Folving, Sten 1979: Nogle iagttagelser af smeltevands- og landskabsforhold i og omkring Søndre Strømfjord ud fra LANDSAT-1 optagelser. Geografisk Tidsskrift 78: 28-40. København. June l, 1979.

Landform in parts of Holsteinborg and Sukkertoppen Municipalities (in Greenland) have been mapped from LANDSAT-1 images and airphotos. The photos have also formed the basis of a pilotproject of mapping of the currents in Søndre Strømfjord.

Sten Folving, Mag.scient, Roskilde University Center. Postbox
280, DK-4000 Roskilde.

INDLEDLING

Under Fredningsudvalget For Grønland blev der i 1976/77 udarbejdet en landskabsregistrering af Holsteinsborg Kommune. Arbejdet blev baseret på tolkning og udtegning af flyfotos. Et sådant arbejde, der som grundlag har flere hundrede flyfotos af meget forskellig teknisk kvalitet, og som er fra forskellige år og i forskellige målforhold, må nødvendigvis følges op af et intensivt feltarbejde. Desværre kunne der ikke stilles midler til rådighed til mere end et kort besøg i Kommunen i august 1976.

Selv ved anvendelse af fotokarteringsnøgler kan det være vanskeligt at fastholde landskabsbilledet i alle dets elementer under udtegningen af så stort et område, selvom også hovedtyperne er beset på stedet. Der var således et udtalt behov for at få foretaget et check på udtegningen. Den mest økonomiske måde at få foretaget denne korrektur på var at benytte satellitfotos.

Flyfotoene afslørede et yderst kompliceret strømmønster i Søndre Strømfjord. Vandet fra smeltevandselvene bevæger sig mod den generelle strømretning i fjorden. Tidevandet og indvirkningen af Coriolis Kraft er de væsentligste faktorer for strømningsmønsteret. Et samlet overblik over vandbevægelserne kunne ikke fås ud fra flyfotoene alene. Det blev derfor besluttet, at satellitfotoene også skulle vurderes med henblik på at skaffe informationer om forekomsten og udbredelsen af smeltevandsinfluerede elve og søer samt med henblik på undersøgelse af strømforholdene.

Det har vist sig, at det er en meget frugtbar kombination at anvende LANDSAT-optagelser og flyfotos til kartering af landskabet i et så varieret og så stort område. Landsat-optagelserne er også velegnede til kartering af smeltevandsforekomster. Optagelserne har i det foreliggende tilfælde vist sig kun at kunne anvendes i begrænset omfang til kartering af strømme. Kun hvis der er tale om meget forskellige vandmasser — her: smeltevand præget af suspenderet materiale og klart fjordvand — er der en mulighed for at få overblik over strømmønsteret. Eller hvis sedimentmængden er så stor — eller relativt længe om at bundfældes, at alle kanaler indeholder informationer om udbredelsen af materialet. Men det vil stadigvæk være nødvendigt at anvende flyfotos, da LANDSAToptagelserne

ikke kan betragtes stereoskopisk.

Resultatet af den sidste del af analysen er naturligvis kun foreløbig, idet strømmønsteret varierer med både årstid, tidevandsforhold og tilstrømningsforhold — faktorer, det ikke har været muligt at undersøge; ligeledes mangler data om mængden og arten af det suspenderede materiale på optagelsestidspunktet.

BEARBEJDNINGEN

Udover Landsat-1 optagelser fra 6. august 1973 er der arbejdet med forskellige serier af flyfotos i varierende målestoksforhold. Topografiske kort og søkort er benyttet. Landsat-optagelserne er undersøgt ved hjælp af en Color Additor og en Picture Analyser (Density slicing). Color Additoren, der befinder sig på Meteorologisk Institut, gør det muligt at farvekode de forskellige optagelser fra de 4 kanaler fra Landsat-satelitten. Tabel l

giver en oversigt over de bedste farvekombinationer til de undersøgelser, der behandles i dette skrift. Picture Analyseren befinder sig på Lunds Universitet, hvor den i øvrigt også er konstrueret. Ved hjælp af dette apparatur er det muligt at separere de enkelte gråtoner. Derved opnås en sikker kvantitativ bearbejdning af gråtonerne.

INFORMATIONSGRUNDLAGET

Landsat-1 satelitten (tidl. EARTS 1) flyver i en højde af 915 km. i en solsynkron, næsten polar orbit. Omløbstiden er 103 minutter, svarende til 14 orbits pr. dag. Hver 18. dag overflyver satelitten samme område til samme lokaltid.

Satelitten medfører to optagelsessystemer, der begge er passive. Det ene system, RBV-cameraerne, optager samtidigt tre forskellige billeder af samme område indenfor det spektrale område fra ca. 0,5 til 0,8 micrometer. Informationerne fra dette system nedtages i analog form (desværre har systemet været ude af drift størstedelen af satellitens levetid). Det andet system, MSS-scanneren, har fungeret upåklageligt. Scanneren er en såkaldt liniescanner. Den består af et roterende spejl, der svinger vinkelret på satellitbanen, og som oversender informationerne fra jordoverfladen (og atmosfæren) til en række sensorer. For hver svingning — rotation — scannes 6 linier samtidigt for hver af de fire kanaler (Kanal 4, 0,5-0,6 my, Kanal 5, 0,6-0,7 my, Kanal 6, 0,7-0,8 my, Kanal 7, 0,8-1,1 my). Informationerne digitaliseres og oversendes kontinuert. På jorden deles informationsstrømmen op i »billeder« på 185 X 185 km² med ca. 10% overlap. Hvert »billede« lagres på tape og kan senere bearbejdes eller anvendes direkte ved interpretationen. En anden mulighed — den her anvendte, er NASA's standard procedure: Ved et standard program oprettes informationerne nødtørftigt geografisk og overføres i analog form til film. Resultatet af denne procedure bliver 4 stk. 70 mm negativer, ét for hver kanal. Dette materiale er udmærket at arbejde med og svarer stort set til det materiale, der opnåes ved fotografering med forskellig filtersætning med et almindeligt flyfotokamera. Forcen i anvendelsen af Landsat MMS-optagelserne ligger især i det gode regionale overblik, man opnår, samt at man har simultane informationer fra 4 forskellige spektralområder.

