Marint forland i tropisk milieu, Brasiliens Højland bræmmes mod Det Atlantiske Ocean af et lavland med en maksimalbredde på ca. 75 km. Det kaldes i staten Rio de Janeiro for Baixada Fluminense, d.v.s. »flodlavlandet«. Navnet er betegnende, forsåvidt som flodaflejringer udgør en væsentlig del af det materiale, der opbygger dette forland. At klassificere lavlandet som marint forland er ligeså berettiget, fordi store dele af de fluviatile sedimenter sammen med abrasionsmateriale fra klippekysterne er behandlet i brændingen, sorteret og sluttelig indgået i marine opbygningsformer: off-shore barrer, der, svejset til landets fremspring, danner tanger, eller, hvor de forbinder øer med baglandet, drag (fig. 2, 4 og 7). Klitterræn på tanger og drag er en integrerende del af forlandet, der iøvrigt præges af strandsøer, deltaer, mangrovesumpe og de for en del af kysten karakteristiske koralrev (fig. 3, IV). Af andre landskabselementer må nævnes den hævede havbund, der fremtræder som det mere eller mindre erosivt opdelte Tabuleiros-plateau (fig. 3). Dets overflade ligger i Campos-området i 30 m's højde, længere mod nord i 40_—60 m niveauet. Hist og her rager højtliggende dele af den krystallinske dybgrund, gnej_s- og granithorste, op gennem sedimenterne.

Det var i disse lavlandsstrækninger portugisiske kolonisatorer i 1500-tallet gjorde landnam. Her bekæmpede de andre europæiske forsøg på at skaffe sig støttepunkter, som f. eks. det franske ved Cabo Frio, og herfra dels fordrev, dels pacificerede de områdets indianerbefolkningved henholdsvis våbenmagt og jesuitisk missionsvirksomhed.Det oprindelig skovdækkede område bag kystens klitterog mangrovesumpe blev til rigtydende sukkerrørsmarker, kvægflokkegræssede i de fugtprægede lavninger, og kaffeplantagerne

bredte sig over de tilgrænsende bjerglandes bakkeskråninger. Kun enkelte steder, således i Paraiba-deltaet, fortsætter sukkerrørdyrkningenstadig som monokultur, erhvervsmæssigt suppleret med en moderne udbygget industri: sukker- og papirfabrikker samt alkoholdestillerier,der alle udnytter sukkerrøret som råmateriale. Kaffeplantagerneer forlængst nedlagt, men når solen står lavt, og skyggerbliver lange, kan man endnu mange steder se spor efter kaffebuskenesrækker op og ned ad de runde høje, der nu henligger som græsningsområde, hvor de ikke er tilplantet med Eucalyptus. Baixada-landskabethar efter en strålende kolonial-boom været gennem en økonomisk nedgangs- og affolkningsperiode, af hvilken det i detteårhundrede er ved at finde vej ud. Dyrkning af citrusfrugter, ananas,bananer og grønsager samt mejeridrift præger nu virksomhedenpå de gamle fazendaer, hvis de da ikke, som det ofte er tilfældeti storbyernes nærhed, f. eks. omkring Rio, er blevet feriehoteller.

Det efter brasilianske forhold tidligt tætbefolkede lavland har således i 400 år været kendt område i en stat, der endnu i det 20. årh. omfatter enorme landstrækninger i Amazonas-bækkenet, som kun er nødtørftigt eksploreret. Baixada'ens landskaber har da også tidligt været genstand for opmåling, og der foretages nu moderne kortlægning på grundlag af luftfotografering.

Når dette marine forland her gøres til genstand for geomorfologisk analyse med hensyn til virkende kræfter og resulterende former, har to grunde dertil været afgørende. For det første har man her et så formvarieret kompleks af tropiske kystlandskabselementer, præget af næsten alle kystformende agentier, at det får skoleeksemplets karakter. For det andet er området et af de få steder i verden, der siden Tertiærtid har været isostatisk stabilt, hvorved forhold vedrørende postglaciale niveauændringer her, i modsætning til hvad der er tilfældet i Skandinavien, ikke kompliceres derved, at såvel bevægelser af landmassen som ændringer i havets vandmasse influerer på O-niveauets beliggenhed.

lagttagelsesmaterialet. Under en rejse i Brasilien juli_—september 1956, arrangeret i tilknytning til Den Internationale Geografiske Unions (IGU) verdenskongres i Rio, i hvilken forf. deltog som delegeret, opnåedes opfyldelse af et længe næret ønske om at få lejlighed til undersøgelser over marint forland i troperne. Det var planen specielt at studere de modifikationer af forlandsformer, der var klimatisk betingede. Den gennemførte arbejdsplan omfattede følgende

Rekognoscering fra luften af den 2000 km lange kyst mellem Recife og Rio under 6 timers flyvning i 4000 m's højde. SØ-passatens tørre, stabile luft sikrede optimale observationsbetingelser. Med hensyn til kystlandskabets formmønster gav denne flyvning ikke alene en fortrinlig oversigt, men tillige en række detailoplysninger vedrørende strandvoldssletternes tilvækststrukturer, vandreklitternes baner, mangrovens udbredelse og koralrevenes konfiguration. Denne luftekskursion viste sig aldeles nødvendig, da den dels gav den information, som var en forudsætning for den senere tolkning af luftfotografier, dels simpelthen var den eneste mulighed for at komme til en række af de for undersøgelsen interessante lokaliteter, da terrænet mange steder var helt utilgængeligt.

