Abstract

Since 1862, a Greenlander has been selected in each inhabited place in Greenland to note down the catch made by the local inhabitants; at first only of seals arid polar foxes, but later on of all marine and terrestrial mammals, showing the catch in every half months throughout the year. The present article deals with the many purposes which this numerical material may serve.

Siden 1862 er der ført og føres fremdeles i Grønland en jagt- og fangstoptælling, som må have interesse for biologer og geografer, der vil fordybe sig i Grønlands fangst-, erhvervs- og ernæringsforhold (tabel I).

Dette talmateriale er fremkommet ved, at der på hver enkel beboet plads i Vestgrønland i næsten 100 år har været udpeget en mand til at notere, hvad der fanges af sø- og landpattedyr ved stedet indenfor hver halve måned. Det siges, at der ikke er noget andet jægerfolk, der selv har ført sin statistik for fangst så langt tilbage. I denne forbindelse kan også nævnes, at de gamle forstanderskaber og senere de små kommuneråd siden 1881 har ført en detailleret erhvervsredskabsoptælling (tabel II). Begge dele danner grundlaget for 11. til 15. afsnit i det af Grønlands Styrelse i 1942^—1945 udgivne værk: Statistiske Oplysninger om Grønland.

Dr. phil. H. Rink, inspektør i og senere direktør for Grønland, organiseredefangstoptællingen i 1862. Den skulle vise den nytte, den enkelte fanger havde gjort for sit samfund, thi i forhold hertil skulle han have del i forstanderskabskassens — senere kommunekassens— årsoverskud. Denne optælling er siden 1876, og muligvisogså før, blevet trykt for det tidligere Sydgrønlands og vistnok også den nordlige landsdels vedkommende. Da den offentliggjortes med navns nævnelse, så fangeren dér selv kunne efterse, om hans

fangst var fuldt opført, bevirkede det, at de udpegede fangstlisteførereuvilkårligt
udførte arbejdet med stor omhu. Hvervet føltes
som et æreshverv. Først fra 1911 blev det et lønnet hverv.

De årligt offentliggjorte summariske sydgrønlandske »fangstsaminendrag« omfattede dog i begyndelsen kun ræv og sæl. Sælerne var ikke delt i arter, men kun i »store« (d. v. s. voksen grønlandssæl, voksen spættet sæl, klapmyds og remmesæl) og »små« (d. v. s. ringsæl, ung grønlandssæl og ung spættet sæl). Men fra 1900 indgik tillige marsvin, ren, bjørn og haj (havkai) i listerne. Fra 1916 også hvidhval. Men først fra 1948 føres der optælling specificeret for hver enkelt sælart; samtidig optoges grind og senere også vågehval og knølhval.De fra 1903 offentliggjorte nordgrønlandske*) sammendrag omfattede på tilsvarende måde sæl, hvalros, hvid- og narhval, marsvin, ræv, ren og bjørn samt havkai, men allerede i 1939 specificeredes sælerne efter art. Senere tilkom vågehval og knølhval. Offentliggørelsen sker nu ikke længere med navn på de enkelte fangere.

I de senere år er der tilføjet en særlig rubrik i fangstsammendraget, hvori vægten af kød og spiselige indvolde af de fangne dyr er udregnet, hvorved opnås en »generalnævner« for stedets samlede fangstresultat til praktisk sammenligning med andre steders fangstresultat (tabel I). For en treårig periode 1948_—1950 har tillige været ført lister over nedlagte edderfugle, og en lignende optælling er nu igangsat for lomvie.

Grønlands landsråd henstillede i 1957, at sammendraget fremtidig

— foruden den hidtidige oversigt over fangst- og jagtudbyttet — i et særligt afsnit kom til at omfatte også en oversigt over, hvad den øvrige produktion udgjorde, idet en sådan oversigt savnedes i grønlandsk sprog. For 1958 er sammendraget derfor udvidet til også at omfatte, hvad befolkningen tjener i penge ved salg til Den kgl. grønlandske Handel (K.G.H.) af fiske-, fåreavls- og fangstprodukter, såvel i absolutte tal som pr. familie (tabel III). Tillige er tilføjet i absolutte og relative tal, hvad befolkningen køber for i K.G.H.s butikker, hvilket giver et tilnærmet mål for de enkelte områders levefod gennem årene (jfr. nedenfor).