Opløseligheden er bestemt af scannerliniens bredde og antallet af digitale elementer pr. scannerlinie. Liniebredden er 79 m. For hver ca. 60 m i liniens længde aflæses den radiometriske værdi. NASA angiver opløseligheden til ca. 80 m pr. linie, svarende til en pixel størrelse på 79 X 79 m², hvorved er givet, at de radiometriske værdier for hver pixel hidrører fra overlappende registreringer. Opløseligheden bliver således bedst i satellitens orbitretning og lidt mindre vinkelret herpå. Hvert billedelement (pixel) svarer til et projektionsareal på jorden på ca. 0,5 ha. Dette er den bedst tænkelige situation og gælder kun primære data; ved normale landskabelige kontrastforhold er opløseligheden noget mindre og afhænger i høj grad af atmosfærens tilstand (de atmosfæriske modulationsforhold). I det grønlandske landskab vil opløseligheden være meget stor ved overgangen fra sne- og isområder til is- og snefrie arealer; men mindre i overgange mellem forskellige aflejringsformer og vegetationsdækker. Forholdet er bestemt af kontrastforholdene ved jordoverfladen, og den atmosfæriske modulations relativt større betydning for små kontrastforhold.

Solhøjden vil naturligvis variere i løbet af 18-dages intervallerne. Reflektionsforholdene, og dermed kontrasten og opløseligheden, vil være forskellige. Det er derfor bedst, dersom flere optagelser fra samme område kan inddrages i undersøgelserne. Ved arbejde med en enkelt optagelse — som her — er man bundet til ét sæt kontrastforhold, der er bestemt af både sollysets indfaldsvinkel, atmosfæriske tilstande, materialernes spektrale reflektionsforhold og retningen for reflektionen. Scannerens åbningsvinkel er godt 10°; det betyder, at man kan arbejde med en næsten orthografisk projektion, samt at belysningsforholdene indenfor en enkelt optagelse ikke varierer så meget, som ved konventionelle flyfotos. Ved interpretation af almindelige flyfotos må man i høj grad tage hensyn til med- og modlysforholdene. At der dog er

tale om en mindre variation i belysningen kan demonstreres ved det her anvendte materiale: vegetationsløse, soleksponerede skråninger længst væk fra solen (medlyssiden) tegner sig lyse; på den solnære del af optagelserne (modlyssiden) tegner samme type skråninger sig mørkere.

For hver spejloscillation overføres den indstrålede energi til de respektive sensorer, hvor den oversættes til digitale videoværdier. Således opdeles informationerne i kanalerne 4, 5 og 6 i 127 videoværdier; i kanal 7 kun i 63 trin. Det er disse videoværdier, der oversendes og lagres på tape. Ved Standard-proceduren omsættes hele informationsmængden til 15 klasser. Tabet af detaljer ved denne proces er indlysende, til gengæld opnår man et umiddelbart anvendeligt materiale.

På hver af de fotografiske optagelser er anbragt en gråtoneskala på 15 trin. Den er specifikt knyttet til den enkelte optagelse og kan ikke overføres direkte fra det ene billede til det andet, idet samme gråtone på forskellige optagelser kan hidrøre fra forskellige videoværdier, ligesom antallet af videoværdier pr. gråtone kan variere.

Sort — gråtonetrin 15 — svarer på alle optagelser til en
indstråling på 0; men hvid — maksimal indstråling —
svarer til forskellige værdier på alle fire kanaler:

Kanal 4-2.48 mW/cmVSr
Kanal 5-2.00

Kanal 6-1.76
Kanal 7-4.6

Det ses således, at samme videoværdi eller gråtone på de forskellige kanaler ikke kan svare til samme strålingsværdi. Eller med andre ord: at samme gråtone på forskellige kanaler ikke nødvendigvis behøver at svare til samme reflektionsforhold indenfor disse.

Det har længe været bekendt at sorthvide flyfotos filtersat til ca. 0,58-0,75 M har været mest anvendelige til undersøgelser omkring bevægelsesmønstre i vandmasser præget af større mængder suspenderet materiale. I overensstemmelse hermed har det vist sig, at den bedste korrelation mellem gråtone og mængde af suspenderet materiale har været opnået på kanal 5 (KLEMAS 73 & STRONG 74). Kanal 6 & 7 kan kun i ringe grad anvendes til undersøgelse af strømningsmønstre; men er meget værdifulde til undersøgelser af detailforhold i braided river systemer og deltaer. De kan ydermere give værdifulde oplysninger om hvor den største mængde af suspenderet materiale befinder sig i vandoverfladen og dermed vise strømningsmønstret lige omkring smeltevandselvens udløb i søer og fjorde. Kanalerne 6 & 7 tegner rene vandoverflader helt sorte, og kan derfor især anvendes til differentiering af aflejringsforholdene i de mere konsoliderede områder af smeltevandsaflejringssystemer; idet der opnås en differentiering af sedimenterne ud fra fugtighedsforholdene.

Den totale udbredelse af vandmasser med suspenderet
materiale — f.eks. smeltevands udbredelse i fjordområder
— fås bedst fra kanal 4, omend sammenhængen
mellem gråtone og mængden af suspenderet materiale
mangler.

Forklaringen på forholdene omkring sammenhængen mellem gråtonen på de 4 kanaler og mængden af suspenderet materiale har ikke været givet. Der er derfor forsøgsvis opstilleten forklaringsmodel, der kun må anses for en hypotese, der bør gøres til genstand for empiriske undersøgelser, idet et konkret forskningsprojekt omkring disse ting vil være af væsentlig betydning for fastlæggelse af bevægelserne og sedimentationsforholdene i tidevandsinfluerede områder. Ikke blot med henblik på Landsatoptagelser; men også med henblik på andre satellitsystemer og flybårne sensorer.

