Kaptajn J. P. Kochs Ridt over Vatna-Jökull sidste Sommer, hvilket jo var Indledningen til hans projekterede Færd over Grønlands Indlandsis¹), viser, at energiske Folk i forholdsvis kort Tid er i Stand til at krysse Jøklen med Heste, hvorved de gamle Sagn, som endnu lever, om Islændernes regelmæssige Færden over denne Jøkel, og hvis Rigtighed man hidtil nærmest havde tvivlet om, bliver mere troværdige.

Under min Rejse til Vatna-Jökulls Nordrand i 1901²) og gennem Skaptafells Syslerne i 1902^H) søgte jeg at tinde ud af, hvorvidt der var Sandsynlighed for, at de gamle Beretninger kunde være sande. Jeg foretog saaledes førstknævnte Aar et flere Timers Ridt paa Joklen Syd forSnæfell (»h« paa Kortet), ligesom jeg i sidstnævnte Aar besteg Jøkelranden fra Syd (ved »g« paa Kortet), paa et Sted, hvor Nedstigningen af Folk, der kom over Jøklen, mentes at have fundet Sted. Endvidere indsamledes forskellige Oplysninger, som stod i Forbindelse med slige Jøkelpassager, i andre af Sydlandets Egne. Senere konfererede jeg med Kaptajn Koch, som i 1903 og 1904 havde opmaalt store Partier af Jøklens sydlige Del, sidstnævnte Aar bl. a. ledsaget af dov. Premierløjtnant (nuv. Kapt.) F. Buchwaldt⁴).

Under disse Maalinger benyttedes en Hest som Trækdyr for en Slæde. Det var saaledes i 1912 ikke første Gang, at Koch anvendte et saadant Dyr paa Vatna-Jökull.

I 1908 nærmede jeg mig atter Nordranden af
Vatna-Jökull for at rekognoscere Strækningen mellem
denne og Gå arden Modrud al ur »paa Fjældene«,
hvilken Strækning, som vi skal erfare, menes at
have været benyttet af Jøkelfarerne i gamle Dage.

Kun tre Gange i vore Dage vides Vatna- Jökull at være krysset, nemlig af Englænderen, Lord W. L. Watts¹), som efter to forgæves Forsøg (1871 og 1874) i 1875 gik over samme fra NüpstaÖir i S. til Kistufell (Kortets »a—b«), som træder mærket frem i Jøkelranden mod Nord. Han ledsagedes af 5 Islændere, og de medførte Slæder. Under Jøkelfærden, som strakte sig over godt 60 km., og som varede 12 Dage (fra 25. Juni), havde de mange Besværligheder. De passerede iøvrigt et fritstaaende Fjældparti Mount Poul, opkaldt efter en islandsk Ledsager. Da de naaede den nordlige Jøkelrand, var deres Besværligheder langtfra til Ende. De søgte nu til beboede Steder og naaede endelig Gaarden Grimsstaöir i Norder Mule Syssel, Øst for Jokulså a Fjöllum og N. f. Mødrudal — efter ialt 16 Dages Rejse. Strækningen mellem NüpstaÖir og Grimsstaöir er c. 200 km. og Afstanden mellem denne Gaard og Jøkelranden er over 100 km.

I 1904 blev Jøklen paany krysset. Denne Gang af Skotterne L. S. Muir og J. H. Wigner²), hvilke tog deres Udgangspunkt ved Jøklens nordøstlige Del, Brüar-Jökull (»h«).

Deres Ophold paa Jøklen varede ialt 22 Dage (11. Aug._—13. Septbr.), og den største Del af Rejsen foretages paa Ski, idel de hver trak en lille Slæde.

De gik i Syd-sydvest og naaede Es jufj oil
(»e«) nær Jøkelranden, hvorfra de gik i Vest paa

---

1) Den danske Ekspedition til Dronning Louises Land og tværsover Nordgrønlands Indlandsis 1912 —191 3 under Ledelse af Kapt. J. P. Koch — Rejsen tværsover Island Juni 1912 (»Geogr. Tidskr.«, '21. Bd.)

1) William Lord Watts: Across the Vatna Jökull (London 1876); Bejsen er beskreven i en Artikel af V. Petersen: To Rejser i det indre Island («Geogr. Tidskrift«, 1. Bd., S. 129 o. H.)

2) Ved Vatna-Jökulls Nordrand (»Geogr. Tidskr.«, 16. Bd. og Særtryk),

2) Efter kort Uddrag i »La Geographie', X, S. 314, hvor der henvises til: »The scottish Geographical Magazine XX Nr. 11, November 1904 samt: »Alpine Journal« 1905, S. 436—448.

3) Gennnem afsides Egne paa Island (i Tidsskrift for Landøkonomi« 1903 og Særtryk).

4) J. P. Koch: Fra Generalstabens topografiske Afdelings Virksomhed paa Island (>Geogr. Tidskr.«,lB.Bd.)

Isen til Søen Grænalou, som paa de to Sider e omgiven af Jøklen. Paa Grund af daarligt Vejr Snestorm o. 1. maatte de tilbringe en Uge i ei Grotte ved Foden af en udslukt Vulkan.

Nogle Kilometer Vest derfor lykkedes del den at komme ned af Gletsjeren — aabenbart i Nærhe den af det Sted, hvor Watts besteg samme (»a«) De havde iall tilbagelagt 128 Kilometer paa Jøk len. Af de 22 Dage, Færden varede, havde di 13 været anvendte til Strækningen mellem Ud gangspunktet og Søen.