I Ministeriet for Grønland foretages for hver dyreart en grundlæggende bearbejdelse af det modtagne materiale, så at det kan ses, hvad der ved hvert beboet sted er fanget i hver enkelt af årets 24 halvmånedlige terminer, i hvilken form det vil være let tilgængeligt for eventuel videnskabelig bearbejdelse.

---

*) d.v.s. den oprindelige betegnelse for Vestgrønlands nordlige del.

I ministeriet er enkelte tabeller og diagramnier af erhvervsmæssig og biologisk interesse udarbejdet. Således er for sælarternes vedkommende for en treårig periode udarbejdet de hosstående 5 diagrammer (fig. l—5)l^—5) med det formål at finde frem til den årlige erhvervsturnus landet over; men biologisk set viser de for grønlandssæl og klapmyds tillige, hvornår disse årligt ankommer til vestkysten fra Newfoundlandsfeltet, hvorledes de fordeler sigåret over langs vestkysten og hvornår de, sent på vinteren, trækker tilbage mod deres respektive ynglepladser. Tilsvarende diagram vil kunne opstilles for grindens, marsvinets og den spættede sæls ankomst og afgang.

Af P. P. Sveistrup er foretaget en undersøgelse til belysning af den indflydelse, som den fra ca. 1914 mærkbare temperaturstigning fik på den høj arktiske ellers stationære ringsæl, idet fig. 6 viser, hvorledesfangsten tog af, da temperaturstigningen begyndte, fordi sælen bredte sig længere nordover. De siden århundredskiftet vekslende ankomsttider og sydlige udbredelsesgrænser for de om efteråret sydvandrendenar

vandrendenar- og hvidhvaler, såvel som tidspunkterne for forårstrækketnordpå
vil ligeledes kunne belyses ud fra det foreliggende
talmateriale.

Spørgsmålet om, hvorvidt klimaændringen medførte en varig eller kun midlertidig nedgang i sælfangsten er undersøgt for en 18-årig periode: Ringsælen synes siden 1945 atter at brede sig sydover, medensden under den varme periode (1915^—1944) skønnedes usædvanligtalrig

vanligtalrigi Thule distrikt (jfr. fig. 5 vedr. 1949-50). Grønlandssælen,der under mildningen forekom usædvanligt talrigt helt oppe i Thule distrikt, synes under temperaturfaldet ikke længere i samme omfang at gå så højt nordpå, idet pukkelen i fig. 8 på Upernaviks kurve for 1948 tyder på, at en del af de sæler, der ellers trak til Thule, da forblev sommer og efterår i Upernavik. Og pukkelen 4 år senere på Umanakkurven og tilsvarende fald i Upernavikkurven synesat vise, at der da var en del af Upernaviks sæler, der foretrak dette sydligere distrikt. Herefter ses kurverne også at falde syd herfor.Det vil sikkert være af biologisk interesse, om tilsvarende kurverogså udarbejdes for grind, marsvin, spraglet sæl og remmesæl.

Til belysning af, hvilke formål dette talmæssige materiale i større
eller mindre omfang kan tjene, kunne følgende formentlig anføres:

Der findes for Grønland nedsat et planlægningsudvalg, hvis formål er at bedømme, hvor udvikling kan sættes ind med oprettelse af havneanlæg, kraftstationer, vandværker m. m. til fremme af fiskerierhvervet (filettering, dybfrysning, henkogning m. m.). Den kgl. grønlandske Handels (K.G.H.) almindelige produktionsstatistik og resultaterne fra de fiskeribiologiske undersøgelser tjener til grundlag herfor, men fangstsammendraget har den indirekte betydning at vise, hvor fangst — og ikke fiskeri — er det bærende erhverv, og hvor større teknisk udvikling i erhvervsfremmende henseende derfor ikke er påkrævet. Til typiske fangerdistrikter må henregnes Godhavn, Vaigat, Umanak og Upernavik, Thule og Scoresbysund. Til fiskeridistrikter strækningen fra Kap Farvel til Nordre Strømfjord. Egedesminde, Christianshab, Jakobshavn og Angmagssalik er blanding af begge dele.

