Abstract

In the present paper a survey is made of a small coastal region in the North-West of Norway, where tillable land is at hand but where the fisheries until recently had been the most important cash income source. The mechanization of the fisheries and the growing up of industries however created new agricultural markets, at the same time the development of agriculture was checked by the employment of the man power and the splitting-up of the farms into factory-hand dwellings.

A comparison of the agriculture and its geographical background is made between this region, the Faroes, and the Hebrides. The author was struck by some of the human geographical differences in spite of several similarities in the physical geography.

Flere somre opholdt forf. sig på Færøerne for at studere landbrugsbetingelserne og deres udnyttelse (2-5),(²-⁵), samt, for at drage sammenligninger med erfaringerne herfra, i 1938 en måned på Hebriderne (3-4)(³-⁴) og 1953 tre uger i Nordnorge. Medens resultaterne fra de førstnævnte rejser forlængst er publiceret, er bearbejdelsen af det norske materiale først nu afsluttet, idet der længe forgæves blev søgt eksakte detailoplysninger om fysisk-geografiske forhold i området. Dette blev udpeget af professor A. Sømme, Bergen, motiveret som følger:

»Hvis De, som er fortrolig med jordbruket på Færøene, vil bli kjent med den ulike retning utviklingen har tatt i Nord-Norge, tror jeg De vanskelig kan finne et bedre arbeidsfelt enn Meløy herred i Nordland. All bebyggelse er som ellers langs kysten samlet på strandflaten. Fiske har til nylig vært den viktigste kilde til kontantinntekt på nesten alle gårder. Gårdene ligger på opplendt mark langs stranden, mellom gårdene og fjellfoten er myrstrekninger av vekslende bredde. Her og i enkelte korte, flatbunnete daler er store vidder av tildels god dyrkningsjord.

Overgangen fra hjemmefiske med småbåt til større motorskøyter som
farter omkring langs hele kysten, er kommet lenger enn i de fleste andre
herreder i Nordland. Utbygningen af Fykanåga innerst i Glomfjord har

skapt storindustri, som etter krigen har været i rask vekst. Et nytt anløpsstedfor »hurtigruten« på fastlandet, Ørnes, har etterfulgt det gamle, tradisjonsrikehandelsstedet på Grønøy. Bat- og bilruter bringer nå melk til det nye mejeriet i Ørnes, hvor det også er bygd et kjølelager med fryseri for fisk og sild.

Dette nye næringslivet har skapt et nytt marked for jordbruksvarer. Men samtidig har anleggsvirksomheten og de nye fabrikkene berøvet jordbruket for den arbeidskraft som trenges for å oppretholde det gamle høstningsbruket, og ført til en oppstykning av jorden som stenger for utviklingen av et moderne handelsjordbruk med større driftsenheter og utstrakt bruk av maskiner. De nye industristeder kan ikke skaffe boliger til alle sine arbeidere, og mange foretrekker å bo på en gård og vil gjerne ha et støttejordbruk i ryggen. Det samme opplever vi overalt i Nordnorge, der fisket moderniseres og ny industri vokser frem. Også tidligere har gårdene hyppig blitt delt i Nordnorge. Bønder som samtidig er fiskere, ser gjerne på gården som en bolig for familien, og de har ikke været redde for å dele jorden.

... det fins forholdsvis nye jordskiftekart for et sammenhengende område med store dyrkningsmuligheter. Området har veisamband med Ørnes og industristedene i Glomfjord, men etterspørgselen etter boligtomter og nye småbruk har ikke været så stor som nærmere Ørnes. Likevel har gårddelingen også her skapt store vanskeligheter for utviklingen av jordbruket.«

