Madsen, Henrik Breuning, 1979: Opbygning af et jordbundsklassificeringssystem
med særlig henblik på bonitering. Geografisk
Tidsskrift 78: 20-27. København, June l, 1979.

A soil sun'ey system has been constructed for determining soil capability. Pedological development, texture, drainage class, and Al-horizon's thickness and humus content åre primary characteristics; geological origin, stone content, hardpans, pH, and Nå- and thionic horizons åre secondary characteristics.

Henrik Breuning Madsen, Lic.scient. Geographical Institute,
University of Copenhagen, Haraldsgade 68, DK-2100, Copenhagen
Ø.

Opbygning af jordbundsklassificeringssystem med særlig henblik på bonitering

Der har i tidens løb været udført adskillige boniteringer af landbrugsjorden i Danmark, idet de har været anvendt som ligningsgrundlag ved skatteinddrivelse. Blandt de mest fremtrædende boniteringer kan nævnes Christian d. s's hartkornsansættelse fra 1688 og boniteringen af 1844, hvor overjordens tykkelse og tekstur samt underjordens tekstur indgik i beregningen af bonitetsværdien (V.E. Petersen, 1966). Igennem de sidste hundrede år er høstudbyttet i Danmark fordoblet gennem bedre gødskning, bedre afgrødesorter samt en mere udviklet kulturteknik (dræning, vanding), og de ved 1844-boniteringen ansatte takstværdier er derfor blevet forældede, hvilket f.eks. Dalsgaard m.fl. (1976) delvis demonstrerer i en undersøgelse af landbrugsområder på Djursland. På grund af samfundsudviklingen har der gennem de sidste mange år været et stigende pres på den danske landbrugsjord. Der har derfor været behov for en jordbundskartering, således at en rimelig planlægning af vore landressourcer er mulig. En sådan jordklassificering blev igangsat i 1976, og den bygger på jordens geologiske udvikling i l meters dybde samt på ca. 30.000 teksturanalyser af pløjelaget (Ugeskrift for Agronomer, 1975). Da det opstillede system ikke er fuldt dækkende ved bonitetsstudier, eksisterer der stadigvæk et behov for et mere detaljeret klassificeringssystem, og det i denne artikel opstillede karteringssystem er et forsøg på dette.

I takt med den forbedrede gødskning af de danske landbrugsjorde er den plantetilgængelige vandmængde i højere og højere grad blevet den stærkest begrænsede faktor for planteproduktionen, hvorfor den i dag vil indtage en central plads ved en takstangivelse af landbrugsjorden. Dette kan blandt andet ses ud af fig. l, der sammenholder høstudbyttet af byg på nogle forsøgsstationer med den plantetilgængelige vandmængde i vækstsæsonen, der regnes som maj plus juni.

Det bemærkes, at der er en rimelig sammenhæng mellem den plantetilgængelige vandmængde og høstudbyttet. Den mindre gode sammenhæng mellem høstudbyttet i 1974 og 1976 og den beregnede plantetilgængelige vandmængde skyldes atypisk nedbørsfordeling i maj + juni samt julinedbøren. Ved en jordbundsbonitering i dag vil det derfor være naturligt at fokusere på den plantetilgængelige vandmængde. Man må imidlertid gøre sig klart, at med det stigende antal vandingsanlæg i det danske landbrug, vil vandet langsomt miste sin næsten altdominerende betydning for boniteten og afløses af andre faktorer. Det vil derfor være naturligt ved udvikling af et bonitetssystem at adskille arbejdsprocessen i to dele: Først en opbygning af et jordbundskarteringssystem, der er baseret på blivende parametre og på baggrund af hvilke, et jordbundskort kan blive udtegnet. Derefter, ud fra profilstudier med efterfølgende laboratorieundersøgelser af relevante parametre, at angive de på kortet adskilte områders bonitet. Ved anvendelse af denne metode vil det være muligt at ændre bonitetsangivelsen, uden nødvendigvis at skulle lave selve jordbundskarteringen om. Denne artikel omhandler opbygningen af et sådant jordbundskarteringssystem, og det udviklede system kan betragtes som det første trin i opbygningen af et landsdækkende klassifikationssystem.

