Bosettingskart over Norge. Utgitt av Statistisk Sentralbyrå, Oslo 1955.

I 1923 udkom det af dr. Soderlund udarbejdede befolkningskort over Norge i målestokken 1:1.000.000 på grundlag af folketællingen i 1910. Dette har siden da dannet grundlaget for de fleste kartografiske fremstillinger af befolkningsforhold i Norge. Der foreligger imidlertid også forskellige specialkort af nyere dato, deriblandt det meget vigtige arbejde af 1945, der behandler de kriseramte bygder.

Det nu udgivne bosætningskort bygger på folketællingsmaterialet af 1950. Målestokken er 1:400.000. Kortet er opdelt i 15 blade, hvis grundlag er et højdekort med tre farveskalaer: O—200O^—200 m o. h., 200^—500 og > 500. Endvidere er indtegnet veje, jernbaner og vigtige

Man har anvendt en ret kompliceret signatur for befolkningen, idet grundlaget er en prik for hver 25 personer og kugler for bymæssige bebyggelser på 500 personer eller derover. Man har imidlertid ikke ment at kunne anvende priksignaturer i andre områder end den meget åbne bebyggelse og har derfor ment at måtte indføre særlige tegn for antal af 100, 125, 150, 175, 200, 225, 250 og 275 personer, ialt 8 signaturer.

Det skal ikke nægtes, at læsningen af kortet besværes noget af denne komplicerede signatur, og at man får en udviskning af befolkningsfordelingensgeografiske typer; men det skal indrømmes, at situationen for Norges vedkommende er således, at det er meget vanskeligt at fremstille en blot nogenlunde let overskuelig kartografiskredegørelse for befolkningen. Vanskeligheden består deri, at man har at gøre med store, übebyggede arealer, og at tætbygdernedanner en decideret modsætning til de andre bebyggelsesformer.Hvis man derfor vil anvende simple symboler og derved opnå et virkeligt detailleret billede, må man gå over til kort i større målestok.Det

stok.Detkunne sikkert gøres i målestokken 1:200.000, men man
ville da komme op på et samlet antal kortblade på ca. 60.

Man kunne endelig også gå den vej at behandle visse hovedregioner, såsom Oslofjord-området, Sydvestlandet og Trondheimbygden i større målestok, men derved ville helhedspræget naturligvis gå tabt.

Hovedtrækkene af Norges bebyggelsesgeografi kommer imidlertid klart frem, f. eks. hele Oslo-regionens meget komplicerede karakter. Blad 3 giver således et meget anskueligt billede af storbygderne og de lange, smalle dalbygder. Ligeledes er Vestlandskortene meget slående, og forskellen mellem den rene kystbebyggelse og fjordbygderne er iøjnefaldende og klar. Det er meget interessant at foretage en sammenligning med Söderlund-kortet på grundlag af folketællingen 1910, idet man på denne måde får et stærkt indtryk af befolknings-forskydningen i det for Norge så vigtige tidsrum 1910^—50. Industribygdernes fremvækst præger billedet, men også andre faktorer gør sig gældende.

Fra dansk side fortjener dette kortværk stor opmærksomhed. Det er muligt, at kortværket til elementær undervisning i vort land er for kompliceret, men det burde i en eller anden form indføres i den grundlæggende kundskab om Norge, fordi det giver et klart billede af det fundamentale i den norske befolknings fordeling. Det er også i noget omfang anvendeligt for mere vidtgående geografiske behandlinger, men her møder man visse grænser, fordi selve fremstillingsformen som ovenfor omtalt gør det vanskeligt at udrede de forskellige bebyggelsestyper, idet man vel kan opnå en oversigt over hovedregionerne, men ikke over detaillerne i disse.