Yi-Fu Tuan: Space and Place: The Perspective of Experience.

Edward Arnold, London 1977. X + 235
s., fig., 24 cm., Pund 9,95.

I »Annals of the Association of American Geographers« blev der for nylig skrevet, at »Yi-Fu Tuan has played as influential a role as any single practitioner in developing new directions for North American human geography in the 19705« (1978, vol. 68 (4): 570). »Space and Place« dokumenterer hvorfor. Mens mange af tressernes geografer beskæftigede sig med abstrakte, rumlige forhold, påpegede Tuan nødvendigheden af at se på rummets og stedets menneskelige og ideologiske indhold, samtidig med at han gjorde opmærksom på en række relevante videnskabelige tilgange inden for fag som psykologi, lingvistik og etnologi.

Bogen begynder med en diskussion af barnets oplevelse af rum og sted. Den er fremlagt på en let forståelig måde, selv om den er baseret på et indgående kendskab til udviklingspsykologi. Det er et væsentligt emne såvel for geografiens fagdidaktik som for planlægningen af miljøer, hvor børn skal kunne være. De næste tre kapitler omhandler den fysiologiske og perceptionsmæssige basis for de voksnes udnyttelse og opfattelse af det geografiske miljø. Tuan påviser f.eks., hvordan oplevelsen af »crowding« varierer i forskellige klasser og samfund, noget der er relevant i debatten om bysanering såvel som i diskussioner om overbefolkning. Bogens resterende kapitler analyserer menneskeskabte miljøer og deres psykologiske og ideologiske betydning. I mange lande, viser det sig, er miljøet delvis struktureret og udnyttet efter principper, der har et klart politisk og religiøst symbolsk indhold. Det er også i en vis grad tilfældet i f.eks. Danmark, hvor der er monumentale bypladser og urentable, men fredhellige landskaber som f.eks. bøgeskoven og heden.

Tuans fortjeneste er, at han viser, at det ideologiske kan studeres systematisk. Tuan gør dog klart, at bogens sigte er at være en åbensindet inspirationskilde og udfordring, ikke at være fagkritisk eller konkluderende. Han opfordrer derfor læseren til selv at være kritisk og stille spørgsmål. Det er et godt råd, for Tuan, som selv har en naturvidenskabelig uddannelse, ved hvor let interessen for det subjektive kan blive til subjektivisme. Det er ikke for ingenting, at han indleder med et citat fra en, der også respekterede virkelighedens subjektive aspekter, og som samtidig var en solid forsker, nemlig Niels Bohr.