Henrik Breuning Madsen

JORDBUNDSUDVIKLING OG FAKTORER, DER HAR INDFLYDELSE PÅ BONITETEN

Udviklingen af et karteringssystem, hvori informationer om et områdes dyrkningsværdi gives, kræver et nøje kendskab til undersøgelsesområdets geologiske og dermed udgangsmaterialets oprindelse. Endvidere er det af uvurderlig betydning at have kendskab til de forskellige sedimenters pedologiske udvikling, idet denne har stor betydning for jordens fysiske og kemiske tilstand. De mest almindelige pedologiske processer på danske jorder, skal derfor kort omtales:

Forsuring: Da det danske klima i store dele af året har nedbørsoverskud, vil der ske en udvaskning af jordens baser (Ca, Mg, K, Nå) med følgende fald i pH. Graden af udvaskning vil især afhænge af jordens tekstur, dens oprindelige indhold af CaCO3 samt den årlige gennemsivning af vand til grundvandet. De lave pH-værdier, der kan have en uheldig indvirkning på planteproduktionen, modvirkes ved kalkning. Undersøgelser har dog vist (H.B. Madsen 1979), at effekten af kalkning på sure lerede moræner ikke er stor i over en halv meters dybde, således at den sure underjord stadig virker rodstandsende eller i hvert fald hæmmende.

Frigivelse af R203 mineraler: I de øverste dele af jorden vil den kemiske forvitring af primærsilikater som biotit, hornblende og augit kunne frigive en del jern- og aluminiumoxider, der derefter vil blive adsorberet til jordskelettet. En berigelse af Fe2O3, x H2O vil give horisonter under pløjelaget en mere rød- eller gulbrun farve. Denne proces synes ikke at ændre jordens fysiske og kemiske tilstand i nævneværdig grad, f.eks. har B- og C-horisonterne i disse jorde nogenlunde samme vandretention (H.B. Madsen 1979 a).

Lernedslemning: Under udvaskningen af lerjorden vil pH i en periode være omkring 5-6. I dette pH-regie vil aggregaterne være relativt ustabile, således at lermineraler fra de øverste lag mekanisk føres ned i underjorden med det nedsivende vand. Fra ca. 50 cm's dybde vil leret blive aflejret orienteret på aggregaternes overflader, hvor det kan danne hinder (lerskind), der i ekstreme tilfælde kan lukke så mange porer, at luftskiftet i aggregatet bliver hæmmet.

Podzolering: I stærkt forsurede sandjorde med pH omkring 4, hvor der samtidigt er udviklet et morlag, kan der ske en transport af sesquioxider fra de øverste jordlag med efterfølgende udfældning i de dybereliggende lag. Denne udvaskning af sesquioxider foregår kompleksbundet til visse humusstoffer, der i rigt mål er udviklet under et morrlag. Udfældningen tænkes at foregå, når en tilstrækkelig stor del af humusstofferne har kompleksbundet jern eller aluminium (L. Petersen 1976). Denne type jord vil fremvise afblegede korn i de øverste dele af jorden (eluviale del), medens B-horisonten øverst vil være sort på grund af et højt humusindhold (humusal). Lige under humusalen vil farven være mørk rødbrun på grund af jernoxidernes dominans (jernal). B-horisonten vil ofte fremstå stærkt cementeret, idet de udfældede sesquioxider sammenkitter sandkornene. Denne proces har stor indflydelse på jordens fysiske og kemiske tilstand, og man finder f.eks. ofte, at jern- og humusalernes retentionskurver er helt forskellig fra udgangsmaterialets, ligesom rodudviklingen påvirkes af de markerede horisonter.

Gley og tørvedannelse: På dårligt drænede jorde med højtstående grundvand kan der skiftevis opstå anaerobe og aerobe forhold i visse dele af jordene på grund af et svingende grundvandsspejl. Dette giver jordene en rødspættet fremtoning ofte på brunlig eller grålig bund, det såkaldte gleypræg. Såfremt grundvandet permanent ligger særdeles højt i profilet, kan det give anledning til tørvedannelse. Jordbundskemisk og -fysisk adskiller disse jorde sig særdeles meget fra de veldrænede typer, især på grund af de ofte anaerobe forhold i jorden, der ikke alene hæmmer rodåndingen, men også danner mange plantegiftige forbindelser.

På fig. 2 ses den pedologiske udvikling, som en veldrænet grovsandet jord og en veldrænet leret jord kan tænkes at ville gennemgå i Danmark. Profilerne er benævnt efter FAO (FAO 1974); og en lignende udviklingsrække er opstillet af Ameryckx (1960) for belgiske jorde.

