En af de meget fængslerne sider ved udforskningen af et område som det sønderjyske vadehav er, at dets udformning er bestemt af så mange vidt forskellige faktorer, som for eksempel tidevandet, vinden, bundmaterialet og planteverdenen. På den anden side bevirker dette også, at undersøgelsen af den enkelte faktors betydning besværliggøres. Vanskeligst er undersøgelsen af vandvejenes udvikling, idet overfladen en stor del af tiden er vanddækket, hvortil kommer, at den flade bund er overordentlig svær at overskue. Det er derfor et nærliggende ønske, at området kunne genskabes i en mindre målestok, således at man gennem modelforsøg kunne isolere de i området virkende kræfter efter tur og samtidig have et passende overblik over arbejdet. Modelforsøg er imidlertid meget kostbare at udføre. Navnlig forsøg med tidevandsstrømme kræver store anlæg, da det er svært at efterligne en bølgebevægelse med så stor bølgelængde som en tidevandsbølge. Mens bølgelængden for stormbølger på oceanerne er af størrelsesordenen nogle hundrede meter, er den for tidsvandsbølger flere hundrede kilometer.

Under ekspeditionsarbejde i Grønland i sommeren 1957 for GeografiskLaboratoriums Grønlandsundersøgelser var der i flere tilfældelejlighed til at iagttage bølgebevægelser, hvis bølgelængder var meget store i forhold til, hvad der ellers var tilfældet for de bølger,som forekom det pågældende sted. Den bølgedannende kraft synes i disse tilfælde at være kæntrende isfjelde af betydelig størrelse.Fænomenet er tidligere kendt i Grønland, hvor det kan volde alvorlige problemer ved anlæg af havne i nærheden af store gletschere.lagttagelserne vedrørende disse problemer, som skal omtales lidt nærmere her, blev gjort i Umanakdistriktet, nærmere betegnet på stranden ved arbejdsholdets lejr foran gletscheren Sermikavsak

på Upernivik 0, omtrent 70 kilometer nordvest for byen Umanak (figur I). Foran Sermikavsak, hvis front ligger henved en kilometerfra kysten, strækker sig en flad flodslette, som yderst ved kysten ligger omtrent i havets niveau (figur 2). Sletten er afgrænset fra havetved en lav strandvold, hvis højde varierer fra Vi til 1 meter. Farvandetvest for øen er på dette sted et smalt sund, Igdlorssuit Sund, mellem Upernivik 0 og Übekendt Ejland (på grønlandsk Igdlorssuit). Sundet er kun en halv snes kilometer bredt, altså omtrent som Lille Bælt mellem Als og Horne Land. Dybdeforholdene er kun lidt kendt, men der er dog målt dybder ned til omkring 500 meter. Der forekommer kun sjældent større vindstyrker i sommermånederne (i sommeren 1957 ikke over vindstyrke 4) fra de vestlige vindretninger.Der kan dog stå en svag dønning fra den mere åbne Umanakbugtsyd for området. Det må her nævnes, at selv om det blæser kraftigt, vil enhver bølgebevægelse blive dæmpet meget som følge af tilstedeværelsen af de mange isfjelde.

Tidevandsforskellen er ved Upernivik Ø's vestkyst omkring to meter. Skønt der på dette sted ikke forekommer større bølgebevægelser,viste det sig, at strandvoldene kunne opbygges i løbet af en enkelt tidsvandsbølge, som følge af at bølgerne løftes med tidevandetop og ned, således at de kan virke i alle niveauer. Om foråret, når vandløbene er frosne, ligger strandvolden som et übrudt dige i hele dalens bredde. Efterhånden som smeltevandet strømmer mod havet, stemmes det op bag ved strandvolden, og en betydelig mængdeaf det medtransporterede materiale af lej res inden for denne som små sandsletter (figur 3). På et vist tidspunkt bryder smeltevandselvenegennem

elvenegennemstrandvolden og eroderer sig i løbet af få dage ned, således at deres yderste dele kommer til at ligge i niveau med vandstandenved lavvande. Dette medfører, at der ved højvande strømmer havvand ind i den nedre del af smeltevandselvene, som så får tragtformedemundinger. Så snart efteråret sætter ind, aftager elvenes vandføring meget stærkt, særligt om natten, hvorved gennembruddeti strandvolden ikke kan holdes åbent, hvis der er den mindste bølgegang udenfor. Hullerne kan derfor som nævnt lukkes i løbet af en enkelt tidevandsperiode. I begyndelsen af september standser elvene helt, og strandvolden bygges op til fuld højde.

