Side 1
Schou, A. 1973:
Disharmoniske dalformer på Gran Canaria.
En analyse
ved hjælp af blokdiagrammer. Geografisk Tidsskrift,
72: i-n. København, september 30, 1973.
In Gran Canaria there are
valleys of two heterogeneous types, i. Deep canyons bear
witness to fluvial erosion of largest dimensions in a
humid period of the past. 2. Flat bottom valleys with
smoothly sloping sides like present days sheet wash
depressions. There is a significant discrepancy between
these valleys and the present fluvial dynamics of the
subtropical semiarid environment.
Professor Axel
Schou, dr. phil. et scient. Københavns Universitets
Geografiske Institut. Haraldsgade 68. DK-aioo.
Disharmoniske overfladeformer
Gran Canarias erosionsrelief
præges af uoverensstemmelse mellem visse daltyper og de
aktuelle dalformende kræfter. De for øen typiske, dybe,
stejlvæggede canyons, vidner således om en
vandløbserosion af største format, hvilket kontrasterer
voldsomt med det nuværende semiaride klimamiljø.
I det
subtropisk-tempererede bjergland forekommer
en anden
fra den førnævnte helt afvigende daltype med
svagt
hældende dalsider, en dalform, der med hensyn til
alle specifikationer svarer til den, der i nutiden
udvikles
i de tropiske Savanne-regioner.
De nævnte dalformer er altså på
Gran Canaria disharmoniske reliefelementer, for så vidt
som de ikke er i harmoni med recente dalformende
agentier, men er fortidsformer.
Materialet
Egne feltobservationer er
udført i december 1971. Fremstillingen støtter sig i
øvrigt til det store materiale og de detaillerede
lokalitetsbeskrivelser, der foreligger samlet i Heinz
Klug's omfattende regionale beskrivelse (1968). Emnet
har under titlen: »Daludvikling under skiftende
klimaforhold og havniveauer i vulkansk miljø. Eksempler
fra Gran Canaria«, været givet som meddelelse i Det
Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, den 8. december
1972 og i »Geografforeningen« den 18. december 1972.
Fig. i. Højdek»rt. Den cirkulære ø med
et areal på 1.532 km2 - halvt så stor som Fyn
- har et centralt højland og en udstrakt kystslette på
østsiden. Dybt nedskårne canyons radierer fra øens midte
og kløftfurer intensivt højlandets vulkanske landskaber,
hvorved en overflade med stor reliefenergi er
fremkommet. Kystslettens flade former danner en udpræget
modsætning hertil. Fig. i. Hypsometric map. The
circular island, 1.532 km2, has a central
mountain area dominated by volcanic landforms, which are
dissected intensively by a system of deep canyons
radiating in all directions from the high central area.
The flat coastal plain along the E-coast is a
significant contrast to the highland.
Gran
Canaria, - »et miniaturekontinent«
Indledningsvis
gives som orienterende baggrund en
oversigt over de
fysisk-geografiske forhold ved det dertil
udarbejdede Gran Canaria atlas (fig. 1-6). To
kulturgeografiske
Side 2
Fig. 2. Geologi. 1. Miocæn basalt. 2.
Miocæn fonolit. 3. Pliocæne og kvartære basalter. 4.
Miocæne ignimbriter. 5. Marine og fluviatile sedimenter.
Forenklet sammenstilling efter Hausen, 1962, Schmincke,
1967, og Klug, 1968. Fig. 2. Geologv. 1. Miocene
basalts. 2. Miocene phonolit. 3. Pliocene-Quaternary
basalts. 4. Miocene ignimbrites. 5. Marine and fluvial
sediments. Simplified combination of observations from
Hausen, igÖ2, Schmincke, 1967, and Klug, ig6B.
kort (fig. 7 og
8) er medtaget i sammenstillingen,
fordi de
indirekte afspejler væsentlige naturforholds
udbredelsesmønstre.
Af
udbredelseskortene (fig. 1-8) fremgår det, at Gran
Canaria trods sin ringe størrelse - halvt så stor
som Fyn
- er rig på vidt forskellige
naturgeografiske miljøer.
Fig. 3. Geomorfologi. 1. Høje
klippekyster. 2. Lave klippekyster. 3. Fladkyster med
sandstrand. 4. Landskabsprægende hævede kystlinier i
forskellige niveauer. 5. Kystslette. 6. Fluviale
aflejringer. 7. Vandreklit-landskab. 8. Canyon
(Barranco). 9. Caldera-rand. TO. Vulkanske
udbrudssteder. Pig. 3- Geomorphology. 1. High steep
cliff coast. 2. Low rocky coast. 3. Flatcoast with
beach. 4. Significant elevated shoreline systems in
various levels influencing the landscape character. 5.
Coastal plain. 6. Fluvial sedimentation cone, 7.
Wandering dune landscape. 8. Barranco (= local term for
canyon). g. Caldera rim. 10. Volcanic eruption locality.
