Tunisiske Landskaber og deres Økonomi under det franske Herredømme.

(Fortsættes).

Den evropæiske Kultur har i det sidste halve Hundrede Aar bredt sig over store Dele af Jorden med en rivende Hurtighed. Hvor Opdagelsesrejsende for 50 Aar, ja kun for 20 Aar siden, med Møje kæmpede sig igennem ukendte Lande og Folk, dér slynger sig nu Turisternes og Handelsfolkenes Jærnbaner og Automobiler bekvemt ad de Forskningsrejsendes tidligere trange og farlige Veje, og Karavanens Telte erstattes af moderne Hoteller med al evropæisk Komfort. Stanley vilde vanskelig kunde kende Congo igen; for et Par Aar siden skrev en russisk Officer, der i 1898^—99 sammen med mig opholdt sig i Pamir, til mig, at jeg nu næppe vilde kunde genkende det gamle Pamir, disse øde, vilde, mægtige Bjærgegne, i den Grad havde Kommunikationer og hvad dertil hører forandret Landels Fysiognomi. Det samme kan man sikkert sige om General Bréart, der som Frankrigs Repræsentant underskrev Bardo-Traktaten den 12. Maj 1881, hvorved Tunisien blev fransk Protektorat. rat.Bréart vilde nu finde et helt andet Tunisien end det, han i 1881 sikrede Frankrig.

Den Forandring, der er foregaaet i Beyens Rige under del franske Styre og navnlig i de senere Aar, er saa fabelagtig, at jeg paa mine Rejser i 1914 fandt saa mange Forandringer baade i Landets Økonomi og Fysiognomi, at Karakteren mange Stedervar bleven en hel anden, end da jeg besøgte Tunisien i 1912. Den evropæiske Kultur har her som mange andre Steder trængt sig frem med en uhyre Hast. Sværdet, Religionen, Tekniken og Videnskaben er gaaet Haand i Haand fra Evropa ud over Globen. Evropa og evropæiske Tanker behersker Jorden, ligesom Romerne i sin Tid beherskededen da kendte Verden, og Spørgsmaalet om, hvorlænge dette vilde vare, fremtvinger sig unægtelig i Øjeblikket, da Evropa-Krigen raser. Indbyrdes Splid imellem de Agerende synes altid at have været det bedste Middel til at ødelægge Arbejdets og Energiens Resultater, Resultater som

Evropa for en stor Del har opnaaet paa Bekostningaf andre Menneskeracer. En vis Kultur synes, efter Historien at dømme, kun at kunne bestaa en vis Tid, saa slappes af en eller anden Grund de Traade, der holder Kullurmaskineriet i Gang, Kulturnerverneslappes, det hele ligner en Arbejdsmark,der er drevet saa stærkt, at den ikke mere vil give Afgrøde, den maa ligge brak i nogen Tid, forinden den atter kan dyrkes. Historien, Menneskeneslille Opskrift om, hvorledes de forskellige Kulturer og Racer snart har været oppe, srxart nede, giver kun Oplysning om en lille Brøkdel, nogle Tusinde Aar, af den Tid, i hvilken Jordenhar bestaaet; Geologien tæller i Hundrede Tusinder af Aar, og hvor mange Kulturer kan ikke være sporløst forsvundne i et Tidsrum af blot Hundrede Tusinde Aar. De kan være hensmuldredeog er rimeligvis hensmuldrede, saa vi ikke kan finde det mindste Brudstykke af dem. Hvor mange Kulturer ligger der under Inkaernes, Kinesernes, Mesopotamiens, Ægyptens og Romernes?Tiden for Menneskenets Fremkomst paa Jordenved vi intet sikkert om, der findes intet Spor af dem i disse eller hine geologiske Lag, disse Lag er saa og saa gamle, og Betingelserne for Konserveringaf menneskelige Rester i dern maaske til Stede, men deraf kan ikke sluttes, at de ikke har levet i den eller den geologiske Periode. Menneskelivetog Kulturen har udfoldet sig paa Jordens Overflade, og denne har været udsat for saa mange Omvæltninger: Hævninger og Sænkninger, Istider, der har varet i Hundrede Tusinder af Aar, vulkanskePerioder, der har raset over uhyre Strækningeraf Jorden, ved Denudationen af Jordoverfladener der ført mægtige Lag af denne bort til langt bortfjærnede Egne, og derved er Sporerne af Kulturen slettet o. s. v.

Paa de Steder af Jorden udenfor Evropa, hvor Evropæerne har bosat sig, og hvor ingen Kulturspor forefandtes ved deres Ankomst, var Tanken om, at den evropæiske Kultursæd, der nu plantedes, vilde bestaa til evige Tider, naturlig, men der, hvor man vandrer over Kulture-ns store Kirkegaard, gaar Tanken i en anden Retning.

Just det sidste i Tunisien, hvor Frankmændene næsten med febrilsk Hast opliver den gamle romerske Kultur, hvis Ruiner vi der ser paa og træder paa hist og her og alle Vegne.

Da Franskmændene ankom hertil, maatte Landet som Hele gøre et øde og sterilt Indtryk paa dem. Hvor Dyrkning uden større Anstrængelse kunde ske, var den paa Grund af de Indfødtes Ladhed og Usikkerheden i saa stærk Forfald, at det ved første Øjekast kunde synes, at selv disse Egne ikke var af videre Værdi, og i den Del af Tunisien, der fordrer baade mere Hjærnearbejde og fysisk Energi for at drive Udbytte ud af den, vandrede Nomaderne om paa de en stor Del af Aaret ørkenagtige Sletter eller imellem Maqui-bevoksede Kalkbakker. De umaadelige Mængder af Rester fra Romernes Kulturperiode i dette Land maatte imidlertid hurtig fortælle Evropæerne, at Landet kunde afvindes betydelig mere, end hvad der skal til for at friste Livet i Berbernes usle, fattige Duarer med deres Straagurbier eller smaa

fladtagede Lerhuse eller i Nomadernes sorte Gedehaarstelte.

