H. Walter: Die Vegetation der Erde in ökologischer Betrachtung. Band I: Die tropischen und subtropischen Zonen. VEB Gustav Fischer Verlag, Jena 1962. 540 s., 17x24 cm. Pris 68,10 DM.

I næsten 25 år har Schimper-Fabers „Pflanzengeographie" stået som håndbogen i plantegeografi omfattende hele kloden. Det her foreliggende værk er forlagets forsøg på en ajourføring og nødvendigvis også en udvidelseaf den store forgænger. Fra de oprindelige to bind har man nu

planlagt ca. 10, hvoraf bd. I og II skal indeholde de almindelige problemer
i henholdsvis tropisk-subtropiske zoner og de tempererede-arktiske zoner.

Forfatteren til denne del har også tilrettelagt værket, og man får indtrykket af et intimt kendskab til plantelivets processer dels ud fra de laboratoriemæssige synspunkter, men mindst lige så meget ud fra selve naturen i de forskelligste egne af Jorden. Det kan se lidt pralende ud, at forfatteren aftrykker et kort over sine rejser i fem verdensdele, men det borger sikkert for en nogenlunde sortering af den uhyre stofmængde, der skal præsteres.

De første afsnit refererer og henviser til et par andre store værker redigeret af samme forfatter: Einführung in die Phytologie (se følg. anmeldelse) og Klimaatlas (se Geografisk Tidsskrift bd. 60). Derpå behandles regnskoven med en gennemgang af klimatiske forhold, jordbund, artssammensætning og økologiske former. Også spørgsmålet om vegetationens tilpasning til højdezonerne i troperne bliver beskrevet indgående med mange henvisninger til C. Troll. Mangroven og strandfladerne belyses overvejende på grundlag af forfatterens egne studier i Afrika, men suppleres gennem globale oversigter og nogle få andre lokale eksempler.

Under behandlingen af overgangsregionerne mellem humide og aride egne diskuteres begrebet savanne og den gamle Schimperske opfattelse af græsvegetationen og skovvegetationen som antagonister. Walter hælder til det Schimperske synspunkt ud fra en række økologiske betragtninger og kommer ind på konkurrencebetingelserne mellem græsvækster og træer -buske. I denne forbindelse omtales den tiltagende udbredelse af buskvegetationen i afgræssede og hyppigt afbrændte egne, hvor buskenes og græssernes forskellige udnyttelse af nedsivende vand giver buskvæksterne et fortrin. Resultatet er en udbredt opgivelse af anvendte græsningsarealer i disse egne.

Den sidste halvdel af bogen omfatter de aride områder og en speciel gennemgang af hver af de større busksteppe-ørkenregioner: Sonora-ørkenen, Namib, det chilensk-peruanske tørkeområde, det centrale Australien, Sahara og den ægyptisk-arabiske tørkeregion. Man får interessante oplysninger om kampen om de tilgængelige vandmængder, om at vandforbruget pr. bladoverfladeareal ikke er væsensforskellig i aride og humide egne, og om hvordan busksteppens planter klarer sig ved at være så få om et stort nedbørsområde, således at der er ret store vandmængder til rådighed pr. plante.

De mange illustrationer (en del fra Schimper), diagrammer og tabeller fra repræsentative enkeltmålinger forøger i høj grad bogens værdi som opslagsværk, hvortil kommer talrige henvisninger til „lokale" artikler om emnerne. Kr. M. Jensen.