Deltagelse i IGU-ekskursion nr. 5 gav anledning til at besøge en række typiske lokaliteter i området mellem Rio og Campos under ledelse af brasilianske specialister. Santos-egnen blev på lignende måde besøgt med IGU-ekskursion nr. 4. Disse 3 ugers samvær med brasilianske geografer gav en sjældent gunstig lejlighed til at indleve sig i disse kystlandskabers formverden og problemer af såvel natur- som kulturgeografisk art. Det daglige samvær med en international forsamling af faggeografer medførte en række drøftelser og diskussioner af inciterende art, hvorved der i mange tilfælde skabtes klaring af tidligere dunkle problemstillinger. For denne introduktion i Raixada'ens geomorfologi og kulturgeografi takker jeg specielt professor Aziz Nacib Ab' Saber, Säo Paulo, og professor Maria Terezinha de Soares, Rio, endvidere dr. Lysia Cavalcanti Bernardes og dr. Luis Guimaräes de Azevedo fra Conselho Nacional de Geografia.

Publiceret kortmateriale blev stillet til rådighed af ovennævnte institution,og

tion,ogupublicerede kort samt luftfotografier havde jeg sammesteds lejlighedtil
at benytte, beredvilligt forelagt af institutionens stab og særlig
af sektionens leder, dr. Botelho.

For økonomisk støtte til rejsen er jeg Københavns Universitet, Rask-
Ørsted Fondet og Statens almindelige Videnskabsfond den største tak
skyldig.

Egne undersøgelser har koncentreret sig om følgende typelokaliteter
og temaer:

A. Baia de Guanabara - en tropisk riaskyst som naturmilieu for millionbyen

B. Lagoa de Araruma - en strandsø med saliner, afspærret af tange med
tropisk klitvegetation.

C. Cabo Frio-tomboloen - et drag med vandreklitter.

D. Campos-regionen - et kompleks af deltaer og strandvoldssletter.

I denne artikel er det planen af undersøgelserne fra Baixada Fluminense at uddrage de resultater, der er af betydning for den almindelige kystmorfologi. Fremstillingen er disponeret som en beskrivelse af de for hele det brasilianske kystlandskabs udformning aktive faktorer. De ledsagende blokdiagrammer er konstrueret med det formål i pædagogisk forenklet form at præsentere konklusionerne ved en tegnemæssig syntese.

Kystbestemmen.de faktorer. Kystmorfologien er en geografisk disciplin af yderst kompleks natur, idet den aktuelle kysttype betinges af sammenspillet mellem en lang række væsensforskellige faktorer. Hertil kommer yderligere, at der i kystlandskabet almindeligt indgår elementer, f. eks. hævede klinter, der er udformet under andre forhold end nutidens.

Når der i mange håndbøger opstilles simple kysttypesystemer baseret på en enkelt virkende faktor som grundlag for hovedinddelingen - hævnings - og sænkningskyster f. eks. - så forstår man godt denne tendens til forenkling af virkelighedens formmangfoldighed. Acceptabelt bliver det forenklede system dog kun, hvis der derved vindes klar oversigt, og dette afhænger af, om den valgte inddelingsfaktor i alle tilfælde er af dominerendeart. Nordjyllands østkyst og Stockholms skærgård er begge områderunder hævning og altså forsåvidt hævningskyster. Hævningen sporesimidlertid kun i visse detailler, men aldeles ikke i kystens storform, der i alle typiske hovedtræk præges af havets delvise indtrængen over henholdsvis et glacialt akkumulationsområde og et glacialeroderet grundfjeldsterræn.Typologisk er disse kyster altså transgressions- eller sænkningskyster.Moderne førende kystsystematikere undgår da også den enkeltefaktor som indikator og opstiller enten rent empiriske systemer med hovedinddelinger i riaskyster, fjordkyster, morænekyster, strukturkyster m. m. (Guilcher) og en findeling inden for disse grupper, eller rent deduktivesystemer,

duktivesystemer,for hvis inddeling en hel række dynamiske og morfologiskebegreber danner grundlaget (Valentin). Når der herved fremkommerkysttypebegreber som f. eks. mangrovekyst, koralkyst, sideordnet med f. eks. riaskyst og lagune-tange-kyst, så forekommer det forf., at forenklingenalligevel ikke fører til éngyldige bestemmelser. En tropisk riaskystkan godt samtidig være mangrove- og koralkyst! Dette fremgår da også af Valentins verdenskort over kysttyper, idet der mange steder må anvendes flere symbolfarver for samme lokalitet.

