Kaj Hansen.
Dette hefte af geotektonische Forschungen er lettere læseligt og af mere almen interesse end de fleste af de foregående, idet det omhandler Italiens geologiske udvikling. Bogen er delt i 3 hovedafsnit, hvoraf det førstegiver en oversigt over denpaleogeografiske og tektoniske udvikling i den italienske halvø og dens nærmeste omgivelser, medens det andet hovedafsnit handler om Apeninerbjergkædens opbygning og det sidste hovedafsnit apenninerfoldningens sammenhæng med og indpasning i det vestmediterrane foldningssystem.
Calabrien, Sardinien og det vestlige Corsica ramtes allerede af såvel den kaledoniske som den hercyniske foldning og var således i slutningen af permperioden konsoliderede til en stiv blok, uden om hvilken de senere geosynklinaler og apenninske foldekæder dannedes. Apenninerne er ikke en direkte fortsættelse af Vestalperne, idet disse fra Savoyen fortsætter mod syd og ender blindt i det østlige Corsica. Disses opfoldning finder sted i den ældre del af tertiærtiden, og i samme tidsrum foldes også Nordapenninerne, hvorimod den centrale og sydlige del af Apenninerne først foldes op i miocæn og pliocæn. Foldningsprocessen vandrer fra vest mod øst og syd.
I nedre miocæn ligger endnu mod
vest det tyrrhenske fastland
omfattende Toscana, Corsica, Sardinien og Calabrien samt det nuværendetyrrhenske hav. Foran dette ligger først et shelfområde, der omfatter det meste af det nuværende Italien og foran dette igen det adriatiske Vortief.
I mellemmiocæn bryder det tyrrhenske fastland sammen, og det nuværende tyrrhenske hav dannes samtidig med, at det adriatiske Vortief fyldes op sydfra. Først i kvartærtiden finder der atter sænkninger sted her, og det nuværende Adriaterhav dannes.