l overensstemmelse hermed valgtes den nordlige del af Meløy herred, det nordligste af Helgelands 13 kystherreder. Af arbejdsmæssige grunde blev undersøgelsen væsentligst koncentreret om en enkelt »matrikelgård«, Øisund-Øra. Naturligvis var det efter så kort tids feltarbejde kun muligt at yde et såre beskedent supplement til ovenstående karakteristik af dette landbrugsgeografiske marginalområde, trods hjælp fra en række personer og institutioner. Fra Geografisk Institut, Handelshøyskolen, Bergen, er lånt »siderigtige«, negative fotostatkopier i 1:10000 af j ordskiftekortene Fore, Ronemoen, Marken, Sæterenget, Dalen og Kunna, 2 fotostatkopier af udmarken på Øysund i l :4 000 samt 19 luftfotos. .Når et jordfællesskab opløses ved »offentligt jordskifte« (udskiftning), bliver der optaget kort, for indmarken som regel i l :2 000, for udmarken oftest i 1:4000 og for større fjeldstrækninger 1:10000 (15).(¹⁵). Kortene viser ejendomsgrænser, veje og bebyggelser, men mangler koter. Jordskiftekortene viser som regel indmark og/eller udmark på ét eller flere gårdnumre, som i dag kan omfatte mange brug.

De skraverede områder på fig. l viser i store træk fjeldene, der
her kun på nogle steder mod havet afgrænses af forholdsvis smalle
strandflader (fig. 6), men iøvrigt en for Nordnorge usædvanlig

stor procent med sen- og postglacialt, marint forland (det hvide på kortet), der dels er dyrket landbrugsjord, dels dyrkelig mose. Store mosestrækninger findes dog især i områderne mellem fjeldene (fig. 2).

Der foreligger kun kvartærgeologiske undersøgelser over dele af området; de marine aflejringers dyrkningsværdi er næppe særlig variabel, da de overalt er stærkt sandede (6).(⁶). Jorden er derfor stærkt udvasket. Der synes ikke at være kalkmangel (på grund af skalrester fra saltvandsmollusker); derimod lider jorden ikke alene af mangel på K,P og N; den mangler også ofte en række mikroelementer: B, Co, Cu, Mg, Mn og W. Det er i reglen heller ikke vanskeligt at tilføre de store, flade mosestrækninger kalk, da tørvelaget i reglen kun er 30_—40 cm mægtigt og hviler på kalkholdigt strandsand, smuldrings- eller morænemateriale. Det nævnte moseparti NW for Dalen (fig. 2) omfatter ca. 20 ha, der er beliggende 5_—10 m o. h. med 20_—40 cm »græsmyr« på marint sand og flyvesand, der går i dagen i erosionsfurer. Dette parti vil til nød kunne dyrkes. Mellem Markvandet og Reipå (omkring F) ligger områdets største mosestrækning på 210 ha. Længst mod øst er den l_—3 m tyk, men uegnet til dyrkning, længere mod vest er græsmyren mindre end l cm tyk, og det er især her, bureisningen har fundet sted (se senere). Underlaget er sand og grus, sine steder lerblandet (6).(⁶). Det er næsten udelukkende moserne og de marine strækninger, der er anvendt til kulturjord. Den varme jordbund i de sandede aflejringer er bedst egnet, da varmen er mmimumsfaktoren for Nordnorges landbrug.

Medens reliefforholdene for Norge som helhed er et handicap for landbruget, har man i Nordnorge stadig sådanne store, udyrkede, ret flade strækninger; »hvis Nordnorge havde Sydnorges klima, ville det være et rigt landbrugsland« O4).O⁴).

»Lofotmuren« beskytter i nogen grad området mod arktikfrontens storme, men vindens lokale styrke øges, hvor luften presses sammen af terrænformerne, således nord for Markvandet (den store sø lidt SO for midten af fig. 1), hvor flere huse i 1953 blæste om, og de nyopførte er tøjret med barduner. Det almindelige »monsunskifte« mellem pålandsvind om sommeren og fralandsvind om vinteren er mindre udpræget her, fordi området ligger i læ af Svartisen.

Januarisotermerne (13)(¹³) løber næsten parallelt med kysten og angiver her 0° ved havet, lidt lavere temperatur længere inde i landet; antallet af frostdage varierer mellem 100 og 125 (13).(¹³). Der ligger ofte sne helt ud til kysten periodevis i tiden fra december til maj eller længere; flere måneder af denne periode er dog som regel snefri.