Det centrale
bjergland (fig. i), der når næsten 2000
m's højde,
betinger en klimatisk »Formenwandel« efter
Side 3
Fig. 4. Klima. A. Temperaturkurve for
året. Celsius-skala til venstre. B. Nedbørskurve for
året, mm-målestok til højre. Målestok for 10° C svarer i
størrelse til 20 mm nedbør. Ved dette valg kan skæring
mellem temperatur- og nedbørskurver angive grænser
mellem tørke- og regnperioder. NB. Målestok for
nedbørsmængder over 100 mm er kun i/io af målestok for
o-ioo mm. C. Areal angivende perioder med
nedbørsoverskud. D. Areal angivende i/io af
nedbørsoverskud over 100 mm (se note under B). E. Areal
angivende perioder med nedbørsunderskud. Delvis efter
Per Sunding, 1968. Fig. 4. Climatic conditions. A.
Temperature curve for the year. Celsius-scale left. B.
Rainfall curve for the year. Scale with mm-units right.
The lenght of scale for /o° C corresponds to that for 20
mm precipitation. This chaise of scale sizes makes it
possible to use the crossing of the A and B curves as
indicators for limits between periodes with sufficiant
rainfall and those with a deficit precipitation. Notice.
The rainfall scale for over too mm precipitation is only
10 p.c. of the scale used between o and 100 mm. C. Area
showing periode with surplus of rain. D. Area indicating
i/io of the rainfall surplus over 100 mm. E. Area
showing periods with a deficit of rainfall. Partly from
Per Sunding, ig6B.
højdezoner fra de frostfri,
tropiske områder, der når op til 4-500 m, gennem
mediterrant prægede landskaber til fyrreskovene derover
og den tempererede kratzone øverst oppe (fig. 3 og 6).
Beliggenheden i
NØ-Passatens bælte fremkalder for
nedbør og
luftfugtighed et karakteristisk fordelingsmønster
Fig. 5. Nedbør. Fordelingen af
nedbøren, der er størst på øens nordlige halvdel og
maximal i det centrale højland, kan forklares dels ud
fra beliggenheden i Det Nordlige Passatbælte, dels ud
fra højdeforholdene, der muliggør stigningsregn, især på
højlandets nordskråninger. Nedbørsmængden er relativt
lille — kun i bjerglandet på størrelse med Danmarks —
hvilket i forbindelse med de høje lufttemperaturer
skaber aride forhold i lavlandet og på sydskråningen.
Floderne har under vinterregnen ringe vandføring, og de
tørrer ud om sommeren. Fig. 5. Rainfall. The
distribution pattern of rainfall is governed by the
localisation of the island in The Northern Trade Wind
zone and by the relief (cfr. fig. i). Rainy regions only
occur in the highest part of the mountains and
especially on the northern slopes. Arid conditions
prevail in the coastal plains and on the southern
mountain slopes.
Side 4
Fig. 7. Agerland. Cirklerne angiver
landbrugsarealets størrelse i de 22 administrative
områder. A. Agerland med kunstig vanding. B. Agerland
uden kunstig vanding. Det hvide areal inden for
cirklerne angiver områder med extensiv græsning samt
skovarealer. Agerlandets eksakte udbredelse, der fremgår
af fig. 6, er fortrinsvis de regnrige nordlige
skråninger samt den østlige tørre kystslette, hvor
kunstvanding kan etableres. Delvis efter Matznetter,
1958. Fig. 7. Agricultural area. Circle-symbols indicate
size of agricultural area in 22 administrative units. A.
Farmland with irrigation. B. Farmland without
irrigation. The white area of the circle symbol
indicates area with extensive grazing and woodland area.
Partly from Matznetter, 1958.
Fig. 6. Plantevækst. 1. Dyrket land. 2.
Fyrreskov (Pinus canariensis), resisterende naturskov og
plantager. 3. Sekundær mediterran skov- og
kratvegetation efter skovrydning. 4. Tropisk og
subtropisk busksteppe (Euphorbia canariensis og Kleinia
nerifolia samfund). Priklinie: grænse for potentiel
skov: Pinus i højden, på nordskråningens skyzone den
oprindelige tempererede regnskov (Laurus-, Ilex-,
Erica-skov). Klitvegetation på østkystens sandstrande
ikke angivet. Delvis efter Per Sunding, 1972. Fig. 6.
Vegetation. 1. Cultivated area. 2. Pinus canariensis
forest, resisting parts of natural woodland and
reforestation. 3. Secundary mediterranean forest and
shrub after forest cleaning. 4. Tropical and subtropical
semi desert dominated by Euphorbia canariensis — Kleinia
nerifolia alliance. Dotted line indicates limits of
potential woodland area: Pine forest in higher levels,
temperate and mediterranean rain forest
(Laurus-Ilex-Erica sp.) on the northern slopes in the
cloud zone. Partly from Per Sunding, 7972.
skråninger ligger i regnlæ og
præges af tørke. Da kondensation af vanddamp, som nævnt,
først foregår i højdezoner på nordskråningen over 700 m,
er alle lavere områder præget af stor tørke, der
kulminerer længst mod syd i Maspaloma's ørken med
vandreklitterræn (fig. 3). Det tørkeprægede miljø er
således arealmæssigt absolut dominerende (fig. 4, 5 og
6). Kunstvanding er derfor en nødvendighed for de
vigtigste afgrøder og udførselsvarer, bananer og
tomater, der hovedsagelig dyrkes i lavlandet.
