|
Geografisk Tidsskrift, Bind 22 (1913 - 1914)Om de saakaldte højere og lavere Jægerkulturer. Et antropogeografisk udkast.1)Af Stud. mag. Kaj Birket-Smith. Side 146
Efter at den gamle, formentlig kronologiske Tredeling af det menneskelige Erhverv i Jægere, Nomader og Agerdyrkere er blevet opgivet for stedse, og efter at Ratzel's grundlæggende Værk2) har kastet Lys over de mangfoldige, geografiske Forhold, som virker omformende paa Kulturen, har man stræbt at naa til en større og større Forstaaelse af det menneskelige Erhverv og dets Værdi som Kulturfaktor. Først opstillede man el nyt, allerældste Stadium, Samlerens. Dernæst indsaa man, at under de almindelige Betegnelser Planteavl og Jægerkultur skjulte der sig saa store Forskelligheder, at de ikke kunde rummes inden for samme Rammer; man opstillede derfor to Trin, et »højere« og et »lavere«. Hahn delte saaledes Planteaviskulturerne i Hackbau og Pflugbau9}, Begreber, som senere Prof. Steensby med en større Forstaaelse af Spørgsmaalets Kærne har ændret til Svedjebrug og Agerbrug (Kunstvandingskultur)4). Men hvad vil nu et »højere« Jægerfolk sige? Et saadant Folkeslag forstaar »mere systematisk« at udnytte sin Hjemstavns Vildtbestand, hedder det, uden at man dog indlader sig paa nærmere Forklaring af, hvorledes dette skal forstaas — og for Resten benytter man nærmest Ordene efter Skøn. En mere rationel Behandling af denne Sag maa imidlertid dels undersøge, hvori det karakteristiske i Forskellen egentlig bestaar, dels hvilken kulturel Værdi denne repræsenterer. Det er disse Traade, vi i det følgende skal gøre et foreløbigt Forsøg paa at udrede. Man har i nyere Tid — og det med fuld Ret — søgt at klare Samspillet mellem de forskellige Typer for Erhverv og den menneskelige Kulturs øvrige Sider, saaledes navnlig Samfundsforhold1). En Inddeling af Erhvervskulturen er det imidlertid rigtigst kun at basere paa dens egen Grund og foreløbig lade de andre Kulturgrene ligge. Lad os derfor først og fremmest tage nogle forskellige Erhvervstyper i Øjesyn, for om muligt at opdage de karakteristiske Under den oprindeligste af alle Erhvervsformer,uendelig primitiv og endnu ganske dyrisk, flakkerMennesket tilfældigt om, idet hvert Individ søger at skaffe Føden til sig selv og kun sig selv, ædende, hvad der saa at sige falder i Hænderne; ja, den aandelige Indsats naar sit Højdepunkt, i det Øjebliket saadant Urvæsen bruger en Stok til at grave Rødder op af Jorden med. Dette det laveste Trin paa Kulturstigen er Samlerens, dette Standpunkt, som Mennesket efter Vodskov's Mening indtog, dengangdet i Tidernes Morgen voksede sig ud over 1) Jeg benytter med Vilje Ordet »Udkast«, thi paa anden Maade maa denne Afhandling ikke opfattes, Oprindelig var den bestemt til at danne en Slags Indledning til det erhvervskulturelle Afsnit i Beretningen om de etnografiske lagttagelser, jeg indsamlede i Sydgrønland 1912; men da den som Indledning vilde komme til at optage en al for uforholdsmæssig stor Plads, lader jeg den nu fremtræde som en selvstændig Afhandling. Da jeg kun har haft meget begrænset Tid til min Raadighed, er Følgen imidlertid blevet, at den maaske ikke danner et saa klart og velafsluttet Hele, som jeg kunde ønske, ligesom jeg selv indser, at min Opfattelse muligvis vilde have ændret sig paa enkelte Punkter, hvis Forholdene havde tilladt mig at fordybe mig mere i Spørgsmaalet. Især det sidste Afsnit om Nomaderne er mangelfuldt i flere Retninger. Naar jeg alligevel offentliggør disse Betragtninger, er det i Haab om, at de muligvis vil kunne danne Grundlaget for dyberegaaende Undersøgelser. 1) Jf. i Særdeleshed Ernst Grosse: Die Formen der Familie und die Formen der Wirtschaft. Freibg. i/B & Leipz. 1896. — Da selve Samfundets Udformning i Retning af Despoti, Oligarki eller lign. Foren stor Del afhænger af den med Jordbunden givne Levevis, har det, skønt i og for sig rigtigt, mindre Betydning for Erhvervet, naar Mauss siger, at »en un mot le facteur tellurique doit étre mis en rapport avec le milieu social dans så totalité et så complexité.* — Mauss (& Beuchat): Essai sur les variations saisoniéres des sociétés Eskimos. (L'année sociologique. Par. 1904—5) S. 43. 2) Anthropogeographie. Bd. I-II. Stuttg. 1882—91. 3) Die Haustiere und ihre Beziehungen zur Wirtschaft des Menschen. Leipz. 1896. 4) Nogle etnografiske lagttagelser fra en Rejse i Algier og Tunis 1908. (Geogr. Tidskr. Bd. XIX—XX. Kbh. 1909—11). Side 147
