Esther Skouboe: Syd-Afrika, de siddende racers land. Gads Forlag, København 1953. 18X25 cm, 170 sider, talrige illustrationer.

Forfatterinden er cand. polit. Hun havde tilbragt nogle år i Australien,før
hun tog til Syd-Afrika. Om begge lande har hun

publiceret artikler i dansk og skandinavisk presse. I Den SydafrikanskeUnion har hun set mange institutioner og talt med menneskeraf mange forskellige slags. Alligevel er bogen ikke blevet en flimrende samling af løst forbundne interviewer. Alt er fordøjet og gennemtænkt, så hendes arbejde fremtræder med en fast tømret opfattelse af Syd-Afrika i dag. Fremstillingen er jævn og bred, men af og til, f. eks. i den indledende skildring af Cape Town set fra søen, hæver hun sig til en meget fin stil.

De første halvthundrede sider er viet almindelige forhold: Syd- Afrikas historie, de økonomiske og politiske forhold — med hovedvægt på den nyeste tid. Man får bl. a. et klart billede af boernes karakter. „De fleste boerfarmere er med deres simple vaner, med deres til taktløshed grænsende sandhedskærlighed og med deres gæstfrihed storartede mennesker. Men deres syn på andre racer har de fleste besøgende svært ved at tage. Mange af dem har også i deres karakter en hang til brutalitet". Den calvinske reformerte kirke har her et stort ansvar. Det gamle testamente betyder meget for de hollandske calvinister, og de har af dette skrift uddraget den lære, at Kams mørkhudede sønner altid vil forblive slaver, en underlegen race. På den anden side føler mange boere et virkeligt ansvar overfor de sorte, som er dem betroet, tager sig af dem, når de ældes, og hjælper dem, når de er i nød. For øvrigt vil denne almindelige fremstilling af de politiske og økonomiske forhold måske på nogle læsere virke lidt tung. Det forekommer mig, at lidt geografisk skoling kunne have hjulpet forfatteren til at give et klarere overblik over emnet.

De skønhedspletter, der således findes, tilgiver man imidlertid gerne, når man kommer til bogens hovedafsnit, som det er en nydelse at læse, trods de triste forhold, det ofte skildrer. Kapitlet „'bantufolk — fortiden" udgør over halvdelen af bogen. Overskriften er noget misvisende; thi bortset fra en kort etnografisk indledning drejer det sig udelukkende om afrikanernes kår nu i øjeblikket. Her findes en mængde skildringer af afrikanere og hvide: landarbejdere, minearbejdere, arbejdsgivere, præster o. s. v., fint opfattede situationer og skikkelser, der giver et levende indtryk af individernes forskellighed og af, hvor forkert det er — netop i Syd- Afrika med dets raceproblemer — at dømme for generelt. Til slut følger korte fremstillinger af indernes og de raceblandedes forhold samt nogle bemærkninger om danske udvandreres kår i Syd-Afrika.

Man lægger bogen fra sig med en stærk følelse af at have mødt
en forfatterpersonlighed af stor sanddruhed og ivrig bestræbt for

at vise den størst mulige retfærdighed i bedømmelsen af menneskerog