Men foruden at det af Romernes Kulturminder kan ses, at man i de nuværende sterile og ørkenagtige Egne ved menneskelig Snille og Arbejde kan fremtrylle Kultur, har Frankrig ogsaa i en anden Henseende set sin Fordel ved at sætte saa meget som muligt ind paa at gøre Landet den franske Kultur underdanig, nemlig fordi Tunisien er det franske Nordafrikas yderste Post mod Øst. Vejen fra Italien over Sicilien til Tunisien er kun kort, hvilket ogsaa har bevirket, at af det evropæiske Element i Bey-Riget er Italienerne i Majoritet. Tunisien er som bekendt intet fysisk geografisk Begreb, men kun den østligste Ende af

Atlaslandene, Moghreb, hvor Atlas er den dominerende fysiske Faktor, og hvor det oprindelige berbiske Folkeelement danner Grundlaget for den indfødte Befolkning i Marokko, Algerien og Tunisien. Det imidlertid, at Marokko, Algerien og Tu.nisien hver for sig i adskillige Aar har udgjort adskilte Riger, har bevirket, at de trods Befolkningens Ensartethed i Race, Religion og Levevilkaar dog i mange Henseender er forskellige. Den formelle politiske Grænse er ved saa lang Tids Opretholdelse blevet en etnografisk-etnologisk Grænse, hvilket let mærkes af selv den mindre opmærksomme lagttager, som fra Algerien rejser ind i Tunisien.

Den franske Regerings politisk-strategiske Hensigt med Tunisiens hurtige Indtagelse under Kultur er imidlertid et, og den franske Kolonist's Tanker med Mensyn til Fremtiden noget andet. Resterne af den solide romerske Kultur, som Kolonisten finder overalt i Landet, er det bedste Bevis for, at et Arbejde, der har betalt sig for en flittig Romer, ogsaa kan betale sig for en flittig Franskmand. De giver den Spore til at tage fat, som en rig naturlig Vegetation giver i andre Kolonisationssfærer, og som Tunisien unægtelig mangler. (Til Oplysning skal jeg bemærke, at jeg har været overalt i Tunisien fra Nord til ned i Sahara, fra Øst til over i Algerien, besøgt alle væsenlige Dale, Bjærgpartier og Højdeplateauer samt været i alle de vigtigste Byer med Undtagelse af Sfax og Gabes).

Den, der har overskredet Atlas fra Algeriens Kyst og er gaaet ind i Sahara og har sejlet ind i den tunisiske Golf og ind i Bugten ved Hammamet, vil hurtig faa Øje for, hvor meget større Fristelsen for en Erobrer og Kolonisator er at gaa i Land i de brede Dale og paa de mod Havet i Øst store aabne Sletter i Sahel i Tunisien end i Algerien. Her spærrer de med Kysten parallele Kæder stærkt for en videre Fremtrængen, derimod i Tunisien, hvor de lave Kæder, der mere har Karakter af Bakker end Bjærge, staar vinkelret paa Kysten, indbyder de til Landing. Egnene er let overskuelige, man er mindre udsat for Overraskelser. Der har da ogsaa været et Rykind af alle mulige Middelhavsfolk i Tunisien, hvor dog kun Romerne har efterladt sig en betydelig Kultur, og Araberne en sekundær. Karthagerne har i det væsentlige kun efterladt sig Navnet Karthago, nogle puniske Grave etc. Staden med den store Mur, der omgav Oasen,

er forsvunden. Karthagos Havn kan end nu paa vises.

Romerne har fra Nord og Øst koloniseret Landet
helt op i de højere Bjærgdale og Plateauer og
helt ned i de sydlige sahariske Oaser.

Blot et Besøg i selve Bven Tunis, dens nærmeste Omegn og i Bardo Museet giver i faa Øjeblikke et godt Begreb om den romerske Kulturs Udbredelse i Tunisien. Lidt udenfor Byen træffer vi paa Sletten mægtige romerske Akvædukter, der minder os om dem paa den romerske Campagne, i Bardo Museet er der en Rigdom af Billedhuggerarbejder i Marmor og Bronce, Mosaikgulve, Sarkofager etc., fundne især ved Byerne paa Østkysten og delvis ude i Havet. Og gaar man paa Rejser i det indre, støder man hvert Øjeblik paa Minder fra Romerne. Det romerske Coloseum i El Djem, halvvejs imellem Sousse og Sfax, staar ikke meget tilbage for det i Rom og er endda smukkere, de herlige Tempel- og Teater-Ruiner i Sbeitla paa Sydsiden af det tunisiske Højplateau, ved Jærnbanen imellem Kairouan og Metlaui, straaler med deres Marmorfacader ud over den forbrændte Haifasteppe, de dejlige Marmorpaladser i Machtar paa Højplateauet imellem Kairouan og Kef, der vistnok hører til de historisk og arkitektonisk interessanteste, det imponerende Jupitertempel, Forum og Amfiteater i Dougga ca. 8 Km. sydvest for Teboursouk, som er omgivet af store Olivenhaver, under hvis Skygge ligger talrige Rester af hele Huse i to Etager med velbevarede Mosaikgulve i begge Etager, Marmorklosetter, velholdte brolagte Gader, store Begravelsespladser med en Skov af Marmormonumenter og et mægtigt velholdt Gravmæle, de store og stærke romerske Befæstningsanlæg i Kef i 1268 Meters Højde, som senere er udbedrede af Araberne og nu benyttes af den franske Besætning, den smukke romerske Basilika sammesteds, Ruinerne i Zaghouan, ved Soukh-el Arba, Romerbroen over Medjerda i Medjes el Bab, de romerske Grave ved Sousse, Romerfortet i Tabarka, de romerske Vandingsanlæg og Reservoirer i Nefta og Tozeur etc.

Her er kun nævnt den væsenligste Del af de største romerske Ruinsamlinger, der hvor de største Bopladser har været. Ser vi os om ude paa Bjærgskraaningerne, i Dalene og paa Sletterne, finder vi her en Mark overstrøet med Stykker af romerske Marmorsøjler, hist en romersk Brønd, i Olivenlundene Oliepresser og Bassiner til Olien. Udenfor en fattig Straagurbi staar et Par solide Stensæder, der passer saa lidt til Gurbiens interimistiske Bygningsmaade, og det viser sig, at de er et Par ro-

merske Marmorsøjler, der er stukne ned i Jorden, og hvis Kapitæler bruges til Sæde for Berberen. Og lægger vi lidt nøjere Mærke til Huse, Moskéer og Minareter i de Indfødtes Bykvarterer, viser det sig, at den nederste Halvdel eller ofte mere af Bygningerne bestaar af solide tilhuggede Sten, Sandsten og Marmor, medens Resten er af Ler eller brændte Sten, som Islams Børn senere har smurt til, og hvorpaa de har anbragt deres flade Tage eller Kupler. De smalle Gaders Brolægning med den solide Rendesten i Midten er af tilhuggede Kvadersten, Halvdelen af den store Minaret i Teboursouk bestaar af tilhuggede Sandsten og Toppen af Mursten, alle disse gode, solide Sager er Romernes Værk. Selv paa de muhammedanske Begravelsespladser finder vi nu og da en Stump romersk Søjle anbragt, enten en mindre til Navnestøtte og Turbanen eller til Kabrd. v. s. den i Reglen ellers med skarpe Kanter formede Gips- eller Cementoverbygning, de Indfødte anbringer paa deres Grave. Og ude paa Sletterne i Øst i det flade Sahel paa Steder, hvor intet synes at kunne have vokset, der opgraver de indfødte Nomader Mængder af Rødder af gamle Oliventræer, som de bruger til Brænde eller laver Trækul af dem, atter et Minde om Romerne. Paa mange Steder, hvor Tusinder og atter Tusinder af Hektarer ligger hen som Ørken eller kun i Foraarstiden afgiver Græs til Nomadernes Kvæg, dér havde Romerne fremtryllet mægtige Olivenskove, der strakte sig langt ind i Landet og kransede hele Østkysten af Tunisien, saa man kunde gaa under Skyggen af Oliventræer lige fra Tunis, der sikkert er meget ældre end Karthago, til Sousse og Sfax.

