 Meter og sydgaaende fra denne Dybde og til Bunden; for det nordlige Øresund er Strømmen nordgaaende til en Dybde af 8 Meter og sydgaaende fra denne Dybde og til Bunden. Man kan lægge Mærke til, at Dybden, i hvilken Bevægelsenskifter, er noget mindre end den Dybde, hvor Saltholdigheden tiltager stærkest med Dybden, og det vil forstaas, at det kun er i Hovedtrækkene, at man kan sige, at Overlaget bevæger sig mod Nord og Underlaget mod Syd.

De her beskrevne Bevægelsesforhold findes i
mere eller mindre udpræget Grad overalt i de danske
Farvande indenfor Skagen og giver Havet dets ejen-

Temperaturen er angivet i Celciusgrader. Linierne er tegnet gennem Steder med samme Middeltemperatur. Overfladetemperaturen er for August Maaned ikke meget forskellig for de forskellige Steder; dog er i Kattegat Vandet ved den svenske Kyst gennemgaaende noget varmere end Vandet ved den dnnske Kyst. Temperaturen i Aarhusbugten og ved Indgangen til Lillebælt er lav, fordi det koldere Bundvand her bliver blandet mere med Overfladevandet end andre Steder i Kattegat. I 20 Meters Dybde er Temperaturen mere uensarlet end i Overfladen. Ved Indgangen fra Kattegat til Store Bælt er den særlig lav, kun ca. 10°, fordi Bundvandet, .som kommer Nord fra, har været ca. l]/al^]/a Maaned om at naa deripd fra Skagerak; det stammer fra en koldere Aarstid og er ikke opvarmet synderligt paa Vejen. Længere syd paa bliver Bundvandet blandet saa meget med Overfladevandet, at det igen bliver varmere.

S

dommelige klimatiske Karakter. Som Eksempel kan nævnes, at Overfladevandets højeste Aarstemperatur indtræder omtrent 1. August samtidig med Luftens, men at Bundvandet paa dette Tidspunkt langt fra har naaet sin højeste Temperatur, men er under stadig Opvarmning nærmest svarende til Temperaturforholdene i Luften og Overfladevandet i Forsommeren.

Som Eksempel er i Fig. 4a og 4b gengivet Kort over Temperaturfordelingen i Overfladen og i 20 Meters Dybde den 1. August. Kortene er tegnet paa lignende Maade som Kortene over Saltholdigheden hedeni Fig. 2, og de Omraader, hvis Temperaturer, ligger mellem visse Grænser, er betegnet ved Skravering, hvis Betydning er angivet under Kortet.

Det ses, at Overfladetemperaturen er ret ensartet, men at Temperaturen i 20 Meters Dybde aftager fra det nordlige Kattegat til det sydlige, og at den er særlig lav, mindre end 10°, i Aarhusbugten og dens Omgivelser, medens den atter er tiltagende i Store Bælt. Denne ejendommelige Fordeling skyldes den Omstændighed, at Vandet i Aarhusbugten paa en koldere Aarstid fra Skagerak har bevæget sig ind under Overfladelaget i Kalte-

Paa Kortet til venstre er trukket Linier gennem de Steder, hvor Aarets højeste Temperatur i Middelværdi er den samme. Paa Kortet til højre er paa lignende Maade trukket Linier gennem de Steder, hvor Aari ts højeste Temperatur indtræffer tiisamme Tid. Ude i Skagerak er Aarets højeste Temperatur i 20 Meters Dybde ikke meget lavere end Overfladevandels højeste Temperatur og indtræder omtrent samtidig med denne. I det sydlige Kattegat er den derimod betydelig mindre og indtræder senere paa Aaret, saa al Bundvandets »Sommer« omtrent indtræffer samtidig med Overfladevandets »Efleraar«.