Kanal 6 og 7 kan som tidligere nævnt kun anvendes i forbindelse med »tørlagte« flader: vader, deltaer og braided-river systemer. Mere end 50% af lyset i disse to kanalers spektrale område absorberes af blot en ganske tynd vandhinde. Indenfor kanal s's spektrale område adsorberes ca. 20% af energien, svarende til en 50% transmission på 2,5 m vand (STRONG 74). Kanal 4 fremviser en 50% transmission til en vanddybde på rundt regnet 10 m (STRONG 74), det svarer stort set til en absorbtion på lidt under 10%. Disse oplysninger sammenholdt med viden om den største sammenhæng mellem gråtone og mængden af suspenderet materiale på kanal 5 kan anvendes som forklaringsmodel for grundlaget for interpretationen omkring suspenderet materiale og materialestrømme på kanal 4 og 5.

Fig. 2 angiver resultatet af denne undersøgelse. Netop på grund af den forskellige vandgennemtrængelighed opstår forskellen på de to kanaler. Kanal 5, der har en begrænset dybde at samle informationerne fra, fremviser tydelige gråtonestep i overensstemmelse med materialemængden.

Samtidig giver kanal 5 oplysning om sedimentationshastigheden, idet kanal 6 & 7 som tidligere vist angiver ekstremt store koncentrationer. Kanal 4, der ikke viser gråtone variation i overensstemmelse med mængden af suspenderet materiale, trænger dybere ned i vand. Herved kommer kanalen til at sample informationer fra større og større vandvolumen efterhånden som de specifikke mængder af suspenderet materiale aftager — enten ved sedimentation, eller ved stigende opblandingsgrad. Herved er givet, at der ikke kan opnås diskrete gråtoner på denne kanal i smeltevandsinfluerede akvatiske miljøer. Samtidig er reflektionen i denne kanals spektrale område forholdsvis høj — ca. 50%. Herved opnås den store fordel, at kanalen kan give vigtige informationer om det smeltevandsinfluerede vands totale udbredelse, samtidig med at overfladens ruhed — bølger, turbulens — kan vurderes.

Udover Landsat-optagelserne har der været arbejdet med en række almindelige pankromatiske flyfotooptagelser. En del af flyfotoene er fra 40'erne og mangler alle data. De nyere flyfotos er fra slutningen af 60'erne og har de almindelige tekniske informationer. Der er kun anvendt lodoptagelser. Skråfotos er uanvendelige til arbejde af denne karakter. Den meget lave vinkel medfører at alle informationer om suspenderet materiale forsvinder.

Ved anvendelse af pankromatiske optagelser fra fly, må man have for øje at strømforhold medfører parallaktiske forstyrrelser, der vanskeliggør nøjagtig grænsedragning mellem vandmasser med og uden suspenderet materiale. Det er praktisk taget umuligt at vurdere fra hvilken dybde informationerne hidrører. Omvendt kan de anormale parallakser direkte omsættes til strømhastigheder, forudsat at de nødvendige rammeoplysninger foreligger. I denne undersøgelse har parallakseforstyrrelser kun været anvendt til tolkning af strømretning. Hastigheder er ikke udregnet, da der ikke foreligger oplysninger eller materiale, der kan sige noget om, fra hvilken dybde parallakseforstyrrelsen stammer. Af samme årsager kan hældningen af grænsefladen mellem smeltevand og fjordvand kun vurderes få steder i Søndre Strømfjord. Hvor vandmasserne bevæger sig i forhold til hinanden — uanset i samme eller modsat retning kan grænsefladen ikke fastlægges i sin vertikale udstrækning. Kun hvor der er tale om en opstemning — det vil sige ved Strømfjordselvens udløb ved flod — kan hældningen vurderes.

Tidevandsoplysninger fra Sønder Strømfjord mangler, end ikke amplituden ved Strømfjordshavn kan tilvejebringes. Det har derfor været nødvendigt at henholde sig til oplysninger fra Holsteinsborg og Sukkertoppen. Herudover har strømmønstret og vandstanden været anvendt. Deltaafgrænsningen fra små smeltevandsinfluerede elve kan anvendes som check på strømretningen. Af samme årsager som omtalt tidligere for kanal 4, er det vanskeligt at sammenholde gråtone og mængden af suspenderet materiale direkte. Derimod er det muligt at

iagttage opblandingsforholdene. Herigennem kan de
lokale strøm-turbulens forholds vekslen med tidevandsforholdene
iagttages.

Der mangler oplysninger om mængden af smeltevand, der strømmer ud i fjorden. Denne mængde kan givet påvirke detaljer i strømningsmønstret, omend hovedstrømforholdene næppe influeres af tilløbsmængden. Naturligvis vil mængden — vægten — af det suspenderede materiale også påvirke lokale strømningsmønstre.

Således er en række svagheder ved undersøgelsen indlysende. På den anden side er forholdene i Søndre Strømfjord så generelle, at erfaringer herfra i vid udstrækning kan overføres på andre smeltevandsinfluerede fjorde i Grønland. Strømningsmønstrene vil naturligvis også optræde ved nedbørselves udløb i tidevandsinfluerede fjorde — og i mindre grad i større søsystemer uden tidevand — men kan ikke gøres til genstand for undersøgelser ved Remote Sensing materiale af de her anvendte typer. Hertil ville kræves termoscanner udstyr.

EFFEKTIVE AREAL

På Landsat optagelserne kan det være umuligt at skelne mellem is/sne og skyer. Under normale forhold kan is- og snegrænser ikke fastlægges, dersom skydække forekommer. Vejrforholdene den 6.8.1973 kan stort set aflæses af optagelserne. Ved betragtning af strukturerne ses en tydelig forskel i isdækket og skydækket; men samtidig kan det nord for Søndre Strømfjord lufthavn iagttages, at skyernes struktur helt forsvinder, så snart de er beliggende over isen. Det er en væsentlig svaghed ved MSS optagelsessystemet og har givet anledning til, at man ofte har overvurderet skydækket på Landsat optagelserne fra arktiske miljøer.

I optagelsernes nordligste hjørne ses et tæt, sammenhængende dække af stratocumulus skyer, der ind mod isen overgår i mere cirrusprægede former, der konvergerer mod et skyfrit område i den nordlige del af Manitoq området. I selve det sammenhængende skydække fremstår en unik struktur, der befinder sig lige over den store, ældre smeltevandsdal vest for Manttsoq. I det vestlige hjørne ses fjordene og dalene i de højalpine områder at være helt skydækket. De sydlige rande er skarpe, mens skydækket har tendens til at blæse op over dalenes sider og nordover ses derfor en uskarp, småstribet rand. Resten af området er for størstedelens vedkommende skyfrit. Der optræder kun få, stakformede cumulusskyer over de højeste fjeldkamme. Syd for Ikertoq er de højeste fjelde dog helt overdækket. Kanal 5 giver de bedste kontrastforhold til afgrænsning af totalt skydækkede områder, hvorimod kanal 7 har været bedst til opnåelse af informationer om strukturer i skydækket.