Denne Nedgang i Kultur skyldes ikke nogen Klimaforandring, men en Kulturnedgang, en Ødelæggelse af Kulturen under det vekslende islamitiske Herredømme, et Regimente, der først har opspist, hvad de under deres Invasioner her traf paa, og senere kun af Nød har opretholdt en Kultur, der var nødvendig til en primitiv Levevis under usikre og uordnede Tilstande. Hypoteser om Klimaets Overgang fra et fugtigere til et mere tørt har saa ofte været brugt her i Nordafrika som andre Steder i subtropiske Kontinentalregioner, men viser sig ikke at holde Stik. Her i Nordafrika har der ingen Klimaforandring fundet Sted i den historiske Tid, kun Svingninger af sekundær Betydning, og saaledes er Forholdet sikkert ogsaa i Mellem-, Central - og Forasien, hvor det i lange Tider har svirret Geograferne om Ørene med Hypoteser om Egnenes nenesnaturlige Udtørring. Kommer vi derimod ind paa den historiske Geologi, ja, da er Forholdet selvfølgelig et andet, men det ligger ikke for her og er endnu et lidet bearbejdet Felt i det hele. Grunden til Kulturnedgangene i Menneskets historiske Tid ligger hos Menneskene selv. Ufred imellem dem, usikre Forhold og Dovenskab og ikke Naturen, er Skyld i Miseren.

I Aaret 146 f. Chr. blev Karthago som bekendt ødelagt og raseret, derefter kom en romersk Periode, hvor alt blomstrede op i Tunisien. Denne Blomstring varede i 200 Aar, under hvilken Landet blev næsten dækket med Vin og Korn i de nordlige Regioner og af umaadelige Olivenskove i de centrale Dele. Landet havde paa den Tid over 6 Millioner Indbyggere, Hovedstaden talte alene x/ 2 Million Indbyggere og Thydrus, den nuværende El Djem, med Coloseet havde 100,000 Indbyggere.

Olivenskovene forøgede i høj Grad den offentlige Formue, de indtog den store Strækning begrænset af Bugten Hammamet og Kairouan i Nord, Ménégére og den algierske Grænse mod Vest og Gafsa og Gabes i Syd. Indenfor denne Periferi hævede der sig Byer, Flækker, Landsteder og Olivenpresserier, om hvis Antal og Vigtighed de efterladte Ruiner nu om Dage bærer Vidne. Landet var da under et Slags romersk Protektorat, Karthagenienserne, der atter havde opbygget Karthago, var irriterede over det romerske Aag og appellerer til Vandalerne, der lægger Landet øde, og Kampe med de indfødte Berbere, som trækker sig op i Bjærgene, bidrager yderligere til Nedgangen. I Aaret 647 bemægtiger Araberne sig Landet og grundede i 669 Byen Kairouan, der kom til at spille en vigtig Rolle. Derefter tog de Karthago i 695, hvorefter de definitivt var Herrer i Tunisien, og det hellige islamitiske Kairouan fortrængte det berømte Karthago.

Stadige Kampe imellem Arabere og Berbere vedvarer, endog i Aar 800 grundedes der et nationaltPynasti i Kairouan, der bragte en gylden Tid over Byen. I det 10. Aarh. (916) blev Kairouan fortrængt af Mahdia eller Mehdia ved Kysten, hvor et nyt arabisk Dynasti grundlagdes. Dette Dynasti sætter sig endog fast i Ægypten, men Ægypten gør Gengæld, bemægtiger sig Tunisien og gør en Koloni ud af det, som de overlader Berberne. Tunisien har da atter en lykkelig Periode, flere Byer som Sfax, Sousse og Mahdia udvikler sig, og Kairouan bevarer sig som den hellige By, men bliver saa

senere ødelagt af en ny arabisk Invasion under en ægyptisk Khalif. Berberne flygter op i Bjærgene for bedre at kunne forsvare sig, og fra Havnebyerne begynder et Sørøveri, som bliver en Plage for Middelhavet.Sicilianerne tager Repressalier, bemægliger sig det tunisiske Sahel og installerer sig der i 1135.

Tunisien udstykkes nu efterhaanden i smaa Regentskaber, Spanierne bemægtiger sig Byen Tunis, men bliver snart jaget ud af Tyrkerne, der tog Landet i 1574. Tunisien bliver nu en tyrkisk Provins, der administreres slet, og har afvekslende en Guvernør, en Pascha, en Dey eller Bey, der kun er repræsentativ.

En af disse Beyer, Hussein ben Ali, afkaster det tyrkiske Aag og proklamerer sig uafhængig i 1705, og dette Herskerhus regerer til Dato. Hyppige Overfald ind i Algerien, især fra det frugtbare Landskab i Nordvest-Tunisien Khroumerie, og Sørøveri gjorde, at Frankrig tog Tunisien, fik Traktat med Beyen den 12. Maj 1881, Bardo-Traktalen, og en senere Konvention af 9. Juni 1883 i Marsa (tæt ved Karthagos Ruiner) fuldendte det franske Protektorat over Tunisien.

Tunisien har en Kyst paa 1200 Km, det er ca. 500 Km langt fra Nord til Syd, og ca. 250 Km bredt fra Øst til Vest. Dets Overflade er ca. x/ 4 af Frankrigs. Det har 12,260,000 ha, hvoraf 9,000,000 ha. skal kunne bringesünder Kultur. Landet er bjærgfuldt, siger de fleste geografiske Beretninger, men man kunde med næsten lige saa stor Beretligelse sige det modsatte, idet uhyre Strækninger i Nord, Øst og Syd indtages af udstrakte flade Sletter. I hvert Fald faar Læserne en ganske urigtig Forestilling om Landets Topografi, hvis han med Ordet bjærgfuldt tænker sig Lande som Svejts eller Kaukasus. Bjærgformationer i Form af Kæder og Plateauer dækker ganskeyist en stor Del af Landet, men selv de slørsle Højder naar kun Brocken i Harzen, og disse er indskrænkede til mindre Omraader, medens Størsledelen af de øvrige Højder, der ligger i de pluviale og vegalionsrige Zoner, mere i Højde og Form har Karakler af blide afrundede Bakker og i den aride den mærkelige Blanding af Slelte og ruinaglige Overfladeform, der er Følgen af de slejle Overgange i de meteorologiske Forhold og den dermed følgende Vanskelighed for Vegetationen i at danne Dække over Jordoverfladen til Beskyltelse af de efter Slutningen af voldsommere Jordoverfladeforandringer frembragte stabilere Landskabsformer.