Tredje Gang, Vatna-.Iokul! blev krysset i 113 Tid — denne Gang fra Nord til Syd og tilbage — var altsaa i 1912 af Koch. Han besteg der 19. Juni Jøklen Øst for Kverkfjöll (»f«) og ført« sine Heste den 65 km. lange Vej til Esjufjöll, hvoi han ankom den 21. Efter godt et Døgns Opholc gik han tilbage samme Vej, idet han i 18 Timei kryssede hele Jøklen. Det var en glimrende Bedrift, som tilfulde godtgjorde, at Jøkelpassagei forholdsvis let lader sig foretage, endog med Heste naar Forholdene er gode. Ja Koch udtalte endog at efter hans Mening maatle man i August Maaned, naar Snesmeltningen var forbi, kunne foretage Ridtet paa den halve Tid.

Det skal iøvrigt bemærkes, at Professor Th Thor oddsen, som har saa overordentlig store Fortjenester af Islands-Udforskningen, i 1884 udforskede Vatna-Jökulls Nordrand¹).

Efter Jokulfærden besteg Koch Kverkfjöll
og var saa heldig som første Mand at naa op ti]
de rygende Solfatarer i Toppen af samme.

Det fremgaar iøvrigt af en Artikel i Bladet »Isafold«, dateret 26. September 1912, af Dr. M. Trautz, Professor i Kemi ved Universitetet i Heidelberg, at han den 10. September 1910 sammen med Islænderen Tomas Snorrason var et Stykke oppe paa Kverkfjöll. I 1912 besøgte han paany disse Egne, ledsaget af den bekendte Ögmundur Sigurosson (Thoroddsens gamle Følgemand, nu Realskolebestyrer i Havnefjord) og den unge Følgemand Stefan Stefånsson. De var atter paa Kverkfjöll; men det ses dog ikke, at de har besøgt Solfatarene.

Disse Vandringer — for ikke at tale om Generalstabens Opmaalinger af Sydranden — har givet meget interessante Oplysninger om den vældige Ismark paa 8500 Kvadrat Kilometer, hvis

højeste Punkt Oræfa-Jokull (2120 m) ligger længst
mod Syd, nærmest Kysten. Iøvrigt danner Jøklen
en stor Kuppel, der skraaner mod Nord.

Islænderne selv betræder nu saa at sige næsten aldrig Jøklen, og de kender kun meget lidt til den. Paa deres Søgning efter Faar i September Maaned kommer de af og til i Nærheden af Jøkelranden, men det er kun en Undtagelse, naar de betræder Isdækket. De har intet der at gøre, og Interessen for at skaffe sig at vide, hvordan der ser ud oppe i den evige Is, overlader de aærne fremmede.

Men det har ikke altid været saaledes. Der var en Gang, da de selv — saa vidt man kan se endog ret jævnligt — benyttede Jøkeldækket som Vej mellem Nord- og Svd-Landet.

I Fortiden, di Kysterne endnu ikke blev be-

---

2) Th. Thöroddsen: Sandørkener og Vulkaner paa Islands Højland (»Geogr. Tidskr.«, 18. Bd.).

sejlede regelmæssigt, var Forbindelsen mellem de enkelte Landsdele vanskelig, og Beboerne maatte ofte til Hest tilbagelægge store Strækninger ad besværlige Veje for at naa frem fra Sted til andet. Mellem Nord- og Syd-Landet benyttede man saaledes de brede Pas mellem Jøklerne: a) gennem Kai didal ur, b) over Kjölur og c) over Sprengisa n d u r.

Disse Passager, hvilke jeg alle har rekognosceret og tildels beskrevet her i Tidskriftet*), er nu for en stor Del bleven afmærket med Varder, saa at det er let at finde Vej over Übygderne i Højlandet paa det to-tre Dages Ridt mellem beboede

Men Islænderne tog ogsaa i gamle Dage — og
tager en sjælden Gang endnu — deres Tilflugt til selve
Jøklerne for at benytte dem som Færdselsveje.

Over de højt liggende Jøkler paa Islands Nordvestland: G lam u-Jok ull og Drån gå-Jok ull gik Rideveje, der undtagelsesvis endnu benyttes. Noget lignende var Tilfældet over de smaa Jøkler paa Sydlandet: J>råndar-J ökul l (»i«) og Hofs- Jökull (»k«).

Over Randen af Vatna-Jokulls sydlige Udløbere : Skeiöarår -Jökull og BreiBamerkur- Jökull gaar endnu i vore Dage Postvejen, naar de fra Jøklerne kommende Elve er for opsvulmede til, at man kan ride ever dem.

De længste og farligste Jøkelpassager fandt
dog aabenbart Sted over Vatna-Jökull's vældige

Ruter fra Skaptafell til Vatna-Jökulls Nordrand.

Lægen Sveinn Pålsson omtaler fra Slutningen af det 18. Aarhundrede en Tradition, — hvilken iøvrigt endnu holder sig om, at der i gamle Dage var Vej over Vatna-Jökull fra Skaptafell i Oræfa-Bygden (»c«) lil Mödrudal paa Fjældene i Norder Mule Syssel. Herom hedder det²):

') Jvf. a) Gjennem affolkede Bygder paa Islands indre Højland (»Geogr. Tidskr.«, 14. Bd.), b) Sprengisandur og Egnene mellem Hofs- og Vatna-Jökull (»Geogr. Tidsskr«, 16. Bd.), endvidere i c): Iceland Routes over the highlands-Sprengisandur and Kjalvegur published by the aid of the Icelandic Government (1907).

•) »Forsøg til en physisk, geographisk og historisk Beskrivelse over de islandske Isbjærge i Anledning af en Rejse til de fornemste deraf i Aarene 1792 til 1794« i Artiklen: »Islændingen Sveinn Pålssons Beskrivelse af islandske Vulkaner og Bræer, meddelte af Amund Heiland« (»Den norske Turistforenings Aarbog« for 1882J.

