C. G. Feilberg.
Denne samling foredrag fra en kongres for agraretnografi i Berlin har den allerstørste interesse ikke blot for etnografer, men også for landbrugshistorikere og geografer. Den indledes med korte fortaler af plovforskningens nestor Paul Leser, nu professor i Hartford, USA, og Wolfgang Steinitz, direktør for »Institut für Deutsche Volkskunde«. En række forskere fra landene bag jerntæppet har deltaget, bl. a. professor Tokarev fra Moskva. Også en dansker har leveret bidrag, idet museumsinspektør Holger Rasmussen har skrevet om landbrug uden plov på Færøerne.
Beretningerne fra de østeuropæiske lande viser, hvorledes der arbejdes med kortlægning af forhold vedrørende ældre landbrug i Jugoslavien og Polen. Særlig interessante er professor Tokarevs oplysninger om Choresm-ekspeditionens arkæologiske udforskning af kunstvandingssystemernes udvikling siden bronzealderen i egnene syd for Aral Søen. Området kaldtes i oldtiden og middelalderen Chorasmien.
Tyskeren Hermann Behrens afhandling »Kritische Bemerkungen zu einigen Auffassungen über die Form des ältesten neolitischen Bodenbaues in Mitteleuropa« tager bl. a. stilling til teorien, at de såkaldte »skolæstøkser« fra den båndkeramiske periode skulle have været anvendt som skær på plove. Han anfører meget vægtige grunde imod den. G. Citaja fra Tiflis giver en meget grundig skildring af det hakkebrug, som ned til vor tid har holdt sig i Georgien. Han forfølger hakkeformerne tilbage til bronzealderen. Blandt de mange interessante enkeltheder ved dette hakkebrug kan nævnes, at hirsedyrkning har givet særlig god lejlighed til rensning af markerne. Hirsen kan sås så sent, at der bliver tid til en grundig bearbejdning og lugning før udsæden.
Videre udsyn har to afhandlinger, Laszlo Vajda (Budapest): »Kulturelle Typen und »Hackbau« in Ostafrika« og Hans Damm (Leipzig): »Methoden des Feldbaues in Ozeanien«. Begge afhandlingerlider desværre af den svaghed, at ingen af forfatterne selv synes at have besøgt de egne, de behandler. Dette er dog en svaghed, der ikke er ualmindelig ved sammenlignende etnografiske afhandlinger. Citaja kritiserer stærkt den kulturhistoriske etnografiske skoles metoder.Men det kan betvivles, om det er et fremskridt, når Hans Damm som de gamle evolutionister opstiller en række agerbrugstypermed
typermedfremadskridende teknik, der opfattes som en historisk udviklingsrække. Desværre er et metodisk vigtigt arbejde af professorHeinz Kothe: »Über den gegenwärtigen Stand der Agrarethnographiein Deutschland«, ikke medtaget i samlingen, men offentliggøresandetsteds.
Her er kun givet antydninger
af bogens rige stof. Den afsluttes
med et par afhandlinger om indiske landsbysamfund.