gat og stadig beholdt sin Temperatur nogenlunde uforandret, fordi det ikke i synderlig Grad er blevet opblandet med det overliggende Vand. I Store Bælt er Opblandingen med Overlaget derimod stærkere og derfor stiger Temperaturen aller her. Undersøgelserne har vist, at den Tid, Vandet i Middelværdi er om at naa fra Skagerak til det sydlige Kattegat, er l lil 2 Maaneder. At Vandet i det sydlige Kallegat paa denne Maade i Løbet af Aaret faar Temperaturer, der indtil 2 Maaneder tidligere fandtes ude i Skagerak, bevirker den Ejendommelighed, at Aarets højesle Temperalur kommer betydelig senere i det sydlige Kattegat end andre Steder i Farvandet; tillige bevirker Opblandingen, at den højeste Temperatur bliver mindre end Overfladens højeste Temperatur. I Fig. saer fremstillet Aarels højeste Temperatur i 20 Meters Dybde paa lignende Maade, som Augustlemperaturen er fremstillet i Fig. 4b, og det ses, at den højeste Aarstemperatur i det sydlige Katlegat i 20 Meters Dybde kun er 13°. I Fig. 5b er vist, til hvilke Tider den højesle Temperatur indtræder forskellige Steder i Farvandene indenfor Skagen. Eksempelvis ses af Kortet og den tilhørende Forklaring, at Aarets højeste Temperatur i det sydlige Kattegat falder omtrent den 20. Seplember, medens man for Overfladen kan regne, at den højeste Temperatur falder den 1. August.

Det vil af det foregaaende forslaas, hvorledes Vandomsætningen foregaar paa Strækningen fra Skagerak til Havomraadet Syd for de danske Øer, og som det fremgaar af de i denne Artikel- gengivne Kort, er Forholdene i den vesllige Østersø, hvorved i Almindelighed forstaas Havet mellem de danske Øer og den tyske Kyst, paa lignende Maade beslemt ved Tilførslen i Dybet fra Store Bælt og Tilførslen af Overfladevand fra Østersøen, men Opblandingen mellem Overlag og Underlag er her betydelig stærkere end i Kattegat, og ved Vintertid, da Vægtfyldeforskellen mellem Overlag og Underlag er mindre end om Sommeren, forsvinder Underlaget undertiden ganske.

Om Underlaget i den vestlige Østersø indtager et mere eller mindre betydeligt Rum af denne, er af afgørende Betydning for Fornyelsen af Bundvandet i Østersøen Øst for Tærsklen ved Gjedser. Indstrømningen lil Øslersøen af det salte Bundvand gennem Kadetrenden mellem Gjedser og den lyske Kysl sker ikke regelmæssigl, men naar en saadan Indstrømning har fundet Sled, vil det salle Bundvand vandpaa Grund af sin større Vægtfylde synke ned og danne Bundlag i Østersøen, og paa Grund af de overliggende Lags ringe Vægtfylde vil det kun langsomt opblandes med disse. Ikke alene gennem Kadetrenden sker en saadan intermitterende Tilførsel af salt Vand til Øslersøen; ogsaa gennem

Sundet over Tærsklen ved Amager^—Skaane kan der om end sjældnere ske Indstrømninger. Sallholdigheden af del ad denne Vej indstrømmende Vand er oftest større end Sallholdigheden af det gennem Kadetrenden indstrømmende Vand.

For Havomraadet omkring Bornholm har Resultatetaf disse Vandomsætninger vist sig at blive, at et Overlag paa en Tykkelse af omkring 30 Meterhar en Sallholdighed af 7_—8 °/₀₀. Under dette Lag findes et Bundlag med Saltholdighed op til 16 %₀ og med Temperaturforhold, der meget ligner

dem, som er omtalt for Bundvandet i det sydlige Kattegat.Aarets
Middeltemperatur er dog betydelig laverei
disse Lag end i Bundlaget i det sydlige Kattegat.

Da det salte Bundvand i Østersøen stadig er afspærret fra Adgang til Atmosfæren ved de overliggende Lag, og dette ogsaa har været Tilfældet under Bundvandets Bevægelse gennem Kattegat og Bælthavet paa Vejen til Østersøen, bliver efterhaanden den i Vandet opløste Iltmængde stærkt formindsket ved de levende Organismers Forbrug af Ilt.