»Morsår-Jokull nedskyder i den saakaldte Morsårdal norden for Skaptafell og har sit Udspring paa det Sted, Oræfajoklen egentlig gaar over i Klofa Jökull (Vatna-Jökull), mellem Fjældhukkerne i Midfell paa nordre og Skaroatindar paa søndre Side: her formodes at have i gamle Dage ligget en Vej eller Samkvem mellem Skaptafell og Mödrudal, da det hedder i en gammel Tradition: at Hyrden paa Mödrudal ejer fri Seng i Skaptafells Skaule (Skaale), og li in fra Skaptafell ligeledes i Mödrudals Skaule. Man har dog i nyere Tider fundet Levninger af en med Grønsvær lagt Vej eller Ensti over en stejl, hældende Klippe i Midfellet samt en Hestesko og 2 Hestebyrder af hugget Birkeskov fortørret, i Nærheden af dette Sted. Ned fra samme Gletsjer falder Mosaaen, der straks forenes med Skeidarå:«

Denne Tradition om en Forbindelse mellem Mödrudal og Skaptafell bestyrkes, siger Kålund: »i høj Grad ved en Maaldage fra Biskop Gisle Jonssons Tid (1558^—87). Her anføres nemlig (A. M. 261, Fol. i Maaldagen for Mödrudal «å Fjalli«), at Kirken har Ret til »XII trogsödla högg (3; 12 Hestebyrder Skovhugst) i Skaptafellsskov.

Ligeledes meddeler Uddraget af Jordebogen fra 1797 og følgende Aar, at Gaarden Skaptafell havde G ræsningsret for 14 Heste paa Mödrudals Hede i Sommertiden; men som rigtignok aldrig benyttedes paa Grund af Jøklerne.«

Dette kan ikke forstaas anderledes, end at Adgangene til Jøklen i Slutningen af det 18. Aarhundrede var blevne ødelagte ved Isens Fremadskriden.

At en saadan Forbindelse mellem fjærnt liggende Gaarde som Mödrudal og Skaptafell, der i lige Linie har en indbyrdes Afstand af c. 150 km., i sin Tid har fundet Sted, finder sin naturlige Forklaring i de stedlige Forhold.

Mödrudal er en af de højest beliggende Gaarde paa Island, 469 m. o. H. Dens Middeltemperaturer kun ~ o,B° C., og der findes ikke Skov i vid Omkres. Derimod er Fjældene vel egnede til Faareavl. Intet Steds i Landet bliver Faarene federe end her; men Pasningen fordrer haardføre Mænd og dygtige Hyrder, som er vante til i al Slags Vejr at færdes ude, og som i særlig Grad maatte være egnede til at færdes over Jøklerne. Syd for Mödrudal ned til Vatna-Jøklen er Fjældvidder, hvor der vel nu ikke findes særlig gode Sommergræsgange, men hvor der i Fortiden var bedre Forhold end nu. Her var og er endnu vidtstrakte Omraader, hvor Lam og Plage i Sommeren driver om, og her kunde man med Lethed modtage ogsaa fremmede Heste til Græsning.

Skaptafell er den nordligste Gaardgruppe i Oræfi (Øræve o: Ørkenbygden). Den ligger paa smukke, græsklædte Skrænter ved den berygtede Jøkelelv Skeiöara, som har foraarsaget saa megen Skade paa det flade Land indenfor SkeiOarår-

Jokull, en Arm af Vatna-Jokull. Oven for Gaarden hæver sig Randfjælde, der skærmer den mod Isstrømmene fra Vatna-Jokull og dens sydlige Udløber, den høje Oræfa-Jokull. Fra Gaarden skyder Morsaadalen (Morsårdalur) sig ind i Fjældene. Den har smukke Skove af Birk, som endnu den Dag i Dag afgiver Ved til Beboerne. Selv om Stammerne

ikke er ret store, er dog baade disse og Kvistene af stor Betydning for Befolkningen, som lever afskaaret fra Omverdenen ved farlige Jøkelelve: Skeioarå mod Vest og Jokulså paa Bredemarksanden (Breiöa merkursåndur) mod Øst. Transport af Varer og Tømmer over disse Elve er altid en vanskelig Sag.

Samtidig med at Gaardene i Oræve har Fordel af Skovene, har de en Mangel, idet de kun har yderst indskrænkede Fjældgræsgange til Benyttelse for Lam, Ungkvæg og Heste i Sommertiden. De store Vidder, som i andre Egne af Landet slaar til Raadighed for Beboerne, kendes ikke her. Det vil saaledes ses, at samtidig med at Oræve trænger til Sommergræsning, mangier Mödrudal Skove og Krat. En Udveksling af slige Fornødenheder var derfor naturlig. Og der er intet som helst forunderligt i, at selv saa fjærne Gaarde som de to nævnte er traadt i Forbindelse for at afhjælpe Ulemperne og Manglerne — navnlig i en Periode, da Op- og Nedstigningsforholdene paa Jøklen var bedre end nu.

Gennem Morsaadalen gik, i Følge Traditionen, den gamle Passage til og fra Skaptafell. Jeg har ikke selv besøgt denne Dals Indre; men Kapt. Koch har i 1906 herom meddelt mig følgende:

»Nu er det praktisk talt umuligt at komme op paa Jøklen fra Morsårdalur selv med løs Hest. Efter Sigende (Thorsteinn Guömundsson, Skaptafell) antages det, at Opstigningen foregik gennem en lille Sidedal paa Morsårdalurs Sydside — Birkidalur — som har sit Navn fra, at man skal have fundet en Klyf Birkeris (Nordlændingene skovede i Skaptafell). I Birkidalur findes den Dag i Dag tydelige Spor, som ser ud til at være dannede af Heste; dog tør Islænderen, som har set Sporene, ikke bestemt indestaa for, at de ikke kan være dannede af Faar. Adgangen til Birkidalur er nu lukket for Heste, fordi den utilgængelige Mor sårjok ull har skudt sig langt ned forbi den.«

Det fremgaar i det hele taget af mange Forhold, at Jøklen har skudt sig frem paa flere Steder, hvilket kan have været en medvirkende Aarsag til, at Færdsierne over samme blev indstillede, da man ikke kunde komme op og ned ad de tidligere kendte Adgange.