Jorden.1) Et saadant eksisterer imidlertid ikke mere; thi det Billede, Bücher opruller under Overskriften »der wirtschaftliche Urzustand«2), er, som vi snart skal se, i Virkeligheden ingen Urtilstand, og selv om vi gaar saa langt tilbage i Tiden, som vi overhovedeter i Stand til, vil vi næppe møde noget Spor af det; rimeligvis havde Mennesket allerede vendt det Ryggen for stedse i den ældste, med Sikkerhedsom »menneskelig« kendte Tidsalder, eller for at tale mere videnskabeligt, i Chelléo-Moustérienperiode n3), og vilde man derfor finde det, maatte man famle sig endnu dybere ind i Urtidens Mørke — og det skal man dog vist foreløbig hellere lade være med. Naar man derfor hyppigt kan se nogle af Jordens nulevende Folkeslag kaldt for Samlere, beror det paa en Undervurdering af deres Kultur4). Det vil blive for langt at opremse alle de Smaastammer Jorden over, der i Tidens Løb har lidt denne Skæbne; vi nævner kun Avstrallændere, Buskmænd, centralafrikanske Dværgfolk, Negritoer, Indoavslraliere, enkelte Stammer i Kalifornien og Amazonlandet, Camposindianere, Patagoniere og Ildlændere. At gaa ind paa alle de tilsvarende Typer for Erhverv vilde ikke alene være for vidtløftigt, men ogsaa unødvendigt, da Livet under saa primitive Forhold, hvor de geografiske Faktorer paa visse Punkter spiller mindre Rolle end senere hen, former sig meget ensartet. Vi kan derfor nøjes med et enkelt Eksempel. Buskmændene, »Ojeblikkets ulykkelige Børn«, som det efter Fritsch5) er yndet at kalde dem, skaffer sig Livets Ophold paa to Maader, dels ved Indsamling af alle Slags Smaadyr, Rødder, vild Honning, et Par Arter Meloner (Citrullus) o. 1., dels ved Jagt. Og det er ikke alene Smaavildt, dette lille, dumdristige Ørkenfolk vover sig i Lag med; Elefant, Næsehorn, Giraf, Løve, kort sagt hele Sydafrikas Verden af store Pattedyr véd aldrig, hvad Øjeblik de bliver Ofre for dets Faldgruber og lumske Giftpile. Et saadant Erhverv, hvor saa at sige alt levende maa tjene til Føde, blot det kommer inden for Rækkevidden af Mandens Pile eller Kvindens Gravestok, medfører selvfølgelig en stadig Omstrejfning. Men trods al Buskmandens fabelagtige Udholdenhed og Nøjsomhed maa Livremmen kun alt for ofte strammes, naar Maven gør sine Krav for højlydt gældende. Værst er Slutningen af Tørtiden, især hvis den længselsfuldt attraaede Regn lader vente paa sig. »Die Melonen sind zu Ende, die Knollen geschrumpft, saftlos, der Saugbrunnen versagt. Was tun"? Drei, vier, fünf stramme Marschtage trennen die Familie von jedem Wasser. Aber selbst der Buschmann kann nicht mehr aushallen. Schon sind sie alle erschöpft, abgemagert, der Magen knurrt, die Kehle brennt. Es giebt nur eine Möglichkeit, Tod oder Durchbruch zum nächsten Wasser . . . . *)« Selv et flygtigt Blik paa de her nævnte Folk er altsaa nok til at gøre klart, at de allerede er naaet et godt Stykke op over virkelige Samleres Trin. Der er indtraadt en Arbejdsdeling, den ældste af alle: Sondringen mellem Mandens og Kvindens Arbejde. Hun staar vel endnu paa det rene Samlertrin og ernærer sig og sine Børn med, hvad hun i Dagens Løb møjsommeligt har kunnet skrabe sammen af Frugter, Rødder, Fugleæg og overhovedet alt, »was da kreucht und fleucht«; men han strejfer om paa en virkelig Jagt. Hvorledes denne Spaltning af Erhvervet fra først af er gaaet for sig, kan maaske være tvivlsomt, men er i hvert Fald i denne Sammenhæng ret ligegyldigt; usandsynligter det ikke, som man har ment, at den fra først af udelukkende skyldes Mandens sportslige Tilfredsstillelse ved Jagten med dens spændende Momenter og dens Ævne til at vække Kappelyst (det er jo en tilsvarende Kendsgærning, at Planteavlog Husdyrhold i mange Tilfælde begynder som en blot og bar Luksus). At man her ikke har det allerældste Trin for sig træder ogsaa frem, naar man erindrer — hvis rnan da vil være filosofisk som Dr. Schurtz2) —, at Jægeren nu i sig, omend übevidst, rummer ikke alene sit eget, men hele Fortidensog Samtidens Kendskab til Jagtdyrene, deres 1) Sjæledyrkelse og Naturdyrkelse. Bd. I, 1. Kbh. 1897. S. XXXV o. f. 2) Die Entstehung der Volkswirtschaft. 8. Aufl. Tübingen 1911. S. 3 o. f. 3) Jf. Sophus Müller: De forhistoriske Tider i Europa. (Verdenskulturen, redig, af Aage Friis. Bd. 11. Kbh. u. A.). — Moritz Hoernes: Der diluviale Mensch in Europa. Braunschw. 1903. — W. J. Sollas: Ancient hunters and their modern representatives. Lond. 1911. 1) S. Passarge: Die Buschmänner der Kalahari. Berl. 1907. S. 73. 2) Auch wirtschaftlich ist der einzelne Mensch niemals und nirgends ein selbständiges Wesen, sondern immer das Glied einer Dauergruppe. — Urgeschichte der Kultur. Leipz. 1900 S. 212. 4) Allerede Bahnson har paa en Maade indset dette: Etnografien. Kbh. 1900. Bd. I. S. LVI. 5) Die Eingeborenen Süd-Afrika's. Breslau 1872. S. 148. Side 148
Vaner og Livsvilkaar, og derigennem er afhængig af hele Samfundet. Som før berørt er det derfor überettiget, naar Bücher stiller disse Folk paa et »uorwirtschaftliches Entwickelungsstadiiim« og betegnerdette som »die Stufe der individuellen Nahrungssuche«. Saaledes ser vi,
