T. W. Freeman: The Conurbations of Great Britain. With a chapter on the Scottish conurbations by Catherine P. Snodgrass. Manchester University Press 1959. 15 X 23 cm. XII + 391 s. 65 kortskitser i teksten, l udfoldeligt

kort over Englands og Wales' conurbationer. Pris 37 sh. 6 d.
Af bogens forfattere er T. W. Freeman reader i økonomisk geografi
ved universitetet i Manchester, mens dr. Catherine P. Snodgrass 1936-56

har haft ansættelse under den geografiske afdeling ved universitetet i
Edinburgh.

Det kan være lidt vanskeligt at udskille de byer, som kan kaldes conurbationer. De fleste storbyer vil under deres raske vækst gro sammen med andre byer og derved give anledning til conurbationsfænomener. De fleste engelske geografer ville sikkert, efter at København er vokset sammen med de bylignende agglomerationer omkring Lyngby, Gentofte og Glostrup, kalde den en conurbation.

Begrebet conurbation synes skabt af Patrick Geddes, som i sin bog
»Cities in evolution« (London 1915) skrev om Lancashire: »Her vokser

- i langt højere grad end Lancashire forestiller sig - et nyt Stor-London op, en by-region, i hvilken Liverpool er havnen og Manchester markedet, ja — nu med sin kanal havn også; medens Oldham og mange andre fabriksbyer, mere præcist kaldet »fabriksdistrikter«, er værkstederne.« Geddes så det hele som eet bylandskab, og han skrev videre om Lancashires byer: »Vi kan ikke kalde dem konstellationer, konglomerationer er - desværre - nærmere ved at ramme, men kan lyde forkert, hvad om man kaldte dem »conurbationer««. Ordet vandt efterhånden indpas. C. B. Fawcett ville begrænse det således, at der inden for disse bymasser ikke må forekomme adskillende landbrugsland, mens havneanlæg, parker, sportspladser - alt, hvad der giver udtryk for byfunktioner - kan forekomme.

Conurbationernes fremvækst er nøje knyttet til visse sider >af de moderne trafikmidlers udvikling: sporveje, rutebiler o.s.v. Ved deres hjælp har det været muligt at sprede bybefolkningen over store arealer, samtidig med at der findes et city, industrielle distrikter m. m.

Bogens enkelte afsnit gennemgår U.K.'s store conurbationer: Greater London, The West Midlands (Birmingham, Wolverhampton m. m.), Merseyside (Liverpool, Birkenhead), The Manchester Conurbation, West Yorkshire (Leeds, Bradford m. m.), Tyneside (Newcastle, Gateshead, Tynemouth, South Shields), The Central Clydeside (Glasgow m. m.). Desuden omtales en del mindre conurbationer: Sheffield, Greater Hull, Edinburgh-Leith. At disse sidste medtages, forekommer mig netop at vise vanskeligheden ved at begrænse begrebet conurbation.

For hvert område gøres rede for det naturgeografiske milieu, byernes historiske udvikling, deres udbredelse gennem tiden, befolkningens bevægelser, arealernes benyttelse inden for byområdet, administrative problemer o.s.v. Folketællingen 1951 ligger til grund for beskrivelsen af nutiden, men »formålet har været at kaste noget lys over fordelingen af bybefolkningen i 1950'erne, snarere end at profetere eller at give nogen slags direktiver for planlæggere.« Men alligevel vil disse selvfølgelig kunne have stor nytte af bogen.

I bogens korte slutningskapitel betones fluktionen i byernes befolkning og i anvendelsen af byernes jord. »Alt dette leder til den slutning, at en by er et dynamisk væsen; stadig vekslende i anvendelsen af arealet og fordelingen af sin befolkning. Den anden side af billedet er, at en bys vigtigste butikskvarter kan forandres meget lidt, hvis det overhovedet gør det, i et århundrede ...«