Den sydlige del af optagelsen viser spredte, mindre sneforekomster, samtidig ses det, at de større søer stadig kun er isfrie i randen — enkelte er helt isdækkede. Fordelingen og udseendet af sneforekomsterne tyder på,

at det er ældre sne. Opløseligheden taget i betragtning, er det således muligt at kartere større snelejer. Hele Ignåqfjeldet er snedækket; udbredelsen her tyder på et snefald i sommerens løb.

Selv om størstedelen af Holsteinsborg kommune er skyfri, skaber skyerne dog problemer for tolkningen. En række væsentlige landskabsformationsgrænser passerer gennem de skydækkede områder, og en nøjere grænsedragning er ikke mulig.

GEOLOGISKE FORHOLD

På næsten alle farvekombinationer hvori indgår kanalerne 6 og 7 — (således mest udpræget B 19 og B 47) — fremtræder den sydlige del af området meget forskellig fra den nordlige del. På enkeltoptagelserne fra de to kanaler fremstår grænsen som et generelt skifte i gråtoneniveauerne; kanal 4 og 5 angiver ingen forskel. Området mod syd er samtidig gennemsat af et tæt net af forkastninger med to hovedretninger, i den nordlige mangler forkastningsmønstret. Grænsen kunne tolkes som grænsen mellem de to geologiske formationer: Præketilliderne med enderbitisk gnejs mod syd og Ketilliderne med granodioritisk gnejs mod nord. Grænsen mellem de to orogener — og med deres to forskellige bjergarter — forløber lidt anderledes på de geologiske kort. Det var derfor nødvendigt at undersøge, om reflektionsforskellen fra de to bjergartstyper kunne betinge forskellen i respons, især fordi et positivt resultat kunne have principiel værdi for en geologisk grovkartering.

Laboratorieforsøg (Vincent 75 & Barret 76) har vist, at den enderbitiske gjens vil give en lidt mindre reflektion på kanal 6 og især på kanal 7 end den grandioritiske gnejs. Hvis reflektionsforskellen skulle give anledning til den udtalte forskel, der er iagttaget, ville det betyde, at grænsen mellem granodioritisk og enderbitisk gnejs inden for Ketillideorogenet skulle fremstå ligeså markant; den kan ikke iagttages; end ikke ved gråtoneseparation. Forskellen i reflektionsforholdene (størrelsesordenen 0,02), der yderligere forstærkes af Enderbittens forvitringsfarve — brunrød — der betinges af jernindholdet, forsvinder helt gennem den atmosfæriske modulations indflydelse.

Det må således være andre forhold, end bjergarternes mineralogiske sammensætning, der direkte giver forskellen i gråtoneniveauerne på optagelserne. I de forkastningsbetingede dale stiger gråtonetrinnet, de lavest beliggende dale har lysest gråtone. Gråtoneniveauet varierer næsten fuldstændigt med højdeforskellene syd for den indtegnede grænse (fig. 3). Den lave reflektionsgrad ved Præketillidernes enderbitiske gnejs skyldes derfor den gennemgående høje topografiske beliggenhed. Med stigende højde forsvinder vegetationen og samtidig forekommer løse aflejringer kun i dalene, herved er grunden til forskellen i respons bestemt. Præketillidernes større resistens mod de landskabsnedbrydende kræfter er årsag til forskellen i gråtoneniveauerne; men samtidig årsag til storregionale landskabsformer, der helt adskiller sig fra Ketillidernes.

Med hensyn til overfladeform er der tale om en bred overgangszone fra det ene orogen til det andet. Hovedretningen i den enderbitiske gnejs i Præketilliderne, der længst mod syd er nordvestlig-sydøstlig skifter ved overgangen til en mere vest-østlig orientering, mens hovedretningen i Ketilliderne er VSV-ØNØ. Overgangszonen er i Sukkertoppen kommune beliggende syd for grænsen mellem bjergarterne som den angives på de geologiske kort fra området, og er således knyttet til Præketilliderne.

LANDSKABSREGIONERNE

Groft kan landskabet inddeles i to hovedtyper:

1) Mod vest og syd de alpine landskaber, dels med rene
alpine træk og dels med storkuperede, afrundede
fjelde.

2) Mod øst et mindre relief energirigt landskab, sammensat
af mere eller mindre ens orienterede tindestrøg
af bakkeformet udseende.

Herimellem en overgangszone af varierende udstrækning. Forskellen i disse hovedtyper er sandsynligvis primært geologisk betinget. De alpine landskaber findes mest udbredt i områder med enderbitiske bjergarter. Nedisningsforløbet har senest modelleret landskabet. Med et udsnit af Grønland på 185 X 185 km² med netop disse to grove hovedtyper til rådighed kan man vanskeligt komme til anden konklusion, end at primærlandskabet (dvs. landskabet før nedisningen) har størst betydning for det recente landskabs udseende og at nedisningen kun har haft en udglattende, skulpturerende indflydelse, selvom også denne er nok så interessant og formrig.

På et lidt mere detaljeret niveau fremstår landskabet i 5 klasser (når der ses bort fra isranden og hedesletterne og et par støre morænebassiner). Det må understreges, at en mere indgående landskabsanalyse kan foretages ud fra de

foreliggende satellitoptagelser. Der har her været anvendt en mere bred landskabsøkologisk synsvinkel, der har haft til sigte at skabe et regionalt overblik over landskabsforholdene. Dette bl.a. for at kunne sammenligne med resultatet fra en tidligere foretaget udtegning fra flyfotos. Det viser sig, at der er sammenfaldende grænser mellem denne regionalisering og den tidligere udtegning kompileret til en målestok på 1:1.000.000. Det er således klart, at man ud fra Landsat-optagelser er i stand til at foretage en rimelig, regional inddeling af landskabsindholdet. Omend grænsedragningen vanskeliggøres, da man mangler mulighed for stereoskopisk betragtning og udelukkende må betjene sig af teksturanalyser, strukturelle forhold og gråtoner; er der sparet ganske meget tid ved denne arbejdsgang (farvekombination B 45 yder betydelig støtte ved landskabskarteringen).