Betragter man sandjordens udviklingsrække, ses først en opdyrket jord uden andre horisonter end pløjelaget oven på C-horisonten. Derefter ses et profil, hvor frigivelsen af Fe2O3, NH2O er nået under pløjelaget, således at den underliggende horisont er farvet rødbrun, en såkaldt Bv-horisont. Det tredie profil viser en begyndende podzolering, idet der er udviklet et blegsandslag under pløjelaget; dog opfylder B-horisonten ikke de kemiske kriterier, der kendetegner en podzol, hvorfor den må benævnes albic arenosol. Det sidste profil viser næste fase, en fuldt udviklet podzol. På hvilket trin i udviklingskæden jordene befinder sig afhænger af flere ting bl.a. tiden. Dog er det ingenlunde sikkert, at en sandjord vil udvikle sig til en podzol, da f.eks. et højt indhold af sesquioxider kan hindre podzoleringsprocessen i at foregå, L. Petersen (1976) og Duchaufour (1978).

Betragtes lerjordsprofilerne fås udviklingen fra rhegosol til cambisol ved udvikling af enten en strukturel eller en farvet B-horisont, hvor det sidste skyldes frigivelsen af jernoxider ved kemisk forvitring. Luvisolen opstår, når lernedslemningen har nået visse grænser målt ud fra lerindholdet i Eb og B2t-horisonten, og basemætningsgraden i B-horisonten er over 50%; er basemætningsgraden under 50%, klassificeres jorden som acrisol. Acrisols findes især på bakkeøernes lerede dele samt i Østjylland, hvorimod luvisols formodentlig er mest udbredt på de kalkholdige østdanske moræner.

Bt-horisonten i disse jorde kan senere nedbrydes, hvilket først erkendes som hvide sand- og siltcoatings på aggregaternes overflader, og ved stærk udvaskning kan der øverst i profilerne blive udviklet podzoller.

De jordbundskemiske og -fysiske faktorer, der især har indflydelse på jordens bonitet, vil være de faktorer, der har betydning for planternes næringsstof- og vandforsyning samt for luftskiftet i jorden. Arten og mængden af næringsstoffer i de forskellige jordbundstyper i Danmark vil på uopdyrkede lokaliteter især være afhængig af udgangsmaterialets kemiske sammensætning, dets tekstur og humusindhold samt pH. Den plantetilgængelige vandmængde i jordene vil derimod være afhængig af roddybden og porestørrelsesfordelingen samt i specielle tilfælde grundvandet. Tekstur, humus, volumenvægt, struktur samt lagdelingen har indflydelse på jordens porestørrelsesfordeling, medens de samme faktorer plus pH og plantearten er bestemmende for rodprofilets form og dybde. Luftskiftet i jorden er især afhængig af porestørrelsesfordelingen og grundvandsspejlets højde, idet O2 og CO2-diffusionen skal foregå gennem et kontinuert luftfyldt poresystem, da diffusionen er ca. 10.000 gange så langsom gennem vand som gennem luft.

På fig. 3 ses retentionskurver og dermed porestørrelsesfordelingen for 3 udvalgte jordbundstyper, og på fig. 4 ses rodudviklingen hos byg i 7 forskellige profiler. Det bemærkes (fig. 3), at den pedologiske udvikling i flyvesandet har medført store forskelle i retentionskurverne ned gennem profilet, og at den plantetilgængelige vandmængde i alen er betydelig større end i udgangsmaterialet. Retentionskurverne for den albiske arenosol er derimod meget lig hinanden, hvilket tildels også er tilfældet for den lerede cambisol.

Af fig. 4 ses, at rodudviklingen hos byg i podzoller og arenosoller stopper i 50-60 cm. dybde, medens den hos cambisoller, acrisoller og luvisoller er over l m dyb, såfremt den pedologiske udvikling ikke har resulteret i placic horisonter (tynde cementerede lag), lave pH-værdier i underjorden eller høje volumenvægte.

OPBYGNING AF KARTERINGSSYSTEMET

På baggrund af ovenstående bør et jordbundskarteringssystem fokusere på jordenes pedologiske udvikling og beskrive profilvariationerne i så mange af ovenstående faktorer, der kan beskrives og kvantificeres direkte i teringssystemet bygger på blivende jordbundskarakteristika såsom tekstur og humusindhold, medens faktorer som pH i pløjelaget og dets indhold af fosfat ikke bør

medtages, idet det ændres ved kalkning og gødskning. Deter endvidere vigtigt, at selve karteringen bygger på faktorer, der kan beskrives og kvantificeres direkte i marken. Antallet af målelokaliteter kan derved forøges væsentligt, og det vil endvidere være muligt at udtegne kortet direkte i felten. Mere dybtgående analyser af jordene må foretages på lokaliteter udvalgt på baggrund af jordbundskortet.