I Dybet øst for Bornholm kan det endog til
Tider hænde, at al Ilten er opbrugt, og Iltmængder,
der er ca. 10% af, hvad der skulde være i Vandet,
for at dette kunde være mættet med Ilt, er
ingenlunde sjældne.

I det sydlige Kattegat, hvor Bundvandet paa lignende Maade er afspærret fra Atmosfæren, kan Iltmængden ogsaa blive ringe, i Almindelighed dog ikke mindre end 50% af hvad der er nødvendig til Mætning af Vandet med Ilt.

I det foregaaende er der væsentlig kun talt om Middeltilstanden af de hydrografiske Forhold i vore Farvande, og man maa være forberedt paa, at der til Tider kan optræde store Afvigelser derfra. I Fig. 6

er saaledes fremstillet Middelretninger for Overfladestrømmen og Bundstrømmen paa forskellige Steder i Farvandet, naar Vejrforholdene er rolige, men blæser Vinden op, forandres Strømforholdene ganske; særlig er det Østen- og Vestenvinden, som har Indflydelse paa Overfladestrømmen, og i Fig. 7 a og 7 b er for enkelte Steder angivet Strømhastighederne, som man faar, naar der henholdsvis blæser en Vind paa 6 Beaufort (torebet Merssejlskuling) fra Vest og fra Øst. Det ses, at med vestlige Vinde føres Overfladevandet mod Syd i Kattegat, med østlige Vinde føres det mod Nord.

De betydelige Forandringer, som fremkommer i Strømmen ved Vindens Virkning, er af overordentlig stor Betydning for Vandomsætningen mellem Nordsøen og Østersøen. Vandet kan føres afsted, dels ved, at Vinden direkte river det med, dels ved, at den giver Anledning til Opstuvning af Vand i de forskellige Havomraader, hvorved atter frembringes Strømme. Hvorledes alle disse Omsætninger foregaar, er ingenlunde klart, og navnlig er alle de forskellige Enkeltheder, som knytier sig til de enkelte Lokaliteter, lidet kendte.

lokal Un-

Som Eksempel paa Resultatet af

en

dersøgelse af Strømforholdene kan nævnes, at ved Maalinger af Strømmen i et Tværsnit over Store Bælt ud for Langeland har det vist sig almindeligt, at den nordgaaende Overfladestrøm kun findes over den dybere Del af Farvandet, medens Middelværdien af Strømmen over de grundere Dele af Bæltet ved Siderne kun er ringe.

Regelmæssige Afvigelser fra Middeltilstanden optræder ved Tidevandets Indflydelse. De stærkeste Tidevandsstrømme findes i Nordsøen, men ogsaa i Kattegat lader de sig let paavise. Ved Overgangen mellem Store Bælt og Kattegat er Forskellen, som fremkaldes i Strømmen ved Tidevandsbevægelsen i Løbet af 12^x/ 2 Time, i Almindelighed 20 Centimeter i Sekundet eller omtrent A/2 Sømil i Timen, og den kan blive meget større.

Som det saa ofte gaar, frembyder der sig ved Arbejde paa et saa forholdsvis uopdyrket Omraade, som Havundersøgelserne er, stadig ny Opgaver, og til den hele Teknik for disse Undersøgelser fordres en omfattende Kendskab til specielle Dele af en hel Række af Naturvidenskaberne. Med de Fordringer, man hyppigst stiller til Undersøgelserne, at de skal være praktisk videnskabelige, kommer Biologien i første Række, men ogsaa Fysik, Kemi, Astronomi og Geologi er Discipliner, som Havforskningen maa drage sig til Nj'tte. Paa Grund af de betydelige økonomiske Interesser, der knytter sig til Studiet af Havet, er den omtalte Sammenslutning af de nordevropæiske Lande og de forenede Stater kommet i Stand, og efter en fælles Plan arbejdes der paa Løsningen af de Problemer, som Havet frembyder af videnskabelig og praktisk Interesse, ligesom der ogsaa rundt om i Verden stadig leveres ny Bidrag til Belysning af Forholdene i Havet.