Også juliisotermerne går parallelt med kysten, 12° ved havet, lidt varmere inde i landet (13).(¹³). Den vigtigste klimafaktor for landbruget er sommerens temperatur og varighed. Sommeren er kort, men intens. Længden af vækstperioden og den varmesum, der er til rådighed for planterne gennem denne periode, er langt vigtigere end middeltemperaturen for varmeste måned. For Bodø, hvis klima ligner det nordlige Meløy herreds meget, ligger middeltemperaturen for maj på 6.2° og for september på B.B°, varmesummen for maj-september er 1532. Det er klart, at dagens længde, indtil 24 timer, giver større varmesum, udregnet efter døgnets middeltemperatur, end kortere dage med samme middeltemperatur.

Hvor stor en rolle lysfaktoren spiller her, foreligger der ingen undersøgelser over, ligesom der heller ikke foreligger målinger over solskinstimernes antal i Norge, men lysfaktoren synes, bl. a. efter undersøgelser under solformørkelsen 30/6 1954, at påvirke planternes mulighed for vandoptagelse, og dyrkning af »kortdagsplanter« er naturligvis udelukket.

Nedbøren maj-september er i Bodø 377 mm (gennemsnit 1901^— 30 incl.) (9),(⁹), men må antages at ligge noget højere i det her behandlede område på grund af de høje fjelde, antagelig over 400; rsnedbøren anslås til ca. 1100 mm. Men da den mindste sommernedbør falder i de vigtigste landbrugsområder i de sandede kyststrøg, bliver disse ikke sjældent for tørre til at yde fuldt udbytte (1951, 1953). Jorden er bekvem til pløjning gennemsnitlig omkring maj, nogle dage tidligere langs kysten, l_—2 uger senere inde i Marken.

Vejret varierer her fra år til år mere end de fleste andre steder; i 1940 var der således kun 5 solskinsdage i de 4 vækstmåneder, i 1950 var der derimod en næsten übrudt række af solskinsdage (til dels også -nætter) i 4 måneder fra sidst i maj til sidst i september.

Den korte udviklingstid siden sidste nedisning har endnu ikke tilladt granen at indvandre, men der har været gjort forsøg med plantning, og især har forsøgene med Sitkagran været kronet med held, da denne er mere hårdfør og hurtigvoksende end Rødgran; samtidig kræver den mere fugtighed. Sitkagran synes at besidde stor tilpasningsevne under vanskelige forhold. I sit hjemland Canada er den, ligesom de steder, hvor den er indført, en udpræget vestkystplante,der synes at tåle den stærke, fugtige og saltholdige vestenvindbedre end andre træer længere inde i landet, hvor Sitkagran under mere tørre forhold angribes af sygdomme. Også i kystområdet giver den, samtidig med muligheden for en væsentlig produktionsforøgelse,den samme risiko for at ødelægges som andre planter,

der dyrkes uden for deres naturlige område. Gran kan her kun vokse
i indtil 100 m's højde. Birk danner høje krat, der kun yder lidt
brændsel og endnu mindre gavntømmer.

I 1924 opdagede man i Scorebysund, at Empetrum hermafroditum har dobbelt så stort kromosomtal som E. nigrum, men iøvrigt er så nær beslægtet med denne, at der næppe er grund til at tvivle om, at den ene nedstammer fra den anden C1)C¹)- E. h. er i stand til at vokse langt nordligere end E. n. og udvikler mange flere frugter end denne. Desværre synes det langtfra at være reglen, at disse egenskaber udvikles hos kunstigt fremkaldte polyploide stammer af kulturplanter, således at dyrkningsgrænser ikke ad denne vej generelt synes at kunne presses nordpå. Hele spørgsmålet om subarktiske kulturplanter burde sikkert tages op på internordisk basis; der skulle ikke være noget i vejen for at opformere f. eks. vinterfaste, nordnorske eller grønlandske græsser på sydnorsk eller dansk forsøgsstation og samtidig udvælge og rendyrke de mest ydedygtige sorter.