Til hjælp ved udtegning af jordbundskortet anvendes flyfotos, hvor f.eks. gråtonevariationerne på ikke vegatationsdækkede marker om foråret kan afsløre jorde med forskellig dræning og pedologisk udvikling, så som stærkt podzolerede jorde. IR-farvefotos af vegetationsdækkede marker har endvidere vist sig velegnede til udskillelse af jorde med forskellig bonitet. Topografiske kort anvendtes også, idet jordbundstyperne er tæt knyttet til landskabselementerne. Det vil derfor ved karteringen være naturligt at gå vinkelret på højdekurverne, da sandsynligheden for at krydse jordbundsgrænser derved er øget betydeligt. Ved den kommende gennemgang af karteringssystemet vil visse af jordbundstyperne da også blive indtegnet på en skråning for derigennem at demonstrere landskabselementernes betydning for karteringen.

Det opstillede karteringssystem er hovedsagelig udviklet ud fra studier på et 21 km² stort område, der er beliggende ved Gadbjerg ca. 20 km vest for Vejle. Området er geologisk beliggende umiddelbart øst for hovedstilstandslinien og præget af både lerede og sandede moræner, diluvialt sand og grus samt store flyvesandsområder. Systemet, der i sin opbygning generelt er inspireret af det belgiske system (Tavernier & Marechal 1962) er opstillet på baggrund af profilbeskrivelser fra 600 boringer, der blev foretaget med et l m langt cylinderbor, diameter 2 cm. På baggrund heraf blev det besluttet, at jordene skulle klassificeres udfra følgende hoved- og bikarakteristika:

hovedkarakteristika: a) pedologisk udvikling

b) tekstur

c) dræningstilstand

d) Al-horisontens humusindhold

og tykkelse

bikarakteristika: e) geologisk oprindelse

f) stenindhold
g) hardpans

h) pH i l meters dybde

i) Natriumindhold og thionic

horisonter

Jordbundsgrænserne udtegnes især på baggrund af de fire hovedkarakteristika, dog kan bikarakteristika i visse tilfælde træde tydeligt frem ved grænsedragningen, f.eks. mellem geest og marsk. Da karteringssystemet er udviklet på et snævert geografisk område suppleret med feltstudier i Yoldiasand (H.B. Madsen 1979 b) samt med

resultater fra marskstudier K. Rasmussen (1956) og
Kingo Jacobsen (1956), kan det kun opfattes som en
første tilnærmelse til et landsdækkende karteringssystem.

HOVEDKARAKTERISTIKA

Pedologi: Ved beskrivelse af jordens pedologiske udvikling skelnes der mellem veldrænede og ikke veldræ nede jorde. De førstnævnte vil have dræningsklasserne a. b og c medens de sidstnævnte vil have dræningsklasserne x, y og z (se beskrivelse af dræningsklasserne). De veldrænede jorde inddeles udelukkende efter graden af podzolering. Dette skyldes, at denne proces med rimelig sikkerhed kan bestemmes i felten på opborede prøver modsat f.eks. lernedslemningen på lerjordene, hvor lerskind ikke umiddelbart kan erkendes i boret, og hvor et samlet pløjelag kan skyldes indblæsning af sand fremfor lervandring. Er der ikke tegn på sandindblæsning i det undersøgte område, kan graden af lernedslemning aflæses i teksturbeskrivelsen, hvor et mere sandet pløjelag (eluviallaget) vil træde tydeligt frem.

De ikke veldrænede jorde kan inddeles i tre grupper nemlig jorde udviklet på periodisk vanddækkede aflejringer (marsk og åjorde) samt podzolerede og ikke podzolerede lavbundsjorde. Den pedologiske udvikling beskrives efter nedenstående nøgle med et tal, der altid står først i borebeskrivelsen:

1. ikke podzolerede jorde: lerjorde samt sandjorde med et brunt pløjelag, dvs. ingen afblegede sandskorn øverst i profilet. Ingen aldannelse, maksimalt en brun B-horisont. Efter FAO vil det være acrisol, luvisol, cambisol, rhegosol samt cambic arenosol.

2. meget svagt podzolerede jorde: jorde med afblegede sandskorn
øverst i profilet og gråt pløjelag, men ingen aldannelse,
kun en brun B-horisont. Efter FAO albic arenosol.

j. svagt udviklede podzols: jorde med afblegede sandskorn øverst i profilet, derefter en mørk rødbrun B-horisont, der ikke er cementeret. Der er ikke udviklet en sort humusal. Efter FAO podzol.