McGill undgår i sit verdenskort over kystforhold ethvert forsøg på at opstille et kysttypesystem. Kortet har langs kystlinien farvebræmmer og symboler for såvel landets struktur og erosionsform som for kystliniens og kystprofilets detailformer endvidere grænser for kystmorfologisk aktive organismers udbredelse samt oplysning om tidevandsamplitude og niveauændringer. Herved bliver dette kort en informationskilde af største

En morfogenetisk blokdiagramserie skulle ifølge sin 4-dimensionale natur kunne have mulighed for at vise såvel terrænelementernes topografiske mønster i de tre rumdimensioner som formudviklingen gennem tiden ved valg af passende repræsentative stadier.

Den følgende fremstilling og den ledsagende blokdiagramserie (fig.
3) er et forsøg på ad denne vej at beskrive Brasiliens marine forland.

De faktorer, der er af betydning for forlandsdannelse og kystudvikling,
skal anføres i den rækkefølge, i hvilken de behandles i den
følgende fremstilling:

1. Landmassens materialer og strukturer.
2. Erosionsrelieffets karakter og udviklingstrin.
3. De kystformende marine kræfter: bølger og strøm.
4. Materialetilførslen til litoralzonen.

5. Skete niveauændringer af isostatisk art (hævninger og sænkninger).

6. Skete niveauændringer af eustatisk art (større eller mindre
vandmasse i havet).

7. Foregående niveauændringer af enten isostatisk eller eustatisk
natur.

8. Klimatypen.

9. Det biologiske milieu.

10. Menneskets kystregulerende indsats

Faktorerne I—61—6 er væsentlig af betydning for kystens storformer,
7—lo7—10 er mere bestemmende for detailformerne.

Initialkysten.Det Brasilianske Skjold er somFennoscandia et gammeltresistensområde, hvis hovedbestanddele er grundfjeldets gnejserog granitter, glimmerskifre, calcitgnejs og andre metamorfoseredebjergarter. Stedvis er det gennembrudt af yngre eruptiver, som f. eks. de nefelinsyenitiske batoliter i Sierra Mantiqueira. Disse ragerofte som monadnocks c. 1000 m op over højlandets topniveau (Campos niveauet: 2000 m), der repræsenterer dele af et hævet peneplan.Højlandet er gennemsat af brudlinier (fig. 2), mellem hvilke vertikale forskydninger med store springhøjder har fundet sted i ældre Tertiær. Denne brudtektonik betinger det nuværende terræns storformer. Retningen VSV^—ØNØ, »den brasilianske« er stærkt dominerende. Det er således brudlinier af dette system, der bestemmerorienteringen af den gravsænkning, i hvilken Paraiba-floden strømmer i sit mellemste løb, og det er samme brudlinie, der træderfrem

derfremi Sierra do Mar's bjergmur mellem Santos og Rio. Denne brudkant må for omtalte strækning betegnes som initialkysten, der altså er en strukturkyst. Den regnskovklædte bjergmur inden for Santos står med voldsom stejlhed. Man forstår de vanskeligheder, de første vejanlæg har budt på, og de anstrengelser, der har været budt mennesker og dyr, da kaffesækkene fra Säo Paulo-distriktet på mulddyrryg fragtedes ned til havnebyen Santos. Jernbanen var et ingeniørteknisk mesterværk, og den ny autovej, der med talrige hårnålesvingog på dristigt udførte betonramper overvinder den gamle brudkants modstand, er det i ikke mindre grad. Reservoir-søerne, der er skabt i højlandet ved opsteinning af de NV-løbende floder, af tappes gennem rørledninger med 718 m's faldhøjde ned til kraftstationenCubatäo, der forsyner Säo Paulo og Santos med el-kraft. Foran Sierra do Mar er forlandet opbygget, støttet af foran liggende øer, der må opfattes som resisterende rester af de ved trappebrud forskudte dele af grundfjeldsmassivet. løvrigt henvises til skemaet, fig. 2. Det Brasilianske Højlands afgrænsning mod 0 er af lignende natur, selvom overgangen ikke på den nordligere strækning er så abrupt som ved Santos.

Den oprindelige riaskyst (fig. 3, I). Højlandet er modent opdelt ved rindende vands erosion. Hvor kanterne har været sønderskåret af dalsystemernes nedre, brede dele, har Tertiærtidens hav under en relativ havstigning i Pliocæn kunnet trænge transgrederende ind. En riaskyst er fremkommet her som overalt, hvor delvis transgression finder sted af en landmasse, hvis overfladeform, uanset gamle foldninger, helt præges af det ved normalerosionen skabte relief.

De gamle riasbugter indgår i nutidslandskabet på to væsensforskellige måder. Almindeligvis fremtræder de som de sedimentfyldte dalsystemer, der fra forlandets inderste dele forgrener sig ind i højlandet (fig. 6). Enkelte steder, hvor områder med gammel riaskyst er sænket så meget mellem brudlinier i Tertiær, at havet endnu kan udfylde dele af dalsystemet, er riaskysten stadig aktuel. Dette er f. eks. tilfældet ved Guanabara-bugten, hvorved naturhavnen er fremkommet, som sammen med den ved sænkningen lettede adgang til højlandets indre er basis for Rio de Janeiros lokalisering og udvikling til millionby. Byens navn, »januarfloden«, vidner iøvrigt om det indtryk af havfyldt floddal, som bugten har gjort på de første portugisere, der fra Tejos udløb ved Lisboa var fortrolig med lignende naturforhold.