Også på andre felter ville et internationalt samarbejde til fremme af subarktisk landbrug være muligt. Behovet på Færøerne og Grønland er sikkert for lille til at bære en landbrugsskole, men der burde skabes muligheder for, at unge landmænd derfra kunne frekventere landbrugsskolen i Bodin og havebrugsskolen i Kvæfjord.

Fig. 3 viser samme del af Meløy herred som fig. l, bortset fra den til Marken hørende udmark, der i 1953 var fællesbeite og endnu ikke udskiftet, således at der ikke eksisterer noget udskiftningskort. Den vil dog antagelig snart blive udskiftet, idet dette ifølge lov skal finde sted, når en enkelt mand forlanger det, hvilket forlængst er sket.

De sorte cirkler viser større eller mindre landejendomme, de punkterede linier grænserne mellem de forskellige ejendomme, idet der ikke er trukket linier mellem ind- og udmark. Ved sammenligning med fig. l ses det, at fjeldområderne mange steder er delt mellem de enkelte bønder; kun enkelte steder er de fælleseje for flere.

De sorte områder på fig. 4 viser de dyrkede indmarksarealer i området; mod øst er mange af disse meget små. De hvide arealer er nøgent fjeld, mose, skov, skogsbeite eller skogsli, der ikke sjældent er fælles græsgang for flere brug. Ved sammenligning med fig. 3 ses »bureisning« på mosen i den sydlige del af Dalen (D på fig. 1); bygningerne var taget i brug, og der holdtes en ko, men jorden var ikke dyrket.

Meløy herred kan landbrugsgeografisk tildels stå som repræsentativfor

tativforNordnorge såvel i henseende til antallet af malkekøer pr. ha dyrket jord og pr. 100 indbyggere i landdistrikterne som til arealets benyttelse (se tabel 1). Desuden ligger det kornavlsmæssigt »centralt«i Nordnorge med 293 ha byg nord for og 322 ha byg syd for herredet.

Hvad husdyrene angår, var der kun ringe interesse for avlsarbejdet;
på dyrskuet i Reipå i juli 1953 udstilledes kun 25 køer, 11 heste
og l hold svin, og tilskuernes antal var under 100.

Der har aldrig været sætere i Nordland. Ganske vist udnyttes kambro-siluriske fjelde sydligere til sæterdrift, men i Nordnorge er dels forvitringsprocesserne langsommere, dels er fjeldene gennemgående for stejle, og de klimatiske forudsætninger for denne driftsform mangler.

Af Meløy mejeris 307 leverandører i 1952 havde kun 58 reguleret køernes kælvning således, at de kunne levere mælk alle årets måneder. På grund af transportvanskeligheder leverer nogle bønder kun fløden, og mange leverer kun hveranden dag.

Mælketransporten foregår med to biler (der samtidig er rutebiler) og en båd for leverandørernes regning og risiko; leverandørerne betalte i 1952: 2 øre, 1960: 3 øre pr. liter for transporten; resten dækkedes af staten.

1951 blev der leveret fem gange så megen mælk i juli som i december, men i 1952 kun dobbelt så meget, og der var derfor ikke i 1952 brug for suppleringsmælk hverken i november eller december. Man stimulerede nemlig produktionen af vintermælk ved at betale 10 øre mere pr. liter og fik derved flere bønder til at regulere køernes kælvningstid. Variationerne i årets måneder 1960 fremgår af fig. 8.

Alt salg af mælk, selv til naboer, foregår over mejeriet. Prisen var i 1953: 42 øre pr. liter, idet producenten fik et tilskud på 11 øre, således at man teoretisk kunne købe mælk på mejeriet for 42 øre og sælge den igen på samme mejeri for 53 øre. 1960 fik leverandørerne67.15 øre + »driftsvanske«-tillæg fra staten på 9 øre for leverancerunder 5 t og 5 øre for leverancer mellem 5 og 10 t. I salg til

forbruger kostede mælken i 1960: 62 øre pr. liter, fra 1/9 1961
72 øre. Det nærmeste nabomejeri ligger i Bodø, ca. 100 km borte.