4. stærkt udviklede podzol: jorde med afblegede sandskorn øverst i profilet, derefter følger en sort humusal og en ofte cementeret jernal. Er blegsandslaget afblæst og findes der stadig en cementeret al under Ap henregnes jorden stadig til stærkt udviklet podzol. Efter FAO podzol.

Ikke veldrænede jorde:

Tekstur: Teksturen bliver beskrevet umiddelbart efter
den pedologiske udvikling med et bogstav efter følgende
nøgle:

7. lerede og sandede jorde med xogy dræning som ikke er podzolerede.
Efter FAO gleysols og histosols.

8. podzolerede jorde med x, y eller z dræning. Efter FAO gleyic
podzol.

9. jorde udviklet på nyere flod- og havaflejringer, der under
naturlige forhold jævnligt oversvømmes. Efter FAO fluvisol
og histosol.

Q: finsand og silt (125u-2u), der kan indeholde op til 5% ler
R: velsorteret mellemkornet sand (MS) (125u-500u) uden

sten eller grus, dog må der på overfladen findes enkelte

sten. Aflejringen har under 5% ler. Geologisk flyvesand
eller diluvialsand.
T: stenet og/eller gruset MS (125u-500u) eller grovsand (GS)

(500u-2000u). Aflejringen har under 5% ler. Geologisk
diluvialsand eller morænesand.
U: grus. (2 mm-2 cm). Geologisk monænegrus eller diluvialgrus.

D: 5-8% ler, % sand % silt silt2u-50u.
E: 8-13% ler, % sand % silt hovedsageligt
F: 13-35% ler, % sand % silt moræner
G: 35-100% ler, % sand % silt
K: 5-13% ler, % silt % sand
M: 13-35% ler, % silt % sand hovedsageligt
N: 35-100% ler, % silt % sand vandaflejringer
H: tørv, der kan være noget sandblandet
J: gyttje
P: fast klippe eller kalkbænk

Pløjelagets tekstur skrives med stort bogstav, og er der ingen teksturvariationer ned gennem profilets øverste meter, bliver dette den eneste teksturangivelse, f.eks. T. Er der en teksturel ændring inden for en halv meters dybde, skrives den nye tekstur foran pløjelagets med stort bogstav, f.eks. FT. Sker ændringen først mellem en halv og en meters dybde, noteres det også forrest men med lille bogstav, f.eks. fT. Fig. 5 viser teksturbeskrivelsen for et område, hvor stenet diluvialsand overleirer moræneler.

Teksturangivelsen yderst til venstre i fig. 5 indicerer en acrisol eller luvisol udviklet på moræneler. Det lidt mindre lerrige pløjelag i næste profil skyldes opblanding af moræneler og diluvialsand ved pløjning; dette har ikke fundet sted ved næste teksturangivelse, idet tykkelsen af diluvialsandet er større end pløjedybden, dog bemærkes det, at moræneleret stadig ligger højt, nemlig i den øverste halve meter af jorden. Den fjerde teksturangivelse viser, at moræneleret nu ligger mellem en halv og en meters dybde, og ved den femte teksturangivelse er moræneleret ude af den øverste meter af jorden.

Grunden til at markere, om en teksturel ændring er sket før eller efter en halv meters dybde, er, at normale kornarter i jorde med R og T tekstur kun vil have en rodudvikling til 50-60 cm's dybde (se rodudviklingen hos podzol og arenosol, fig. 4), hvorimod den på andre jorde så som cambisol, luvisol og acrisol kan blive betydelig dybere. Skal jordene betegnes med et navn efter teksturen, vil det ud fra et dyrkningsmæssigt synspunkt være rimeligt at anvende teksturen i 50 cm's dybde.

Fig. 6 viser en toposekvens fra undersøgelsesområdet ved Gadbjerg, og den er beskrevet ud fra pedologisk udvikling og tekstur, således at tallet angiver den pedologiske udvikling og bogstaverne teksturen. På den højtliggende flade længst til venstre findes et flyvesandsområde, hvor sandmasserne er omlejret diluvialsand. Denne aflejring beskrives 4R, da jorden er en veludviklet podzol. Diluvialsandet, der præger resten af fladen plus den konvekse del af skråningen, er først sten- og grusfrit senere stærkt stenet. Først beskrives aflejringen 2R, idet den er svagt podzoleret, senere IT, da den er stenet og ikke podzoleret. Moræneleret stikker frem på den nedre del af skråningen, og på grund af lernedslemning fra de øverste 30-40 cm, beskrives aflejringen IFD. Den lavtliggende flade er domineret af fluviatile aflejringer, hvorfor den beskrives med 9R. I den afsnørede meanderbue er der udviklet en mose, hvilket beskrives 9H.