Endvidere findes en befolknings kommission, hvis formål er i fiskeridistrikterne at fremme koncentration af befolkningen om de kommende fabriksbyer for fisketilvirkning, til afløsning af de nuværende over kysten spredte ca. 100 hovedsagelig små fiskeristationer, der kun er indstillet på saltfiskbehandling, hvilket produkt i modsætning til dybfrosne eller henkogte produkter kun opnår ringe priser på verdensmarkedet. Denne kommission udpeger derfor de steder, der er så ringe i produktionsmulighed og folkemængde, at de efterhånden bør søges affolket, og udpeger de steder, der findes velegnet for tilflytning. Sammendraget (tabel III) kan her yde kommissionen en række oplysninger til støtte i dets afgørelser.

Endvidere findes et boligstøtteudvalg, der giver lån og tilskud såveltil
nye boliger som til hovedreparationer. For fiskeridistrikternes
vedkommende søger udvalget at støtte befolkningskommissionens

koncentrationsbestræbelser ved fortrinsvis at bevilge boliglån og -støtte til tilflyttere til fabriksbyer. For fangerdistrikterne tilstræber udvalget ikke nogen sådan koncentration, da sødyrfangst forudsætteren spredtboende befolkning, idet for mange fangere ved et sted medfører en overjagning af fangstfeltet og dermed tilbagegang i udbyttet.Fig. 11, der hidrører fra et decideret fangerdistrikt (Upernavik),er således et karakteristisk eksempel på, at jo færre fangere,der bor ved et sted, des mere fanger den enkelte erhverver. Dette viser, at det er yderst betænkeligt at nedlægge små bopladser i de egentlige fangerdistrikter. Omvendt ses det for fiskeridistriktersvedkommende (f. eks. Nanortalik, fig. 12) klart, at dér er fangst kun et bierhverv. Tilflytning til en fabriksby er derfor her et gode, idet fiskerne opnår højere priser ved byernes fabrikker. For en fanger er det derimod en betænkelig sag at forlade sin hjemegn. Dette erhverv kræver dybtgående kendskab til hjemegnens vind-, nedbørs-, strøm-, bund- og dybdeforhold samt til dyrenes trækvaner og adfærd på årets forskellige tider. Flytter han, får han et handicap sammenlignet med tilflytningsstedets egne fangere. Boligstøtteudvalgetstøtter derfor fangerdistrikternes duelige fangere, selv om de ønsker at forblive ved de små steder, mens der vises varsomhed med ydelse af boligstøtte og lån til personer, der ikke fuldt kan ernære sig ved fangst. Dette gælder særligt den opvoksende ungdom i de nordligebyer, hvor vinterarbejdsløshed er almindelig. Disse unge, der hovedsagelig er daglejere, tilskyndes derfor til at opføre hus i en fabriksby. Under alle omstændigheder er en sådan udtynding nødvendig,da den meget hastigt voksende befolkning ellers ville overbefolkefangstområderne.

