John Kerry King: Southeast Asia in Perspective. The Macmillan Comp., New York 1956, 14 X 21 cm, 309 s.

I Asien bor over halvdelen af menneskeheden. Her ligger de folkerigeste stater, her noterer man de største tal for befolkningstilvækst, og i denne verdensdel er siden 2. verdenskrig sket de mest omfattende politisk-geografiske ændringer.

Forfatteren til denne bog kender dels forholdene fra årelange rejser og dels gennem sin virksomhed inden for U.S.A.'s udenrigstjeneste. Dette betyder, at fremstillingen i nogen grad præges af bestemte synspunkter. Den må opfattes som et interessant dokumentarisk indlæg i den stående diskussion om Sydøstasiens forhold.

Det nordlige og centrale Asien, Sovjetasien, kan betragtes som politisk-geografisk stabile områder, og den samme betragtning kan anlægges over for Østasiens to storstater, Japan og Kina. I Asiens sydøstlige dele ulmer og gærer det derimod overalt. Den hidtidige kolonistatus er afløst af forskellige former for national selvstændighed.Den stadige økonomiske og sociale uro gør denne del af verden til en brændingszone mellem de to store politiske systemer: kommunisme og demokrati. Vi har oplevet, hvordan de to systemerer tørnet sammen i åben kamp i Indokina, og man aner potentiellemuligheder for etablering af lignende frontzoner også andre steder inden for området. Når kommunistisk infiltration ikke har nået større resultater i denne del af Asien, hvor der på forskellig måde kunne synes at være grobund derfor, forklarer forf. det ud fra det forhold, at de gamle kolonimagter er afløst af nationale regeringer. Herved hindres den sammenslutning af nationale modstandsbevægelserog kommunistisk agitation, som i Indokina var

så effektive trods elementernes meget forskelligartede natur. Er en sådan betragtning objektiv? Dette afføder et nyt spørgsmål: kan forholdaf denne art, der drejer sig om livsanskuelser i ordets egentligstebetydning, overhovedet behandles objektivt?