LANDSKABSKLASSERNE; (FIG. 4)

1. Småkuperet med overvejende ens orientering. Denne landskabstype benævnes også bakkedrag. Den fremstår med tydelig, længdeorienteret tekstur uden forekomst af større slagskygger. Gråtonevariationen formodes at være bestemt af vegetationsforholdene. Soleksponerede skråninger har ringe vegetationsdække, hvorimod nordeksponerede skråninger er mere frodige. Reflektionen fra sydvendte skråninger forstærkes derfor på alle kanaler. Nordvendte skråninger er mørkest på kanal 4, 5 og 6, men på kanal 7 stiger de nordvendte skråningers gråtoneværdi. Vegetationen er således i stand til at nedsætte kontrastforholdene ved sin relativt høje reflektion i det spektrale områder fra ca. 0,7 my.

Overfladen er præget af løse aflejringer

2. Småkuperet eller storbakkelandskab. Denne landskabstype er i højere grad end nogen anden præget af løse aflejringer. Slagskygger mangler helt, konturerne — strukturerne — er afrundede. Teksturen er ens over store

felter og har meget glidende overgange. Ringe gråtonevariation.
Dalene er brede og elvene stærkt mæandrerende.

3. Kuperet overgangs/orm. Som 2; men med tydelige slagskygger og skarpere overgange i teksturerne. Større kontrast. Dalene smalle eller meget brede med slettekarakter.

4. Storkupcrct. Landskabstypen kan på det nærmeste karakteriseres som et afrundet fjeldlandskab, til tider med plateaukarakter. I dalene tydelige slagskygger. Kanal 4 og 5 viser ingen betydende gråtonevariation og næsten ens tekstur. Udbredte snelejer. Vegetationsløs og uden løse aflejringer af større mægtighed.

5. Alpint. Snelejer og gletchere præger landskabet. Store, brede slagskygger, der dækker over størstedelen af dalene. Gråtoneforholdene, teksturen og strukturen meget varierende.

Farvekombinationerne B 19, B 27 og B 47 giver et fortrinligt overblik over områder, der er præget at løse aflejringer, dvs. større, sammenhængende områder med løse aflejringer.

Generelt har det i øvrigt vist sig, at det vil være
umuligt at foretage en vegetationskartering ud fra
Landsat i optagelser fra disse breddegrader i Grønland.

SMELTEVANDSFORHOLD

Afsmeltningen er størst på den vesteksponerede del af indlandsisen (farvekombination B 3). På isen ses en lang række smeltevandssøer af en anselig størrelse, samt enkelte smeltevandsløb. På den nord til nordøst eksponerede is i Sukkertoppen er afsmeltningen lille i forhold hertil. Forskellen skyldes en kombination af flere faktorer: højdeforskel, klimavariation og reflektionsforhold (albedo). Alene højden og dermed temperaturforskellen vil være en væsentlig bestemmende faktor for afsmeltningsforholdene. Lokalklimaet er naturligvis ikke undersøgt, men forskellige serier af flyfotos viser en betydelig større skydækning i sommerhalvåret ved Sukkertoppen Iskappe, end ved indlandsisen.

Afsmeltningsområder på indlandsisen fremtræder på kanal 7 som mørkegrå til svagt sorte uregelmæssige partier, og skyldes reflektionsforholdene fra en blanding af ren is og sne, våd sne og vådt morænemateriale. Denne afsmeltningszone strækker sig op til 30 km ind over isen. Længere inde på isen kan kun iagttages små smeltevandsansamlinger og små smeltevandsløb i isens overflade (fig. 5). I dette område ligger indlandsisens overflade i højder omkring 1500 m. Når smeltevandsansamlinger i den ydre zone mangler, skyldes det naturligvis isens kraftige opsprækning og overfladens større gradient.

Afsmeltningsforholdene samt oplandsstørrelsen medfører,
at mængden af suspenderet materiale i Sønder

Strømfjord bliver langt større i bunden af fjorden end længere ude. Selv efter udløbet af smeltevandselven ved Sarfartoq, klares Sønder Strømfjord relativt hurtigt, selvom Sarfartoq elvens opland er større end Sandflugtsdalens Ørkendalen- og Umivit elvenes opland tilsammen. Isfronten til Sarfartoq elven er ca. dobbelt så lang som fronten til de øvrige tre. Det totale smeltevandsinfluerede areal uden for isen, det vil sige alle elve og søer og dele af Søndre Strømfjord, der overhovedet er præget af suspenderet materiale fra smeltevandet, fremgår af farvekombination B 19; men også kanal 4 giver som omtalt et ganske godt overblik.

En række karakteristiske forskelle og ligheder i gråtonerne fra smeltevandselvene og deres omgivelser — hedesletter og deltaer — fremtræder ved sammenligning af de 4 kanaler. På kanal 4 og 5 fremtræder hedesletterne ens, med mellemgrå banker og lyse løb, der er ud fra disse to kanaler tilsyneladende ingen forskel i konsolideringsgraden. Hvad angår smeltevandssøerne, indtræder den første differentiering ved inddragelse af kanal 5. Ved inddragelse af yderligere kanaler, stiger differentiationsgraden og det er muligt at foretage en klassifikation af hedesletterne, deltaerne og søerne efter materialeindhold og konsolideringsgrad. En noget forenklet fremstilling er givet i tabel 2. Kun et par særdeles interessante lokaliteter vil blive nærmere beskrevet. Det vil være nødvendigt at kende materialesammensætningen — teksturen og lejringsforholdene — i de recente hedesletter samt sammensætningen af smeltevandets medførte partikelstørrelser for at få en brugbar klassifikation.