at disse Folk indtager et erhvervskulturelt 1) Mands- og
Kvindeerhvervet (o: Jagten og Indsamlingen) 2) Jagten gælder
i større eller mindre Grad alle 3) Man flytter hyppig om inden for Stammens Omraade, alt eftersom man nu synes, at Forholdene indbyder til, men i Reglen uden faste Vandringer. 4) Man lægger
ikke Forraad til Side, men lever Jeg foreslaar som Betegnelse for de Folk, der staar paa dette Trin, Ordet Strejfjægere, idet hermed skal udtrykkes Jagtmetodens ligesom tilfældige, omflakkende Karakter. — Mens man kaldte de oven for omhandlede Folk »Samlere«, hæftede man imidlertid ud fra en tilsvarende Undervurdering Etiketten »lavere Jægere« paa en Række andre Folkeslag, som vi finder Eksempler paa i Nordamerikas østlige Skovegne, i de sydamerikanske Llanos og Selvas, i utilgængelige Egne i Bagindien og Sydkina. Efterhaanden som den etnografiske Forskning er skredet frem, har man dog indset sin Fejltagelse; thi det viste sig, at de alle var i Stand til at dyrke Jorden paa den primitive Maade, som Steensby foreslaar at kalde Svedjebrug, og deres rette Plads i erhvervskulturel Henseende bliver derfor blandt Størstedelen af Polynesiere og Melanesiere, blandt Bantu- og Sudånnegre, Dajaker osv. Jagten spiller imidlertid stadig stor Rolle og drives væsentlig paa sammme Maade som paa Strejfjægertrinnet. Der kan nemlig ikke være Tvivl om, at man er gaaet fra dette direkte over til Svedjedyrkningen, uden at passere noget mellemliggende Trin af »højere Jægerkultur«. Den eneste Ændring, der kan ske med Jagten, er da ogsaa, at den nu, naar Mændene er fritaget for det daglige Slid, fordi det primitive Landbrug i sig selv danner et sikkert Grundlag for Erhvervet, undertiden faar et mere sportsagtigt Præg, og selv om dens Betydning som økonomisk Faktor saaledes er betydelig dalet, vedbliver den dog hyppigt som Mændenes kæreste Syssel ganske at beherske Mytedannelsen1). — I Modsætning til disse Folk opstillede man en »højere Jægerkultur«, som i Almindelighed gælder for at omfatte Eskimoer, Præriindianere og Stammerne ved Amerikas Nordvestkyst. Men karakteristisk nok viser den gamle Verden nu til Dags intet højere Jægerfolk2). Deres Form for Erhvervsliv udmærker sig ikke alene ved højt udviklede Metoder, men ogsaa ved en stor Regelmæssighed. For at tage et Eksempel! Om Vinteren jagede Præristammerne i det hele kun lidt, fordi den store, almindelige Efteraarsjagt paa Bisoner skaffede Forraad for længere Tid. Hos en typisk Stamme fra dette Omraade, som de til SiouxÆttenhørende Omahaindianere findes to Slags Jagt; mens ved den ene, der kaldes afrae-Metoden, kun Mændene drager ud fra Lejren, ogFamiljen bliver tilbage,bryder hele Lejren op ved den anden Metode, te-une, og man begynder en ligefrem Vandring efter Bisonflokkene. Ved Foraars- og Efteraarstid afholdes særlig store Jagter, ved hvilke man undertidenslaar sig sammen med Ponka eller en anden nærbeslægtetStamm e3). I det hele taget afhang PræristammernesVe og Vel ganske af Bisonerne, der spilledeen saa stor Rolle, »that the deer, the elk, and the antelope sport upon the prairies in herds in the greatest security«*}. Crowstammen fulgte regelmæssigHjordenes Vandringer 6—86—8 Gange i Løbet af Sommeren5). For øvrigt jagede man Dyrene paa flere forskellige Maader, hyppigst til Hest eller om Vinteren paa Snesko, undertiden ogsaa forklædt i Ulveham; i de nordligere Egne kendtes det endvidereat drive Jagten fra Hundeslæder, og undertiden 1) Saaledes f. Eks. hos de brasilianske Indianere. — Paul Ehrenreich: Die Ethnographie Südamerikas im Beginn des XX Jahrhunderts. (Arch. f. Anthropol. N. F. Bd. 111. Braunschw. 1905). S. 66. 2) Man maa selvfølgelig se bort fra de paa Beringstrædets asiatiske Side boende Yuiteskimoer og de ganske paa Eskimovis levende Kj'stkorjæker og -tsjuktsjer. 3) J. Owen Dorsey: Omaha sociology. (3. Ann. Bep. of the Bureau of Amer. Ethnol. Wash. 1884). S. 283—4; 299. — Jf. Alice C. Fletcher Æ Francis La Flesche: The Omaha tribe. (27. Ann. Rep. etc. Wash. 1911). S. 270 o. f. 4) Geo. Catlin: Letters and notes on the manners, customs and condition of the North American Indians. London 1844. Vol. I. S. 24. 5) Smst. S. 43. Side 149
var man saa