Oceanbrændingen. Eksponeret mod Sydatlanten, hvis mere end
7000 km lange fri stræk i forbindelse med den året rundt blæsende

SØ-passat skaber betingelser for en betydelig bølgerejsning, der yderligereaccelereresi stormperioder, er Brasiliens kyster udsat for marinekraftvirkningeraf største dimensioner. Recente strandvolde liggerindtil4 m over O-niveauet. I vindstille perioder vedligeholdes brændingen af dønningerne, og de brydende bølgers brus vil for enhver,derhar oplevet Rios strandpromenader, være uløseligt forbundetmederindringsbilledet. Det er karakteriserende, at badning kun kan foregå i beskyttede bugter. Forf.'s egne erfaringer fra yderkystergårud

kystergårudpå, at selv en granvoksen person let rives om og tumlesrundtalene af det med overføringsbølgen indløbende vand højt oppe på strandbredden. Den ved bølgefrontens drejning på strandplanetgenereredebølgestrøm får også så stor styrke, at den let transporterersandopslemmet eller langs bunden, hvilket i forbindelse med den voldsomme materialvandring, der forårsages på strandplanetsindredele og i havstokken af de skråt indløbende bølger, bevirker,atstore sandmasser til stadighed transporteres langs kysten. Resultatet heraf foreligger i de utallige, næsten endeløse sandtangermedklitterræn, der guirlandeformet forbinder alle kystfremspringogforbinder mange af de foran kysten liggende øer med dennevedenkelt - eller dobbeltdrag (fig. 4). Tidevandsamplituden er ved yderkysterne ringe, 0,6 m f. eks. ved Saquarema, og den dynamiskeeffektved kystudformningen er tilsvarende lille. Betydning får tidevandet i forbindelse med andre vandstandsbefordrende agentiersomf. eks. vindstuvning, idet der derved kan fremkomme havrendingerovertangerne. For lagunernes vandudveksling med oceaneterdog også det normale skifte af ebbe og flod af betydning, et forhold, der får praktisk betydning bl. a. ved den store salinevirksomhed.

Materialetilførslen til litoralzonen. Når det her har kunnet siges, at Brasiliens kyst på den over 4000 km lange strækning »fra Cearå mod nord til Uruguay i syd er én lang strandbred« (Ruellan), så er dette betinget af den ekstraordinært store tilførsel af sandmateriale,der her finder sted til litoralzonen. Og når den resterende del af kysten, nordefter til Guayana, kan betegnes som hovedsageligmangrove-kyst, så er dette en følge af, at enorme masser af finkornedesedimenter, her hovedsagelig af Amazonas, fragtes ud og af lej res, hvorved havbundens kystnære dele får en fysisk beskaffenhed,der bringer slikvaden i erindring. Mangrovens klimatiske forudsætninger har altid været tydelig, forsåvidt som de plantesamfundetkarakteriserende typer, Rhizophora og Avicennia, er tropeplanter.Det må fastslås, at også off-shore barrernes vældige udstrækning,strandvoldssletternes arealmæssige dominans og vandreklitternesenorme dimensioner er et klimatisk-morfologisk karaktertræk,en direkte følge af de fugtige tropers høje temperaturer og store nedbørsmængder, der bevirker, at alle forvitringsprocesser accelereresvoldsomt, hvorved store mængder af dekompositionsmaterialefremkommer. Forvitringsskorpens mægtighed på plane overfladerer gennemsnitlig 30 m, først under dette niveau træffes overfladenaf grundfjeldet. En væsentlig del af detailrelieffet er udgraveti

vetidette mægtige lerlag af tropiske rødjorde, og flodernes teglstensfarvedevand vidner om den stadige borttransport heraf. På stejlvægge, der hyppigt forekommer i det af brudstrukturer prægedeterræn, bortskylles alle forvitringsprodukter øjeblikkeligt, såledesat fjeldsiderne står som helt vegetationsløse stenmure, der udsættesfor en kraftig nedbrydning ved temperatursprængning. Overfladernepræges af den herved fremkaldte pladeformede afskalning (desquamation), hvorved de jævnt afrundede former fremkommer, som karakteriserer de mange »sukkertop«-bjerge, der er karakteristiskefor Brasiliens højland, og hvoraf det mest kendte er Rios vartegn, det 400 m høje Päo de Assucar (port. sukkerbrød) (fig. 1). Dette forhold karakteriserer også kystklipperne. Stejle klippevægge, der er så almindeligt forekommende uden for troperne, er her relativtsjældne. Kystklipperne har almindeligvis hvælvede, afrundede former i alle dimensioner (fig. 8).