Perserjut, der har et begrænset smeltevandsopland, har afløb via Angmalortoq til Aussivigsuit. Ydermere er søen med en indsnævring næsten helt spaltet i to dele. På kanal 4 er søens to dele ens i gråtone; Angmalortoq er betydelig mørkere og med lys tør-rand. På kanal 5 er den del af søen, der er nærmest tilløbet fra indlandsisen, helt lys. Størstedelen af søen er blevet betydelig mørkere og den nedenfor liggende Angmalortoq helt sort; men stadig med lys rand. På kanal 5 er hoveddelen af Persarajut-søen helt sort, ligeledes Angmarlortoq, men den lille del af Persarajut er betydelig lysere. Først på kanal 7 er alle tre vandflader ens sorte.

Vi har her at gøre med et typisk eksempel på, hvorledes søer virker som klaringsbassiner; samtidig viser gråtonevariationen tydeligt, at der foregår en differentieret sedimentation. Yderligere ses det, at Angmarlortoq er under

udtørring, Der er kun én tydelig rand ved denne sø, det kan derfor ikke siges, om det er en stadig udtørring, eller om der er tale om flukturerende vandstand — bestemt af afsmeltningshastigheden. Fra den del af Holsteinsborg kommune, der er skydækket, er der iagttaget andre eksempler på fremadskridende tørlægning af smeltevandsinfluerede søer. Der har her kunnet iagttages flere generationer af randformer, med varierende vegetationsdækning.

Nok så interessant er en sammenligning af forholdene i søerne Tasersiap Qalia og Tasersiaq med Isortoq elven. Først på kanal 6 indtræder en forskel i generel gråtone mellem de to søer og hedesletten. På kanal 7 er Tasersiap Qalia og Isortoq elven ens, den centrale del af Ørkendalen viser endog betydelig mindre reflektion på kanal 7 end Tasersiap Qalia. Isortoq elven er et typisk braided-river system; det vil derfor være nærliggende at antage, at Tasersiap Qalia er under udvikling mod en fuldstændig opfyldning. Det vil være næsten utænkeligt, at hele søen skulle være så præget af suspenderet materiale, at reflektionenlek- blev den samme som for hedeslettens vedkommende — specielt når søens form tages i betragtning.

Tasersuaq søen er et andet eksempel på et klaringsbassin. Tilløbet af smeltevand fra Qangåtap Kug sker på sydsiden af søen ca. 5 km fra dens østligste ende. Smeltevandet strømmer gennem søen, således at den støste mængde af suspenderet materiale er koncentreret længst mod vest. Partikelstørrelsen i suspensionen er lille, da elven undervejs danner flere egentlige hedesletter, idet afstrømningen fungerer som jøkelløb eller braided-river systemer. Derfor er deltaet i søen meget lille. Gråtonen er jævnt aftagende mod øst dog med et tydeligt spring midt i søen. Søens afløb er helt klart, og ved elvens udmunding i Sønder Strømfjord kan der næsten ikke spores indhold af suspenderet materiale.

ÆOLISKE LANDSKABER

Flyvesandsområder fremtræder som hvide til lyst grå områder på kanal 5 og 6. De optræder alle i forbindelse med de mest velkonsoliderede dele af hedesletterne. Teksturen er varierende; mest meget fint stribet. Afgrænsningen mod det omgivende landskab er meget uregelmæssig og tydelig præget af udblæsningsfaner.

SUSPENDERET MATERIALE OG STRØMFORHOLD I SØNDRE STRØMFJORD

I det følgende skal en række forhold i strømningsmønstreret i Sønder Strømfjord præsenteres. De viste situationer er alle tolket ud fra det foreliggende billedmateriale. På de tilsvarende figurer angiver pilene kun relative strømretninger og længden udtrykker ikke noget om hastigheden, kun om bevægelse og dermed dennes udstrækning og sammenhængende forløb.

FORHOLDENE UD FRA LANDS AT-1 OPTAGELSERNE

Mængden af suspenderet materiale er størst i bunden af fjorden. Fig. 6 viser et billede af koncentrationen, som den afspejles ud fra gråtonevariationerne på de 4 kanaler. Ud for Angujårtorfik er fjordens vand næsten helt klaret. Ved Sarfartoq modtager den igen betydelige materialemængder, men klares hurtigt igen. Fjordens smeltevandsinfluerede vandmasser befinder sig langs den nordre bred fra deltaet ved Strømfjordshavn til Angujårtorfik. Kun et par steder er vandet med den suspenderede opslemning i stand til at brede sig ud i hele fjordens bredde. I Angujårtorfik og Tatsip atå bugterne er vandet klart. Den ydre del af Umivit bugten har ligeledes nogenlunde klart vand.

Strømningsmønsteret er også angivet på fig. 6. Det er sine steder overordentligt komplekst; men visse mønstre eller grundelementer kan genfindes. Den generelle strøm er udadgående, og hastigheden er størst — og forløbet übrudt — langs fjordens nordside, fra bunden til Sarfartoq. De mere komplekse strømforhold findes langs fjordens sydside i forbindelse med bugterne og elvens løb.

1. Ørkendalen og Sandflugtdalens løb.

Under faldende vande får elven frit løb. Strømhastighederne bliver meget store, og der opstår en roterende bevægelse i vandmasserne. Kun overfladestrømmene kan ses og skitseres, men tolkningen viser, at strømmen ved overfladen afspejler en roterende bevægelse, med hældende akse. Bevægelsen udgøres af to en halv rotation.

2. Umivit bugten

Elvens smeltevand holder sig på grund af afbøjningen langs den højre bred. Smeltevandet danner i randen mod fjordvandet, der er klart, mindre hvirvler. Vandet fra Umtvit blandes med smeltevandet fra rkendal-Sandflugtsdal elven og vandmasserne tvinges over mod Søndre Strømfjords nordre bred. Den roterende bevægelse ud for Strømfjordshavn ophører herved, og smeltevandet strømmer med ebbestrømmen ned ad fjorden, idet vandet opblandes og det suspenderede materiale begynder at præge næsten hele fjordens bredde. Lidt nord vest for Angujårtorfik indtræder en ny situation.

3. Angujârtorfik bugten.

Bugten modtager betydelige vandmasser fra et stort opland. Størstedelen af vandet er oprindeligt smeltevand, men er klaret ved sedimentationsforløbet i Taserssuaq søen, og viser ved udløbet intet tegn på indhold af suspenderet materiale. Elvens vand har så stor hastighed, at det selv efter at have forladt bugten, strømmer indad i fjorden, imod ebbestrømmen. Bevægelsen kan følges flere kilometer, og tvinger det udadgående vand over mod fjordens nordlige bred.