Figur 2 viser gletscherdalens munding udtegnet efter luftfotografierogmålinger
i marken. Foran Sermikavssak ligger en flodslette,

der er gennemskåret af en mængde smeltevandselve, som stadigt skifter leje. Kun elvenes udløb er indtegnet, da disse ligger nogenlundefasti løbet af en sommerperiode. Den sydlige del af gletscherfrontennårlængst frem, da denne side af dalen ligger mest i skygge. Fra den sydlige gletschertunge strømmer den elv, i hvis munding ved vejrstationen de her beskrevne iagttagelser er gjort. Figur 3 er optaget fra lejren ved vejrstationen mod sydvest. Man ser tydeligt elvens løb gennem strandvolden og sandfladen, som er aflejret før gennembruddet. I baggrunden ses Igdlorssuit Sund med Übekendt Ejland til højre og Nugssuaq til venstre. På den lille sandflade var der ved ankomsten til stedet en del sne. Da alt ekspeditionsmaterielletblevbåret over her, blev overfladen meget hurtigt stærkt pløret, hvorfor der blev gravet en smal grøft gennem den laveste del af sandfladen hen til elven. Denne grøft, hvis omrids er markeret på

figur 3, havde bunden liggende så lavt, at højvandet gik ind i den ved springtid og omdannede hurtigt også dette lille udløb i elven til en tragtformet munding. Da billedet blev optaget, var elven stemt op bag en lille dæmning, da dette sted var det eneste, hvor der kunne hentes vand.

Det bemærkes, at Igdlorssuit Sund er fyldt med isbjerge af alle størrelser. Dog er der, den dag billedet blev taget, ingen helt store isfjelde. Det er iøvrigt vanskeligt på grundlag af billeder at bedømme antallet og navnlig størrelsen af isfjelde på havfladen. Disse isfjelde, som kommer fra de indre dele af den store Umanakfjord, kæntrer ret hyppigt. Dels som følge af smeltning og dels ved slid af strømmende vand ændres ligevægtsforholdene i ismassen, og denne skifter stilling. Bevægelserne udløser ikke sjældent brud i isen, således at isstykker løsrives fra den oprindelige klump, hvorved der sker nye kæntringer. Et stort isfjeld kan på denne måde blive fuldstændig sønderdelt i løbet af kort tid. Ved kæntringen dannes ret kraftige bølger, som dog meget hurtigt forsvinder igen fra havfladen. Blot i en afstand af mindre end fem gange isfjeldets egen længde er bølgerne knapt synlige på overfladen. Dog findes der i disse farvande isfjelde af så store dimensioner, at en kæntring kan spores over store områder. Disse meget store isfjelde, som kan blive flere hundrede meter lange og brede, er ret sjældne, og det er yderst sjældent, at man ser dem kæntre og fremkalde store dønninger.