Det er også karakteristisk, at rullesten praktisk talt ikke forekommer. Overalt, hvor forf. betrådte strandbredden på den lange strækning, var materialet groft sand. Kun ét sted, ved Punta Negras, n. f. Maricå-lagunen (se fig. 7), lå store rullesten og blokke. De viste sig at hidrøre fra sprængning af en kanal gennem klipperne for at skaffe den bagved liggende lagune en stabil forbindelse med havet af hensyn til sejlads og vandstandsregulering. Manglen på ral og rullesten er igen en følge af forvitringens voldsomhed, som bevirker, at bjergarterne i overfladen løsnes i sammenhængen, således at de enkelte krystaller og ikke større brudstykker frigøres. Ved den fraktionering, der finder sted i litoralzonen, vil de mindre kornstørrelser fjernes, opslemmet i havvandet, og af strøm føres til aflejring på visse læ-lokaliteter inde i bugter, medens de større korn forbliver i oceankystens havstok, deltager i materialvandringen for sluttelig at kastes op i strandvolde. Tungmineraler forekommer ofte frasorteret; på en række lokaliteter udvindes således monazitsand.

Et forhold, der medvirker til, at flodernes materialføring bliver så stor, er jordflydningen, der i de fugtige troper spiller en væsentligrolle ved landskabsudformningen. Overalt er dalsiderne grübet af hulformer, der vidner om, at store masser af forvitringsdækket er skredet ud. I dalbunden ses ud for alle disse nicher terrasser, der ved første betragtning kan opfattes som erosionsterasser dannet efterdal-i-dal princippet ved ændringer i erosionens dybdegrænse. En nærmere undersøgelse viser, at materialet ikke er sorteret og lagdeltog altså ikke er flodaflejringer, men flydejord. Der tilføres på

denne måde floderne så store stofmængder, at de altid er fuldt lastetmed sediment, også når de i regntiden har maksimal vandføring.En række forhold tyder på, som påvist af Ruellan, at disse jordflydningsprocesser tidligere har været endnu mere virksomme i den pluvial-periode, der antagelig er den tropiske analogi til de polnære egnes istider. Visse forhold vedrørende Barreias-formationen,der almindeligvis betegnes som Pliocæn, nemlig manglende lagdelingog sortering i de øvre, sidst af lej rede lag, kunne tyde på, at solifluktion også havde spillet en rolle ved denne vidt udbredte formationsdannelse.

Flodsedimenterne aflejres først og fremmest i strandsøerne. Den yderst varierende vandføring bevirker, at floderne i slutningen af regntiden går over deres bredder med aflejring af det grovere materiale som levéer, naturlige floddiger, til følge. I hele oversvømmelsesområdet afsættes flodalluvium, i størst mængde ved udløbet i lagunen eller havet, hvor deltaer opbygges. Af deltaer findes samtlige typer repræsenteret ofte således, at samme deltas udviklingsstrukturer viser, hvorledes karakteren har skiftet under opbygningsprocessen. Paraiba-floden har således oprindelig haft et finger-delta af Mississippi-type (Johnsons lobate delta). Dettes enkelte »fingre« er senere ved forøget tilførsel af materiale og omlejring af dette ved den af bølgerne fremkaldte materialvandring forbundet med tanger, hvorved et halvcirkel-delta af Rhone-type, (Johnsons arcuate delta), er blevet resultatet. Ved den fortsatte vækst er et system af strandvoldssletter opbygget på begge sider af hovedudløbet, så dette nu udmunder på spidsen af et vinkelforland, — et delta af Tagliamento-type (Johnsons cuspate delta). Paraibas delta får yderligere en helt individuel karakter derved, at de store sedimentmasser, der under oversvømmelserne aflejres over de tidligere deltaoverflader, dækker over ældre strukturer, hvorved en ny deltaform udvikles, en type, der bl. a. karakteriseres ved flodarmenes forgreningsmønster, som delvis betinges af de tidligere deltaers hulformer, f. eks. lavningerne mellem strandvoldssletternes rygge. Floder løber således ofte parallelt med kysten på lange strækninger, et forhold, der bringer vandløbsmønsteret i Vendsyssels »rimmer og dopper«- landskab i erindring. Det aktuelle delta får også særpræg derved, at der i strandsøerne opbygges sekundære deltaer (Johnsons bay-delta), og at havrendinger over den ydre begrænsende tange stedvis skyller ind i lagunerne, der således også fra havsiden opfyldes ved aflejring (Johnsons wave-delta). Den her givne fremstilling er refereret efter Lamegos kortbladsbeskrivelse.

