Geografisk Tidsskrift, Bind 57 (1958)

Hartmut Valentin: Glazialmorphologische Untersuchungen in Ostengland. Ein Beitrag zum Problem der letzten Vereisung im Nordseeraum. Abhandlungen des Geographischen Instituts der Freien Universität Berlin. Bd. 4. Herausg. von E. Fels und J. H. Schultze. Dietrich Reimer Verlag in Berlin 1957. 21 X 30 cm. 86 sider. 28 billeder, 2 10 kort. DM 20,-.

N. Kingo Jacobsen.

Side 153

diagrammer,
Nordsøområdets holocene udviklingshistorie er rig på uløste problemer,en

Side 154

Valentin har som hovedproblem stillet sig spørgsmålet om udstrækningenaf den sidste nedisning i Nordsøområdet. På fastlandet er forholdene fuldt belyst, men ikke i Østengland. At få forholdene her klarlagt må være et vigtigt skridt mod forståelsen af Nordsøens nedisning og afvandingsforhold under sidste istid. Hovedopgaven i nærværende afhandling har således været en klarlæggelse af de glacialmorfologiskeforhold i Østengland med fastlæggelse af grænsen for sidste nedisning. Landskaberne i Øst-Yorkshire, Øst-Lincolnshireog Nord-Norfolk henføres til Warthe-stadiet, og de adskiller sig klart fra det yngre morænelandskab Flamborough Head og i Øst- Holderness fra Weichsel-stadiet. Grænsen skærer den engelske kyst i nordvest-sydøstlig retning ved Easington nord for Humber, der fremtræder som Urstromtal.

Der følger nu en udredning for Nordsøens topografi i området øst herfor dækket af den østengelske gletscher med et radialt system af subglaciære render. Som illustration gives endvidere dybdekort, dels af Silver Pit med indlagte endemoræner og dels af Nordsøen vest for Jylland mellem Thy og Ringkøbing Fjord; ækvidistancen for kurvebillederne er 5 m. Valentin går iøvrigt ind for, at den østengelske og den norske gletscher har mødt hinanden nord for Doggerbanken. Dette har resulteret i dannelsen af en issø i de centrale dele af Nordsøen med afvanding gennem en Kanal-Urstromtal. Spørgsmålet om forløbet af Ur-Elben og Ur-Rhinen med bifloder før den flandriske transgression har givet anledning til talrige diskussioner såvel som beliggenheden af et samlebækken og dettes afvanding mod nord eller syd. Løsningen heraf må utvivlsomt gå via mere detaillerede kort. Problemet bliver i første række at få fremstillet kort over hele Nordsøområdet med en ækvidistance på mindst 5 m, samtidig med at det anvendte grundmateriale overføres til et fælles kortniveau-nulpunkt. Nordsølandenes Normal-Nul ligger som bekendt i forskellig højde, og England er endnu ikke tilsluttet fin-nivellementsnettet på fastlandet. Ydermere varierer søkortenes nulberegning i de forskellige lande. Divergenserne ligger dog i størrelsesordenen decimetre - - % m. Ved kort med 10 m's ækvidistance har de således ikke spillet nogen større rolle. Fra Deutsches Hydrographisches Institut i Hamburg foreligger (1955) et nyt dybdekort 1:1 mill, over den sydlige NordsØ (Ribe - Vliessingen) med kvidistancer 10 m samt et tilsvarende bundkort, der desværre ikke er benyttet af Valentin i hans interessante slutninger over Nordsøområdets udseende under sidste istid.