Hertil kommer en
rig variation af landskabsformer:
Lavamarker,
vulkanbjerge og disses nedbrydningsformer:
Side 5
Fig. C. Byer og vejnet. A. Motorvej med
adskilte kørebaner. B. Hovedvej, 9—12 m bred. C. Anden
vej. D. Lufthavn: Aeropuerto de Gando. E. Byer: i.
Agaete. 2. Gaidar. 3. Guia. 4. Firgas. 5. Arucas. 6.
Teror. 7. Monte Coello. 8. Telde. 9. Ingenio. 10.
Aguimes. F. Fiskerihavne. G. Turistbyer: Las Palmas, u.
San Augustin (Los Ingleses). 12. Maspalomas. H.
Storbyområde. Fig. 8. Towns and road-pattern. A. Motor
road, separate two way traffic. B. Main road, g—i2 m. C.
Other roads. D. Airport: Aeroporto de Gando. E. Towns:
(names: see above). F. Fishing harbours. G. Tourist
centres: Las Palmas. n. San Augustin (Los Ingleses). 12
Maspalomas. H. Metropolitan area. Partly from: Mapa
Turistico, Firestone, Hispanica.
vulkanruiner (fig. 10) og
calderaer (fig. 3), en flad kystslette med sandstrande
langs østkysten og langs nordkysten terrasselandskaber i
forskellige niveauer dannet ved hævning af tidligere
kystzoner (fig. 3). Når det så tilføjes, at vestkysten
er en klippekyst med flere hundrede meter høje
stejlvægge, så forstår man berettigelsen af den
betegnelse, den spanske geograf D. Gårdenes har brugt om
Gran Canaria: »continente en miniatura«.
Dalformerne
Der er på Gran
Canaria erosionsdale af tre typer, hvoraf
de to er
indbyrdes morfogenetisk forskellige og uforklarlige
ud fra den aktuelle vandløbsdynamik. Nævnt i al
dersrækkefølge,
begyndende med den ældste dalgeneration,
er
dalformerne følgende:
/. »Valle«-typen, en relativt
lille dal med et tværprofil, der karakteriseres ved
dalsidernes ringe hældninger og en almindeligvis flad
dalbund (fig. 9 og 10). Denne er dog ikke indikator for
en moden (mature) dal iflg. Davis'
erosionscyklus-hypotese. Den flade dalbund er nemlig her
ikke resultat af en mæandrerende flods sideerosion, men
udgøres af den forvitrede overflade af en lavastrøm, der
er gledet ned gennem dalen, og som efter størkningen
delvis har opfyldt denne. Den flade bund er altså ikke
et erosionsfænomen, men et resultat af akkumulation, in
casu af basaltisk lava.
»Valle«-dalenes tværprofil er
af samme type, som det der aktuelt udvikles i de
vekselfugtige tropezoner — Savanne-bælterne —, og som er
beskrevet under betegnelsen »Kehltal« (H. Louis 1962).
Da Gran Canarias bjergland, hvor disse dale forekommer,
ikke i nutiden har tropiske klimaforhold, men har haft
det i yngre Tertiær, er der for denne gamle
dalgenerations vedkommende tale om en resisterende
fortidsform. Denne tropiske dalform, der på dansk kan
betegnes som »tropisk hulkelelavning med afløbsleje«,
karakteriseres bl. a. ved de svagt hældende dalsiders
rødjordsprofiler, hvis øverste lag i regntiden er udsat
for en fladespuling (sheet wash), hvorved
forvitringsskorpens lermineraler i opslæmning sammen med
sandfraktionen i regntiden transporteres til dalbundens
afløbsleje. Her er dybdeerosionen på grund af manglende
erosionsværktøj: rullesten og blokke, kun übetydelig
sammenlignet med de tempererede zoners. Forekomst af
fossil tropisk rødjord under de lavastrømme, der har
sikret disse dales bevarelse, bekræfter yderligere
antagelsen af »Valle«-dalenes dannelse i et tropemiljø.
Da »Valle«-dalene også med hensyn til længdeprofil
svarer til nutidens »tropiske hulkelelavninger«, taler
alt for, at disse dale er resisterende dele af
Tertiærtidens erosionsrelief. Som et sidste og afgørende
led i bevisførelsen kan det nævnes, at »Valle«-dales
længdeprofil stedvis i øens nordkystlandskaber, således
syd for Arucas, asymptotisk nærmer sig 150 m niveauet, i
hvilket der her forekommer udstrakte terrasser: hævede
abrasionsflader og strandplaner foran tilskredne
kystklinter af Tertiæralder.