Det førnævnte planlægningsudvalg forudsætter i sine bestræbelser for at fremme produktionen, at bopladsbeboere og beboere af mindre udsteder i fiskeridistrikterne tilvandrer fabriksbyerne, og at urentableudsteder nedlægges, men forudsætter ikke en affolkning af fangerdistrikterne eller nedlæggelse af disses udsteder. Et fiskeridistriktkræver nemlig megen søtransport fra hovedhandelsstedet til udstederne af salt til saltfiskeberedningen og til afhentning af den færdige saltfisk og kræver investering i anløbsbro, saltehus m. m., hvorimod et udsted i et fangerdistrikt kun kræver en yderst ringe salttilførsel til saltning af spæk og hajlever, hvilket taler for udsteders nedlæggelse sydpå og deres bestående nordpå. I øvrigt kan til gunst for opretholdelse af udstederne nordpå anføres, at for hvert kilo kød, fangsten giver (ialt ca. 2.000 tons årligt), spares tonnagefor et tilsvarende kvantum indførte fødevarer (fig. 13), hvorimodbefolkningen

imodbefolkningeni fiskeridistrikterne sydpå har et tilsvarende mer-forbrug af grovere proviantsorter, og at det netop er på disse varer, hovedparten af det tilskud falder, staten årligt yder til billiggørelseaf nødvendighedsvarer (ca. 8 mill. kr. p. a.) til højnelse af levefoden. Til afgørelse af, om et udsted skal bestå eller ikke, vil man derfor kunne støtte sig til sammendragets tal for naturalproduktionog forbrug (tabel I og III).

Der findes også et ernæringsråd for Grønland. Dettes opgave er bl. a. at overvåge, at kosten har den rette sammensætning og mængde til årets forskellige tider. I fiskeridistrikterne, hvor ernæringen,forudenaf fisk, hovedsagelig består af indførte varer (butikskost,fig.13), er det nødvendigt, at visse fødemidler tilsættes vitamin,

kalk og salte, og at grøntsager og kartofler så vidt muligt forhandles året rundt. For fangerdistrikterne finder dette også sted, men er dog her af mindre betydning, da årtusinders erfaringer har vist, at eskimoensoprindeligekost i denne henseende gav ham alt fornødent — så vidt hans forråd strakte. Fig. 9 viser et eksempel på adgangen til protein ved en boplads med få familier (Kigtorssaq i Upernavik distrikt),hvorstedets to familier gennemsnitligt har ca. 2.000 gr kød pr. dag pr. individ, og fangsten er nogenlunde jævnt fordelt over årets måneder med maximum i maj og april og med et dog ikke udpræget minimum i marts. Fig. 10 er i modsætning hertil et eksempel på adgangen til protein ved et udsted med mange familier (Sdr. Upernavik i Upernavik distr.),hvor stedets 23 familier gennemsnitligtkunhar 680 gr kød pr. dag og et lavt minimum i månederne juli, august, november, december og januar. Tilsvarende diagrammerfindesudarbejdet for hvert beboet sted i samtlige fangerdistriktersamtfor fiskeridistriktet Nanortalik. — I de udgivne sammendragmeddelessom

mendragmeddelessomnævnt årligt, hvad hvert enkelt beboet sted
har haft af protein pr. familie.

Også oplysninger om levefoden i dens helhed kan for udstedsområdertil en vis grad udledes af de årlige sammendrag. År for år kan gennem disse følges, hvad der pr. familie købes for i kroner og ører ved pågældende handelssted. (Der købtes således i 1959 pr. familie i det sydlige Vestgrønland for 6.600 kr. og i det nordlige Vestgrønlandfor 4.900 kr. varer i K.G.H.s derværende butikker. Lægges hertilværdien af familiernes naturalforbrug (kød og spiselige indvolde samt fuglekød fra fangsten; sydpå 440 kg, nordpå 1160 kg pr. familie),og sættes dette til samme pris som K.G.H.s pris på frosset hvalkød2,50

kød2,50kr. pr. kg, fås en levefod på 7.700 kr. sydpå og 7.800 kr. nordpå. Til disse sidste tal skal dog lægges værdien af den fisk, familiernespiser (tallet er størst sydpå), og de fugleæg, skind og det spæk, de selv anvender (tallene er størst nordpå), men de lader sig vanskelig anslå. Stort set synes der ikke at være særlig stor forskel på levefoden i fiskeri- og i fangerdistrikter. — Befolkningen giver dog også penge ud andre steder end i hjemstedets butik (f. eks. indkøbdirekte fra Danmark eller under besøg i byen) og til andre formål(f. eks. investeringer i boliger og fartøjer). — For byernes vedkommendeville en tilsvarende beregning af den stedfødte befolkningsforbrug pr. familie blive uden interesse på grund af det forbrug,der falder på det store islet af udsendte (håndværkere, arbejdereo. a.), der kun er i landet en mindre del af året, samt på grund af det store salg til byernes offentlige institutioner (sygehuse, sanatorier,børnehjem, kostskoler o. 1.), og til tjenestemændene, hvorimod udstedernes salg temmelig rent svarer til den stedfødte befolknings konsum.