Koch skriver endvidere:

»Snesmeltningen paa Jøklen er næppe begyndt før i Slutningen af Maj. I Begyndelsen af Maj 1904 laa Sneen endnu overalt paa selve Skredjøklen Skeioarår-Jokull. Sneen er i det hele taget i Forsommeren af en saa løs Art, at Jøklen om Dagen vanskelig kan befares med Heste. Derimod kan man om Natten efter en skyfri Dag faa ganske fortrinligt Føre, saa selv tungtlæssede Heste vel kunne trave. Det er dog kun sjældent, at et saa godt Føre holder sig mere end 5-8 Timer. Efter min Erfaring i 1904 (42 Dages Ophold paa Jøklen) vil man almindeligvis ikke kunne paaregne at gøre større Dagsmarcher til Hest paa Jøklen om Foraaret og Forsommeren end 3 Mil. Det er imidlertid givet, at Forholdene for 300 Aar siden var gunstigere; navnlig er det vel rimeligt, at man den Gang var over Vanskelighederne, naar Jøklen var passeret, hvad der langt fra kan siges at være Tilfældet nu. Ganske anderledes stiller Sagen sig i August og September Da er forrige Vinters Sne smeltet sammen og er bleven grovkornet Firnsne, som Hestene ikke synker ned i. Paa denne Aarstid vilde man. hvis ikke Snestorme lægger Hindringer i Vejen, kunne ride tværs over Jøklen paa en Dag fra Morsårdalur til Kverkfjöll og den næste Dag naa Möörudalur.«

At Jøklen allerede kan befares i Juni Maaned, beviste Koch jo i 1912. Efter denne hans lykkeligt tilendebragte Jøkelrejse kan der næppe være Tvivl om Rigtigheden af de gamle Beretninger — i alle Tilfælde i Hovedsagen, hvilket Koch ogsaa udtrykkelig bemærker i sin Beretning.

Meget tyder iøvrigt paa, at det var om Efteraaret, at Jøklen blev passeret af Hestekaravanerne med Birkeris. Skovningen af Ris og Træ foregaar som Regel efter Høbjærgningen, altsaa i Eftersommeren, og Hestene, som gik paa Mödrudals Hede, blev vel ogsaa hentede hjem ved denne Tid. Om de i Forsommeren er bleven bragte Nord paa tværs over Jøklen, eller om de er bleven førte en længere Vej Øst om, langs Randen af samme, faar staa hen.

Afstanden over Jøklen fra Skaptafell til Kverkfjöll (»c«-»f«) er 65 km. Traditionen siger, at det tog 13 Timer at tilbagelægge denne Strækning — (Opstigningen vel fraregnet?)

For at rekognoscere Strækningen mellem
Va tna-Jok ulls Nordrand og Möörudalur
foretog jeg den 24.—25. Juni 1908, ledsaget af Bonden
paa sidstnævnte Gaard, Stefan Einarsson,
og dennes Søn et Ridt Syd paa fra Mödrudal.

Allerede herfra kan man se Røg hæve sig fra Solfatarerne i Toppen af Kverkfjöll, ligesom Fjældene i den østlige og sydøstlige Del af Odaoahraun ojnes. Især er HerÖubreiö's smukke Top (1600 m. o. H.), der hæver sig V. for Jökulsa, dominerende; men ogsaa en Mængde andre Fjælde som Heroubreisarfja 11, HeröubreiÖartögl, Kollötta- Dyngja, Dyngjufjöll o. s. v. synlige. I Højde med Nordenden af Heröubreiö forener Krep på og Jokulså sig, og her var aabenbart i fordums Dage Færgeforbindelse, som benyttedes af Folk, der ikke skyede et Ridt gennem Odåoahrauns Lavamarker til Egnen mod Vest og Nordvest. Her ligger, Sydvest for Mödrudal og paa den vestlige Side af Jökulsa et Fjæld, som benævnes Ferju-

fj all (»o«) til Minde herom. Nu er Kreppa som Regel impassabel paa hele sin Længde; dog kan man undertiden langt mod Syd komme over den paa Vad (»m«) et Stykke N. for Jøklen (herom nedenfor).

Efter 4 Timers hurtigt Ridt naaede vi en lille Sø, Arnardalsvatn, ved et Par kegleformede smaa Fjælde, som ses viden om. Søen staar i Forbindelse med Arnardalså, der atter flyder i Jökulsa. Paa et lille Næs i Søen ses Tomter af en Gaard, der forlængst er lagt øde, et Eksempel blandt mange andre paa det indre Højlands Affolkning. Nu er der her i Jorden nedgravet et Sæluhus¹), som benyttes af Hyrderne paa Fjældgangene om Efteraaret. Vi red videre S. paa langs Bakkerne og Højderne Ø. tor Kreppa. Jordsmonnet er her oversaaet med et tykt Lag vulkansk Aske, som skriver sig fra Udbrudet i Askja i 1875, under hvilket Vinden bar Asken denne Vej.

---

1) En Hytte af Sten og Jord, hvori Rejsende kan overnatte.