heldig at faa en hel Flok fanget i Indhegninge Kun enkelte Prærifolk, som Mandanerne og andre Stammer ved Missouri, drev noget Svedjebrug; men det var langt fra at danne et Grundlag for deres Eksistens2). Forholdene hos de nordves tindianske Tlingiter er skildret saaledes3): Om Vinteren bor man i store, tømrede Huse, der ligger samlede i Landsbyer; ved Sommertid spredes man derimod i Grupper og Familjer ud over de jagt- og fiskerige Egne, først og fremmest for Laksens Skyld, der i Juli, Avgust og September fanges i umaadelige Mængder og tørres til Vinterforraad. Naar dette i Februar begynder at slippe op, indtræffer netop de første Stimer af Kærtefisken (Thaleichthys pacificus), men Fiskeriet paa denne kulminerer dog først i April—Maj. Derefter tager Sildefiskeriet sin Begyndelse. Jagt spiller her gennemgaaende kun en ringe Rolle, men drives dog paa Vapiti, Fjældged og Fjældfaar samt om Vinteren tillige paa Bjørne. Eskimoerne opholder sig typisk om Sommeren inde i Landet for at skyde Ren og fange Laks, om Vinteren derimod driver de Sæljagt paa Kystisen. Ved denne Isfangst, der maa opfattes som det egent lig centrale i Eskimokulturen4), benyttes flere forskellige Metoder: måupoq, utoq o. a. Forøvrigt varierer Forholdene naturligvis stærkt hos et saa vidt spredt Folk; hos en Indlandsstamme som Kinipetu synes Renjagten at være det vigtigste Erhverv5), mens man i Grønlands sydligste Distrikt (Julianehaab), hvor Renen nu er udryddet og Mangelen paa fast Vintens hindrer de fleste Isfangstmeloder, til Gengæld jager Sæl fra Kajak hele Aaret rundt. Selv paa dette Sted foretager man dog aarlig tilbagevendende »Vandringer«, om end ikke af ret stor Udstrækning, og naar Eskimoerne ved Point Barrow saa godt som hele Aaret rundt bor paa samme Sted, skyldes det de gunstige, lokale Forhold, idet Erhvervet her til alle Aarstider kan drives med selve Bopladsen som Basis1). Sammenfattes
disse spredte Skildringer, vil man 1) Jagten er Grundlag for Erhvervet, idet Kvindernes Indsamling kun skaffer et velkomment, vegetarisk Tillæg til den ellers overvejende dyriske 2) Jagtens Hovedæmne er enten en enkelt Dyreart eller nogle faa, der lever under saa ensartede, biologiske Forhold, at Energien kan samles om ganske enkelte Jagtmetoder, der er i Stand til at opnaa stor Fuldkommenhed. 3) Da Erhvervet er knyttet til et enkelt eller ganske faa Dyr, vil disses aarlige Vandringer foraarsage en vekslende Erhvervsturnus og et ganske regelmæssigt Bopladsskifte efter Aarstiden. 4) Da Jagten
særlig kulminerer til visse Tider, For at betegne den systematiske Vandren fra Sted til Sted, der er saa karakteristisk for denne Kulturform, foreslaar jeg at kalde disse Stammer Vandr e jægere. Vi har nu nævnt de, om man saa maa sige, almindelig anerkendte, højere Jægere; men gaar vi ud fra ovenanførte Sætninger, vil der være endnu et Omraade, hvis Befolkning maa regnes under denne Kategori. Disse Indianere, som vi i Tilslutning til Steensby2) vil dele i Naaleskovs- og Tundraboer, findes i Hudsonbugt-Landene og Labrador. Grundlaget for de i øvrigt meget lidt kendte Skovindianeres Erhverv synes at være Elsdyrjagten og Fiskeriet af Slør og Laks3). Af disse Næringskilderer den sidste sikkert den vigtigste og beror til en vis Grad paa et enkelt, ejendommeligt Redskab,den berømte Birkebarkskano, hvis Lethed og Manøvredygtighed gør den uundværlig for disse vandrige Egne. Fiskeriet drives baade med Garn, Krog og det tregrenede Fiskespyd; det sidste bruges 1) Smst. S. 251 o. f. — Maximilian, Prinz zu Wied: Reise in das innere Nordamerika. Gobi. 1839. Bd. 11. S. 285 o. f. 2) Max. zu Wied: 1. c. S. 123. — Bahnson: 1. c. S. 290. 1) Jf. J. Murdoch: Ethnological results of the Point Barrow Expedition. (9. Ann. Rep. etc. Wash. 1892). 3) Aurel Krause: Die Tlinkit-Indianer. Jena 1885. S. 123; 134; 170 o. f. — Jf. A. Erman: Ethnogi aphische Wahrnehmungen und Erfahrungen an den Küsten des Beringsmeeres. (Zeitschr. f. Ethnol. Bd. II—III. Berl. 1870—1). 2) Eskimokult. Opr. S. 162. 3) Smst. S. IH7 o. f. — Jf. John Franklin: Narrative of a journey to the shores of the Polar Sea. London 1823. — Alexander Mackenzie; Voyages from Montreal . . . through the continent of North America. London 1801.— Strachan Jones: The Kutchin tribes. (Ann. Rep. for the Smithson. Inst. for 1866. Wash. 1867.) — Samuel Hearne: A journey from Prince of Wales's Fort ... to the Northern Ocean. Loud. 1795. 4) Jf. H. P. Steensby: Om Eskimokulturens Oprindelse. Kbh. 1905. 5) William H. Gilder: Schwatka's search. London u. A. S. 46. — Fr. Boas: The Eskimo of Baffin Land and Hudson Bay. (Bull, of the Araer. Mus. of Nat. Hist. Vol. XV. N. York 1901). S. 466. Side 150
