W. Prange: Siedlungsgeschichte des Landes Lauenburg im Mittelalter.

(Quellen und Forschungen zur Geschichte Schleswig-Holsteins, Band 41).
Neumünster 1960. 415 sider + 52 kort i bilagsmappe. 23,5 X 15,5 cm. Disp.
DM 33,—.

Afhandlingen må siges at have særlig interesse for danske bebyggelsesforskere, eftersom undersøgelserne omfatter de samme landskabsformer, som man træffer i Jylland, d. v. s. bakkeøer, hedesletter og ungmoræner, og parallelen til Jylland kan følges gennem de middelalderlige vejlinier, der også her har fulgt vandskelslinierne og er gået uden om landsbyerne. Men går man over til selve bebyggelsesudviklingen, hører de fleste lighedspunkter op, væsentligt forårsaget af det forhold, at Lauenburg er gammelt slavisk område, der i løbet af mindre end 100 år, i tiden fra 1143 til ca. 1230, blev fuldt koloniseret af tyske immigranter.

Arbejdets første halvdel koncentrerer sig især om denne kolonisationstid, hvorfra man er så heldig at have omfattende og meget nær fuldkomne tienderegistre fra 1194, 1230 og 1335, og ved hjælp af disse har forf. været i stand til at give et meget overbevisende billede dels af de gamle slaviske bebyggelsesformer, men især af de landsbyer, der blev til netop i denne tid som resultatet af en ordnet tysk kolonisation. Forf. har herigennem konstateret, at en række landsbyformer allerede fandtes i den slaviske tid, som f. eks. Zeilendörfer, Gassendörfer og Sackdörfer, mens andre som Strassendörfer og Angerdörfer ikke har eksisteret i Lauenburg før den tyske kolonisation. Herved er det bevist, at disse to sidstnævnte typer var gængse i Nordtyskland i højmiddelalder.

Forf. har yderligere konstateret, at de ældst anlagte agre i de tyske landsbyer har ligget i en bestemt rækkefølge, og at agerbredden har været 5 roder å 4,55 m. Enhedsmålet har dog ikke været agerbredden, sådan som det tilsyneladende har været tilfældet i Danmark, men derimod en arealenhed, en Hufenland, l Hufen var på 6000 kvadratroder eller ca. 12,5 ha, men der har også eksisteret arealenheder på det halve heraf. De oprindelige kolonister fik tildelt l Hufenland, og en sådan ejendom kaldtes en Hufen. Denne betegnelse havde i høj grad også retsligt indhold, idet kun indehavere af l Hufenland var fuldt berettigede til at tage ny jord under plov inden for det til rådighed stående areal, hvorimod alle nytilkommende jordbesiddere, der ikke havde været med fra landsbyens start, var og blev mindreberettigede og benævntes Kätner. Det er sandsynligt, at man kan drage paralleler herfra og til de danske betegnelser: helgård contra halvgård el. boel.

Forf. beskæftiger sig også med udsædens størrelse og høsten i middelalderens landsbyer, med forskellige former for vangebrug, og et betydeligt kapitel er også helliget ødelandsbyerne, dels de former, hvorunder disse Wüstungen optræder, dels tidspunkter for dem (1350-1430) og endelig årsagerne hertil. Disse undersøgelser bekræfter stort set tidligere antagelser.

Forf. har gennem dette arbejde ydet et stort og vægtigt bidrag til middelalderens bebyggelsesgeografi og forøget vor viden på flere væsentlige punkter, ikke mindst på det landbrugsorganisatoriske. Men anmelderen vil desuden gerne udtrykke sin anerkendelse af den måde, hvorpå forf. gang på gang, bevidst eller übevidst, slår fast, at man inden for denne forskningsgren (som alle andre steder) skal være uhyre forsigtig med at generalisere. Middelalderens dyrkningsformer og -metoder har utvivlsomt været langt mere individuelle og varierede, selv mellem nærliggende lokaliteter, end man almindeligvis antager. Alene denne konstatering og fremhævelsen heraf er af stor værdi for det videre arbejde i bebyggelsesgeografien. W«/,« Unn^n