Som det ses af tabel 111, er den indfødte befolkning i stand til at købe varer i K.G.H.s butikker for beløb, der er flere gange større end de beløb, de opnår ved at sælge produkter til K.G.H. Forklaringen på denne forskel søges i, at fiskeres og fangeres husstande tjener penge særlig som daglejede ved losning og lastning, og i fiskeridistrikterne navnlig ved fiskens behandling. Hertil kommer, at andre end de frie erhververe køber varer i udstedernes butikker (stedets alderdomsunderstøttede, få fastansatte o. L).

For et enkelt år (1956) er en beregning på grundlag af et antal familiers husholdningsregnskaber foretaget af en udsendt ekspedition til beregning af Grønlands pristal. Denne kom til en samlet gennemsnitlig nettoindkomst for fiskerfamilier på 8.400 kr. og for fangerfamilier på 6.600 kr. (Beretninger fra Ministeriet for Grønland 1960, nr. 7). Skønsmæssig synes beregningen ret overensstemmende med de ovenanførte beregninger. Indtægten forekommer ikke helt ringe i betragtning af, at den er skattefri, og for fiskerne der fisker fra motorbåd, ligger nettoindtægten oppe på ca. 10.000 kr.

For det grønlandske landsråd og de grønlandske kommunalbestyrelserhar tal for kontantindkomst, naturalindkomst og levefoden i det hele sin interesse, og hertil kan sammendraget altså også bruges.Sammendragene for de enkelte fangstdyr har interesse for rådenesstillingtagen til fredningsbestemmelser o. 1. Også til klarlæggelseaf aldersbetingelse for offentlig forsorg kan fangstlister sammenholdtmed mandtalslister give rådene et bidrag. En undersøgelse

viste således en stærk stigning i fangstevnen indtil midten af tyverne,derefter jævnt stigende indtil tilbagegangen begynder ved fyrreårsalderen,for næsten at ophøre i tresårsalderen (P. P. Sveistrup, Medd. om Grønland, bd. 134, nr. 3, 1944).

/ biologisk henseende kan følgende anføres: Fig. 1-5 viser sødyrenes forekomsttider og trækveje og fig. 6 viser, at den stigende havtemperatur fik ringsælerne til at forskyde sig nordover. Fig. 7 viser, at den atter synkende havtemperatur fik disse til atter at brede sig sydover. Fig. 8 viser, at grønlandssælen ved den indtrådte afkøling ikke i så stort omfang drager nordover som under mildningen. Fig. 9 og 10 giver — sammen med tilsvarende ikke offentliggjorte diagrammer for alle beboede steder i Umanak, Upernavik, Thule, Scoresbysund og Angmagssalik distrikter — erhvervsturnus for de madnyttige dyr. — For følgende dyr: marsvin, hvalros, ringsæl, grønlandssæl, klapmyds, remmesæl, spættet sæl, ren, bjørn, moskusokse og edderfugl, er iøvrigt for en længere årrække udarbejdet, men ikke offentliggjort, oversigter over fangsten.