2. »Barranco«-typen er en
typisk canyon af største dimensioner. Det er disse dybt
nedskårne dale med dybder over 600 m, der først og
fremmest karakteriserer Gran Canarias erosionsrelief
(fig. 9, 10 og n). De dissekerer bjerglandets vulkanske
landskabsformer, og de, der løber mod øst, har ud for
deres udmunding i den østlige kystslette opbygget enorme
aflejringskegler af de ved normalerosionen løsnede og af
de vældige vandflomme medførte sedimentmasser: blokke,
rullesten, grus og sand. Dalsiderne er stejle, og
detailformerne præges af strukturen, de skiftende
lagserier af basaltbænke og tuflag, pimpsten og
ignimbriter, hvis forskellige resistens over
Side 6
Fig. 9. Daludvikling. 1. Kilometerbred
dallavning med svagt skrånende sider (gradient 1-s°).
Type: de vekselfugtige tropers dalform,
afspulingslavning (Kehltal, H. Louis), der ved
horisontal udvidelse kan udvikles til afspulingsflade
(Tropische Spülfläche, /. Biidel). Forekomst over 160
m-niveau. 2. Dalen er i Mellem Pliocæn udfyldt med
basaltlava. Den flade dalbund er altså ikke en moden
fladbundet dal (»gammel dal« iflg. W. M. Davis'
cyklusteori) udformet ved en mæandrerende flods
sideerosion, men den forvitrede overflade af en Tertiær
lavastrøm, der delvis fylder dalen. Lavalaget dækker
stedvis over fossil tropisk rødjord. Se fig. ioa. 3.
Dalprofilet udjævnet i Kvartær ved jordflydning og
krybning, idet skredmaterialet yderligere formindsker
sidernes hældning ved aflejring ud på lavadækket. 4. I
Kvartærtidens pluvialperioder er en floddal af
canyontype nedskåret gennem lavalaget i den gamle flade
dalbund og videre gennem de underliggende vulkanske
lagserier. Såvel den oprindelige dallavning med svagt
hældende sider som de dybe, stejlvæggede Barrancos er
altså fortidsformer. De er KAOTT^ formere for så vid^
som de ikke er i harmoni med de aktuelle
erosionskræfter. Barranco-dannelsen fortsætter ved
tilbageskridende erosion opefter i højlandet, hvorved de
gamle tertiære dalformer (fig. io) sønderskæres. Hvor
Barranco'erne udmunder i den østlige kystslette, er der
opbygget store aflejringskegler. Under de kvartære
højvandsperioder i interglacialtiderne er
sedimentaflejringen fortsat op i de transgrederede nedre
dalender. I de af glacialeustasi betingede
lawandsperioder i istiderne har floderne nedskåret deres
løb i aflejringskeglerne, hvorved dele af disse nu
fremtræder som terrasser langs dalsiderne. Se fig. 11 a.
F*&- 9- Valley development in Gran Canaria. i.
Wide run-off trough, locally called "Valle", with small
gradient valley side slopes (1-s°) to be explained as a
Tertiary relief element according to the hypothesis of
H. Klug (1968), formed under tropical climatic
conditions of savannah type like the "Kehltäler"
described by H. Louis (ig6B). In landscapes of extensive
continents the "Valle" may become the initial
depression, which develops to a tropical river wash
plain according to J. Büdel's hypothesis of
double levelling surfaces (1965). 2. The "Valle" is
partly filled up with basaltic lava. This "flat bottom
valley" therefore may not be mistaken for an "old
valley" formed by the erosion of a meandering river,
according to the cyclus hypothesis of W. M. Davis. The
flat bottom in this case is the weathered surface of a
Tertiary stream of lava, which locally covers fossil
tropical red soils. Cfr. fig. 10. 3. The valley profile
is smoothened during the Quaternary by solifluxion and
soil creep. The debris masses reduce the valley side
slope gradient by accumulation on the lava surface. 4.
During the Quaternary Pluvial Periods a canyon has been
eroded through the lava stream, the tropical red soil
and the underlaying volcanic strata. The initial valley,
the "Valle" with slightly sloping valley sides (see i)
as well as the canyon - shaped "Barranco" are
geomorphological relics of the past to be classified as
disharmonious relief forms because they are not in
harmony, neither the "Valle" nor the "Barranco" with
local present day erosion activities, characterized by
aridity. The Barranco development has continued in the
higher levels by headword normal erosion, the "Valle"
being dissected in this way in many cases. Cfr. fig.
loa. At the mouth of the Barranco in the Eastern coastal
plains of Gran Canaria extensive alluvial cones are
built up by fluviatile accumulation. During the
Quaternary Interglacial High Water Periods the lower
parts of the Barranca's were transgressed and filled up
with marine and fluviatile sediments. During the
Quaternary Glacial Low Water Periods the rivers cut
through the sediments of the alluvial cones of which
parts now are resisting as terraces in the Barranco
valleys according to the valley in valley principle.
Cfr. fig. na.
for forvitring
og erosion betinger en skiften mellem stejlvægge
og
skråflader, et dalsiderelief, der bringer Færøernes
fjeldvægge i erindring.
Gran Canarias »Barranco«-dale
kan ikke være dannet under nutidens aride klimaforhold,
de er fortidsformer, der vidner om tidligere perioder
med stor nedbør. Da disse canyons ved baglæns normal
erosion stedvis gennemskærer de førnævnte »Valle«-dale,
må de være yngre end disse (fig. 10). De er antagelig
dannet i Kvartærtirl<»«e
r»ln\7iolT->»vi«-w^<=>i
£**. M «
*.**.*£* *x^ M-w*. .