1949 var der omtrent l får pr. indbygger. Antallet var stigende
trods de usikre afsætningsforhold og lave priser, men for 1960 opgives
antallet ikke.

Hesteantallet var i 1949 omtrent l pr. 6 ha indmark, noget mindre end for Nordnorge som helhed, men dog stort og tyngende; mange heste blev aldrig brugt. 1959 var det da også dalet til l hest for hver 15 ha.

Gedeholdet var allerede i 1949 uden betydning. Når også svineholdeter så übetydeligt, må det ses i sammenhæng med kartoffelarealetstilbagegang og iøvrigt med de samme faktorer, som gør svineholdet lille i alle nordlige lande: at for stor en del af foderet skal købes. Men det er et spørgsmål, om det ikke kunne betale sig i hvert fald for de nærmest mejeriet boende at afkøbe mejeriet den valle (mys), som ellers hældes i kloaken, evt. i noget inddampet tilstand(laktose)

stand(laktose)til svinefoder. Der er mindre end l høne pr. indbygger,skønt
interessen for hønseavl er stigende.

Landbrugets tekniske hjælpemidler er i stærk fremmarch (tabel 5), men medens nogle anvender traktortrukne vogne til høtransport og hejser et helt læs ad gangen op i laden (flere gårde i Dalen), måtte andre endnu i 1953 bære høet ind eller selv trække vognen (nr. 10 i Øysund, se fig. 3). En bonde i Torsvik behandlede jorden og transporterede afgrøderne i hus ved hjælp af en immobil elektromotor, gamle tandhjul og en skibskætting. Arealet, der ligger på stærkt skrånende terræn (hvilket er uhyre sjældent i kystdistriktet), pløjes kun i én retning, således at dyrkningsjordens naturlige nedadgående bevægelse stort set kompenseres af en opadgående.

Egentlige gartnerier findes ikke? men såvel frilands- som væksthusgartnerier findes langt nordligere (Harstad, Tromsø, Kirkenes). Mosejorden ville egne sig dårligt, da bakterieomsætningen under de forhåndenværende klimaforhold er for langsom. Langt bedre er det marine forlands varme sandjorder.

Der ligger her som i det øvrige Nordnorge i store træk kun en enkelt række gårde på de marine forlandsflader foran og mellem de stejle klipper (fig. 3). I de senere år er som nævnt nogle af baglandsmoserne kultiveret og bebygget, hvor de bedste dræningsmuligheder findes: i Dalen (fig. l, D) f. eks. 8 bureisningsbruk 1935^—39, i Sæterenget 5 bruk 1934_—49 (den vestligste del af området E på fig. 1), i Fore (G) 10 bruk 1933—41, men ingen i Øysund-Øra (B) efter 1921.

I Øysund-Øra var der 1879 kun 2 gårde; indmarkens daværende størrelse fremgår af fig 1. De 12 landbrug, der var i 1953 (fig. 3), havde tilsammen godt 500 ha udmark (tabel 6), hvoraf 235 ha dårlig skov (kun en halv snes ha produktiv) og 265 ha beite og skrapmark. (Brug nr. l, 4 og 8 er usædvanlig store efter nordnorske forhold). Der var ialt ca. 80 ha indmark, hvoraf 65 ha dyrket, 90% med græs og 8% med kartofler. Den eneste græsplante, der blev sået, var Timoté; almindeligst var en finsk sort. Der findes dog nu en nordnorsk type, som er mere konstant, men den er endnu ikke formeret tilstrækkeligt til salg. Efter 3 års forløb er timotéindholdet synligt aftaget til fordel for vilde græsarter, og efter 10 år er det så godt som forsvundet. Den almindelige udsædmængde er 30—50 kg pr. ha; der tages ét slet og gennemsnitsudbyttet af hø er ca. 60 hkg pr. ha, varierende bl. a. med den tilførte kunstgødningsmængde fra omkring 100 til 25 (gård nr. 10, hvor man klager over, at jorden er for tør). Høbjergningstiden kan strække sig fra den 26/6 til den 30/7, endog på samme brug (nr. 5, på grund af manglende arbejdskraft).