Ønske om et erhvervsgeografis k værk om Grønland blev fremsat i landsrådet af dets fremstående medlem, nu afdøde folketingsmand Augo Lynge, idet denne i 1951 i landsrådet fremførte, at videnskabsmænd efterhånden havde gjort undersøgelser på snart sagt alle områder i Grønland, men endnu havde ingen gjort forsøg på at kortlægge Grønland erhvervsgeografisk. En del sandt er der vel heri. Dog forelå der allerede i 1946 det ovennævnte under sidste verdenskrig udarbejdede værk »Statistiske oplysninger om Grønland«, på hvilket Grønlandskommissionen af 1950 med dette som udgangspunkt kunne bygge videre. Herudover findes en del afhandlinger af mere lokalt præg. (Medd. om Grønland, bd. 131, nr. 7, bd. 134 nr. 2, bd. 134, nr. 3) samt N. Kingo Jacobsen og P. P. Sueistrup: Erhverv og kultur langs polarkredsen, 1950 og Daniel Bruun: Godthåbsegnen, 1908. (Fig. 14).

Jagt- og fiskeristatistik regnes efter sigende i flere lande for statistikkensmindre nøjagtige. Det kan derfor have interesse at sige noget om den nøjagtighed, hvormed fangstlisteførerne arbejder. Her er det så heldigt, at der for én dyrearts vedkommende haves meget nøjagtige tal, nemlig tal for Den kongelige grønlandske Handels køb af polarræveskind. Praktisk talt anvendes nemlig intet ræveskind i befolkningens eget forbrug, alt sælges til Handelen. Sættes den fulde overensstemmelse — mellem Handelens indhandling af ræveskind og tallene for fangne ræve ifølge fangstlistesammendragene — til tallet 100, viser det sig, at nøjagtigheden i den sydlige del af vestkysteni toåret 1954^—1955 var 83% og for de nordlige 95%, (en tidligere undersøgelse for 1927 til 1940 viste henholdsvis 90% og 93%). Nøjagtigheden i den nordlige del må betegnes som stor, hvorimod83% for det sydlige ligger vel lavt. Det gælder dog næppe for

de øvrige dyrs vedkommende, thi sydpå er rævefangsten stor, og en nedlagt ræv er dér noget rent dagligdags, der af og til kan undgå listeførernes opmærksomhed. Anderledes når det er et kødgivende dyr, der indbringes. Rygtet derom breder sig hurtigt over stedet, børneneiler alle til stranden for at se flænsningen og for at få en bid med. De spreder nyheden. Fangeren inviterer til kødgilde. Det er dagens samtalestof — også blandt dem, der ikke kom med! Man tør derfor regne med, at nøjagtigheden er større for disse dyr end den her udregnede procent 83 for de sydlige ræve, og selvfølgelig er nøjagtigheden allerstørst for de kødgivende største arter: grind, hvid- og narhval, altså for de dyr, der betyder mest for samfundet og dermed for statistikken. løvrigt må det her huskes, at tallet 95 % for de nordlige egne er det, der vejer mest til i landets naturaløkonomi, thi de givtige fangstdistrikter ligger nordpå.

Ministeriets førnævnte grundlæggende bearbejdelse af de fra listeførerne modtagne lister stiller ofte betydelige krav til bearbejderne. Danske stednavne har også grønlandske navne, og de bruges i flæng. Listeførerne er ikke fødte retskrivningseksperter eller bogholdere. Person- og stednavne følger snart retskrivningen, snart listeførernes private fonetik. Er der undertiden opgivet adskillige bjørne fanget, hvor bjørne ikke findes, er det rubrikken ved siden af for havkai, og har en fanger fanget ræve i fredningstid, er det rubrikken ved siden af for sæl, der burde været benyttet. Nogle fangstlisteførere anfører ikke et tal, men kun en streg, for hvert fanget dyr, derfor må bearbejderen kunne bedømme, om der er tale om 11 eller kun 2 dyr. Kendskab til sprog og fredningstider og til fangstlisteførere og fangstforhold i almindelighed er derfor også af disse grunde en nødvendig forudsætning for sammendragning af grundmaterialet, før dette bliver egnet til almindelig benyttelse.

Biologer og geografer, der i fremtiden giver sig af med grønlandske forhold, vil dog sikkert sende de grønlandske fangstlisteførere mere end een venlig tanke for det gode materiale, de her skænker dem.