3. V-formede dale af ganske
små dimensioner forekommer såvel i »Valle«-dalenes
bundflade (fig. 10) som i »Barranco«-dalenes bunde og
sidekløfter. Disse dalkløfter kan betegnes som
nutidsformer. De er i modsætning til »Valle«- og
»Barranco«-dalene, hvis former er i disharmoni med
nutidens vandløbsdynamik, i harmoni med nutidens
semiaride nedbørsklima. Større former af denne recente
daltype dissekerer de førnævnte aflejringskegler på
kystsletten, hvis løse materialer accelererer
normalerosionen, således at også modne stadier med flade
bunde forekommer her. I disse sidste forekommer hyppigt
dalterrasser, der vidner, dels om periodisk skiftende
vandføring, og dels om vekslende erosionsbasis-niveauer
betinget af de glacial-eustatiske havstandsændringer
(fig. ii).
Disse terrasser
kan klassificeres som »dal i dal« typen i
Side 7
Fig. loa. Dalgenerationer af forskellig
klimatisk-geomorfologisk type på Gran Canaria. I.
Valle-Barranco komplekset i højere niveauer. Axel Schou,
del. Fig. !oa. Valley generations of different
climaiic-geomorphological type in Gran Canaria. I.
Higher levels of the Valle-Barranco complex. Axel Schon,
del.
Fig. i ob. Nøgle diagram. J. Jönsson,
del. Skematisk forenklet blokdiagram til demonstration
af formkomplekserne. 1. Vulkanske landskabsformer, skabt
ved udbrud af basaltiske magmaer i Tertiær: Udstrakte
basaltdækker, domer af skjoldvulkankarakter og lokale
lavastrømme samt løse udbrudsprodukter, aske, pimpsten,
almindeligvis hærdnet til tuf. 2. Mur- og tårnlignende
detailformer (dikes, vulcan necks), betinget af særlig
resistente gangbjergarter, udmodelleret ved forvitring
og erosion. 3- Ældste dalgeneration (Miocæn). Tropisk
dal type: Bred, flad dalbund, afspulingsflade-initial og
svagt hældende sider (Kehltal, Louis). 4. Overflade af
lavastrøm (Pliocæn), der delvis udfylder den miocæne
erosionsdal. 5. Barranco, dvs. kløft med
canyon-karakter, dannet ved normalerosion i kvartære
pluvialperioder og under fortsat recent udvikling. 6.
Grænse for tilbageskridende normalerosion. Abrupt
overgang til det forvitrede lavadækkes opdyrkede flade.
7- Sidedale med forgreninger, der sønderskærer
vulkanlandskabet i kilometerbrede zoner langs
Barrancoens sider. 8. Barrancoens stejlvægge med
trappeprofil betinget af de opbyggende basaltdækkers og
mellemliggende tuflags forskellige resistens mod
forvitring og vejrsmuldring. A. Gamle vulkanske
lagserier fra Miocæn og ældre Tertiær. B.
Gangfyldninger. C. Fossil rød tropejord af tertiær
alder, bevaret under lavadække og skredlag. D. Ung
lavastrøm fra Pliocæn. E. Talusmasser, dannet ved skred,
jordflydning og jordkrybning. Fig. iob. Key diagram. J.
Jonsson, del. Schematic block diagram. 1. Volcanic
landscape j orms, the dominating relief features in Gran
Canaria, åre results of igneous action in the Tertiary
period. Extensive lava plateaus, cumulo domes, local
basaltic lava flows and outcropping layers of tephra:
ashes, lapilli, pumice and nuées ar dentes material
consolidated to ignimbrites and tuff. 2. Significant
relief forms as dikes, volcan necks — in the Roque Nublo
breccia often formed as rugged peaks — consisting of
resistant rocks denudated by weathering and normal
erosion. 3. "Valle", local name for an old valley
generation resisting in the higher parts of the island,
an extensive trough with smoothly sloping valley sides
formed in the Miocene period under tropical climatic
conditions of savannah type by sheet wash of the
weathering masses during the rainy season, cfr.
"Kehltal" (H. Louis 1934). 4. Flat surface of a lava
flow, which partly fills the Miocene valley. 5.
"Barranca", local name for canyon, formed by normal
erosion in the pluvial periodes of the Quaternary and
still deepened slightly by the insignificant erosion
activity of present days small watercourses of an arid
climate. 6. Limiting zone for backward normal erosion.
The change from deep canyon to the flat surface of the
weathered lava flow in the "valle" (3) often occurs as a
very abrupt one. 7. Tributary valley systems are
dissecting the volcanic landscapes in broad zones along
the "Barranco" (3). 8. The relief of the valley sides of
the "Barranco" is characterized by a vertical
alternating of steep walls in the resistant lava layers
and smooth slopes where tuff strata are outcropping. A.
Old volcanic strata of Miocene age. B. Magma intrusions
in fissures. C. Tertiary red tropical soil, fossilized
under lava flow and screes. D. Young Pliocene lava flow.