Dræning: Jordens dræningstilstand beskrives ud fra

grundvandsspejlets højde om sommeren, eventuelle gleypræg i profilet og akkumulation af organisk stof i Al, såfremt dette skyldes et vådt miljø. Grunden til at det medtages tre faktorer til beskrivelse af dræningstilstanden, er den udbredte afvanding af landbrugsarealerne. Beskrivelse af dræningsklassen ud fra f.eks. grundvandsspejlets højde alene vil føre til en jordbundsgrænse mellem drænede og ikke drænede marker, hvilket vil være højst uheldigt, idet grænsen mere er en driftsteknisk grænse end en jordbundsgrænse.

Dræningsklassen beskrives ved et lille bogstav, der ståi

lige til højre for pløjelagets tekstur. Der er følgende
klasser:

a. Meget stærkt drænede jorde, dvs. intet gleypræg eller andn
tegn på at grundvandet har været oppe i den øverste meter a:
jorden. Profilet har en homogen tekstur ned gennem hek
profilet, og teksturen skal enten være R, T eller U. Der ei

ingen veludviklet al

h vpldr^nprlp inrrlp Hv«. lerede iorde uden elev i den øverste

meter af profilet samt R, T og U jorde med teksturvariationer ned gennem profilets øverste meter, således at det ikke kan være a dræning. Podzols med veludviklet al, der kar virke hæmmende eller forsinkende på vandgennemtrængelirrVipHpn ripnrponp« ncrså til h Hfflpninp.

n tnnrlprat vplrlrflpnpt inrd. dys. iorde med elev imellem Dløie

111WVJWAM-1 T t^AA^l. JW* *-*, J^-«~ A- O*~J i J
laget og l meters dybde eller andre tegn på grundvands
i Hpnnp ynnp men inøen alev i nlflielaeet.

HIVI.IHI.VI i VJ^llliV ill^ii lllgwAl &*~J * f,-~J~..~e-...
f Hårliot Hrapnet inrrl- inrrlp mp.H arnndvand mellem l moes(

cm's dybde om sommeren og efteråret, eller jorde med entei
gleypræg i Ap og/eller en humusrig eller direkte tørvet Ap
t • i

ll\Sl LJ\JIL\..
\j mpopt Hårlio Hrponpt inrrl rlv<; inrrlp, med konstant erund

jr. 111^5^1. v^mii& ...i^ii^,. j~* ~, „.^. j~.„~ ovand
i den øverste halve meter af profilet i de fleste år
•7 frit van H hprpr «Vpt pn fpi! rettes i korrekturen.

Jorde med a, b og c dræning vil være normale agerjorde dog vil en c dræning i forbindelse med et F eller E indicer« sent tjenlige jorde, idet den våde jord rummer risiko fo dannelse af pløjesål. Jorde med x og y dræning er typisk« lavbundsjorde, der normalt skal drænes, før de kai inr\r\r-3crfc cr\m normal aoprlanH.

-— o <—' Betragtes samme toposekvens, som under diskussionei af teksturen og den pedologiske udvikling fig. 6, fås dei på fig. 7 viste dræningssekvens. De albiske og cambisk arenosoller får dræningsklassen a, podzollen på flyve sandet får b på grund af aldannelsen. Moræneleret mid på skråningen får øverst b dræning, der ned imod dei lo^tiirrrr^nrip flarlp aår rwpr til c drænine. På den lavl liggende fluviatile flade findes både x og y dræninger, alt efter i hvilken dybde grundvandet findes.

Al-horisontens tykkelse og humusindhold: Al-horisontens tykkelse og humusindhold beskrives med et tal, der efterfølger dræningsklassen. Talværdierne ses i tabel I. Grænserne for humusindholdet er valgt således, at pløjelag med normale humusindhold (1-6%) udskilles. Jorde med høje humusindhold vil normalt være relativt dårligt drænet dvs. x og y dræning, medens jorde med lave humusindhold sandsynligvis har været udsat for erosion i pløjelaget eller udsat for pålejring af materiale, f .eks. ved fygning. Dog synes visse sandjorde generelt at have et lavl hll mll <;i n Hhnid.