I sommeren 1958 hændte det nogle gange, at vandspejlet i stille vejr pludseligt hævedes og sænkedes langs kysten af Igdlorssuit Sund. Der var overhovedet ikke tale om bråd; vandet steg og sank uden synlige bølgebevægelser. Fænomenet blev første gang iagttaget den 25. juni, men var den gang så svagt, at det ikke sattes i relationtil nogen særlig bølgedannende kraft. Vandstandsændringerne fremkom ved fuldt højvande ved springtid, og det var ved denne lejlighed, at vandet trængte helt ind i bunden af den gravede grøft og gav anledning til de her beskrevne undersøgelser. Forskellen i vandspejletshøjde beløb sig dog kun til 10_—15 centimeter, og der kom 4—64_—6 bølgetoppe i minuttet. Senere forekom fænomenet med mellemrum,men desværre mest om natten, hvor det var for mørkt til at undersøge noget, efter at den lyseste tid var forbi. En enkelt gang var der dog lejlighed til at iagttage fænomenet under gunstige omstændigheder. Det skete den 12. august om formiddagen, da der hørtes fjern, men voldsom larm fra et kæntrende isfjeld af meget store dimensioner. Isfjeldet lokaliseredes umiddelbart efter til et punkt i nordvestlig retning i en afstand af omtrent 15 kilometer.

Knapt et kvarter senere begyndte vandspejlet at hæve og sænke sig som ved meget svær dønning. Ud over havfladen kunne der ikke spores nogen bevægelse, og der var ingen antydning af bråd. Gennemnogen tid måltes bevægelsens periode til cirka 20 sekunder, mens vandstandsændringerne beløb sig til 40_—50 centimeter. Det var stille vejr, og der var ingen anden form for bølgebevægelse. Tidsrummetfra isfjeldets kæntring til de første vandstandsændringer var ca. 20 minutter. Det har desværre ikke været muligt at give et udtryk for bølgelængdens størrelsesorden, da kendskabet til dybderog bundrelief på dette sted er yderst mangelfuldt. Rent skønsmæssigtkunne bølgelængden dog anslås til at være langt over hundredemeter. Der er i hvert fald tale om bølgelængder, som langt overstiger stormbølgernes på det pågældende sted, selv om man medtagerde bølger, der fra Baffinshavet kan sende dønninger ind her. Sådanne kæntringsbølger giver iøvrigt anledning til dannelse af strømribber på sandstrande parallelt med strømretningen, altså vinkelretpå kysten. Sådanne ribber blev iagttaget ved kysten af InglefieldBredningen ved Thule i sommeren 1956 i forbindelse med kraftigevandstandsændringer efter kæntring af et stort isf jeld. Ribberne var dog meget lave, nærmest en sortering af materialet, således at det ikke var muligt at få dem til at fremtræde på et fotografi.

Den 25. juni 1957 lige efter midnat nåede vandet så højt, at bundeni den gravede kløft ved lejren netop lå over vandspejlet. I tidsrummetomkring højeste vandstand kom som nævnt bølger af relativstor bølgelængde ind gennem smeltevandselvens gennemskæring af strandvolden. Bag denne svingede bølgernes front som følge af bassinets form ind mod mundingen af den gravede grøft (figur 3). Den sydlige side af smeltevandselven havde en meget fladvandet bred, idet elven på dette sted søgte at danne en meander. Dette hindredesdog af strandvolden, hvor det langt grovere materiale ikke lod sig flytte af elven, efter at denne havde eroderet sig ned til lidt over havets overflade, således at den kun var i stand til at erodere ved laveste vandstand. På figur 3 er indtegnet højeste vandstand (stiplet) og vandstanden på det tidspunkt, undersøgelserne fandt sted (prikket). Bølgerne kom med et så stort mellemrum, at det udgåendevand fik tid til at løbe et stykke tilbage, og der var tilstrækkeligtid til at optage et par enkelte fotografier af det system af render,som dannedes efter hvert tilbageløb. De her beskrevne iagttagelserer således observeret hver gang, en bølge løb tilbage, og billedernestammer ikke fra en enkelt bølges virksomhed. Foruden de her omtalte lange bølger, var der også ganske små bølger fremkaldt

af den svage vind på stedet. Disse bølger kunne dog ikke spores indenfor gennemskæringen i strandvolden. Efter at fænomenet var iagttaget gennem et stykke tid, blev der anbragt små pinde langs konturerne af de af strømmen dannede banker og render, således at det senere var muligt at opmåle kortet figur 4. Figur 3 er optaget nogen tid efter undersøgelsen, hvorfor grøften er forsvundet.

