Hermann von Wissmann: Die heutige Vergletscherung und Schneegrenze in Hochasien mit Hinweisen auf die Vergletscherung der letzten Eiszeit.

Mit einem Beitrag: Bemerkungen zur Klimatologie von Hochasien. Aktuelle Schneegrenze und Sommerklima, von Hermann Flohn. Akademie der Wissenschaften und der Literatur. Abhandl. Mathem.-Naturwiss. Klasse, Jahrg. 1959. Nr. 14. 18 x 25cm. 333 sider, 4 pl. og 3 kort. Wiesbaden 1960. DM 34,40.

Gletscherne og snemarkerne i det centralasiatiske højbjergområde udgørmere
end halvdelen af jordens ikke polare landismasser, og efter
det internationale geofysiske års undersøgelser af de amerikanske og de

centralafrikanske gletschere er Centralasien i glaciologisk henseende et af de dårligst kendte områder; og i hvert fald i den vestlige verden ved vi nu betydelig mindre om disse gletscheres materialhusholdning og deres fysiske forhold, end vi ved for de polare gletscheres vedkommende.

På grundlag af et uhyre omfattende litteraturstudium har Hermann von Wissmann givet en oversigt over snegrænsens beliggenhed før og nu i Centralasien. Der er her samlet et uhyre materiale af observationer og iagttagelser fra mange forskellige sider, men særlig fra R. Finsterwalder, Sven Hedin, R. Schlagintweit, R. D. Zabirov o. s. v. Desværre kommer Wissmann kun lidt ind på, hvad der egentlig forstås ved snegrænsen, og hvilke faktorer der betinger den; idet han går ud fra Pencks gamle antagelse af, at ved snegrænsen er den årlige middelnedbør i fast form = ablationen (fordampning + afsmeltning). Dette gælder i hvert fald ikke for de polare gletschere, hvor den pålejrede is spiller en betydelig rolle, og hvor ligevægtsgrænsen mellem nedbør og ablation ligger langt under snelinien eller firnlinien. Der foreligger kun meget lidt publiceret om betydningen af pålejret is for de centralasiatiske gletschere. På forhånd må det antages, at den pålejrede is i dette aride klima vil spille en ret ringe rolle, men der foreligger ingen målinger til at bekræfte eller afkræfte dette; men så længe vi ikke har en gennemgående analyse, kan man i hvert fald ikke gå ud fra, at snegrænsen betegner en ligevægtstilstand mellem akkumulation og ablation.

For Wissmann er snegrænsen den »klimatiske snegrænse«, som betegner middelhøjden af den lokale snegrænse på solbeskinnede skråninger og på skyggesiden, på vindexponerede og på beskyttede skråninger o.s.v. Denne snegrænse vil som regel fremgå direkte af fotografier i området taget sidst på sommeren, og den gennemgås nu distrikt for distrikt. Observationerne har han indtegnet på et kort, der giver snegrænsens højde over havet. Som ventet ses en stærk aftagen af højden, når man fra det centrale højland bevæger sig ud mod randbjergene. Den højeste snegrænse findes i Centralasien, og den er 6.400 m (det er den maximale snegrænse for hele verden), herfra aftager den til 4.400 m på sydvestsiden af Himalaya. Baseret på studier af moræner og andre beviser for den pleistocene nedisning viser Wissmann, at snegrænsen under istiden har ligget 300-1100 lavere end nu. Det er et fortjenstfuld! kompendium, Wissmann her giver geografen i hænde.