4. Vandbevægelserne ved Sarfartoq, fig. 6 og 7, l ...

Sarfartoqbugten er ikke særlig lang, dybden ringe, og ved
lavvande er hele bugten tørlagt ud til næsten 20 m kurven.
Dybden i Sønder Strømfjord springer ud for Sarfartoq's

nordlige rand. Inden for 4-5 km falder dybden fra mere end 250 m til blot ca. 60 m. Dette spring repræsenterer en forkastning og har stor betydning for strømforholdene på stedet. Samtidig forandrer Sønder Strømfjord retning ca. 15 km ovenfor Sarfartoq og igen ud for Sarfartoq. Dette retningsskift sætter ligeledes sit præg på strømforholdene. I den første bøjning tvinges den udadgående strøm, der var størst langs nordsiden, over mod sydsiden; samtidig indsnævres fjorden. Umiddelbart over for Sarfartoq reflekteres strømmen igen og tvinges over mod nordsiden af smeltevandet fra Sarfartoq.

Mellem Sarfartoq og Itivdlinguaq er strømhastigheden i ebbestrømmen stor. Den afbøjende kraft når ikke at afbøje strømmen, før den rammer sydkysten ca. 5 km syd for bugten. En del af smeltevandet løber ud langs sydsiden, tvunget at strømmen i fjorden. Deter ved udløbet stærkt afbøjet og når kun ca. lVi km op ad fjorden, før det rives med nedstrøms, og føres med bundstrømmen over mod nordsiden af fjorden neden for Itivdlinguaq, hvor det kommer op til overfladen og af ebbestrømmen tvinges ind mod nordsiden. Der kan således iagttages en skrueformet bevægelse af smeltevandsmasserne.

Af strømmen i overfladen tvinges smeltevandet som bundstrøm over mod nordsiden neden for Itivdlinguaq. Her kommer det igen frem i overfladen og presses af overfladestrømmen, der nu har retning over mod nordsiden, til at forblive her og deltage i det overordnede strømningsmønster.

SUPPLERENDE lAGTTAGELSER UD FRA FLYFOTOS

Hvor Landsat l-optagelserne viste situationen ved eller omkring maksimal ebbestrøm, viser de forskellige flyfotos forholdene på varierende tidspunkter af flodstrømsperioden.

A. Sarfartoq.

Der kan vises tre situationer (fig. 7.1-7.4), der alle gengiver det samme generelle strømningsmønster. Kun detaljer og smeltevandsfrontens udstrækning er forskellige. Fig. 7.2 viser situationen lige ved minimal ebbestrøm eller lige efter flodstrømmens begyndelse. Hoveddelen af smeltevandet er koncentreret i en overfladestrøm ind i fjorden. Fronten er skarp men uregelmæssig.

Der er et tydeligt slæb centralt i fjorden, men ingen tendens til hvirveldannelse. Det såkaldte slæb synes at repræsentere et dybereliggende snit i vandet, og på bagsiden foregår en tydelig opblanding. Lidt senere forsvinder denne dybereliggende smeltevandsmasse (naboserien). Hovedstrømmen af smeltevand er trængt nogle få meter længere op ad fjorden. En svag tendens til hvirveldannelse kan iagttages. Deltaranden forskudt ca. 300 meter op ad bugten.

Fig. 7.3. Flodstrømmen kort før sin største hastighed. Smeltevandsfronten er skarp og har i en smal strøm ca. 8 km ind i fjorden. Tydelig hvirveldannelse, der i overfladen oversvømmes af en udadgående strøm. Deltaets rand er betydeligt mere tilbagetrukket.

Fig. 7.4. Flodstrømmens hastighed sandsynligvis ved at aftage. Deltaet kan ikke iagttages på fotoserien, der er taget vest herfor. Frontens bredde strækker sig mere end halvt tværs over fjorden. Tydelige dybereliggende smeltevandsstrømme er rettet ind mod fjorden. Den forreste hvirveldannelse viser, at der foregår en kraftig opblanding. Den bageste hvirvelformede, dybereliggende dannelse er skarpere markeret, men tydeligt overstrømmet af klarere vand, der er på vej ud af fjorden.

Den brede front længst inde i fjorden med tydelige smålober. Den markeres i øvrigt af en række bølger på overfladen af fjorden; men også selve fronten mellem fjordvandet og smeltevandet fremviser bølgeform, der tydeligt følger lobemønsteret.

B. Strømfjordshavn — Umivit

Kun en enkelt situation skal vises her. Det skal dog indskydes, at den før omtalte roterende, spiralformede bevægelse af smeltevandet ved udløbet i Søndre Strømfjord også kan iagttages på flyfotoene.

Fig. 8. Her ses smeltevandet i overfladen at strømme ud i fjorden uden hvirveldannelse. Efter først at være reflekteret fra sydsiden, tvinges det til at løbe ud af fjorden ved nordsiden som før. Dybereliggende smeltevandsstrømme kan iagttages. Ved fronten på smeltevandet fra Umivit kan iagttages bølgeformede dannelser af samme type som omtalt ved Sarfartoq. Oven over smeltevandet fra både Umivit og deltaet ved Strømfjordshavn strømmer klart vand ind mod deltaerne og smeltevandsfronten herunder er skarpt markeret og viser skumstriber ved overfladen.

Deltaafgrænsningen viser, at der er tale om en
højvandssituation. Hertil kommer, at der måske også er
tale om vindstuvning.

4.3 SAMMENFATNING OM STRØMFORHOLDENE

Hovedforløbet i strømningsmønsteret er præget af den større vandmængde, der skal ud af fjorden. Deter stærkt præget af Coriolis kraft, der ved sin påvirkning af alle elvudløbenes vandmasser, især på fjordens sydside, betinger en række stadig indadgående strømkomponenter — uanset tidevandets retning. Samme kraft betinger den permanente udadgående overfladestrøms beliggenhed ved fjordens nordside og flodstrømmens tendens til at bevæge sig langs sydsiden. Deltaerne (fig. 6) giver et indblik i tidevandets indflydelse på smeltevandselvene. De er alene afgrænsede på grundlag af vandindholdet ud fra kanal 7.

