PÁLMI HANNESSON 3. januar 1898—22. november 1956

Rektor Pålmi Hannesson var en bondesøn fra Skagafjaröarsysla i Nordisland. Hans akademiske vej gik over skolen i Akureyri til Reykjavik Lærde Skole, hvorfra han blev student 1918, og derefter til Københavns Universitet. Her studerede han naturhistorie og geografi og tog 1926 magisterkonferens i zoologi. I den københavnske akademiske verden opnåede han hurtigt stor anseelse både blandt islændere og danske. Han var i adskillige år de islandske studenters centrale skikkelse, og hans forhold til de danske kammerater belyses af den omstændighed, at han blev valgt til oldermand på Studentergården.

Allerede som barn følte han sig tiltrukket af det indre, øde højland, og det blev en af hans afgørende oplevelser, at han som stor dreng fik lov at opleve det eventyr at deltage i efterårets fåreindsamlinger, under hvilke man på hesteryg afsøgte højlandet helt op til jøklerne. Hele sit liv bevarede han sin barndoms kærlighed til indlandet og til hesterejserne, og han betragtede det som en lykke, at hans gerning faldt i en tid, hvor motoriseringen endnu ikke havde nået at præge islandsforskningen. Allerede som student begyndte han en systematisk gennemrejsning af landet, og med årene blev han vor tids fornemste kender af landets topografi og af så at sige alle sider af Islands geografi og naturhistorie. Hans navn fortjener i så henseende at jævnføres med Bjørn Gunnlaugsson og Thorvaldur Thoroddsen.

Forholdene medførte imidlertid, at han i 1930 i en alder af 31 år, netop på det tidspunkt, da hans store videnskabelige evner og hans fortrinlige skoling skulle finde fuld anvendelse, blev kaldet til en anden opgave, nemlig som rektor for den gamle og fornemme Reykjavik Lærde Skole. Her udførte han lige til sin død et overmåde betydningsfuldt og af Island stærkt påskønnet arbejde ved at videreføre og forny dette centrale led i den islandske kultur.

Han fortsatte imidlertid også i det omfang, det var ham muligt, sin deltagelse i udforskningen af Island og fik gennem årene stor indflydelse på den rige udvikling, Islands naturvidenskab har fået i de sidste 25 år. Han havde udpræget sans for at vælge de rette til løsningen af de foreliggende opgaver, og han stillede beredvilligtog uden nogen art af smålighed eller selvinteresse sine eneståendekundskaber

ståendekundskaberog erfaringer til rådighed for alle, som havde brug for hans hjælp. Derfor skylder dansk og islandsk naturvidenskabham overmåde meget. Så at sige alle de danske videnskabsmænd,som i årene mellem 1920 og 1940 besøgte Island, har rejst sammen med Pålmi Hannesson og har nydt en uvurderlig hjælp af hans kundskab og iderigdom. På denne måde blev hans betydningfor nordisk naturvidenskab langt større, end man kunne formode efter hans relativt beskedne videnskabelige produktion. I anerkendelse heraf modtog han den 4. november 1947 Det KongeligeDanske Geografiske Selskabs Egede Medalje, og samme år blev han udnævnt til æresmedlem af Dansk Geologisk Forening.

Pålmi Hannesson var en stor kender af den gamle og moderne islandske litteratur og skrev og talte sit modersmål mesterligt; men han beherskede tillige det danske sprog så godt, at mange danske i så henseende måtte misunde ham. Han færdedes „med lige værdighed i borg og hytte" og repræsenterede også udadtil sit land med fuldendt sikkerhed og styrke.

Her i vort Selskab vil man mindes den uforglemmelige aften, hvor han forelagde resultatet af Hekla-undersøgelserne, og alle danske videnskabsmænd, som kendte ham, vil nu ved hans bortgang bringe ham en varm og oprigtig tak og bevare mindet om hans personlighed og hans gerning. Nielsen.