Det vil være nødvendigt først at gennemgå det resultat, som er udledt af de gjorte iagttagelser. Som følge af formen af det bag ved strandvolden dannede lille bassin måtte bølgefronten svinge, således at bølgerne først ramte den side af grøften, der vendte bort fra det punkt, hvorfra figur 3 er optaget. Herved bliver banker og render naturligvis ensidigt udviklede, i modsætning til hvad der havde været tilfældet, hvis bølgefront og dermed strøm havde været rettet lige mod grøften. Det har desværre ikke været muligt at finde frem til en egnet metode til grafisk at fremstille udviklingen i et tænkt forenklet idealtilfælde, hvorfor det er søgt forklaret i ord. For at danne sig et billede af de her omtalte fænomener, må man forestille sig en rende i et tidevandsområde. Gennem renden strømmer vandet frem og tilbage med hver tidevandsbølge, hvis front er vinkelret på længderetningen af renden, som tænkes at afvande et større vadeområde. Fra det øjeblik, ebben begynder at indtræde, vil der under normale forhold i et vilkårligt valgt punkt over lavvandslinien være udgående strøm i renden. Denne udgående strøm vil vare, lige ind til det kommende højvande når frem til det pågældende punkt. Der vil altså i renden være udgående strøm over lavvandslinien, efter at vandet er begyndt at stige igen. Dette betyder, at i tidsrummet fra lavvande til højvande vil fronten af det stigende vand møde det udstrømmende vand i renden. Et sted i denne vil sammenstødet mellem de to strømme være særligt kraftigt, nemlig i et område, hvor strømstyrkerne i det mindste er i nærheden af deres maximum, omkring halv vandtid. Hvor dette vil finde sted afhænger af mange forhold, såsom tidevandsområdets form, fremherskende vindretning og vindstyrke (og dermed muligheden for vindstuvning), samt eventuel tilstrømning af vand fra andre tidevandsområder og åer. Taget over et længere tidsrum, vil sammenstødsområdet sikkert være nogenlunde stabilt, og kun være udsat for større ændringer som følge af kraftige storme eller ændringer af tidevandsområdet.

Det må her indsydes, at ebbestrømmen og flodstrømmen opfører sig på væsentligt forskellige måder. Under stigende vand breder dette sig ud over vaderne (Lundbak), idet vandet søger bort fra renderne, så snart det er steget op over disses kanter, som en følge af, at hastighedener

stighedenerstadigt aftagende. Vanddele, hvis hastighed øges,konvergerer,hvorimod en bremsning medfører, at de divergerer (N. de Leliavsky). Ebbestrømmen søger således den korteste vej til renderneog bliver derved betydeligt mere koncentreret end flodstrømmen.I store træk kan det siges, at den sidste virker som en svag strøm med stort tværsnit, mens den første er en kraftig strøm med ringe tværsnit. I det øjeblik den kraftige ebbestrøm møder den svagereflodstrøm, vil denne omgående blive presset tilbage i ebbestrømmensbane, og der vil dannes kraftige hvirvler langs grænsefladerne. Som følge af, at noget af det stigende vand rives udefter af det faldende,vil der ske en afbøjning af det stigende vand hen mod ebbestrømmensleje med afbøjningen aftagende med afstanden fra dette. Denne vandvandring hen mod ebbestrømmens leje vil medføre en del af det materiale, som flodstrømmen indeholder. Dette materiale vil aflejres i og ved ebbeløbet, og da strømmen i dette nu er stærkt aftagende, da det stadigt bremses af det indgående vand, vil dette materiale ikke blive fjernet igen. En del af det vil blive af lejret i selve løbet, hvis tværsnit derved vil blive indskrænket. I den følgendetidevandsperiode vil det udstrømmende vand på dette sted blive bremset og en del af det medførte materiale aflejret som en banke oven for snevringen. Dannelsen vil dog sikkert kun udformes på steder,hvor ebbestrømmens hastighed er særlig stor, muligvis nærmere betegnet i områder, hvor ebbestrømmen pludseligt accelereres som følge af forøgelse af fald eller vandføring.