Al-horisontens tykkelse er især afhængig af pløjedybden samt profilets beliggenhed i terrænet. Det sidste ses af fig. 8, hvor Al-horisontens tykkelse er vist ned ad er skråning. Det bemærkes, at der har været en kraftig erosion på den mere hældende del af bakken, medens dei er akkumulation af materiale ved foden af skråningen. I Danmark skyldes denne proces især vanderosion på d< veeetationsløse marker om vinteren.

Et eksempel på en samlet borebeskrivelse bliver d<
2fßbs, hvor de forskellige symboler står for:

Den endelige beskrivelse af jordenes hovedkarakteris
tika oå toposekvensen fig. 6 ses på fig. 9.

Figuren viser, at sandjordene på den højtliggende flade har forskellig pedologisk udvikling, men de er alle veldrænede og har et pløjelag af normal tykkelse. Humusindholdet ses endvidere at være særdeles lavt i et af profilerne. Morænelersjordene på skråningen har forskellig dræning, men er ellers identiske med hensyn til tekstur og pløjelag. Den lavtliggende flade er præget af dårligt drænede jorde, hvilket har medført en humusophobning i Al-horisonten, således at mæanderbuen endog er blevet direkte tørvet.

BIKARAKTERISTIKA

Geologi: Den geologiske oprindelse i 50 cm og l m's dybde beskrives efter nedenstående nøgle, der delvis bygger på DGU's beskrivelse af de overfladenære sedimenter og bjergarter. Grunden til at medtage lagets geologiske oprindelse er, at der er visse relationer mellem denne og jordens fysiske og kemiske tilstand. F.eks. er der ofte til marskjorde knyttet natriumproblemer, thioniske horisonter samt strukturproblemer. Den geologiske betegnelse er endvidere en styrkelse af teksturbetegnelsen, idet forholdet mellem forskellige kornstørrelser varierer på en karakteristisk måde inden for forskellige geologiske aflejringer. Der anvendes følgende nøgle:

M = moræne aflejringer
D = smeltevandsaflejringer
E = æoliske afl.
Z = ferskvandsafl. issøaflejringer
Y = yoldiaafl.
H — Lithorinaafl. og andre havafl. på nær marsk.
B = marsk
S = prækvartære afl.

Er der forskel på sedimentets geologiske oprindelse i 50
og 100 cm's dybde, noteres den geologiske betegnelse 100
cm først.

Stenindhold: En beskrivelse af jordens stenindhold er
væsentlig i forbindelse med en angivelse af jordens dyrkningsværdi,
idet et stort stenindhold med mange store
sten kan give problemer ved bl.a. pløjning, ligesom det
kan give et fald i den plantetilgængelige vandmængde
svarende til den rumfangsdel, som stenene fylder. Stenindholdet
bliver beskrevet efter følgende nøgle:
i: ingen sten eller meget få sten, der især ligger på overfla

den. Ingen sten nede i profilet stopper boringen.

h: få sten, der findes spredt eller samlet i en enkelt horisont i
profilet.

m: mange sten, der ofte generer boringen, så denne må opgives,
ofte mange sten på overfladen.

Hardpans: En enkelt »hardpan«, nemlig den cementerede al er allerede beskrevet via den pedologiske udvikling, men også andre hardpans så som placic horisonter og myremalm bør beskrives, idet de har en rodstandsende og ofte også vandstandsende effekt. Et eksempel på den rodstandsende effekt ses hos en cambisol, fig. 4. Hardpans indflydelse på plantevæksten vil især være afhængig af, i hvilken dybde horisonten er aflejret, hvorfor en angivelse af denne er nødvendig. Tilstedeværelsen af en hardpan angives derfor først med et bogstav, der angiver typen, og derefter med et tal, der multipliceret med 10 angiver dybden af laget. Der anvendes følgende bogstaver:

p = placic horisont
m = myremalm
u = andre hardpans

p? betyder således, at der findes en placic horisont
mellem 70 og 80 cm's dybde, m5 betyder myremalm
begyndende imellem 50 og 60 cm's dybde.

pH: pH bestemmes især på lerjordene i l m's dybde, idet kalkning af disse jorde ikke er effektivt virkende under pløjelaget, dvs. at stærkt forsurede moræner kan udskilles på baggrund af pH i en meters dybde. Stærkt forsurede underjorde kan have stor betydning for planternes vandforsyning, idet den kan hæmme rodudviklingen, fig. 5. Der anvendes følgende nøgle til at beskrive pH målt i CaCl2:

pH(CaCI2) 2-3:3 3-4:4 4-5:5 5-6:6 6-7:7 7-8:8 8-9:9 etc.

