Cuchlaine A. M. King: Beaches and Coasts. Edward Arnold Ltd. London 1959. 16 X 23,5 cm, 403 s., 149 illustrationer (kort og diagrammer). 65 sh.

Kystmorfologien, som den fremtræder i midten af det 20. århundrede, adskiller sig i væsentlige hovedtræk fra den videnskabelige disciplin, der i århundredets begyndelse blev betegnet med samme glose. For den klassiske kystmorfologi var del beskrivelsen af kystlandskaberne, analysen af disses formelementer og konstateringen af udbredelsesforholdene, der var det karakteristiske. Klassificering af kysttyper skete ud fra udviklingsmæssige (Davis'ianske) synspunkter med en betoning af de isostatiske bevægelsers betydning for kystsystematikken: hævnings- og sænkningskyster.

Moderne kystmorfologi præges i nogen grad af det forhold, at den forskningsmæssige aktivitet har udviklet sig i eksperimentalfysisk retning. Studiet af de kystformende processer i naturen og i forsøgsbassiner accentueres, og for undersøgelsen af de resulterende former, kystprofiler såvel som kystliniekonfigurationer, er det typisk, at de grundlæggende arbejdshypoteser er baseret på matematisk begrundede teorier om ligevægtsformer. Dynamiske synspunkter har afløst de deskriptivt analyserende, og eustatiske niveauændringer har, om ikke afløst de isostatiske, så dog indtaget en plads sideordnet med disse under behandling af de kysttypeprægende agentier. Specielt er den postglaciale havstigning indgået som forklaring på rias- og fjordkysternes aktuelle dominans.

D. W. Johnsons lærebog fra 1919 var et dygtigt kompilatorium, der på pædagogisk effektiv måde fremstillede datidens kystmorfologiske status. For undervisningen har denne bog været af største betydning. Moderne hånd- og lærebøger af Steers, Guilcher og Shepard har hver på sin vis erstattet dele af Johnsons værk. Cuchlaine A. M. Kings bog: Beaches and Coasts, må bydes velkommen som et særdeles nyttigt supplerende bind på kystgeografens boghylde, idet den netop giver en på matematiske synspunkter baseret fremstilling. Således er f. eks. bølgeteori-afsnittene disponeret, så de danner baggrund for forståelse af bølgerefraktion og materialvandring og dermed for forståelsen af ligevægtsformerne, de vertikale, strandplanprofilerne, såvel som de horisontale, kystudligningsretningerne.

I 12 kapitler, der alle har udførlige litteraturhenvisninger, behandles
alle fænomener vedrørende kystzonens formverden, specielt strandbredden

og strandplanet. Bogens titel er særdeles betegnende, forsåvidt som der fra forf.'s side ligger en programerklæring i at nævne »beach« før »coast«. Samme synspunkt præger hele dispositionen. Efter de indledende almindeligt orienterende afsnit er der således i to selvstændige kapitler gjort rede for de to karakteristisk forskellige bølgetyper: de opbyggende og de nedbrydende.

Illustrationerne, kort, profiler og diagrammer, svarer i nøgtern teknisk udformning til tekstens faglige stil, der er præcis og saglig. Bogen er dog ikke alene en kompilering af fakta og resultater, den indeholder også diskussioner, således f. eks. af Shepards, Cottons og Valentins kystklassificeringer sammenlignet med Johnsons. Her som overalt i bogen føler man sig overbevist om, at denne bog i kommende år vil præge undervisningen og dermed kystmorfologiens udvikling.