især ved den mest karakteristiske af Meloderne, den ofte skildrede Fangst fra Kano i Strømhvirvlernes og Strygenes brudte Vande — en Fremgangsmaade, hvortil der udkræves al Indianerens Raphed, Aandsnærværelseog Ro. Disse Folkeslags Eksistens afhængeri Virkeligheden ganske af Fiskens Vandringer,og deres Bopladsers Beliggenhed er udelukkende bestemt af dens Forekomst til visse Tider af Aaret, idet Fangsten kulminerer, naar »Hvidlaksen« — hvormed man de forskellige Steder benævner forskelligeArter: Coregonus albus, C. Williamsoni o. a. — ved Efteraarstid stiger op i de lavere Vande for at lege. Bæverjagt har først faaet Betydning, efter at evropæiske Skindopkøbere og Pelshandlere viste sig paa Skuepladsen, og ellers spiller kun Jagten paa Harer og Elsdyr (»moose«; Alces americanus) nogen-Rolle;de sidste jages hyppigst, naar de drikker eller svømmer over Floderne. Sandt nok viser disse Folks almindelige Kultur kun et lidet tiltalende Billede af Barbari og Elendighed; men ikke des mindre, i Betragtning af deres specialiserede Fangstrnaader tør man ikke tage i Betænkning at henføre dem til Vandrejægerne, Det er kun Skyggen af dette ellers lave Kulturstade, der har hindret, at man fik Øjnene op for den Højde, Erhvervslivet har udviklet sig til; i Virkeligheden er disse to Ting ret uafhængige af hinanden. Hvem kan tvivle om, at de »kun« jagende og fiskende Nordvestindianere indlager et betydelig højere Trin end de Kanariske Øers Urbefolkning, der dog kendte et ret kompliceret System til Overrisling af deres Marker, lignende det, der den Dag i Dag bruges af Berberne i Djebel Aurés1). En Forventning om, at Vandrejægerne i nogen anden Maade skulde staa over Strejfjægerne end netop ved Erhvervet, og hvad dermed umiddelbart staar i Forbindelse, er utvivlsomt ganske überettiget. Ved Tundraindianere2) maa man ikke forstaa Folkeslag, hvis Liv er uafhængigl af Skoven. Tværtimod tilbringes som Regel Vinteren i denne (med Fiskeri og Jagt), mens man kun om Sommeren følger Renhjordene under deres Vandring Nordpaa over Ødemarkerne. Med Renerne slaar og falder !) Min
Afhandling: Guancherne. (Geogr. Tidskr. Bd. XXI.
denne Indianerbetolknings Eksistens; de jages i Indhegninger, naar de svømmer over Floderne osv., Metoder, der ogsaa kendes fra Eskimoerne. Sommeren gaar med Jagt og Fiskeri af de mange Slags Salmonider, hvormed Floderne vrimler — foruden »Hvidlaks« ogsaa Ørred og l'inconnu (Salmo Mackenzii), »Vandenes Rensdyr«, som Ojibwaerne kalder den — for omsider, naar Renerne atter trækker mod Syd, at afsluttes med den store Efteraarsjagt, som skaffer det nødvendige Vinterforraad af Pemmikan. Moskusokse, Bæver og Rype jages kun efter ringe Maalestok. At ogsaa disse Stammer, trods deres ellers lave Kultur, maa føjes ind i Vandrejægernes Rækker, turde være indlysende. — Et Blik paa Kortet vil vise, at Strejfjægerne forekommer saa at sige under alle Livsvilkaar. Undtages Polarlandene, kan man finde dem under alle Himmelstrøg og i alle Klimater; de trives lige saa godt i den avstrallandske bush som ved Udlandets Fjorde og Vige; de fjæler sig i Kongobækkenets og Amazonlandets Urskove og flakker om i Sydafrikas og Oregons Ørkener; vi véd med Sikkerhed, al i den fjærneste Oldtid levede hele den civiliserede Verdens Urbefolkning paa samme Vis. Saaledes synes da intet ejendommeligt Naturforhold at have fremelsket denne Kultur; men Bastian vilde have sagl, al den skyldles en »Elemenlarlanke«. Fra del halvl dyriske Samlerstadium er den det første Trin opad, som alle uden Undtagelse maa tilbagelægge for at kunne naa højere, men paa hvilket enkelte Folk er blevet slaaende — forkuede Smaahorder i de lællesle Skove, de mesl Irøslesløse Ørkener, i Egne, hvis Faltigdom og Afsondrethed har sal en uoverstigelig Skranke for al højere Udvikling. Ikke for inlel hører Slrej f jægerne foiirinsvis hjemme paa den i antropogeografisk Henseende ugunstige, sydlige Anderledes derimod med Vandrejægerne. Del er aabenbarl aldeles bestemte Naturforhold, der ligger til Grund for deres Kultur. Vi finder den kun paa Steder, hvor særlige, zoogeografiske Faktorer gør sig gældende: hvor nogle faa Arter er de fremherskende i Favnaen, men hvor de til Gengæld oplræder i stort Individantal. Under saadanne Omstændigheder er del nalurligl, al Egnens Befolkning knyller sil Erhverv lil disse Dyr, hvis Vandringer da maa give Stødel lil den regelmæssige Omflytning, den aarlige Erhvervsturnus, der jusl kendelegner Vandrejægernes Kullur. Denne er med andre Ord ikke andel end en almindelig, paa 2) Steensby: Eskimokult. Opr. S. 167 o. 1. — Jf. A. G. Morice: The great Déné Race. (Anthropos. Bd. V. Braunschw. 1910) S. 113 o. f.: 132 o. f. — Jones: 1. c. — L. M. Turner: Ethnology of the Ungava District, Hudson Bay Territory. (11 Ann. Rep. Bur. Ethn. Wash. 1892). S. 276. o. f. Side 151