Niveauændringer. For et kystlandskabs udformning er ndringeri selvfølgelig en faktor af primær betydning. Når det her nævnes trods den risiko for banalitet, der altid er tilstede, når selvfølgeligheder fastslås, er det for at understrege, at konsekvenserneingenlunde alene består i den positive eller negative forskydning af kystlinien, der selvfølgelig er fundamental, men tillige i de radikaleændringer, der indtræder for en række af de kystformende kræfters vedkommende. Når O-niveauet og dermed erosionsbasis samt alle dybdegrænser for vandløbserosion sænkes, vil en foryngelseaf samtlige vandløb finde sted med en stærkt forøget erosion og dermed forøget materialetilførsel til litoralzonen til følge. Omvendt

vil en hævning af havoverfladen medføre akkumulation i alle dalafsnit,og kystzonen får tilskuddet af fluviatilt materiale tilsvarende nedsat. En konsekvens, der er mindst lige så skæbnesvanger, er den ændring i strandplanets ligevægtstilstand, der sker, når vanddybden og dermed bølge- og strømpåvirkning ændres, hvorved samtlige kystformende processer influeres såvel kvalitativt som kvantitativt. En analyse af et kystlandskabs genese forudsætter nødvendigvis en viden om stedfundne niveauændringer. Når betegnelsen »uharmonisk«er blevet anvendt om landskabselementer, der ikke er i samklangmed de aktuelle virkende kræfters sammenspil, ligger der i selve ordvalget en acceptering af den førnævnte tankegang.

Niveauændringer kan være af isostatisk natur, d.v.s. forårsaget af landmassens tilpasning til ny ligevægtsstilling, og de kan være eustatiske, d.v.s. forårsaget af ændringer i oceanernes vandmasse. Østbrasilien synes at have været et isostatisk stabilt område siden

Pliocæn og skulle således være et af de steder, hvor muligheder skulle være optimale for direkte konstatering af de eustatiske niveauændringeri Kvartærtid. En bevisførelse for rigtigheden af de glacial-eustatiskeniveauændringer skulle her kunne effektueres.

Den meget store indsats, der i de sidste årtier er gjort inden for glaciologien med hensyn til eksakt vurdering af gletschernes kvantitative forhold og disses afhængighed af klimaændringer, har gjort alle jugerede angivelser af de under istiderne som is bundne vandmasser langt sikrere end før. Valentin har i sit grundlæggende arbejde »Die Küsten der Erde« kompileret samtlige beregninger angående kvartære vandstandsændringer og, hvad der er af væsentlig betydning, korrigeret disse under hensyntagen til »bassinfaktoren«, d.v.s. den indflydelse de eventuelt transgrederede landarealers relief frembyder. Valentins værdier er opført i nedenstående tabel:

En række forskere har ved geomorfologisk analyse af Østbrasilienskystlandskaber konstateret terrasser af forskellig højde. Der er tale, dels om terrassehak, der kan opfattes som resultatet af abrasion, dels om sediment-terrasser i dalene, der tydes som akkumulationsformersvarende til O-niveauer højere end nutidens. Endeligtræffes hos kystlavlandets grundfjeldshorste, de tidligere øer, såvel som i den aktuelle øverden stedvis en tydelig topkonstans, der lader sig fortolke som vidnesbyrd om en tidligere abrasionsflade af mere udstrakt karakter. For det højeste terrasseniveaus vedkommende,22

mende,220^—300 m, er der utvivlsomt tale om et peneplan, der i denne sammenhæng er uden interesse. Nedenstående følger en sammenstillingaf de konstaterede terrasseniveauer i Santos-området på grundlag af følgende forskeres undersøgelser: De Martonne, Da Silveira,De Freitas, De Almeida og Ab' Saber. For Rio-områdets vedkommendeanføres Ruellans resultater. De sammenstilles her med Valentins beregnede værdier for de interglaciale højvandsperioders niveauer, med hvilke overensstemmelsen er påfaldende.

Med denne viden in mente skulle niveauændringernes indflydelse
på kystlandskabets udvikling kunne beskrives på følgende måde:

Under den pliocæne havstigning til et niveau 100 m over nutidens har kystlinien fulgt Sierra do Mar's brudkant og de deri forekommende erosionsskår. Kysten var en struktur- og riaskyst (fig. 3, I).

Under istidernes lavvandsperioder har floderosionen været accelereret ved foryngelsen, og den er fortsat ud over den kystslette, der fremkom ved havbundens tørlægning. Submarine canyons, der er konstateret ud for Recife og Cabo Frio, må opfattes som resisterende dele af disse flodsystemer, at jævnføre med de tilsvarende ud for Hudsons, Indus' og Congos udløb.

I interglacialtiderne har havet stået med vekslende højde, maksimaltaltid over nutidens havniveau. Herved har abrasionsterrasser kunnet udformes i kystklipper og akkumulationsterrasser opbygges i dalene. Disse former er ikke medtaget i blokdiagrammerne, da de almindeligvis er yderst übetydelige og ikke karakteriserer terrænet som helhed. Nutidshavet har udformet klinter i Tabuleiros-plateauet, men disse er almindeligvis »døde« klinter, idet forlandsdannelsen

ved deltavækst og opbygning af strandvoldssletter har været så omfattende,at
de nu næsten overalt ligger kilometervidt fra den recentehavkyst.