E. Talus slopes formed by earth slide, solifluxion and
soil creep in the weathering masses.
Side 8
henhold til W. M. Davis'
cyklushypotese for normalerosionen. De er altså
morfogenetisk helt forskellige fra
»Barranco«-dalsidernes terrasser, der skyldes
strukturforhold i bjergmassens substrat, deri medregnet
den, visse steder, senere delvise, udfyldning af disse
dale med lavamasser.
Daludvikling og klimaskifte
Dalformer af
forskellig klimatisk-geomorfologisk type forekommer
selvfølgelig overalt, fordi klimaskifter har fundet
sted overalt. Kontrasten mellem nutidsformer og
fortidsformer
er imidlertid ikke altid så slående,
som de
her skildrede forhold fra Gran Canaria.
I svensk højfjeld forekommer
således fortidsformer som u-formede dale, skabt ved
gletchererosion på steder, hvor aktive gletchere ikke
findes. Kontrasten mellem fortidsform og omgivende
naturmiljø virker dog ikke så overraskende, fordi
gletcherdækkede områder stadig forekommer i Nordsverige.
De agentier, der er forudsætning for den gletcherformede
dal, er således ikke fortidige i området, men kun på de
lokaliteter, der ved klimaændringen er befriet for
isdækket.
På lignende måde har man i
Danmark de senglaciale smeltevandsdale som
fortidsformer. Disse kilometerbrede, fladbundede dale
som f. eks. Skalså-dalen, har dimensioner, der er i
disharmoni med nutidens vandløbsdynamik. Den aktuelle
Skalså's løb er disponeret af den eksisterende
fortidsform, smeltevandsdalen, i hvis bund nutidens å
mæandrerer fra side til side formende sin egen dalfure.
Når kontrasten mellem nutids- og fortidsform heller ikke
her virker overraskende, er grunden den, at der er tale
om dalformer af samme karakter - blot af yderst
forskellige størrelser. Hertil kommer yderligere det
forhold, at aldersforskellen på den lille recente og den
store senglaciale dal er så ringe, når en geologisk
målestok anvendes. 10-12.000 år er jo intet tidsspand
sammenlignet med geologiske perioder.
På Gran Canaria
virker kontrasten med voldsom
styrke såvel på den
trænede geomorfolog som på den
tænkende lægmand, når
det gælder de mægtige »Barranco«-kløfter,
fordi
dimensionerne vidner om voldsomme
vandstrømme. Denne
tanke står i skrigende modsætningsforhold
til de
aride omgivelser, som enhver besøgende
på alle måder
konfronteres med helt uanset interessebetonet
indstilling. Busksteppens Euphorbia canariensis,
der habituelt ligner en søjlekaktus, taler klart om
tørke til den botanisk interesserede, forekomst af
vandreservoirer
og vandingskanaler fortæller den
erhvervsintfressprprle
om vandmangel, ligesom den
teknisk in------
<_>> CJ
teresserede,
der konstaterer tilstedeværelsen af en fabrik,
der
fremstiller ferskvand af havvand, bliver klar over et
vanddeficit af betydeligt omfang. Turisten, der fra
sit
hotelvindue i Las Palmas ser de cylindriske
vandcisterner
fylke sig i tusindtal på alle de flade
tage, får umiddelbart
indtryk af den indsats, der må
gøres for at sikre husholdningens
vandtilførsel,
hvis ikke de solede badestrande
størstedelen af året
skulle have vakt tanken om vand
som en mangelvare.
At »Barranco«-kløfterne er fortidsfænomener
må stå
klart for alle.
De små »Valle«-dale
overrasker selvfølgelig kun fagmanden med
specialistviden som forudsætning, men for disse relativt
få iagttagere er kontrasten til gengæld så meget mere
chokerende! Den typisk tropiske dalform, som i alle sine
specifikationer adskiller sig fra den klassiske
geomorfologis dalbegreber, forekommer her i et
mediterrant
Side 9
Fig. 11 a. Dalgenerationer af
forskellig klimatisk-geomorfologisk type på Gran
Canaria. 11. Valle-Barranco komplekset i lavere
niveauer. Axel Schou, del. Fig. 11 a. Valley generations
of different climatic- geomorphological type in Gran
Canaria. 11. Lower part of the Valle-Barranco complex.
Axel Schou, del.
Fig. rib. Nøgle diagram. J. Jönsson,
del. Skematiseret blokdiagram på grundlag af feltskitser
og fotografier. Nummerordenen angiver den omtrentlige
rækkefølge af enkeltformernes tilblivelse. 1. Vulkanske
landskabsformer skabt ved udbrudsaktivitet i Tertiær.
Relieffet primært bestemt af udstrakte basaltdækker og
lokale lavastrømme samt hærdnede teframasser^ sekundært
ved normalerosion. 2. Mur- og tårnlignende detailformer:
Overjordiske vulkanrui ner, denudation af resistente
gangbjergarter og lavapropper i kraterrør. 3.
