Thorvald Sørensen 4. juli_'i 902-21. juni 1973

Ligesom flere store naturhistorikere havde Thorvald Sørensen levet sin barndom og sin tidlige ungdom i et vestjysk bondehjem og havde deltaget i bondens gerning. Det synes som om disse mænd netop derigennem har fået en intim fornemmelse af spændingen mellem de levende væsener og de kår, der bestemmer deres liv og død. Det er endvidere karakteristisk, at flere af dem har haft en følelsesmæssig tilknytning til disse væsener, ganske uanset om det drejede sig om kalve eller om mælkebøtter. For Thorvald Sørensen blev denne naturfornemmelse et af udgangspunkterne for hans gerning. Det kommer navnlig klart frem i de grundlæggende arbejder over arktiske og subarktiske plantesamfunds evne til at overleve de særdeles strenge og særprægede livsvilkår, et værk der står som et monument, ikke blot over ham, men også over en forskningsretning, som i flere slægtled har været en pryd for dansk videnskab.

Han fik imidlertid andre og store opgaver som lærer og vejleder, som administrator og institutchef, og selv om han vistnok stundom betragtede disse som lidt af en byrde, der tog kostbare arbejdsdage, der kunne have været anvendt på andre felter, gennemførte han også denne afdeling af sit livs værk med en sjælden omhu og med stor dygtighed.

I vort Selskab vil han blive savnet netop på grund af den samvittighedsfuldhed over for arbejdet og for den ansvarsfølelse, hvormed han varetog en række af grænseopgaverne mellem botanikken og den fysiske geografi.