Efter endnu 4 Timers Ridt naaede vi et Græssted, Fagridalur, ved en Bredning eller lille Sø, som berøres af Kreppa, der her slaar en Bue mod Ø. (»l«) for straks efter at flyde videre mod N. Det karakteristiske Fjældparti, Fagradalsfjall, hvis Ryg krones af nogle Knuder, G æ s a d a l s h nj ü k u r, hvilke ses fra Mödrudal, ligger umiddelbart S. for Græsstedet. Fra dette Fjæld, som paa ældre Kort ligger alt for langt mod N. og tilmed fejlagtig V. for Kreppa, er der en herlig og overordentlig vid Udsigt over Nordranden af Jøklen, til hvilken der endnu er 3—43^—4 Timers Ridt. K ver kfjöll hæver sig højt over Randen, og i Vest ser man lige til Kis tufeli, der ogsaa ligger i Randen. Størstedelen af Odåoahrauns sydlige Del ligger for Beskueren med Græsstedet Hvannalindir lige S. V. for Fagradalsfjall. Vender vi os mod Vest, ser vi Snæfells Spids hæve sig.

Det var i det hele taget de Land-Omraader, hvor Kildefloderne til Jokulså i Axarfiröi og Jokulså å Brü udspringer, som laa for os. De er endnu en af de mindst kendte Dele af Island, og fortjener en nøjere Undersøgelse end den, en ilsom Rekognoscering kunde tillade. Saa meget fremgaar dog af, hvad der kunde iagttages, at der ikke fandtes alvorlige Hindringer for Færdslen mellem Jøkelranden og Mödrudal, hvilken Strækning man kunde passere paa c. 12 Timer.

Op- og Nedstigningen paa denne Del af Vatna- Jøklen (B rü a r-J öku 11) kan heller ikke frembyde væsentlige Hindringer. Koch kom i 1912 uden større Vanskeligheder op og ned Øst for Kverkfjoll, og det samme gjorde jeg i 1901 S. f. Snæfell. Paa Strækningen mellem disse to Punkter har Jøklen et jævnt Udseende. Den er imidlertid her i vore Dage skredet meget betydeligt frem, navnlig efter et »Jøkelløb« i 1890, hvorom jeg hørte Tale i 1901.

Paa Vejen til og fra Jøklen maalte Græsstederne Hvannalindir og Fagridalur, henholdsvis V. og Ø. for Kreppa være af den største Betj'dning. Mellem dem er Kreppa nogle Gange bleven passeret paa Vadested, senest i 1912 af Dr. Trautz' Følgemand. Vadestedet ligger paa den saakaldte Vatna-Jøkelsvej. som fra Sprengesandsvejen fører langs Nordranden af Vatna-Jökull mod Øst, en Vej, som efter nogle Angivelser- allerede opdagedes i 1618, efter andre først af Pjetur Brynjolfsson i 1794, og som senere er passeret nogle enkelte Gange; men troligt er det, at ogsaa den har været kendt i endnu ældre Tid. Denne Vej skar allsaa Ruten mellem Skaptafell og Mödrudal ved de to nævnte Græssleder, hvor man kunde gøre Holdt og skaffe Hestene Græs, forinden den videre Rejse tilraadedes.

Fra Fagridalur mod N. til Möörudalur er som sagt 8 Timers Ridt og fra Fagridalur mod nordøst til Brü i Jøkeldalen lige saa langt. Vi red denne sidste Vej gennem La ug av all adalur, hvor der findes varme Kilder.

Arne Magnusson giver i sin Chorographia islandica¹) forskellige Oplysninger om Islænderfærder fra Nordlandet til Egnen Syd for Vatna-Jökull, hvorom vi nedenfor skal høre nærmere. Han omtaler ogsaa Ruten mellem Skaptafell i Oræfi og Möörudalur, hvilken, han siger, udgjorde én Dagsrejse. Saa hurtig kunde man dog næppe paaregne at tilbagelægge denne Strækning.

Afstanden mellem Möörudal og Jøkelranden Ø. for Kverkfjoll er ca. 70 km., og derfra over Jøklen til Morsårdalur i Skaptafell noget mindre; selv om man nu kunde ride med god Fart, maatte der dog medgaa over et Døgn. Men hvis det kun drejede sig om Afstanden fra Egnen ved Fagridalur, hvorfra maaske de foran omtalte Heste skulde hentes hjem, til Skaptafell, kunde et Døgn maaske nok have sin Rigtighed.

Gik man, kommende Syd fra, til Græsstedet ved H van na lin dir, maatte man regne lidt længere Tid for at naa Gaarclen Möörudalur, da man i saa Tilfælde enten skulde bruge Vadested over Kreppa i Nærheden af Fagridalur, eller man maatle over Jokulså søge op til Egnen ved Her- Öubreiö, hvor man iøvrigt vilde træffe Græsstedet Herubreiöarlindir — for siden at gaa paa Færge over Jokulså. Det fremgaar iøvrigt af Trautz' oven omtalte korte Beretning fra ifjor, at han paa Vej til Hvannalindir fra N. gik langs Vestsiden af Kreppa, efter at have krysset Jokulså paa Vadested i Højde med Heröubreiö.

Vi skal nu kortelig omtale et Par andre Jøkelveje, som udgik fra Skaptafell: Arne Magnus sen beretter om en ældre Forbindelse mellem Oræfa og* Fljötsdalsherred (i Norder og Sønder Mule Sysler). En saadan Rute (»c^—h«) maatte ogsaa udgaa fra Skaptafell gennem Morsårdalur og antagelig forlade Jøklen ved Snæfellshåls (c. 75 km. fra Skaptafell), S. for Snæfell. Her findes et Græssted ved J ö k u l k v i s l, et af Tilløbene til J ö -

') Jvnf. Kål und: »Island« 11, Side 289—290. Anmærkningen.

kulsååHru. Derfra kunde man N. om Snæfell
gaa ned i Fljotsdalur langs Jokulså'en, som
siden flyder gennem Indsøen Lagarfljöt.