Abrasionsflade (?). 4. Kystslette, strandplan opbygget
af tertiære havsedimenter. 5. Fossil tertiær kystlinie.
6. Ældste dalgeneration (Miocæn). Dal af trope-type,
»Kehltal« (Louis). 7. Svagt hældende dalsider. 8.
Resterende dele af flad dalbund. Afspulingsfladeinitial
(Biidel). Fig. lib. Key diagram. J. Jönsson, del.
Schematic block diagram. Example Barranca de Tirajana.
The numbering indicates approximately chronology of the
morphogenetic development. 1. Volcanic landscape forms
(cfr. fig. loa). 2. Dikes and volcan necks (cfr. fig.
loa). 3. Wavecut terrace. Abrasion plain (?). 4. Coastal
plain, off-shore consisting of tertiary marine
sediments. 5. Fossil tertiary shorelines. 6. First
valley-generation: Miocene tropical valley of
savannahtype. "Valle" (cfr. fig. loa). 7. Smoothly
sloping valley sides. 8. Resisting part of the flat
valley bottom (cfr. fig. loa). g. Second
valley-generation: Canyon, "Barranco", eroded in
Holocene Pluvial period (cfr. fig. loa). IQ. Steep
valley-side: Resisting parts of the preliminary canyons
valley sides, ii. Horizontal terrace: Resisting parts of
the surface of the lava flow, which partly filled the
preliminary canyon, is. Third valley-generation: Canyon
of today "'Barranca") eroded in late Holocene under
humid climatic conditions, the erosion activity of today
being insignificant. 13. Tributary systems dissecting
the volcanic landscape in zones along the canyon (cfr.
fig. loa). 14. Steep talus slopes consisting of blocks
and coarse-grained gravel. 15. Aluvial cone smoothly
sloping, built up of fluvial sand and gravel, covering
the lower part of the basalt lava flow (D) and adjacent
areas of the coastal plain (4). 16. Erosion valley in
the alluvial cone (15) formed during low water stages of
sea level and/or in periods with maxium water flow
through the "Barranco". 17. Terraces and valley in
valley structure bearing witness to alterations in sea
level or/and watermasses through the canyon. A. Old
tertiary volcan rocks. B. Marine sediments. C. Young
igneous intrusion in fissures. D. Young basalt lava
flow. E. Fluvial sediments. F. Talus debris. g.
Næstældste dalgeneration. Canyon skabt ved normalerosion
i pluvialperioder (Kvartær). 10. Stejlvægge:
Resisterende øvre dele af Canyon-siderne. 11. Vandrette
terrasseflader: Resisterende dele af overfladen af en
lavastrøm, der delvis har udfyldt Canyon'en. 12. Tredie
dalgeneration, den nuværende Barranco: en Canyon dannet
ved normalerosion i Holocæn og under stadig recent
udformning. 13. Barrancoeng recente, kløftformede
sidedale, der ved tilbageskridende erosion dissekerer
vulkanlandskabet og interfererer med de gamle
dalsystemer. 14. Talusskråninger med stejle hældninger
af groft forvitringsmateriale: blokke og storkornet
grus. 15. Aflejringskegle med svag hældning af grus og
sand medført af rindende vand. Aflejringen er sket dels
på basaltstrømmens (1 1) udbredte
tunge, dels på de tilgrænsende dele af den marine flade
(4). 16. Floderoderet dal i aflejringskeglen (15) efter
en relativ sænkning af havniveauet. i 7. Terrasseflader,
vidnesbyrd om vekslende havniveauer eller/og vandføring.
A. Gamle vulkanske bjergarter. B. Havaflejringer. C.
Gangbjergart. D. Ung basaltlava. E. Fluviale sedimenter.
F. Skredmasser.
Side 10
og for de højere områder
tempereret miljø, bevaret trods formens yderst
übestandige struktur - den dannes jo kun i en
forvitringsskorpes lermineralsubstrat - ved lavastrømmes
udstøbning af den uanselige lavning.
At disse tropiske
afspulingslavninger, ved hvis integrering savannernes
udstrakte flade landskaber synes at kunne forklares som
skabt ved aktuelle kræfters virke, først så sent som i
det 20. århundredes midte skulle blive opdaget og opmålt
(H. Louis og J. Biidel), efter at de vekselfugtige
tropers udstrakte flader havde været fortolket som
abrasionsf lader (v. Rieht hof en) eller som peneplaner
(W. M. Davis) kan undre. Forklaringen herpå er at søge
dels i det forhold, at det naturlige plantedække - de
forskellige savannetyper - ganske skjulte disse svage
hulformer, dels i kortmaterialets utilstrækkelighed,
indtil flyvekartografien efter 2. verdenskrig fremskaf f
ede et relevant kortmateriale, der klart viste disse
reliefformer.
På Gran Canaria har
betingelserne for disse formers dannelse i Tertiær været
dårlige. De vulkanske primære landskabsformer er så
reliefrige og resistente, at større områder med tyk
forvitringsskorpe, som er afspulingsdalenes
substratmæssige forudsætning, har været sjældne, hvortil
kommer den vulkanske aktivitet, som tydeligvis gang på
gang har dækket overfladen viden om med nye lag af
vulkanske udbrudsprodukter.