Tunisiens Bjærge er en Fortsættelse af Atlas, men den paralleltløbende Tredeling, som findes i Algerien, eksisterer ikke i Tunisien. Forholdene er her meget indviklede. Bjærgene er den yderste østlige Ende af den Foldning, der har fundet Sted i Nordafrika, den enesie i Afrika.

Erosionen har vel øvet paa sine Steder en umaadelig Virkning paa Landskabels Urformer baade den normale Erosion i de regnrige Dele i Nordvest og i Bjærgene, der grupperer sig omkring Byerne Kef. Thala og Machtar i det vestlige Centraltunisien, for ikke at tale om den aride og æoliske Erosionsvirksomhed i Øst- og Sydtunisien, men dog ikke mere end de oprindelige Landskabsformer kan erkendes i den vestlige Halvdel af Landet.

I Hovedtrækkene karakteriseres Tunisiens Relief af Massiven, der fra Tebessa gaar i S. Ø._—N. Ø. og ender ved Hammam Lif (Bade med Tag over), der nu er en Iransk Villaby. Flere Højder naar her over 1200 Meter. Djebel Chambi 1500 Meter. Dernæst Massiven langs hele den nordlige Kyst af Tunisien; denne er lavere, den højeste Top Djebel Byr naar saaledes kun 1014 Meter. Denne Massiv er karakteristisk ved sine store Skove, der dækker udstrakte Arealer i Khroumerie. Endvidere den sydlige Massiv, der danner en Slags Barriere i N. til S. imellem den østlige maritime Grænse i S. Ø. og Sahara. Denne Massiv er lavere end de andre; Djebel El Asma naar saaledes kun 840 Meter. Foruden disse tre Massiver findes andre sekundære i Nord ved Kef eller El Kef og Teboursouk, hvis Middelhøjde er 8—9008^—900 Meler og endelig Kæden, der fra Tebessa gnar mod S. Ø. og ender ved Oasen Gafsa; den har flere høje Toppe, af hvilke den højeste Djebel bou Ramli naar 1200 Meler.

Endnu mere karakteristisk for Tunisien end Bjærgene er de talrige lange og vide Dale og de udstrakte Sletter, hvilke første i Nordvestegnene maa betegnes som modne Landskaber med normale Erosionsformer og normal Erosionsbasis (Havet), Sletterne i Øst som gamle og dem i Syd som værende i el yngre Stadium af den aride Erosionscyclus med lokal Erosionsbasis i Form af Sebkras og Chotler. Her skal nævnes Fahs-Slellen, Mornag læt ved Tunis, Mateur og Beja-Sletterne, Medjerda- Dalen og Sahel, der strækker sig lige fra Cap Bon til Sousse, Kairouan og videre mod Syd.

Der vilde i Tunisien paa Grund af de mange
Bjærge være Mængder af Vandløb, idet Nedbøren
i Nordvestlandet og Centralbjærglandet i Vest særligom

ligomVinteren og Foraaret er meget betydelig, saaledes har efter Observationerne fra 1886^—1900 Kef en Middel-Nedbør om Vinteren paa 177 og om Foraaret 187, Tbala 167 og 108, Machtar 186 og 138, Beja 264 og 176, Ain Draham 749 og 460, og gaar vi saa langt sydpaa som til Feriana har den endnu 76 og 109; men Sommeren er saa hed og tør, at med Undtagelse af den nordlige Region eksisterer Vandløbene saa godt som kun i Regnsæsonen.I Medjerda-Bassinet fører Medjérda Flodenmed dens store Biflod Mellégue og dens talrige andre Bifloder Vand hele Aaret igennem; dens Længde er i Tunisien 265 Km og i Algerien 100 Km. I Central-Tunisien fører Oued Zéroud, der udspringer i Nærheden af Machtar med et System af Bifloder ligeledes Vand hele Aaret igennem til dens Erosionsbasis, Sebkraen Kelbia (Sebkra kalder de Indfødte en Fordybning i Terrænet, hvortil Vandløbenestrøminer ned i Regntiden, udfylder den med Materiale, og som ikke har Salldannelser; det skrives undertiden Sebkha eller Sebcha, men de Indfødte udtaler den Lyd, som vi Evropæere oftest betegner ved ch eller kha, med den r-agtige Halslyd,saa lyd,saadet nærmest lyder som kra, dog ikke helt, men en Mellemting imellem ka og kra).

I Egnene mod Nord, fra Tabarka til Bizerta, findes ikke saa faa stadige Vandløb, der i Kalkbjærgene har Karakler af rislende Bjærgbække, og i Lavlandet ved Havet i hele deres ydre Habitus ligner danske Aaer. Oued Milian, der løber ud tæt ved Hanimam Lif, er en ret betydelig Aa, der i sit nedre Løb med sine Omgivelser af engagtige Sletter og Sivkransning paa sine Steder minder om visse Dele af Gudenaaen. Kommer man om Foraaret ud paa Halvøen ved Kap Bon eller til Stranden ved Hammamet og Nabeul vil man se Smaafloder, der i Bunden af stærk nederoderede Senge eller Canyons haster ned til Havet. Det samme ses ved Enfidaville, Sousse og andre Punkter mod Syd langs Øststranden Paa en Rejse, som jeg i Midten af April 1914 foretog ind i Højplateauerne omkring Teboursouk, Kef, Machtar etc., saa jeg, om end ganske vist med store Mellemrum, saa dog i ret betydeligt Antal, Bjærgbække risle med rivende Fart ned over de Maqui-bevoksede Kalkbakker eller over grønne med Græs og Alpeurter dækkede Skraaninger. Paa sine Steder kunde der være et helt Virvar af saadanne sølvskinnende Bække, der tilsyneladende, og det er sikkert rigtigt, ikke havde Forbindelse med Hovedtilløbene til Medjérda, Oued Milian eller Oud Zéroud, men forsvandt hist og her i side kedelformede Lavninger, som Tunisien er saa rigt paa. Baade disse sidste samt Floderne paa Kap Bon Halvøen mod Syd forsvinder som Regel under Sommerens umaadelige Tørke.