Kortet figur 4 er optaget, efter at vandet havde trukket sig tilbage
fra den gravede grøft. Det er et udtryk for resultatet af den nævnte
bølgevirksomheds arbejde, altså sammenstødet mellem det indgåendeogdet

deogdetudgående vand. I de få tilfælde, hvor der var så stort tidsrummellembølgetoppene, at grøften kunne nå at blive helt tør, før den næste bølge kom, udslettedes alle de her nævnte render og banker.Hvergang den på kortet viste udformning af bunden foregik, skete det på samme sted. Som det allerede er nævnt, skulle de ude fra kommende bølger forplante sig ind gennem hullet i strandvolden, hvorefter bølgefronten skulle svinge mod syd for at nå til grøftens munding. På denne måde nåede fronten først grøftens vestlige side, hvorved bundrelieffet i grøften blev usymmetrisk. Det udgående vand trængtes efterhånden over mod løbets østlige side, således at det indgående vand kun kunne komme fra en mere vestlig retning. Figur 5 viser en fase af sammenstødet mellem det indgående og det udgående vand i grøftens munding. Kameraet er vendt mod nordvest.Tilvenstre i billedet ses fronten af det indgående vand som en blød bue, idet det breder sig ud over den flade sandbund. Til højre trænges det indgående vand stærkt tilbage af det udgående. Afgrænsningenmellemde to vanddele ses tydeligt som en kort række hvirvler. De egentlige rende og banken ses kun derimod svagt, idet det må erindres, at billederne er optaget ved midnat, hvor lysforholdenevarringe,

denevarringe,da solen stod bag en fjeldkæde. På figur 6 ses resultatetafbølgevirksomheden et stykke tid efter, at vandet var begyndtattrække sig tilbage fra kysten. Man får et indtryk af vandstandenvedat betragte den nordlige del af strandvolden, der rager et lille stykke op over vandspejlet, og sammenligne det med figur 3. Størrelsesforholdet fremgår iøvrigt tydeligt på begge billeder af de mange fodaftryk i sandet. På det sidstnævnte billede ser man tydeligtdetudgående vands rende, idet denne er vandfyldt bag indsnævringenogden lave banke. Det indgående vands rende ses kun som det fugtige sandområde, som kaster lyset stærkt tilbage. Det udløbendevandsrende ligger midt i grøften frem til dennes munding, ud for hvilken renden er trængt over til venstre i billedet, altså mod øst.

Forestiller man sig, at et højvande breder sig ud over en ensartet
vadeoverflade, vil det stigende vand ikke give anledning til dannelse
af render af nogen art, som følge af at vandpartiklerne som nævnt

divergerer på grund af den aftagende hastighed. Alligevel er det helt klart, at visse meget betydningsfulde renders dannelse skyldes det indgående vand. Disse flodskår (van Veen) er i stærkt markerede og bugtede løb en naturlig følge af forskellen i hastighed af det indgåendeogdet udgående vand. Den hurtige ebbestrøm kræver store kurveradier i modsætning til den langsommere flodstrøm. Denne bestandige variation af den kurvebestemmende faktor må nødvendigvisgiveet virvar af render og banker i en tidevandsrende. Skal man forsøge at forklare dannelsen af de blinde løb (flodskår) i tidevandsrenderudenstørre