At ledeformer, som disse
»Valle«-dale er for de vekselfugtige tropezoner i dag,
har kunnet påvises (H. Klug, 1968) også i et tertiært
overfladerelief, på en lokalitet, der på den tid havde
tropeklima også i højlandet, synes yderligere at
bekræfte hypotesen om disse afspulingslavninger som
typiske dalformer i Savanneregionerne, dallavninger ved
hvis integrering disse områders enorme flader
fremkommer.
SUMMARY
The surface relief of Gran
Ganaria (1550 km2) is dominated by a variety of volcanic
landforms intensively dissected by normal erosion. There
are valleys of two quite heterogeneous types.
A. Deep canyons (local:
"Barranco") radiating from the high central part (1950
m) of the circular shaped island in all directions
constitute typical landscape elements. They bear witness
to a fluvial erosion of largest dimensions in a humid
temperate climatic period of the past.
B. Flat bottom valleys with
smoothly sloping valley sides (local: "Valle") may be
met with mostly but not exclusively in the higher
levels. These valleys are formed in old weathering
masses of tropical character (red soils) by sheet wash
in rainy periods of a savannah environment, judging from
their similarity to present-day depressions (Kehltäler,
H. Louis 1964) in the outher tropical zones. The
"Valles" are fossil remnants of the Tertiary surface
relief secured by a lava cover.
"Barranco" and
"Valle" thus are relics of the past, respectively
of
a Holocene Pluvial period and of a Tropical one
Side 11
of Miocene age. There is a
significant discrepancy between these valley types and
the fluvial dynamics, qualitative as well as
quantitative, of the subtropical semiarid climatic
environment of to day's Gran Canaria.
Uplifted shorelines occur in
many places. Especially along the North coast of Gran
Canaria wave cut terraces and dead cliffs constitute
characteristic landscape features. The longitudinal
profile curve of the "Valle" South of Arucas seems to
continue asymptotic to the terrace indicating a Tertiary
sea level (150 m). The various lower terrace levels
correspond approximately to Holocene ocean highwater
situations of the Interglacial periods observed in other
regions for example of the Mediterranean area. The
deviations could be explained as results of isostatic
movements.
A geomorphological
analysis of these valleys is given by
means of block
diagrams. The morphogenetic development is
illustrated by series of valley cross sections.
The author's preliminary work,
execution of field sketches, photos of details etc. was
carried out in December 1970. Heinz Klug's fundamental
research results, published 1968 in his elaborate
representation of the geomorphology of Gran Canaria, has
been a most valuable and inspiring source of reliable
data, for which I am indebted to my colleague from the
summer 1969, when I worked as guest-professor in the
University of Kiel.
This paper has
been presented to The Royal Danish Academy
of
Sciences, Bth December 1972.
LITTERATUR
Büdel, J.
(1957): Die doppelten Einebnungsflächen in den
feuchten Tropen. Zeitschrift für Geomorphologie.
Neue
Folge i.
Büdel, J.
(1965): Die Relieftypen der Flächenspülzone Süd-
Indiens am
Ostabfall Dekans gegen Madras. Colloquium
Geographicum. Universität Bonn, Bd. 8.
Davis, W. M.
(1899): The geographical cycle. Geographical
Journal.
Davis, W. M.
(1922): Peneplains and the geographical cycle.
Bull.
Geol. Soc. Am.
Davis, W. M.
(1902): Base level, grade and peneplain. J.
Geol. (i
Geographical Essays. New York, reprint 1954).
Jaeger, F. (1908): Krater, Caldera und Barranco.
Zeitschrift
der Gesellschaft
für Erdkunde. Berlin.
Klug, H.
(1968): Morphologische Studien auf den Kanarisehen
Inseln. Schriften des Geographischen Instituts der
Universität Kiel.
Louis, H. (1964): Über
Rumpfflächen und Talbildung in den wechselfeuchten
Tropen. Zeitschrift für Geomorphologie, Sonderband H.
Mortensen-Festschrift, p. 43-70. Berlin-Nikolassee.
Louis, H.
(1968). Allgemeine Geomorphologie. Lehrbuch der
Allgemeinen Geographie, Bd. I. Berlin.
Matznetter, J.
(1958): Die Kanarischen Inseln. Petermanns
Mitteilungen, Ergänzungsheft 266. Gotha.
Mensching, H.
(1954): Eine geographische Forschungsreise
nach
Nordafrika und zu den Kanarischen Inseln. Erdkunde
8, p. 212-217. Bonn.
Rothe, P.
(1964): Zur geologischen Geschichte der Insel Gran
Canaria. Natur und Museum 94 (i), p. 175-187.
Frankfurt
am Main.
Schou, Axel
(1965): Klimatisk geomorfologi. Geografisk Tidsskrift,
bd. 64, p. 129-161.
Sunding, P.
(1972): The Vegetation of Gran Canaria. Skrifter
utgitt av Det Norske Videnskaps-Akademi i Oslo. I.
Mat.-Naturv. Klasse. Ny Serie, No. 29. Oslo.