Om Vinteren, Tunisiens Regntid, har Floderne ofte et rivende Løb, og generer med deres Vandmasserbaade Bane- og Vejanlæg. Selv ide sterile Sletter imellem Kairouan^—Sbeitla^—Gafsa og BaglandetSouss e^—Gabes fyldes de nedskaarne Vadier med Vand, der strømmer ned i Sebkras og Chotter. Naar man ser paa Observationerne fra 1886_—1900 over Middel-Nedbøren for Vinter og Sommer og samtidig holder sig Sommertemperaturerne, der praktisk talt i hele Tunisien kan overstige 40 ° C., for Øje, vil Forskellen imellen Tunisiens SommerogVinterfysiognomi i hydrografisk Henseende let fattes. Som Eksempel skal nævnes, at Tabarkas Middel-Nedbør om Vinteren er 506, om Sommeren 36, Tunis 186 og 30, Ain Drahams 749 og 80, Bejas264 og 19, Soukh el Arbas 180 og 27, Sousse's 134 og 27, El Djems 135 og 13, Kefs 177 og 64,

Mach tars 186 og .39, Ferianas 76 og 21, Gafsas 62 og 15, Tozeurs 43 og 3. For Søer er Tunisien praktisk talt blottet. De dybe kedelformede Lavningeri Øst og Syd, altsaa i de tøreste Dele af Landet, optages af Sebkras og Chotter, som de temporære Tilløb og Vinden fylder med Vand, Sand og andet erosivt Materiale. Vandtilførslen sker dels i Overfladen, om Vinteren eller ved andre Aarstiders pludselige Regnskyl, og dels ved Nedsivningi Bunden fra underjordiske Løb. Den horisontaleTilfygning risontaleTilfygningaf Sand til Chotten eller Sebkraen og den vertikale Nedfalden af Støv, som den opvarmede Luft i stille Vejr fører til Vejrs, kan skelnes i Lagene, der jævnes ud i vandret Stillingaf Vandtilførslen fra oven. Intet Land paa Jorden er saa øde som Chotten med sin graabrune Overflade, som i den tørre Tid hist og her er saa fast, at den kan passeres af Karavanerne, men ellers en bundløs Sand- og Slækgrød, hvori alt uhjælpelig kan forsvinde. De væsenligste er Ghott Djerid, som man har tænkt paa at sætte under Vand fra Bugten ved Gabes, (det er imidlertid ikke blevet til noget og var heller ingen god Ide, da man vel i det højeste ved store Bekostninger kunde opnaa at danne en stor Saltsø), Chott Rharsa Nord for Nefta og Tozeur, Sebkra Sidi el Hani Sydøst for Kairouan og Sebkra es Sedjoumi tæt ved Tunis.

Sjælden er i et lille Land Klimaet saa forskelligt som i Tunisien og dog alligevel saa ensartet. Trods den betydelige Kyst har Landet i Hovedsagen et kontinentalt Indlandsklima. Sommeren er lang, hed og tør praktisk talt overalt. Vel er Heden i den sydlige sahariske Del, hvor Sommertemperaturen stiger til 60 ° C., værre end i Tunis, Machtar og Soukh el Arba, men stiger ogsaa ofte her til 40 ° og endnu højere i Kairouan, der om Sommeren er en sand Stegegryde. Ved Kysten er der selvfølgelig friskere end inde paa de opvarmede Sletter og vide Dale, men den, der i Maj besøger Sousse, Enfidaville, Hammamet, Nabeul eller Tunis og derfra gaar ind i Landet, vil i Henseende til Heden ikke mærke nogen særdeles stor Forskel, før han er i Khroumiries skyggefulde Egeskove. Især er Heden slem, naar Sirocoen (arabisk Chili), denne varme Sj'dvind, blæser op over Landet. Man kalder den Sirocoen, men den har intet at gøre med den egentlige Siroco og burde vist kun hedde den sahariske Sydvind. Den tunisiske Siroco er ikke usund, den er tværtimod desinficerende ved sin Sterilisation. Temperaturen er vel taalelig for Evropæerne, pæerne,men mange antager dog i de hedeste Maaneder et blegt Udseende i Ansigtet, tværtimod hvad man skulde vente, og som sikkert er en Følge af Formindskelse af de røde Blodlegemer, hvilket virker svækkende paa Konstitutionen, Alle, der kan, flygter ogsaa i Juli og August fra Tunisien til køligere Lande. I Skovene ved Ain Draham er der vel oprettet et Sanatorium og bygget Sommerhoteller, der yder udmærkede Opholdssteder i den varme Tid, men de synes trods deres herlige Beliggenhed og skyggefulde Skove ikke at blive benyttet i nogen udstrakt Grad, rimeligvis som Følge af at de tunisiske Evropæere søger nordpaa til Evropa.

Egentlig er der kun to Aarstider i Tunisien, Sommer og Vinter, eller den varme, tøre Aarstidog Regntiden. Sommeren begynder i Maj og ender i September, siger den officielle franske Klimatologi,men man kan gærne tage April og Oktobermed. I flere Maaneder i Træk er der ikke en Sky paa Himlen, hvis rene Blaa er uforlignelig klar. Solnedgangene bag Bjærgene er overord4eiitligskønne. Vinteren eller Regnsæsonen, d. v. s.

den Aarstid, hvori den væsentligste Regn falder, har sjælden Temperaturen under O °, Mid. Min. er i Kystegnene 6°, i Bjærgene falder den til 3°, og Nattefrost er her almindelig, ligesom ogsaa Snefald, men Sneen ligger kun kort Tid. I Vintertiden falder der paa visse Dele af Landet sande Strømme af Regn. Nedbøren har altid en kortvarig og voldsomKarakter. Foraar og Efteraar er meget korte, men overordentlig behagelige, i det hele maa man sige, at Klimaet er mildt og sundt. Malaria eksistererkun i Chottregionerne, hvor Mikroorganismer i de forraadnende Saltafsætninger rimeligvis fremkalderden. Den frygtede Tuberkulose tindes saa godt som ikke, og Epidemier er sjældne.