et særligt, geografisk Grundlag særlig tilpasset Strejfjægerkultur. Der er ikke nogen Metode, noget kulturhistorisk bestemt Redskab, som betinger Vandrejægerkulturen; der er ogsaa her kun Tale om en yderligere Tilpasning af de gammelkendte (og den er endda, naar man ser bort fra Eskimoerne, sjælden ret stærk for Redskabernes vedkommende). Dette forklarer, hvorfor en Vandrejægerkultur saa hurtig kunde opstaa, dengang Hesten saa at sige lukkede Prærien op for Nordamerikas Indianere1). Men at Hesten som saadan ingen Del havde i Kulturen, lærer man af Patagonierne, der skønt Ryttere om en Hals dog maatte blive blandt Strejfjægerne, fordi de geografiske Forhold ikke tillod andet2). Man vil imidlertid nu kunne indse, at Forskellen mellem den højere og lavere Form for Jægerkulturen kun i forholdsvis faa Tilfælde beror paa samme Forhold som Forskellen mellem højere og lavere Planteavlskultur (Ager- og Svedjebrug). Den første er udelukkende geografisk, den sidste næsten lige saa hyppig historisk bestemt; og for Etnografien, der er en kulturhistorisk Videnskab, har den første kun ringe Betydning, da den højst kan virke omformende paa de gamle, kulturhistorisk bestemte Redskaber og Ideer. Thi at det er überettiget, naar Grosse3) f. Eks. mener, at et Klansystem skulde være karakteristisk for de højere Jægerfolk, vil man indse umiddelbart ved at betragte Eskimoerne; blandt dem er der ikke, og har der aldrig været mindste Antydning af noget Klansystem4). Og naar — som Grosse ogsaa har fremhævet — Polygami og Kvindens hele undertrykte Stilling især findes hos Folk, hvor Mandens Erhverv er det mest fremtrædende (Vandrejægere og Nomader), er der jo i Virkeligheden kun Tale om en simpel Tilpasning inden for Samfundsforholdene. Som før nævnt er Vandrejægernes Erhvervsform speciel amerikansk, skønt det i og for sig var venteligt, at man ogsaa vilde finde den i den gamle Verden, hvis Naturforhold dog ikke er særlig afvigende fra Amerikas. Og falder nu ikke hermed hele Paastanden om, at den udelukkende er geografisk bestemt? Kort sagt, er Vandrejægerne forsvundne, eller har de overhovedet aldrig kunnet trives? Rent umiddelbart er det sidste næppe sandsynligt, men Besvarelsen fører ind paa et andet Spørgsmaal, som, set i Sammenhæng med de her udviklede Anskuelser, maaske kan bidrage til at give en Løsning af den første Opgave. — Vi vil derfor betragte noget tilsyneladende saa fjærntliggende som N o m a dis m en s Oprindelse. Dette baade i etnografisk og antropogeografisk Henseende interessante Punkt indhylles endnu for Størstedelen i Uvished. Er Nomaderne »udartede« Ager(Svedje-?)dyrkere, eller har deres ejendommelige Erhverv maaske udviklet sig parallelt med Agerbruget? Eller har endelig begge Dele fundet Sted under forskellige Omstændigheder? Eduard Hahn's Antagelse, at Nomadismen er en stærkt specialiseret Side af en oprindelig 7/acA-frau-Kultur1), er i Virkeligheden ikke overbevisende under alle Forhold. Det siger selvfølgelig intet, at man talrige Steder finder Overgangstrin mellem de to Erhvervsformer2). Nomadismen er baseret paa Husdyravl, nærmere betegnet paa Hold af Faar, Ged og Ren, hvorimod Hest, Kamel, Dromedar, Bøffel, Okse og Yak har mindre og oftest kun lokal Betydning. Man kan skælne mellem to, paa geografiske Forhold grundede Former for Nomadisme: de tørre Egnes og Skovens. Den første, hvis Hoveddyr er Faar og Ged, til Dels Kameler, har sin Udbredelse i Nordafrika, Vest- og Centralasien; den sidste derimod, der udelukkende hviler paa Renen, finder man i Nordasien og det nordligste Evropa. En Livsbetingelse for begge, ja i Virkeligheden det karakteristiske Kendemærke for Nomadismen, er som bekendt Hjordenes tidsbundne Vandringer. I Nordafrika og Arabien drager man f. Eks. regelmæssig til Brøndene eller de frodigere, nordlige Egne om Sommeren, naar den glødende Sol har afsvedet al 1) Hvor hurtigt dette kunde gaa for sig, og hvilken stammepolitisk Betydning det kunde have, har vi et lærerigt Eksempel paa i Forholdet mellem Dakota og Ojibwa. — Jf. Albert Ernest Jenks: The wild rice gatherers of the upper lakes. (19. Ann. Rep. Bur. Ethn. Wash. 1902. Pt. II) S. 1044. 2) Jf. Skildringerne hos George Ch. Musters: At home with the Patagonians. 2. ed. Lond. 1873. — Bahnson: 1. c. S. 531 o. f. 1) 1. c. S. 133. 2) Georg Host: Efterretninger om Marokos og Fes. Kbh. 1779. S. 121. — Augustin Bernard & N. Lacroix: Evolution du nomadisme en Algerie. Alger & Par. 1906. S. 76 o. f. — Carsten Niebuhr: Beschreibung von Arabien. Kbh. 1772. S. 389. — R. Karutz: Unter Kirgisen und Turkmenen. Leipz. 1911. S. 30; 42. 3) 1. c. 4) Jeg agter yderligere at belyse dette Spørgsmaal i min førnævnte, under Forberedelse værende Afhandling om Sydgrønlands Side 152