Der dyrkes ialt 5—65^—6 ha med kartofler; de dyrkes i reglen ikke på samme jordstykke hvert år; al landbrugsjorden er velegnet kartoffeljord, men om noget systematisk sædskifte er der ikke tale. I de brug, hvor man dyrker byg eller havre (l, 2, 4 og 5) tager det sig i reglen således ud: 1) korn, 2) kartofler, 3, 4, 5 ... græs. Der sættes (midt i maj) 20^—25 hkg kartofler pr. ha, afhængigt af knoldstørrelsen. Man bruger helst store knolde for hurtigt at få planterne store. Gennemsnitshøsten er lidt over 200 hkg pr. ha og ligger således noget over Nordland som helhed (140 hkg pr. hat¹¹)). Til kartoffelmarker anvendes i almindelighed kunstgødning, undertiden kun staldgødning (nr. 5). Der kommer yderst sjældent frost til kartoflerne, som tages op sidst i september. Nattemperaturen synes at være den vigtigste enkeltfaktor for kartoflers trivsel, idet de kun synes at kunne sætte knolde, når denne overstiger 12°(¹⁷), et forhold, der må medvirke til forklaringen på, at de kan vokse i midnatssolens land.

Seksradet byg sås sidst i maj og høstes først i august; den kan altid nå at modne her. Udsædmængden er gennemsnitlig 2 hkg pr. ha og udbyttet omkring 30^—40 hkg. Flere bønder dyrker ikke byg og begrunder det med, at den sandede jord hurtigt bliver for tør.

Havre bruges i reglen som grønfoder, og hvor det dyrkes til modenhed
(nr. 4), angives det kun at yde 4 hkg pr. ha. Der synes således
at være for tørt til havre.

Der holdtes i 1953 41 malkekøer. Kun brug nr. 5 og 6 havde kulturbeite(resp.
2 og % ha), således at køerne må græsse næsten udelukkendepå

lukkendepådyrket græs, hvilket sædvanligvis ikke er tilfældet. Dertilkommer 15 kvier, tyre og kalve. Køerne gav tilsammen 58.378 kg mælk i 1953, 1.524 kg i gennemsnit pr. ko mod 3.976 kg med 4.21 % fedt i gennemsnit for danske køer 1952/53. 1960 gav de 68 malkekøer137.400 kg mælk eller 2.020 kg i gennemsnit mod 3.737 for Danmark. I 1953 havde ingen af gårdene malkemaskine, i 1960 havde 4 gårde det. Køerne står på stald fra oktober til maj.

6 brugere havde høns, tilsammen 135. Ingen af dem havde over 50. Alle æggene blev solgt. Der var 19 får med 28 lam; nr. l havde 2 heste + traktor; også nr. 4 havde traktor. Nr. l og 4 havde hver en silo samt en selvbinder i fællesskab med en mand i Dalen.

Der er altså som overalt i Nordnorge langt mere dyrkelig jord, end man har været interesseret i at dyrke, fordi landbruget på de fleste gårde kun har været et bierhverv til fiskeriet. Landbruget, først og fremmest pasningen af husdyrene, er således i stor udstrækning overladt til kvinderne. Ejerne af nr. 5 og 7 samt voksne sønner fra nr. l og 7 tager stadig på Lofot-fiskeri, ejeren af nr. 2 har gjort det indtil fornylig, før fiskeriets mekanisering endnu flere. Nye industrier er i de senere år vokset frem, og den dermed stærkt voksende befolkning udgør naturligvis et vigtigt marked for landbrugsvarer. Af Meløy herreds 7613 indbyggere boede i 1960 over 2000 omkring vandkraftværket Fykanåga og Norsk Hydro inderst i Glomfjorden. Desuden havde mange bønder fast arbejde på disse virksomheder, f. eks. ejerne af gårdene nr. 3 og 6, der har ca. 30 km til deres arbejdsplads. »Fiskagn«, et fryseri for en række af havets produkter, beskæftiger direkte ca. 70 til stadighed og det dobbelte antal i sæsonen (deriblandt 2 mand fra gård nr. 4). Dertil kommer mejeriet i Ørnes, der direkte beskæftiger 10 mand, inclusive kontor- og butikspersonale, samt mælkeruternes chauffører. Denne udvikling af landbrugets hjemmemarked har således samtidig lagt beslag på en omtrent lige så stor procentdel af landbrugets arbejdskraft som den, der før var beskæftiget i kystfiskeriet, de fleste steder i Nordnorge endog en større andel end før, således at landbrugets udvikling gennem udstykning af gårdene til industriarbejder- og fiskerboliger er bremset endnu mere i andre nordnorske egne end i den undersøgte, nordlige del af Meløy herred.