Samme Forfatter fortæller endvidere, at Bonden paa Skaptafell skal have drevet en anden Gaard i BårOardalur (i Sønder Tingø Syssel), til hvis Kirkemesse han kunde komme tidsnok hjemme fra Skaptafell, tilmed bærende en Kone paa Ryggen (Rute »c^—d« og videre). Det er selvfølgelig en Overdrivelse; men der kan meget vel ligge noget sandt til Grund for Traditionen, Ikke blot i det Indre af BårOardalur helt ned til KiÖagil, vest for Elven Skj ålfan dafljot, men ogsaa øst for Fljotet laa der Gaarde, som forlængst er lagt øde. Odåoahrauns vestlige Del har ogsaa haft Strøg, hvor der var bebygget. Jeg udgravede saaledes i 1897 en Tomt S. Ø. for Svartårkot ved Hrauntunga¹), og Tyskeren Heinrich Erkes fandt i 1910 Gaardruiner sydvestlige endnu paa det Sted, hvor Sandmiilaå munder ud i Skjalfandafljö t²).

Ruten gik formentlig først ned i Vonarskarö (»d«), hvor Thoroddsen³) fandt et, ganske vist tarveligt, Græssted, Gæsavotn, foruden andre lignende længere nord derfor, alle ved Tilløbene til Skjålfandafljot. Her kunde man bede, forinden den videre Rejse til BårOardalur fastsattes. Fra Skaptafell til Vonarskarö er ca. 70 km.

Ruter fra Sydsvejten m. N. over Vatna-Jokulls Østparti.

Neden for Vatna-Jökulls Randfjæld mod Sydøst ligger Sydsvejten, et smalt Kystland, der gennemstrømmes af stride Jøkelelve, hvilke falder i store Laguner, idet smalle Udløb sætter disse i Forbindelse med Havet.

Fra denne Kyst dreves i gamle Dage et indbringende Vaarfiskeri, og lige til det 16. Aarhundrede kom der mange Folk fra Nordlandet for at fiske. Traditionen holder bestemt fast ved, at de kom ned over Jøklen fra Egnen ved Snæfell (»h«) for at opslaa deres Bolig i nogle Hytter eiler Fiskerboder, som de havde indrettet sig i Egnen lige Øst for KålfafellstaOir (»g)«. Her træder en Fjældryg, HestgerÖishnjükur, ud mod Stranden. Gaarden Hestgeröi ligger ved Foden af samme, og mod Vest udskyder Fjældryggen en lavere Ryg, HestgerOiskambur. Over denne Ryg gaar Ridestien fra Hestgeröi ind efter mod den nærliggende Gaard, Borgarhöfn. Naar man har passeret Kammen, kommer man ned paa et lille Sletteland nedenfor Randfjældene. Nærmest Kammen har denne Slette Navnet Kambstun, og her laa, i Følge Traditionen, nogle Søboder, i hvilke de Nordlændinger havde indrettet sig, som hvert Aar i Fisketiden kom igen — ned over Jøklen.

Der paavistes mig Tomten af en slig Søbod (s j6s kali eller vers kå li), en Snes Skridt lang og en Del smallere. Dens Vægge var opførte af Sten og Jordtørv, og den havde aabenbart haft to Hum, det ene længere og bredere end det andet.

Min Hjemmelsmand, en gammel Bonde, fortalte, at indtil for ikke længe siden havde der paa Stedet været endnu 3 lignende Søboder at se; men de var bleven dækkede ved Udskylning fra en lille Bæk. Ifølge Overleveringen havde der ialt været 18 saadanne Boder, svarende til 18 Baadbesætninger. Stedet var godt valgt. Det laa iLæ for de fremherskende Vinde, og dog saa nær Lonet, at man kun havde en halv Times Gang til det Sted, i sydøstlig Retning, hvor Fiskerne havde deres Tørreplads. Her ser man endnu Rester af et ældgammelt »Fiskegærde«, paa hvilket den fangede Fisk blev udbredt til Tørring, efter at den var skaaret op — paa lignende Vis som Islænderne plejer at gøre det i vore Dage, naar Fisken ikke skal saltes. Flere lignende Fiskegærder har i ældre Tid været at se; men de er nu tilsandede.

Hinsides Lonet, i Nærheden af Hålså os, havde Nordlændingerne deres Baade staaende paa Stranden, og her har man ogsaa tidligere kunnet se Rester af Nøster eller Baadskur.

Udenfor Osen ligger de saakaldte Hålsasker, hvor der var en god Fiskeplads. Skærene gaar i skraa Retning ud fra Land, og i Læ af dem skal der tidligere have været en god Havn. Min Hjemmelsmand sagde, at man i Egnen var af den Anskuelse, at de fremmede Fiskeres Besøg tabte sig ved Slutningen af det 16. Aarhundrede, da henved 100 Fiskere paa én Dag druknede paa Havnen.

I en gammel Sognebeskrivelse udtales
det, at Fiskeriet paa Sydlandet ophørte efter en
Ulykke i Aaret 1575 (?), da 93 Fiskere omkom. Der

---

1) Daniel Bruun: Gjennem affolkede Bygder paa Islands indre Højland (»Geogr. Tidskrift«, 14. Bd.).

2) Heinrich Erkes: Fra Islands Indre (»Geogr. Tidskr«, 18. Bd.)

3) Th. Thoroddsen: »Lavaørkener og Vulkaner paa Islands Højland, IV. Den sydlige Del af Odådahraun og Vatna-Jökulls Nordrand (»Geogr. Tidskr.«, 18. Bd.).

1) Daniel Bruun: Gjennem affolkede Bygder paa Islands indre Højland (»Geogr. Tidskrift«, 14. Bd.).

2) Heinrich Erkes: Fra Islands Indre (»Geogr. Tidskr«, 18. Bd.)