Plantevækst i Steppen1). Ved Efteraarstid søger Kirgiser og Turkmener ind i lavt liggende Dale og udtørrede Flodlejer, hvor der er Læ for Vinterens rasende Snestorme, men naar Foraaret indtræffer og paa engang forvandler Steppen til et frodigt, blomstersmykket Græshav, forlader de deres Hi og spredes ud over Sletterne2). I Mongoliet foregå ar lignende Vandringer; i Sahara holder Tuareger og Tibbuer sig samlet om Bjærgaasene Sommeren igennem, for i den næste Halvdel af Aaret at forsvinde ud over Ørkenen, og fra Tibets Højsletter, fra Lilleasien og Persien kunde hentes endnu flere Eksempler. Hensyn til Føde for Hjordene og ikke at forglemme den subarktiske Sommers Myggeplage faar de sibiriske Nomader til at rykke mod Nord i den varme Tid3). Allerede i Begyndelsen af Marts forlader Rensdyrtsjuktsjerne Højlandet og søger Nordpaa til Ishavets Kyster; Jakuterne tilbringer undertiden Sommeren i den tundrafyldte Taimyrhalvø, mens deres Vinterboliger ligger Syd for Skovgrænsen, og man har næppe nødig at minde om Lappernes Sommervandringer fra Sverige over den norske Flere Træk viser, at Nomadismen hos de nordasiatiske Folk staar paa et langt mere primitivt Trin end Steppenomadismen. Ikke alene er den kun i enkelte Tilfælde blevet disse Stammers eneste Erhverv, idet Jagt og Fiskeri fremdeles spiller en stor Rolle; men faktisk er det i langt højere Grad Nomaden, der drager efter sin Hjord, end det er Dyrene, som lydigt følger deres Herre. Det vil derfor være rimeligt at begynde Behandlingen af Nomadismens Oprindelse med disse Folk. Spørgsmaalet om,
hvorledes de fandt paa at 1) Bernard & Lacroix: 1. c. S. 65 o. f. — Barclay Raunkiær: Gennem Wahhabiternes Land paaKamelryg. Kbh. 1913, S. 252 — Bahnson: 1. c. Bd. II S. 316. 2) Hermann Våmbéry: Das Türkenvolk in seinen ethnologischen und ethnographischen Beziehungen. Leipz. 1885. S. 185; 192. — O. Olufsen: The Emir of Bokhara and his country. Copenh. & Lond. 1911. S. 250. 1) 1. c. S. 263 o. f. 2) 1. c. S. 112. 3) Jf. A. v. Middendorf: Reise i den äussersten Norden und Osten Sibiriens während der Jahre 1843 und 1844. Bd. IV, 2. TI. St. Petersbg. 1875. — Waldemar Bogoras: The Chukchee. (Jesup N. Pacif. Exped. Vol. VI. Leiden & N. York 1904 —09) S. 70 o. f — Waldemar Jochelson: The Koryak. (Smst. Vol. VI. 1908) S. 470 o. f. — M. A. Castrén: Nordiska resor och forskningar. Bd. IV, S. 128 o. f. — Johan Turi: Muittalus samid birra. Udg. m. dansk Overs, af Emilie Demant. Stkh. & Kbh. 1911. 3) Efter at det foregaaende var skrevet, har Prof. Stcensby oplyst mig om, at man tidligere under den svensk-norske Hengræsningsstrid har fremsat en lignende Anskuelse om Renens Tæmning. Af hvem deter gjort, eller hvorledes Teorien er udformet, véd jeg ikke, og Mangel paa Tid har desværre afskaaret mig fra at undersøge Sagen nøjere. 4) Frantz Boas: Die Resultate der Jesup-Expedition. (Verhandl. d. 16. internat. Amerikanisten-Kongr. Wien. Bd. I. Wien & Leipz. 1910). Side 153
undtagelsesvis har med et kulturhistorisk bestemt Erhvervat gøre; men netop i denne Sammenhæng er det værd at erindre, at kun Rigmænd er Renejere, mens de fattige endnu lever som Jægere og Fiskere. Langt mere usikkert staar det til med Steppenomaderne, dels af den Grund, at vi her har med betydelig flere Dyr at gøre, dels fordi disse i sig selv volder Vanskeligheder: de er ikke udelukkende knyttet til Nomadismen, ejheller er deres Stamformer kendt med Sikkerhed. Det er da heller ikke Meningen at gaa nøjere ind paa Spørgsmaalet om disse Dyrs Tæmning; kun et Par — som det synes mig — bemærkelsesværdige Træk skal nævnes. Geden og Faaret har man dels x) tilskrevet en enkelt Urform, henh. Bezoarged (Capra ægagrus) og Argalifaar (Ouis amon)., med senere Indblanding af andre Arter, dels2) har man henført allerede selve Afstamningen til flere Arter (saa at følgelig »Capra hircus« og »Ouis aries« er et Par værdiløse Samlenavne). I denne Sammenhæng er Spørgsmaalet imidlertid af underordnet Betydning. Hahn er nu — hans utvivlsomme Fortjenester i øvrigt übeskaaret — Ophavsmanden til en saare dybsindig, men jeg tror at turde sige ganske absurd Teori om disse Dyrs Tæmning. Som ultima ratio griber han til de taalmodige, religiøse Ideer. Hvad var Gudernes væsentlige Bestilling? At kræve Ofre! Og det bedste, det dyrebareste var ikke for godt; intet mindre end de spæde, nyfødte Kid, de brægende Lam, der brutalt reves bort fra Moderen, maatte der til for at tilfredsstille hine grumme Magter. Og for nu tilmed at spare sig enhver overflødig Ulejlighed »fandt man paa« at holde vilde Dyr i Fangenskab, saa at man altid havde Offerdyr nemt ved Haanden. Selv om man endda vilde følge Teorien hertil, vil det vist blive svært at forklare, hvorledes disse indviede, tabuerede Dyr skal komme til at spille en økonomisk Rolle. Hahn har paa en Maade forset sig paa de bekendte, oldsemitiske Relieffer, hvor man ser Kongen frembære et Antilopekid som Offer til Guden; men