Den Ensartethed, som det tunisiske Klima ellers i Hovedsagen udviser, brydes af den uensartede Fordeling af Nedbøren. Som man ser paa Skitsen over den aarlige Middel-Nedbør, er det kun et ringe Areal omkring Bjærgtoppene ved Ain Draham, der har den store Nedbør af 1500 mm aarlig (der er Aar, hvor denne Region har 2000 mm), 1000 mm Kurven gaar kun ned om det stærk bølgede Land Syd om den nordlige tunisiske Kæde, og deretter gaar Nedbøren meget brat ned til 600 mm, idet denne Kurve omtrent følger Bjærgryggen, der mod Nord begrænser Medjerda-Flodens Dal. 500 mm Kurven slaar en stor Bue mod Nord uden om Sletterne ved Tunis, men trækker i Højplateauerne et godt Stykke mod Syd. 400 og 300 mm Kurverne bøjer ligeledes stærkt mod Nord i Øst men gaar langt mod Syd i de vestlige Højlande, og herefter er vi nede i det sahariske Klima, hvor ingen Dyrkning kan finde Sted uden kunstig Vanding under Palmernes Skygge.

Fordelingen af den aarlige Nedbør er givet af Landskabsformerne. Nordvestvinden, der om Vinteren fører dampfyldt Luft fra det relativt varme Middelhav ind mod de koldere Bjærgskraaninger i Nord-Tunisien, bevirker her en mægtig Kondensation, der har givet Anledning til en rig Vegetation i Form af Korkegeskovene ved Tabarka. Egeskovene ved Ain Draham og de med Nerier og andre Løvtræer bevoksede Dale indenfor 1000 mm Regnkurven. Paa Skitsen angiver Pilene ikke alene Vindretningen, men tillige ved Forholdet imellem deres Længde det af dem beherskede Terræn. Som det ses, er Vinterregnen den langt overvejende, og de vestlige Dele af Landet er begunstigede i saa Henseende i Forhold til de østlige. Ser vi paa Skitsen over Fordelingen af Bjærg- og Sletteland og tænker os Bjærgterrænet forskudt parallelt med sig selv mod sydøst ud paa Slettelandet, vil Vinterregnens Sfære dække den største Del af Tunisien. Bjærgene vilde i saa Fald ved deres tætte Naboskab til Østkysten have givet Anledning til en stærkere Kondensation af Nordøstmonsunen, der nu, som Forholdet er i Sommersæsonen, som Regel kommer fra et stærk opvarmet Hav til et endnu varmere Land, og derfor kun afgiver ringe Væde, og næsten hele Tunisien vilde derved kunde være bleven vandet og dækket med Vegetation. Som Forholdet nu er, aftager Regnmængden stejlt fra N. V. til S. Ø. og fra V. til Ø.

Den forskellige Fordeling af den aarlige Regnmængde er karakteristisk for Tunisien. Af denne afhænger baade den naturlige og den kunstige Vegetationstype, af denne afhænger Landskabets nuværende Former i Forhold til Urformen og hele Landets Økonomi. Tunisiens Jord er overalt frugtbar nok, Vegetationens Trivsel eller ikke-Trivsel afhænger kun af Regnmængden. Betragter vi de to Skitser, vil vi se, at Regnkurvernes Retning er den samme som Kædernes. Regnkurverne bliver herved Grænselinjer imellem Tunisiens fysisk-geografiske Provinser, og gaar vi ind paa Økonomien i de forskellige Landsdele, vil det fremgaa, at de aarlige Middelregnkurver tillige er økonomisk-geografiske Grænselinjer, der angiver Tunisiens Inddeling i økonomisk-geografiske Provinser. Tunisien giver herved en sjælden Anledning til at filosofere over Menneskets og Livets Afhænghed af de geografiske Forhold.

Kurverne over den aarlige Middel-Nedbør og Hovedvindretningerne giver os en klar Oplysning om de øvrige geografiske Forhold, af hvilke Livet i Landet er afhængigt. Ligesom Fordelingen af den aarlige Nedbør er givet af Landskabsformerne, saaledes kan vi ogsaa sige, at Landskabsformernes Udvikling er afhængig af Fordelingen af den aarlige Nedbør, og kun de forskellige Jordarters større eller mindre Modstandsevne mod de forskellige Arter af Erosion bestemmer Erosions-Cyclens Varighed og Stadiet i en Cyclus.

Lad os se lidt paa Landskabsformerne. Gaar vi ud fra, at Klimaet i umindelige Tider har været, som det er nu, og der er ingen Grund til ikke at tage det |: Hermann Leiters bekendte Afhandling i Tillæg til Mitt. der K. 'k. geogr. Gesell, i Wien giver et godt Bevis for, al Klimaforholdene i hele den historiske Tid ikke er undergaaet nogen betydelig Forandring i Nordafrika. I den nyere Tid er der opstaaet en Frygt for, at Tunisien i vore Dage skulde gaa en Efterhaands-Udtørring i Møde, særlig efter et Par Aars ualmindelig Tørke, hvor Foraarsregnen er udebleven, og naar denne udebliver, gaar det frygteligt ud over især den østlige Halvdel af Tunisien, som i 1914 praktisk talt havde Karakter af Ørken. Men efter en fornylig udkommet klimatologisk Afhandling fra I'lnstilut de Carthage: »La Sécheresse Acluelle« synes det ikke, at man behøver at nære Frygt i saa Henseende. Det paavises her, at Tunisien omtrent hvert femte Aar har en tør Periode; det er muligt noget lignende som Forholdet i det Indre af Sahara, hvor der efter 2 Aar med Regn falder 9 Aars Tørke og saa atter 2 Aar med Regn o. s. v. :| saa er det klart, at den regnrige nordvestlige Del af Landet bedst har kunnet bevare sine oprindelige Former, idet den hurtig fremskydende Vegetation har dannet Dække over Jordsmonnet og derved mindsket baade Vand- og Vinderosionen og Nedrutschningen af Materiale. Efter Urformerne er fulgt konsekvente Floder, Dale, Søer og Skraaninger. Erosionen er forholdsvis hurtigt bleven hemmet i sin Virksomhed ved, at Vegetationen har fæstnet Formerne. Der foregaar vel den stadige Kamp imellem Klimaet og Jordoverfladen, hvorved den sidste mere og mere nivelleres, men det sker meget langsomt i de med Skove eller anden Vegetation dækkede Egne. Der møder os derfor her i Nordvest-Tunisien fra Egnene ved Teboursouk og Kef mod Nord over Ain Draham et Bjærgterræn, et Alpelandskab en miniature, med velbevarede Former af Bjærgtinder, dybe Slugter og stejle Skraaninger, hvis Urformer synes at staa ret tydeligt bevarede som Følge af rig Bevoksning ningaf Træ-, Busk-, Græs- og Urte-