3) Th. Thoroddsen: »Lavaørkener og Vulkaner paa Islands Højland, IV. Den sydlige Del af Odådahraun og Vatna-Jökulls Nordrand (»Geogr. Tidskr.«, 18. Bd.).

nævnes »Goubræl li n n« (26. Marts) som den Dag.
da Ulykken skete. Dette stemmer jo godt overens
med Traditionen.

Sig. Gunnarsson ved iøvrigt at berette¹), at Folk fra T i n gø ogØfjordSysseli gamle Dage plejede at drage paa Fiskeri i Hornefjord (H. i videre Forstand). De drog fra My vatn ellerMöörudalur ned til Jøklen, saa Øst paa neden for S n æ- fellshåls (»h«), syd over Kollumülahede, over Jøkelsaa paa NorÖlendingavaÖ (som heraf har sit Navn), saa til Hornefjord og Vest paa til Borgar h ö fn. Her skal Ey f iröin gabüöir, (o: »Øfjordingernes Boder«; der aabenbart er det samme som Kambstün), minde om deres Ophold. Til almindelig Glæde druknede alle fremmede Gæster, der havde gjort sig forhadte ved slet Opførsel, en Gang i en Nordenstorm, hvorefter disse Fiskefarter ophørte.

Ogsaa denne Tradition er, som vi ser, i god Overensstemmelse med de nys anførte; kun er der her Tale om Rejse langs Jøkelranden og ikke over Jøklen selv; men begge Veje kan være benyttede, mer eller mindre, i forskellige Perioder og med Hensyntagen til Aarstid og Vejrlig.

Bemærkningen om Nordlændingernes slette Opførsel
er ganske i Samklang med, hvad der endnu
bevares i Traditionen.

Man fortalte mig saaledes i Sydsvejten, at de i Fisketiden levede et ikke blot farefuldt Liv paa Havet; men ogsaa et fornøjeligt og yderst muntert Liv, naar de opholdt sig paa Kambstün. Det var, menes der, mestendels unge Folk, som naar Fiskeriet ikke optog dem, forlystede sig paa mange Maader. De brødes (glimede) og spillede Bold (Knallleik) og opfordrede Bygdfolkene til a kappes med sig; men de var ofte drengeagtige deres Optræden. Navnlig var de ifølge Traditionen: »slemme efter Kvinder«, og disse syntes ofte kun all for godt om de raske, livlige unge Mænd der kom til dem over .Tøklen.

Endnu er i Sydsvejlen bevaret el Ordsprog som paa en slaaende Maade minder om det fornøjelige Liv, der førtes paa Fridage af de fremmede Fiskere:

»Kom 1) ü i Kambstün ef bier j) ykii
i l .1 J »/
langt.«

»Kom Du til Kambslun, om Du finder Tider
lang!« hedder det endnu den Dag i Dag

Man bevarer stadig Mindet om de unge Galninges
»Bedrifter«. Her er et Eksempel:

To af disse kaade og levelystne Nordlændinger havde væddet om, at de hver især, nøgne, skulde faa fat paa en bestemt Pige. Den ene attraaede Datteren af Bonden paa Skala fell, den anden Datteren af Bonden paa Borgarhöfn. Den ene omkom paa Vejen af Kulde, den anden vendte hjem til Kambstün i ødelagt Tilstand — fortæller Sagnet, saaledes som det blev mig berettet. Men del muntre Liv paa Kambstün fik en brat Ende, da Ulykken kom i 1575. Min Hjemmelsmand kendte — saa lidt som andre Folk paa Egnen — Aaret for denne Begivenhed. Man vidste kun, at Mandskabet paa 8 Baade (af 18) paa én Dag var druknede i Brændingen. Efter hans Mening var det ikke udelukkende Nordlændinger, som bemandede de 18 Baade: de havde nogle Sydsvejtere i deres Tjeneste. Blandt Baadejerne husker man endnu Navnene paa tre: SkarSi, Teitur og Bj a r ni, hvilke ikke vendte tilbage til Nordlandet; men bosatte sig i Egnen paa tre Smaagaarde: Skaröahraun, Teitshraun og Bjarnahraun, hvilke nu alle er nedlagte. De laa paa nogle lave Klippeforhøjninger, som hæver sig over Sletten, Syd for Borgarhöfn og paa denne Gaards nuværende Jordtilliggende. Min Hjemmelsmand mente at vide, at de tre Mænd blev boende paa Sydlandet for at tage sig af Enkerne efter de Sydsvejtere, der var omkomne.

Medens Gaardene Teitshraun og Bjarnahraun nu ikke mere kan skelnes — skønt deres Beliggenhed paavises — var der i 1902, da jeg besøgte Egnen, fornylig paa Skaroahrauns Plads opblæst Tomterne af Beboelseshuset samt en stor Fold. Førstnævnte har ligget paa en i Ø.-V. løbende

---

1) Kålund: »Island«, 11. Side 273, Anm.

1) Kålund: »Island«, 11. Side 273, Anm.

Fjældhammer, syd for hvilken der findes en sumpet Lavning, og syd for den igen en Fjældhammer. Over Sumpen ses der at have været anbragt en Sti af Sten. Beboelseshusenes Vægge har været opførte af Sten og Jordtørv paa gammeldags Vis. De danner en Tomt paa en Snes Skridts Længde med den halve Bredde. Enkelte Knogler af Husdyr, en enkelt Spindesten af blød Stenart (Klebersten) samt et Stykke Jærn fandtes paa Tomten. Omtrent 300 Meter Ø. for Beboelseshusene var ligeledes opblæst en stor rund Fold. c. 12 m. i Tværmaal. Midt paa samme var i senere Tid bygget en anden Fold og to andre, ligeledes nyere, saas i Læ af en Klippevæg, læt Nord derfor.