ligesom disse Fremstillinger hidrører fra højt udviklede, agerdyrkende Kulturfolk, saaledes maa ogsaa den bærende Tanke i hans Teori i Følge sin egen Natur have været ganske fremmed for det »hakkebrugende« Folk »m uralter terZeit«, som han tilskriver de omtalte Husdyrs Tæmning. Paa hans Hackbau-Trin kender man sandelig ikke til en regelmæssig Offerkultus og virkelige »Guder« (o: individualiserede Guddomme); over for dette Stadiums Hærskarer af upersonlige Vegetationsdæmoner øver man simpelthen Magi, kulsort, hensynsløs Magi, som Aanderne værsaagod maa bøje sig for, enten de vil eller ej. At stille dem tilfreds, gøre dem velvillige ved Ofring, det ligger langt udenfor dette Kulturtrins Horisont. Vel vover jeg ikke at hævde, at det er gaaet med Tæmningen af Ged og Faar, som det er gaaet med Renen; thi dertil er Underbygningen for vaklende endnu; men noget synes dog at pege i den Retning. Bægge disse Dyr er saaledes i vild Tilstand udprægede Bjærgbeboere, der i Smaaflokke paa en halv Snes Stykker foretager regelmæssige Sommervandringer fra de lavere liggende Egne til Højfjældet - Vandringer, der meget vel kunde lænkes at give Anledning til en specialiset Jægerkultur. Yakken kan maaske gøres til Genstand for samme Betragtning, og noget lignende gælder ogsaa Kamel og Dromedar, hvis Stamform, hvoraf de vilde Kameler i Østlurkistån sagtens er den sidste Rest1), man maa tænke sig levende i Smaaflokke med regelmæssigt tidsbundne Vandringer. For Fuldstændigheds Skyld kunde endnu nævnes Oksen som Grundlag for Nomadisme; men paa dette Punkt er Forholdene saa indviklede — navnlig med Hensyn til Hottentotternes Nomadisme og dens eventuelle Slægtskab med hamitiske Kulturforme r2) — at man vist her foreløbig maa stille sig afventende, selv om — det indrømmer jeg — heller ikke Hahn's ægte tysk-dybsindige Tanke, at Oksen fra først af er tæmmet som Led i en Maanedyrkelse, egentlig egner sig til at virke umiddelbart tiltalende. — For omsider at vende tilbage til Udgangspunktetfor disse Bemærkninger, da synes det altsaa, som om Mangelen paa Vandrejægere i den gamle Verden for en Del kan skyldes, at de Stammer, der engang besad en saadan Kulturform, forlængst er gaaet over til Nomadisme. Med andre Ord, at denne i sin Oprindelse er en yderligere Tilpasningtil 1) Baade Hahn og Keller antager fælles Stamform for Kamel og Dromedar. Den sidste viser i Embryonaltilstanden Anlæg til to Pukler. 1) Saaledes Hahn: 1. c. 2) Saaledes Conrad Keller: Die Abstammung der ältesten Haustiere. Zur. 1902. — Han fører Faar og Ged hver tilbage til tre Urformer, der nedstammer fra henh. O. amon, O. musimon og O. tragelaphus samt C. ægagrus, C. falconeri og C. jemlaica. 2) Jf. B. Ankermann: Kulturkreise und Kulturschichten in Afrika. (Zeitschr. f. Ethnol. Bd. XXXVII, Berl. 1905). — Felix v. Luschan: Afrika. (Afsnit i Illustrierte Völkerkunde, herausgeg. v. G. Buschan. Stuttg. u. A.) Side 154
ningtilde geografi sk e Faktorer. Men samtidigvinder den i Egenskab af Aviskultur i Modsætningtil den tidligere Rovdrift en slørre Uafhængighedaf Omgivelserne, saa at den i visse Tilfælde kan brede sig ud over sit oprindelige Omraadeog derfor hos nogle Folk optræde som et kulturhistorisk bestemt Fænomen. Det er det samme,som rimeligvis gør sig gældende med visse Kunstvandingskulturer. Jeg anser imidlertid langt fra Spørgsmaalet om Nomadismens Oprindelse ellerrettere »Oprindelser« for at være løst. IndgaaendeUndersøgelser kan sikkert bringe os Sandhedenbetydelig nærmere; først og fremmest tiltrænges et nøje Studium af Nomadeomflytninger og de vilde Dyrs Vandringer; thi Etnografien og Zoogeografienmaa her arbejde Haand i Haand. Af allerstørsteBetydning vil det selvfølgelig være, om Rester af specialiserede Jagtmetoder og -redskaber vil kunne paavises hos noget Nomadefolk. Til sidst kun denne Bemærkning, som jeg synes uvilkaarligt trænger sig frem: Mens man med Hensyn til selve Kulturapparatet i alle dets Afskygninger — som Redskaber, som Husdyr og Kulturplanter i Egenskab af Arter og Racer, som Teknik, Metoder, Sagn, Ornamentik osv. osv. — i det store hele maa slutte sig til Ratzel og hans Anskuelser om Kultur- (ikke Folke-!) vandringer, altsaa at alt detle hyppigst i Grundformen er historisk bestemt, saa kan Princippet i et Folks Levevis, o: dets Erhvervskultur, som Regel kun forklares ud fra den foreliggende Jordbund, som Menneskeaandens naturlige, ensartede Reaktion over for de ensartede, geografiske Faktorer, om man vil som Bastian's Völkergedanke. I Etnografien lader Erhvervskulturen sig derfor benytte som det antropogeografiske Inddelingsgrundlag inden for de større, historisk belingende Kulturkrese. Men den kan ikke optræde selvstændigt. |