Klimatisk geomorfologi. Klimaets indgribende indflydelse på morfogenesen har været omtalt under skildringen af den tropiske forvitrings - og solifluktionseffektivitet. Vindretningen vil gennem dens indflydelse på bølgefronternes retning, når ikke andre forhold som fremspringende resistente dele af landmassen virker ind, være bestemmende for udligningskysters orientering, og vindvirkeresultanter, der repræsenterer en opsummering af vindenes formprægende effekt, vil kunne være orienterende om tendenser med hensyn til udligningsretning (Emnet har været behandlet af forf. i »Det marine Forland«). Ved Brasiliens kyst er udligningskysternes retning imidlertid, hvad hovedformen angår, praktisk talt overalt bestemt ved de fikspunkter, som højlandets brudkanter og de foranliggende øer udgør. Disse landmassers dimensioner i forbindelse med materialets modstandsevne bevirker, at alle forlandsdannelser m. h. t. orientering primært bestemmes af fikspunkternes placering. Kun i guirlandeformens usymmetri spores vindretningens indflydelse.

På steder, hvor tangerne har stor udstrækning, som det er tilfældet ud for Araruama lagunen, vil tangens udformning på lagunesiden på karakteristisk måde kunne præges af fremherskende vindretninger (fig. 5). NØ-vinde er her helt dominerende, og der forekommer her en række odder orienteret vinkelret på denne retning, altså typiske ligevægtsformer, som de kendes så almindeligt i den danske øverden. De mange saliner i denne lagune anlægges bl. a. på disse odders vindside, hvor de tørre vinde — en afbøjet passat — i vinterhalvåret virker stærkt fordampningsfremmende. Sommeren er her i lavlandet også relativt regnfattig.

På hel anden måde, nemlig ved sin betydning for det biologiske milieus karakter, får klimafaktoren en ligeså afgørende indflydelse. Koralrev forekommer fra 3° s. br. til 22° s. br. Nord for denne strækningudelukker Amazonas' sedimenttilførsel koralkoloniernes vækst, mod syd er det havvandets temperatur, der sætter grænsen. Langt den største del af Brasiliens kyst får således på lange stræk særprægved det foranliggende voldrev, der ved sin bølgebrydervirkningfår samme morfogene virkning som en off-shore bar. Koralrevetslokalisering er de fleste steder betinget af et resistent sandstenslag,der med strygningsretning parallel med kysten cuesta-agtigt

står frem på havbunden. Stedvis, således ved Recife, yder koralrevetden beskyttelse mod oceanbrændingen, der muliggør flodudløbetsanvendelse som havn. Revet har således betinget denne storbysplacering og gør det naturligt, at byen har fået navn efter dette,— »recife« er det portugisiske ord for rev. Klimaet betinger som førnævnt også direkte mangrovens forekomstmuligheder, den anden for udbredelsen bestemmende faktor er forekomst af dyndbund på salt- og brakvandslokaliteter. Såvel bag off-shore barrer som bag voldrev er ved flodernes udløb disse betingelser tilstede, og mangrovenbreder sig — fra luften at se: en tæt skov gennemsat af kanaler,fra flodbredden ved lavvande: et virvar af støtterødder i den ufarbare, lumre dyndbund under de skyggende kroner. Som i det danske vadehav er det her forudsætningen for vegetationsdække, at en flade ved sedimentation kommer i det niveau, der muliggør planternesindvandring, i Danmark: Kveller og Annelgræs, i Brasilien: Rhizophora og Avicennia. Analogier er der flere af, således ses ofte på yderkyster en åben rende mellem fast land og mangrove, et forhold,der bringer landprielen i Vadehavet i erindring. Dette topografiskekaraktertræk genfindes også i Florida, hvor mangrovens udbredelsesmønster har været genstand for intenst studium.

Fra Rio de Janeiro til Rio Grande do Norte forekommer koralrev med mangrove ved de bagved liggende kyster, fra Rio Grande til Cearå kun koralrev og fra Parnaiba flodens munding til Orinocodeltaet er mangroven helt ene om at give kysten karakter, da vandets indhold af opslemmet materiale her udelukker koralvækst*). Hvor laguner afspærres fra saltvandstilførsel, afløses mangroven af tropisk rørsump med en Typha som karakterplante. I Paraibadeltaet er omkring Lagoa Feia store områder helt metamorfoseret ved bygning af dæmninger, der hindrer havvandets adgang, og anlæg af kanaler til regulering af vandstanden. Den tidligere udbredte utilgængelige mangrove er nu afløst af en græsvegetation, der giver føde til store kvægflokke i et terræn, der får en dansk iagttager til at tænke på marsken, — en meget varm sommerdag.

En skildring af dette tropiske marine forlands kulturgeografi skal
ikke gives her ud over, hvad der har været antydet i indledningen
og sporadisk hist og her under omtale af forlandsudviklingen.