Traditionen holder bestemt paa, at de Nordlændinger, som drev Fiskeri fra Baadene ved Kambstün, hvert Aar kom tilbage hertil over Jøklen fra Nord. De steg ned fra samme inderst i S taö ardalur (»g«), en lille Dal, som bag Borgarhöfn skyder sig ned mod Jøklen. Overfor Staoardalur knejser Fjældet Hålsatindur (905 m.), der med en Ryg er forbundet med det N. V. overfor liggende Miöfellsegg, som paa Gunnlaugssons Kort benævnes Birnudalstindur, hvilken, ifølge Kochs Udtalelser, er synlig Nord fra, selv langt ind paa Jøklen. Fra Stadardal udgaar iøvrigt den lille Birnudalur i Vest.

Vatna-Jökull sænker sig ned ad mod Staftardalur ved Hålsatinds Østside, og her siges Nordlændingernes Vej at have ligget. Ridestier førte i gamle Dage ind i Dalen i denne Retning, og paa Hålsatinds østlige Skraaning, tæt op under Tinden i et Fjældskred, var der ikke længe før mit Besøg i 1902 fundet en Hestesko. Opstigningen er vel meget brat her, saaledes som jeg iagttog det under Opstigningen til MiOfellsegg; men Heste kan endnu ledes frem ad denne Vej, som tidligere synes at have været bedre, eftersom Vatna-Jökull — her som flere andre Steder i Skaptafells Syssel — er skredet frem, hvorved Ned- og Opstigningen paa samme er bleven vanskeliggjort.

Jøkelpartiet N. for Birnudalstind blev i Augus
Maaned 1903 berejst af Koch og 2 andre Danske
samt en Islænder, idet de medførte Hest og Slæde.

Koch skrev herom til mig i 1906:

»Medens jeg af Strækningen Morsårdalur^—Kverkfjöll i 1904 har berejst V:( (c. 3 Mil), har jeg i 1903 af Vejen Snæfellshal s^— Birnudalstindur [»h^—gtj omtrent berejst 2/₃ (c. 4 Mil). For sidstnævnte Rutes Vedkommende er Vanskelighederne langt fra saa store som for den første. Selv i Forsommeren sommerenvil man formentlig den Dag i Dag kunne passere over Jøklen her paa l Dag uden alt for stor Risiko. Ikke alene er Vejen saameget kortere, men man har ogsaa i de store Fjældknuder, som rager op over Jøklen Nord for Heinabergsfjoll udmærkede Direktionspunkter paa Halvvejen, som formindsker Faren for at forfejle Kursen. Endelig er Jøklen i den østlige Del betydelig lavere, næppe over 12^—1300 Meter, medens man mellem Skaptafell og Kverkfjöll næppe undgaar Højder paa 1800—2000 Meter.«

Medens nogle Overleveringer holder paa, at
Fiskernes Jøkelfærder foregik til Hest, er der
andre, som udsiger, at de skete til Fods.

Efter gamle Folks Sigende fisktdes der i Sydsvejten fra Slutningen af Februar til hen i Maj - den Periode (ver^tis), da der ogsna nu er bedst Fiskeri (af Torsk, Havkai og lidt Kuller) paa Sydlandet. I Februar Maaned er det som oftest stille Vejr med Frost, og selv i denne Periode vil det, menes der, være muligt at passere Jøklen fra Snæfellsshals til Slaoardalur, navnlig paa Ski, som anvendes i visse Egne af Nordlandet. Opstigningen ved Snæfellshals er f. T. let, hvorom jeg som anført overbeviste mig, da jeg i 1901 her red op paa Jøklen.

Da nu altsaa Nedstigningen i Stadardal ogsaa er mulig, ser jeg ikke noget til Hinder for, at Traditionen om Fiskernes Jøkelfærder har Sandsynligheden for sig, og dette saa meget mere som der ogsaa fra andre nærliggende Egne Syd for Vatna- Jökull haves Meddelelser om Fisker færde r over Jøklens Østende eller langs dens Rand.

ArneMagnusson fortæller i sinChorographia¹), at der fra Hof fell indtil for omtrent 60 Aar siden (o: til omtrent 1640) havde været Vej over Fjældene til Fljotsdalsherred; man naaede efter en stiv Dagsrejse Fljotsdal. Paa hans Tid var dog Vejen spærret af Jøkler. Fra Lo n skulde der ligeledes have været en Vej ned til Fljotsdal; ligeledes fra Alptafjord — men ingen af Vejene benyttedes længer paa Grund af Jøkler og Elve. Kål und gør opmærksom paa, at denne Beretning, hvor usandsynlig den end lyder, bekræftes ved, hvad der i Droplaugarsona Saga fortælles om to Mænd fra Fljötsdalen, In gjald og T ork el, at de, da det gælder om hemmelig at forberede Afrejsen fra Landet for en Fredløs, om Vaaren drog den øvre Vej Syd over Jøklerne til Hornefjord, h voider laa et Handelsskib, med hvis Fører Ingjald de traf den fornødne Aftale.

---

1) Jvf. Kalund: Island 11. Side 273, Anni

1) Jvf. Kalund: Island 11. Side 273, Anni

Der kan aabenbart ikke være Tvivl om, at man paa Island i gamle Dage. — da der ikke eksisterede nogen Kystfart, og da Kommunikationsforholdene overhovedet ikke var bleven forbedrede ved Anlæg af Veje, Broer o. s. v. i ganske anden Grad end nu var vant til at færdes tværs gennem Landet — ogsaa over Lavamarker og Jøkler.

At Vatna-Jökull i denne Periode ikke helt
sjældent er bleven brugt som Alfarvej, kan der
næppe længere være Tvivl om.