vækst. Dog ogsaa her ser vi Virkningen af den relativ tørre Sommer i Form af Canyon-Dannelser hist og her, og vi ser Medjerdas og dens Biflod Mellégues Flodsenge slaa med stejle übevoksede, canyonagtige Skrænter, et Bevis for, at Vegetationenikke kan faa Fæste i det løse Materiale, hvorigennemFloderne med stærkt mæandriske Løb snor sig paa Bunden af den tidligere store konsekventeSø, der har staaet i Medjerda-Dalen fra Soukh el Arba til Medjes el Bab. Den Smule Vegetation, der mulig kan fæste Rod om Foraaret, skylles bort af Vinterens Vandmasser, og vi ser da Mellégues og Medjerda Flodernes Dale nærme sig de i tørre Egne typiske Floder med meget større Senge, end der efter deres Vandmasse vil tilkomme dem; men disse Tilnærmelser til de aride Landskabsformerer kun faa i Nordvesttunisien. løvrigt er Terrænet beklædt med et herligt grønt Tæppe

af Ege, Korkege, Nerier, Pile, hvid og sort Poppel, Ask, Laurbær. Tamarinde, Myrte, Maslix, Sneholdog Vedbend, hvis Lunde vekslermed store Prærier, dækkede med et Væld af gode Foderurter. Korkegene, der ser saa mærkelige ud ved deres afplyndrede Bark. dækker alene en Flade paa 90,000 Hektarer. Det er en sand ØjenenesLyst at køre ned ad de forøvrigtret svimlende, men fortrinligtanlagte Bjærgveje fra Ain Drnhamtil Tabarka; Bjærge, Skrænter,Dalkedler og den flade Forstrandud tilTarbarka aander l utter Frodighed lige til, man igennem Tabarkas Frugthaver kører igennemByens med Morbærtræer beplantedeAvenuer ud til Strandens Sand.

Al denne Herlighed begrænses i det væsenlige
af 1000 mm Regnkurven, og Terrænet har et alt
andet end afrikansk Præg.

Gaar vi Syd for Linjen Teboursouk_—Kef i Vesttunisien eller Øst for Linjen Beja_—Kap Negro, gaar Landskabet over til en hel anden Karakter; det nærmer sig mere og mere Endeformen, den flade Slette. Øst og nordøst for Beja er Kalkbjærgene mere afrundede og afladede og gaar efterhaanden over i blide Bølger og Sletter. Kalkbakkerne viser her ofte deres nøgne Toppe, medens Foden

er kranset med Maqui-Skove, og det samme er Tilfældet
med den østlige Del af Kæden Syd for Medjerda-Dalen.

Bevæger marr sig gennem Medjerda-Dalen, vil man se en slaaende Forskel paa den nordlige og den sydlige Kædes Former saavel som paa de« sydlige Kædes østlige og vestlige Former. De første staar betydelig nærmere det oprindelige Relief end

de sidste, hvor Erosionen i det tørere Klima har faaet og faar endnu en ganske anden afladende Magt end i det fugtigere, hvor Vegetationen, der ikke hindres af Højden, kan faa Fæste. De med store Olivenskove bevoksede Højder ved Teboursouk og Kef, de med frodig Vegetation dækkede Bølger ved Beja og de nøgne Kalkkupler Nord for Medjes el Bab og nordøst for Beja viser tydelig Forskellen. Ved Beja er der udmærkede Græsgange og betydelige Kornmarker; men Skovene aftager stærkt mod Øst og er lidet talrige i Landet Mogod. Landet har intet afrikansk Præg, før man kommer henad Mateur og Bizerta til. Her begynder det afrikanske Præg trods Kornkulturen, og ved Tunis og Zaghouan har vi det helt afrikanske Landskab med Palmer, som dog ikke giver Frugt saa langt mod Nord, Oliven, Kaktushegn, Dromedar-Karavaner, Æsler med Trækul paa Ryggen etc.

Fra Alpelandet i Nordvest kommer vi i Nordøstover
i et Terræn dels med flade Bølger, dels
med ganske flade Sletter, f. Eks. omkring Tunis,

der i Henseende til Landskabsformen og forøvrigt ogsaa i andre Retninger meget minder om den romerskeCampagne. Overgangen fra de stejle Formerindenfor 1000 mm Kurven til de mere bølgede, affladede Former sker jævnt mod Nordøst til 600 mm Kurven. Herfra og mod Syd afflades Terrænet mere og mere. Syd for Tunis ad Enfidaville og ud ad Hammamet og Nabeul til gaar vi over i næsten landskabelige Endeformer, ofte ganske flade og plane Sletter. Staar man paa den høje Stejlkyst ved Sidi Bou Said Nord for Tunis og ser ud over Egnene ved Marsa ned over Karthagos gamle Sfære og videre mod Syd ses Overgangene i Landskabet paa en overordentlig instruktiv Maade. Betragter vi de to Skitser, vil vi se, hvorledes det Slag, 500 mm Kurven slaar Vest og Nord om Tunis, oplyser om Landskabsformerne. Vi har just indenfor denne Kurve fra Tunis til henad Zaghouan ret aride Terrænformer, medens Egnene mod Sydvest, hvor 500 mm Kurven holder sin Parallelstilling til 6mm Kurven Syd om Machtar, giver et ganske anderledesPræg af det oprindelige Relief. Medjerdafloden,der i sit Udspring ganske har Karakter af Bjærgstrøm, gaar i sit mellemste Løb over til de sommertøre Egnes Canyonfloder og mere og mere over til de aride Sletteegnes Flodtypus, lige som vi umiddelbart Syd for Tunis finder de aride Egnes karakteristiske Sebkra-Dannelse i Form af Sebkra Sedjoumi. At Terrænformerne her er afhængigeaf den aarlige Middel-Nedbørs Kurve, ses klart af, at 500 mm Kurven just følger Vandskelletimellem Tilløbene til Medjerda og Oued Zéroud

og derefter i Nordøst trækker sig i en Bue mod Nord
langs Ryggen af Hævningen fra Beja mod Nordøst.

Imellem 500 og 400 mm Kurven er vi i en Overgangszone til de aride Egne. 400 mm Kurven følger i det væsenlige den yderste sydøstlige Rand af Bjærglandet, men bøjer i Øst stærkt mod Syd fra sin oprindelige Retning. Den, der har besøgt Egnene ved Kairouan og Sousse, vil med Glæde se, hvorledes den aarlige Middel-Nedbørs Kurve giver Oplysning om Terrænformen. 400 mm Kurven bøjer Nord om Kairouan og Syd om Sousse, hvoraf fremgaar, at vi med Tunisiens øvrige geografiske Forhold for Øje maa vente os et mere affladet Terræn ved Kairouan end ved Sousse. Det stemmer ogsaa med Virkeligheden; fra Kairouan ser vi over endeløse, flade, sterile Sletter, der, jo mere vi nærmer os Sousse, faar en bølgeformet Karakter.