Forf. har med denne artikel haft to mål i sigte: Det ene har været
at behandle Baixada'en som et eksempel på marin forlandsdannelse

---

*) En væsentlig hindring for de revbyggede koralkoloniers trivsel på sådanne lokaliteter er vandets uigennemsigtighed, der hindrer lysets adgang, hvilket nedsætter eller helt umuliggør kulsyreassimilationen for de encellede grønalger, der lever i symbiose med koraldvrene.

i tropisk milieu for derigennem at understrege værdien af klimatisk-geomorfologiske synspunkter i kystmorfologien. Det andet har været at sammenstille de brasilianske forskeres resultater med hensyn til tidligere havniveauer med resultaterne af Valentins beregninger over de glaciale-eustatiske niveauændringer, idet de to sæt forskningsresultater synes at harmonere så godt, at teorierne om havniveauets skiftende beliggenhed i Kvartærtid derigennem bekræftes.

SUMMARY

The coastal lowland of Brazil, called Baixada Fluminense in the state of Rio de Janeiro, is built op in front of an initial shoreline, a fault and rias coast formed by the Southern and Eastern escarpment of The Brazilian Shield (fig. 2). The paper gives an outline of the agencies which are governing the construction of coastal plains in the humid tropics. The morphogenetic blockdiagram series (fig. 3) demonstrates the author's hypothesis concerning the development of this coastal plain, consisting of beach ridge plains of the ridge and furrow type, deltas of different types (lobate, arcuate, cuspate, bay and wave, according to Johnson's system), wandering dune landscapes, off-shore bars, lagoons, mangrove swamps and coral reefs.

Another topic is the glacial-eustatic level changes. As Eastern Brazil seems to be an area characterized by isostatic stability (Ruellan), it should be possible here to get a confirmation of the accuracy of the computed figures for Quaternary level changes, compiled by Valentin by conferring these values with the results of Brazilian research concerning the different levels of abrasion terraces, compiled by Ruellan and Ab' Saber. There seems to be a harmony between hypothesis and observations.

Thick layers of decomposed rock is a characteristic feature of the humid tropics and so are the solifluction processes. Caused by these the rivers are heavy loaded with sediments and in this way the litoral zone is supplied with a huge material of which the sand and gravel fractions transported by beach drifting, finally form off-shore bars and tomboloes of very great extension (fig. 4, 5, 7). It has to be emphasized that the dominance of these coastal features in the humid tropics is a consequence of climatic conditions. Generally they are not shorelines of emergence according to the shoreline system of Gulliver on which the descriptions of many handbooks still are based. In the same way the global dominance of rias coasts - and fiord coasts in the formerly glaciated regions - is to be looked at as a consequence of the glacial-eustatic rise of sea-level and not from the old point of view: shorelines of submergence.

LITTERATUR

Ab' Saber, Aziz Xacib (1955): Contribuicäo å geomorfologia do litoral
Paulista. Revista brasileira de geografia, Nr. 1. Rio.

Ab' Saber, Aziz Xacib (1956): Excursion Guidebook nr. 4. I.G.C. Rio.

Armstrong Price, W. (1953): The Classification of Shorelines and Coasts
and its Application to the Gulf of Mexico.

Bernardes, Lysia Cavalcanti (195(5) : The Coastal Lowlands and Sugarcane
Zone of the State of Rio de Janeiro. Excursion Guidebook nr. 5.
I.G.C. Rio.

Freiberg, B. V. (1930) : Zerstörung und Sedimentation an den Mangrovcnküsten
Brasiliens. Leopoldina, Bd. VI (Walther Festschrift). Leipzig.

Guilcher, André (1954) : Morphologie Littorale. Paris.

Johnson, D. W. (1919) : Shore Processes and Shoreline Development. New
York.

Lamego, Alberte Ribeiro (1955): Geologia dos Quadriculas de Campos,
Säo Thomé, Lagoa Feia e Xéxé. Boletim Nr. 154. Departemento Nacional
da Producäo Mineral. Rio.

McGill, John T. (1958): Map of Coastal Landforms of the World. Geographical
Review, Vol. XLVIII, nr. 3.

Pimienta, Jean (1956): Evolution du delta intralagunaire du Rio Tubaräo
ä Laguna, Etat de Santa Catherina. Abstract of papers 18. I.G.C. Rio.

Ruellan, Francis (1956): La frequence des cordons littoraux sableux sur
les cotes atlantiques de l'Amerique du Sud tropicale. Abstract of papers
18. I.G.C. Rio.

Ruellan, Francis (1956): La solifluction tropicale. Abstract of papers 18.
I.G.C. Rio.

Russell, R. J. (1957): Aspects of Alluvial Morphology, »The Earth its Crust
and its Atmosphere.« Studies presented to Jacoba B. L. Hoi.

Schou, Axel (1945): Det marine Forland. Folia Geographica Danica,
Tome IV. København.

- (1957) : Geograf kongressen i Rio, Ekskursion nr. 4. Kulturgeografi.

- (1958) : Aktuelle naturgeografiske indtryk fra Brasilien. Naturhistorisk
Tidende.

Sund, Tore (1958): Geografkongressen i Rio, Ekskursjon nr. 5. Kulturgeografi.

Valentin, Hartmut (1954) : Die Küsten der Erde. Ergänzungsheft Nr. 246
zu Petermanns Geographische Mitteilungen. Gotha.