Strømfjordshavn: Ved højvande opstemmes smeltevandet, fronten mellem det ferske og af suspenderet materiale stærkt prægede vand og fjordvandet er skarpt markeret og med talrige lobeformer. Det strømmer langsomt ud i fjorden som en dybereliggende strøm, kun i højre side i strømretningen langs bredden formår smeltevandet

at trænge ud i overfladen. Smeltevandet overstrømmes af fjordvand. Skumstriber peger i retning af en skråt stillet frontflade der hælder sådan at den når længere ud i fjorden med tiltagende dybde (KLEMAS 77). Ved faldende vande forstærkes afstrømningen, og der opstår en roterende bevægelse af vandet: Hvirvel med stærkt hældende, næsten vandret akse. Smeltevandet viser, at strømmen ned ad fjorden foregår under stærkt højredrejet påvirkning.

Smeltevandselve ved Sønder Strømfjords sydlige bred: Ved stigende vande løber elvene ud i fjorden tæt ved den højre bred i strømretningen og følger med tidevandsstrømmen. Fronten, der er skarp, er først ret »spids«, senere ved flodstrømmens aftagen bredes den ud os står

næsten vinkelret på strømretningen. Ved tidevandsstrømmens skift opstår lobeformede fronter i forbindelse med smeltevandet (måske også i forbindelse med nedbørselvenes udledning) og der kan iagttages en tydelig tendens til opblanding af vandmasserne ved udprægede hvirveldannelser. Den laterale front er hældende med smeltevandet nederst. Bevægelserne og smeltevandets opblanding under faldende vande har det ikke været muligt at undersøge, men det formodes, at det vil vise sig, at smeltevandet i løbet af perioden vil præge hele fjordens bredde, idet det tvinges til at følge den udadgående strøm ved nordsiden af Søndre Strømfjord. Forholdene omkring Sarfartoq ved store ebbestrømshastigheder er under indflydelse af så mange specielle faktorer, at strømningsmønsteret ikke kan anses for umiddelbart at være udtryk for generelle forhold. Ud over de i dette afsnit allerede nævnte faktorer må her inddrages: 1) Tidevandskanalens forandring af løbsretning to gange, 2) En tærskel på 200 m og 3) den stærke stigning i strømhastighed. Tilsammen betinger disse faktorer en roterende bevægelse af vandmasserne, hvorved smeltevandet bevæger sig tværs over fjorden i to strømbaner, hovedsagelig som dybereliggende strømme.

SUMMARY

During 1976 a landclassification in Holsteinsborg (Sisimiut) Municipality was carried out. While working on this project it was decided to make an evaluation on the possibilities of using Landsat images as a supplementary means of mapping the landscape elements. Fig. 9 shows the images which were used. They have been examined by means of a Color Additor and a Picture Analyser (density slicing).

There is no doubt, that it is a powerful combination to use both airphotos and Landsat images when investigating a large and inhomogene area. The general view is established by the satellite images, the details is taken from the airphotos. The Landsat images assure that the classification is not altered during the work with the airphotointerpretation.

The total distribution of larger meltwater bodies can easily be
mapped from the Landsat images alone.

The second part of the paper presents some preliminary results of an investigation of the possibility to map surface currents in Søndre Strømfjord by means of satellite images. Several minor details from many different airphoto series have been linked up by studiyng the mixing of sediment-laden meltwater and clear fjordwater. A model has been proposed which can explain the differences in greytone level on band 4 and 5 respectively, in relation to the amount of suspended matter and the volume of water in which the informations originates (fig. 2). It has been shown that the current pattern primarily is due to the influence of coriolis power, but, that it is partly periodically changed by the tide. Characteristic, rotatory movements of the water at low tide åre found near Strømfjordshavn and Sarfartoq.

There is still needed much field investigation to confirm the
model and to get a full understanding of the fluctuations in the
current patterns.

LITTERATUR

Barret, E.C. & L.F. Curtis (1976): Environmental Remote
sensing. London.

Chorley, RJ. (1969): Introduction to Physical Hydrology.
Methuen.

Crickmay, C.H. (1974). The Work of the River. Elsevier. N.Y.

Embledon, C. & C.A.M. King: Glacial and Periglacial Geomorphology.
Ed. Arnold. London.

French, H.M. (1976): The Periglacial Environment. Longman,
London.

Gfeller, R.E. (1975): Untersuchungen zur automatisierten
Schneeflåchenbestimmung mit Multispektralaufnahmen des
Erdeskundigungssatelliten ERTS-1. Juris Druck. Ziirich.

Johnson, P.L. (ed.) (1977): A Multispectral Analysis of the
Interface Between the Brazil and Falkland Currents from
SKYLAB. Remote sensing of Environment 6, 271-288.

Klemas, V., J.F. Borchard &W.M. Treasure (1973): Suspended
Sediments observations from ERTS 1. Remote Sensing
of Environment 2, 205-221.

Klemas, V. & D. F. Polis (1977): A Study of Density Fronts and
Their Effects on Costal Pollutants. Remote Sensing of
Environment 6, 95-126.

Kritikos, H. & L. Yorinks (1974): Suspended Soils Analysis
Using ERTS-A Data. Remote Sensing of Environment 3,
69-78.

NASA. 1972. ERTS Program Description. Washington.

Steiner, D. & T. Guterman (1966): Russian Data on Spectral
Reflectance of Vegetation, Soil and Rock Types. Zurich.

Strong, A.E. (1974): Remote Sensing of Algal Biooms by Aircraft
and Satellite in Lake Eric and Utah Lake. Remote Sensing
of Environment 3, 99-107.

Verstappen, H.Th. (1977): Remote Sensing in Geomorphology.
Elsevier, Amsterdam.

Vincent, R.K. et.al. (1975): Thermal Infrared Spectra and
chemical Analysis of twenty-six Igneous Rock Examples.
Remote Sensing of Environment 4, 199-209.

Østrem, G. (1975): Sediment Transport in Glacial Meltwater Streams. IN/Jopling, A.U. & B.C. McDonald Ed. Glacifluvial and Glaciolacustrine Sedimentation. Tulsa, Oklahoma 1975.