Imellem 5 og 400 mm Kurven har Terrænet

Floderne i Regntiden, dels ved Nedstyrtninger og den æoliske Erosion, har tjent til at udforme Sletternemod Øst, der dels ved den nuværende Dyrkning,dels ved den stadige langsomme naturlige Affladningkonvergerer mod Endeformen, Slettetypen. Terrænet nedenfor den sidstnævnte Zone hører egentlig til dem, hvor Kulturen kræver kunstig Vanding, hvilken dog ikke alle Steder praktiseres, eller Dry Farming. Fra Naturens Haand er Havekulturgivet i de nordøstlige Sletteegne og Nomade - kultur i de sydvestlige, hvilket vi senere skal se ved Omtalen af Økonomien.

Syd for 400 mm Kurven gaar vi over i de komplet aride Landskabsformer. Her er alle affladende Kræfter i Virksomhed. Det let opløselige Kalkbjærge vender Bredsiden mod Østens og Sydens Sol, som derved faar en overordentlig nedbrydende Magt. Kalkbjærgene falder ud mod Sydøst i Ruiner, Tilløbene fra Bjærgene mod Sydøst fører en Masse findelt Materiale ud over det lavere Land, i Regntiden fures Landet af Vadier, hvis Vandløb dynger Sand og Slam ud i Terrænets Hulheder, hvorved Sebkraer og Chotter opstaar. Den ene Regnsæsons Vadier krysser den andens, hvorved større Dele af Jordoverfladen skalperes og Materialet føres langt bort, og kun de modstandskraftigere Dele staar som ruinagtige Høje, Vidnerne. Alle de nuværende sekundære Højder flades mere og mere ud og fylder de oprindelige Dale. Voldsomme Regnskyl paa en Tid og brændende Sol uafbrudt i en anden Sæson er Kræfter, der i Forbindelse med et let opløseligt Bjærgmateriale gør Erosionscyklen kort. Kommer nu hertil stærk Vind, og denne har vi i disse Landsdele i høj Grad at regne med.

Som vi ser paa Skitsen, passerer alle Hovedvindene Havet, før de naar ind i Tunisien. Nordvestvinden er som sagt i overvejende Grad den mest regnbringende, men holder den østlige Vind sig fast i nogen Tid, giver den ofte megen Regn, forudsat at de momentale Betingelser for Kondensation er tilstede, og det er Østvinden, der giver Hovedparten af den ringe Sommerregn. Men af »Les Roses des vents de chaque saison pour les principales stations de la Régence« fremgaar det imidlertid tillige, .al Syd-, Sydvest- og Sydøstvinden ofte observeres, og det i hele Aarets Løb. Vinde direkte fra Syd er sjældne, derimod Sydøst og Sydvest ret hyppige. De Vinde, der bringer Varme, kalder man Siroco, uden at dog Sirocoen bestemt kan defineres, Fænomenet er endnu for lidet undersøgt. Man har imidlertid talrige Observationer, der har vist, at den saakaldte Siroco pludselig kan sætte Temperaturen i de nordligere tunisiske Regioner op til en Højde, som Vinden ikke havde ved sin Passage igennem langt sydligere Egne.

Man kan jo mageligt sidde hjemme i sin Stue og regne sig til, at baade Sydøst og navnlig Sydvestvinden maa bringe Skyer at Sand og Støv ud over Sahel, hvis disse Vinde har nogen Magt, og man kan ligesaa let regne ud, at de maa virke kraftig paa Grund af den i visse Aarstider store Forskel imellem Temperaturerne paa Havet og inde i Sahara. Jeg er imidlertid i det heldige Tilfælde selv at have følt disse Vindes mindre behagelige Selskab, navnlig under et Ridt i Marts Maaned 1912 fra Chott Djerid mod Nordøst op i Landet. Trods en Temperatur paa flere Grader over Nul, skar den igennem den tætteste Vinterdragt værre end Vindene i Østpamir og med en Kraft, som den, der raser igennem Slugten ved Mendjil i Elburs i Persien, hvor vi i 1899 maatte slaa af Hestene for ikke at blive blæst af dem.

I et Døgn igennem hvirvlede Sand, Grus og og Støv omkring os i tætte Skyer fra Sydvest, det hvirvledes op fra Mellemrummene imellem Plantetuerneog fra de bare Strøg og førtes som- en stadigSandstrøm op over Sahel. Vinden er en Plage i den største Del af Sydtunisien, hvad man blandt andet kan se af, at ingen Tunisier er saa tæt tilpakketi Klædningsstykker som Nomaderne i de sydlige Egne, de er tættere paaklædte om Foraaret end vi Danske ved Vintertide. Den æoliske Erosionser vi af det foranførte bliver særdeles stærkt virkende. Ikke alene det Materiale, der tilføres fra fjærne Egne i Sahara og Tripolitanien, tjener til at afflade Sahel, men tillige de fra selve Egnens højere opragende Terræn løvrevne og opløste Produkter planerer Overfladen mere og mere. Der sker praktisktalt en Udlæsning af Fyld fra Bjærgene i Vest og Ørkenen i Syd ud over Landet mod Havet. At Kystformen influeres heraf synes klart. Lægger vi Mærke til den østlige Kysts afrundede Former, er dette Fænomen uden Tvivl et Resultat af Landerosionen.Ser vi paa Dybdekurverne paa »Carte de la Tunisie dressée au Service Géographique de l'Armée 1895 Echelle 1:800,000«, vil disse give yderligere Bekræftelse herpaa. Syd for 400 mm Regn kurven har vi i Virkeligheden een fysisk-geografisk Provins

for os lige mod Syd, til vi naar over i det egentligeSahara. Mod Nord har vi mere plane übrudte Sletter, der mod Syd gaar jævnt over i de mere ruinagtige med Vadier, Vidner og Chotter, hvor Vind- og Sandskuring og Vindslibning er typiske Agentier. Øslranden er paa Grund af Havets Nærhedbegunstiget med Vanddampe, som Olivenskovene,der kranser hele Stranden, nyder godt af, ellers er Terrænet Syd for 400 mm Kurven kun egnet for Nomadisme. Efter Vinterregnen skyder om Foraaret Vegetationen op med enorm Hurtighed. De nordligere Sletter dækkes med et tæt Tæppe af Græs og Urter, der i Syd efterhaandengaar over i Tuer. Det vrimler da af Nomadetelte,Dromedarer, Faar og Geder, men ofte i Begyndelsenaf Juni er det hele afsvedet, og kun Kaktus og Løgplanter giver med deres grønne Farve Afveksling i det brune eller graa Landskab.

I næste Hefte skal gives en økonomisk-geografisk
Oversigt samt Oplysninger om den Forvandling,
Tunisien undergaar under det franske Herredømme.