Meget lave pH-værdier indicerer f.eks. sulfidholdige jorde, der er kommet under aerobe forhold, medens pH-angivelser på over 9 indicerer tilstedeværelse af Nå i profilet. pH-angivelserne 3 og 4 indicerer jorde, hvor pH virker rodhæmmende.

Natrium- og thioniske horisonter: Disse horisonter er især knyttet til lavbundslokaliteter samt til lavtliggende havnære områder som f.eks. marsk. Horisonterne beskrives med et bogstav n = natrium, t = thionic samt med et tal, der multipliceret med 10 angiver begyndelsesdybden for laget.

Jordens bikarakteristika skrives som en brøk, der står efter de fire hovedkarakteristika. Oven over brøkstregen står først stenindholdet efterfulgt af pH. Under brøkstregen angives først geologibetegnelsen efterfulgt af eventuelt hardpans, natrium- og thionic horisonter. En samlet beskrivelse af profilets bikarakteristika vil se således ud:

Det er ikke nødvendigt at alle bikarakteristika beskrives ved en boring; det gælder f.eks. for pH i l m's dybde på podzols, idet normale kulturplanters rodudvikling ikke når denne dybde.

En totalbeskrivelse af jordbundstyperne på fig. 9 vil
blive:

som eksempler på beskrivelse af andre jordbundstyper
kan nævnes:

Det vil være muligt ud fra det ovenstående klassifikationssystem at få afgrænset områder, hvor jordene har tilnærmelsesvis samme fysiske og kemiske egenskaber. Det skulle derfor være muligt ud fra få profilstudier med laboratorieanalyser at få karakteriseret et områdes jordbundsforhold særdeles godt, såfremt analyserne sammenholdes med et jordbundskort, der bygger på de ovennævnte karakteristika.

SUMMARY

The present paper describes the construction of a soil survey system as a tool for determining soil capability. The sytem is basedon studies of the pedological development of Danish soils and of the soil-physical and -chemical factors which åre essential for the capability of a soil. As test area, 21 sq.km. of farmland near Gadbjerg was chosen, about 20 km west of the town Vejle. The area consists of moraines, blown sand and diluvial sand. On the basis of studies of 600 profile samples from the test area and of further profile studies at the Tylstrup Research Station, combined with results from march investigations undertaken by Kjeld Rasmussen and N. Kingo Jacobsen, the survey system was elaborated. It is subdivided into primary and secondary characteristics. The fist-mentioned structurate the soil boundaries and the latter characterize the chemical and physical conditions of the soil. As primary characteristics were used: pedological development, texture, drainage class, thickness and humus content of the Al-horizon. So far, the following secondary characteristics åre included: geological origin, stone content, hardpans, pH at l meter-depth, and horizons containing sulphur and sodium. Figs. 6, 7 and 9 demonstrate the system on a toposequence.

LITTERATUR

Ameryckx, J. (1960): La pedogenese en Flandre sablonneuse.
Pedologi X, i.

Aslyng, H.C. (1960): Jordklassificering og høstudbytte i Danmark.
Tidsskr. for Landøkonomi, nr. 4.

Dalsgård, K. m.fl. (1976): 1844 boniteringen anvendt til at
belyse jordbundsforholdene i ældre tider. Intern Rapport nr.
1. Geologisk Inst. Århus.

Duchaufour, Ph. & Souchier, B. (1978): Roles of iron and clay
in genesis of acid soils under a humid, temperate climate.
Geoderma, 20.

FAO-Unesco (1974): Soil map of the world. Unesco, Paris.

Jacobsen, A'. Kingo (1956): Jordbundsundersøgelser i Tøndermarsken.
Geografisk Tidsskrift bd. 55.

Madsen, H.B. (1979a): Jordbundskartering og bonitering, belyst ved hjælp af jcrdens vandretention, bygs rodudvikling og simuleret planteproduktion. Folia Geographica Danica, TOM X no. 5.

Madsen, H.B. (1979): Bygs rodudvikling på danske jorde. Rapport
til Den danske Jordklassificering (upubl.).

Petersen, L. (1976): Podzols and podzolization. Disputats,
DSR.

Petersen, V.E. (1966): Det danske Matrikelvæsen. DSR.

Tavernier, R. & Marechal, R. (1962): Soil Survey and Soil
Classification in Belgium. Comm. IV og V. Intern. Soc. Soil
Sci.

Ugeskrift for Agronomer (1975): Retningslinier for en landsomfattende
klassificering af landbrugsjord. Ugeskr. for agro.
no. 41.