SUMMARY

Greenland Game Statistics

The Greenland game statistics were started in 1862 by H. Rink, Ph.D., district superintendent in Greenland and afterwards head of the administration of the country. The Greenlander in each place most suitable for the purpose was chosen to keep the records of the catch (tallyman). At first only seals and arctic foxes were recorded, but about the year 1900 all other mammals and the Greenland shark were also listed. The lists show the catch made in the 24 half-monthly periods of the year. A comparison with the accounts of the Royal Greenland Trade Department shows that as regards arctic foxes the tallymen were able to record with an accuracy of more than 83 per cent in the southern fishery districts and 95 per cent in the northern hunting districts.

The rise of the temperature during the period from about 1915 to 1945 caused a northward migration of the marine animals (fig. 6) and the invasion of the Iceland cod. Since 1945 the marine animals and the Atlantic cod have gradually moved some distance southward again (figs. 7 and 8). No temperature graphs for Baffin Bay are available, but the graph showing the variations in the catch of marine animals is assumed to reflect the missing record of the temperature reduction there.

The figures show that the catch is largest at places inhabited by few families (fig. 11), whereas too many inhabitants lead to overhunting (fig. 12). On the other hand, the rapidly increasing number of inhabitants necessitates a southward migration of the surplus population to the fish factory towns, principally from the towns (i.e. the main trading places) in the northern area, where hunting conditions are only good at the villages (i.e. trading outposts) and small villages (places without trading outposts). In contrast, the concentration of the population in the factory towns is a necessity for the full utilization of the capacity and for obtaining the labour required for the factories for processing of cod, catfish, redfish, and shrimps.

The figures for each hunter's catch compared with the age declared on
the census returns serve to show the distribution of the catch in relation
to the age of the hunter. The culmination occurs at the age of 25-40 years.

The figures show the arrival of the migrating marine animals, their stay at, and their departure from the country (figs. 1 and 2), and accordingly the varying availability of food for the population (figs. 9-12), as also where in the country and when it is considered necessary to provide additives of such substances as are contained in the meat of marine animals, but not in a one-sided fish diet (fig. 13). The weight of meat and edible entrails of the catch is therefore calculated every year for each inhabited place, thereby obtaining material for comparing the conditions of life and the variations at the individual places (table I).

Economically, the figures show that the natural production in the hunting areas means a saving in the supply of commodities, as against the greater consumption of imported consumer goods in the fishery districts (figs. 13 and table III).

The scattered hunter population in the north requires the retention of
small dispersed trading posts (fig. 11), which increases the cost of commoditydistribution,

moditydistribution,but probably involves less loss than the salt-fishproducingtrading outposts in the fishery districts to the south, which require more transport of imported consumer goods (fig. 13 uppermost, and table III), and the supply of large quantities of salt for processing the chief product of these places, viz. dry-salted cod, which is an export product that is little profitable, whereas the sealskins of the hunter districtswhich require only little tonnage obtain good prices. Endeavours are therefore being made to close the small fishing stations down and to help the population to settle at the fish-factory towns.

The reforms progressing rapidly since 1950 are closely watched by a social-scientific committee. This committee makes use i.a. of the original catch records in order to keep an eye upon the circumstances of the individual families before and during the reforms, special attention being given to the northern hunter families transplanted to the fishery areas in the south.

A committee on housing subsidies has been set up by the Greenland Provincial Council. It judges whether or not the means of livelihood in a place invite further development of the place by subsidies and loans for the erection of new houses. Another committee decides whether loans and subsidies should be given for the purchase of motor boats, etc. As to this, too, the numerical material may supply adequate information.

A planning committee for the future development of the country has likewise been set up. Here again the figures showing the decreasing or increasing catch and natural production within the hunting areas may be useful.

Geografisk Tidsskrift. 60. bd. [PH. ROSEN DAHL]

Geografisk Tidsskrift. 60. bd. [PH. ROSENDAHL]

Geografisk Tidsskrift. 60. bd. [PH. R OS EX DAHL]