Sammenligning med Færøerne og Hebriderne.

Meløy herreds sandede, marine aflejringer »drikker« fugtigheden
så hurtigt, at kunstvanding ofte ville være ønskelig for at opnå optimaltudbytte
af kulturafgrøderne; landbrugsjorden på Færøerne og

de britiske Atlanterhavsøer, der ligger på skrånende bjergsider, er
derimod vandlidende.

Middeltemperaturen for hele året er omtrent ens på de tre steder, men Nordnorge er mere kontinentalpræget end de andre områder; sommeren er kortere, men mere intens. Også lysfaktoren virker om sommeren med størst intensitet i Nordnorge.

På Færøerne er 3^/2% opdyrket, og det vil næppe være muligt at komme over 4%; mulighederne er således omtrent udtømte. Men i Nordnorge er kun 1% opdyrket, medens yderligere 2.4% kunne opdyrkes (dog er begrebet dyrket jord ikke entydigt). På Færøerne er der i/,, ha dyrket jord pr. indbygger, i Meløy herred 1/₅, altså omtrent samme størrelsesorden, men sidstnævnte sted er der som nævnt betydelige

På Færøerne er landbrugsjorden på grund af arvereglerne stærkt opdelt, hvilket i forbindelse med terrænforholdene vanskeliggør rationel anvendelse af arbejdsbesparende maskiner. Anvendelsen af sådanne hæmmes både på Færøerne og i Meløy herred af brugsstørrelsen. Ved rationalisering af maskindriften kunne der sikkert opnås fordele begge steder; medens nogle nordnorske brug er overmekaniserede, som det kan ses af ovenstående eksempler, er de færøske gennemgående undermekaniserede. Men Færøernes landbrug er mere påvirket af moderne teknik end Hebridernes, hvor 2.6% er opdyrket, og hvor f. eks. den primitive høbjergningsteknik har et stort spild af den knappe afgrøde til følge.

Der er rigeligt med græsning til fårene i Nordnorge, hvor fåreantallet er mindre pr. arealenhed og pr. mand end på Færøerne. Græsmarksteknikken er noget forskellig i de to områder; der er kulturgræsgange i den færøske hauge, men de gødes i modsætning til de norske ikke systematisk. Ved gødningstilførsel øges græsudbyttet gennem en forlænget vækstperiode.

Køerne (fig. 7) giver for hele Meløy herred gennemsnitlig 2.000_— 2.500 kg mælk årlig(¹¹), på Færøerne giver de gennemsnitlig 1.500_—1.600 kg om året (5),(⁵), men dér er det andre (mindre) racer, så direkte sammenligning vil være misvisende. Også fårene er af en større race i Nordnorge, hvor de gennemsnitlig får 11/21¹/2 lam pr. moderfår, medens den mindre race på Færøerne får %. Artificiel insemination af får og køer ville i begge områder spare føde til talrige handyr og samtidig forbedre racerne.