vandsrenderudenstørreslyngninger, kunne det være fristende at overføre iagttagelserne fra »modeltidevandet« fra grøften på Upernivik0.For at finde eksempler har søkortene over de danske tidevandsområderværetundersøgt. Imidlertid er Vadehavet uden betydningforskibsfarten, hvorfor kortene er meget primitive. Den eneste undtagelse herfra er Grådyb med indløbet til Esbjerg Havn, Havneløbet og Hjerting Dyb. Hele området må holdes under stadig observation af hensyn til arbejdet for at holde Esbjerg Havn åben. Figur 7 er udarbejdet på grundlag af søkortet over Grådyb. Kortets nul er som i alle søkort middelspringtidslavvande, hvilket svarer til omtrent -f 1 meter i forhold til Dansk Normal Nul. Områder med dybder under 10 meter er vandret skraveret. Det ses tydeligt her, at på begge sider af Grådyb mellem Sandene og Langli Sand findes fladvandede løb. Disse skyldes givetvis det indgående vands virksomhediforbindelse med det udstrømmende vand, hvoraf der på dette sted altid er stor tilførsel. Billedlig talt kan det siges, at fronten af det indgående vand brydes af det udgående for derefter at »slå sammen« om dette, så snart ebbestrømmens hastighed er aftaget. Fænomenet er stærkest udviklet i Hjerting Løb, da en del af det indgåendevandløber ud igen nord og vest om Langli, og når således tilbage til Grådyb af andre veje. Ebbestrømmen i Hjerting Løb er ikke i stand til at fjerne meget af banken bag flodlejet. Banken når her en højde af et par meter over den øvrige del af renden. På sydsidenafGrådyb er forholdet modsat. Her strømmer større vandmængderudend ind som følge af den nordgående reststrøm øst om Fanø (Lundbak). Flodlejet er svagere udviklet. Banken ved indsnævringenliggerhenved 3 meter over bunden i renden. Udviklingenafflodløbet er her meget kraftigt begunstiget af Hjerting Løbs og Havneløbets korte kurveradier. Det her nævnte eksempel fra Grådybstidevandsområdeer kun fremdraget, fordi det var let tilgængeligt.Tilsvarendeeksempler er fundet mellem Sild og Rømø og flere steder i de hollandske tidevandsområder. Det gælder dog for alle de nævnte eksempler, at materialet ikke er tilstrækkeligt detailleret.Dermå foretages meget finere målinger over tidevandsrender med særligt henblik på dette fænomen, ligesom steder, hvor det forekommer,måholdes under observation gennem længere tid, før man kan sige om det her beskrevne overhovedet kan tages i betragtning ved forklaringen af dannelsen af visse former for flodskår.

SUMMARY

In the summer 1957 it was observed on the Upernivik Island in the Umanak district in West Greenland (figures 1 and 2) that big icebergs which are capsizing may produce waves of comparatively long lengths. The waves observed in this case appeared in the form of sudden changes of the water-level of a height of up to half a metre and without the faintest break. The period in question lasted about 20 seconds. The place is sheltered against wind waves of any importance. The waves observed penetrated into a narrow ditch which had been dug behind a beach ridge (fig. 3). The ditch was transformed into a sort of tide-water channel, the development of which - owing to the frequency of the waves - took place very rapidly and could be easily observed. The result of the investigations is that the incoming water arrives in a widespread, though feeble flow, which at the place of collision is kept in check by the more concentrated, outgoing current (figures 4 and 5). Part of the incoming water is swept along by the more powerful, outgoing current, and the ingoing current is consequently diverted towards the channel of the lastmentioned stream, making this channel narrower (fig. 5). At the place of collision a certain quantity of material is deposited, a fact which also contributes to stem the current in the next period of outgoing water. In the present case the channel of the last-mentioned water-course has acquired an unsymmetrical shape thanks to the form of the basin, as the incoming water by and by forces the channel of the outgoing water towards east (fig. 6). As an example of the phenomenon on a larger scale has been chosen Grådyb outside of Esbjerg (fig. 7). At this place the configuration is as follows: in the middle the deep channel of the outgoing water flanked by two shallow channels for the incoming water; this configuration may be due to the above-mentioned collision between two currents (streams) of opposite direction in a straight tide-water channel.

LITTERATUR

Jensen, H. Højgaard (1955): Deformerbare stoffers mekanik. København.

Veen, J. van (1950): Eb- en Vloedschaar systemen in de Nederlandse
getijwateren. Waddensymposium.