Kartoflerne giver omtrent ensartet udbytte i de to områder.
Moderne bekvemmeligheder er i større udstrækning blevet indført

hos landbefolkningen i Meløy herred end på de nævnte øer, bl. a.

takket være elektrificeringen, selv om enkelte områder endnu ikke har fået strøm på grund af de store omkostninger ved det lange ledningsnet.Takket være SEV-værket er Færøernes elektrificering nu også i fremmarch.

På Færøerne, hvor fiskeriet lægger beslag på en væsentlig del af
den mandlige arbejdskraft, er landbrugsarbejdet ligesom i Meløy
herred i udstrakt grad overladt til kvinderne.

Fiskerimulighederne i Nordnorge har givet anledning til den stærkt spredte bebyggelse, som igen er kommet landbruget til gode, idet man herved har haft muligheder for at udnytte større områder. På Færøerne er det derimod først og fremmest den sparsomme landbrugsjord, der har givet anledning til den spredte bebyggelse.

Færøernes og Nordnorges erhvervsudvikling er blevet fulgt med interesse og støtte fra regeringsside, medens dette i langt ringere grad har været tilfældet for de britiske Atlanterhavsøers vedkommende, hvor såvel befolkningstallet som landbrugsarealerne og fiskeriet er gået tilbage. På Færøerne er befolkningstallet gået frem på grund af fiskeriets opsving, i Meløy herred skyldes befolkningsfremgangen dels forskellige støtteforanstaltninger til landbrugets og fiskeriets drift, dels anlæggelsen af industrivirksomheder. Herved er som nævnt dels skabt et øget marked for landbrugsvarer, dels berøvet landbruget en del af dets arbejdskraft. Dette ville til dels kunne opvejes ved mekanisering af større landejendomme, end der findes i området i dag.

---

* Tallene fra arealer, der hører til allerede eksisterende brug er fra „jordbrukstellingen", tallene for større, sammenhængende felter fra „landbruksdepartementet". Da disse tal er indhentet på forskellig tid og på forskellig måde, kan man ikke se bort fra muligheden af, at samme areal i nogen grad kan være medregnet i begge tal. Desuden kan det bero på skøn, om et bestemt areal anses for egnet til dyrkning.

** 156 ha „fulldyrket" + 8 ha „overflatedyrkel".

*** Ingen „bureisningsbruk" oprettet efter 1954.

+ Heraf 14 tohjulstraktorer.

++ På gård nr. 4 i Øysund.

+++ Heraf tilhørte en gårdene nr. l + 4 i Øysund + en gård i Dalen.

LITTERATUR

1. Hagerup, O. (1935). Revling. »Grønland«.

2. Kampp, Aa. H. (1938). Landbrug på Færøerne. Geografisk Tidsskrift.

3. Kampp, Aa. H. (1938).0m Hebriderne.Nogle befolknings-og erhvervsproblemer.
Geografisk Tidsskrift.

4. Kampp, Aa. H. (1939). Nogle befolknings- og erhvervsproblemer vedrørende
Hebriderne, sammenlignet med Færøerne. Naturens Verden.

5. Kampp, Aa. H. (1950). Færøerne, folk og erhverv. København.

6. Løddesøl, Aa., og Hovde, O. (1939). Myrene i Helgelands kystdistrikter.
Medd. fra det norske Myrselskab.

7. Meløy mejeri (1952). Årsmelding.

8. Nordlands Landbruksselskab (1954). Medd. fra Nordlands Landbruksselskab.

9. Norsk Meteorologisk Institut (1949). Nedbøren i Norge 1895-1943.
Oslo.

10. Rekstad, J. (1922). Norges hevning etter Istiden. NGU nr. 96.

13. Sømme, A. (1949). Jordbrukets Geografi i Norge. C. Atlas. Bergen.

14. Sømme, A. (1950). The Physical Background of Norwegian Agriculture.

15. Sømme, A. (1951). Om bruk af Jordskiftekart og fotogrammetriske
kart. Norsk Geografisk Tidsskrift.

16. Sømme, A. (1954). Jordbrukets Geografi i Norge. A. Tekstbind. Bergen.

17. W endt, F. W. (1954). Klimaets indvirkning på planter. Naturens
Verden.