Disharmoniske dalformer på Gran Canaria En analyse ved hjælp af blokdiagrammer

Side 1

Schou, A. 1973: Disharmoniske dalformer på Gran Canaria.
En analyse ved hjælp af blokdiagrammer. Geografisk Tidsskrift,
72: i-n. København, september 30, 1973.

In Gran Canaria there are valleys of two heterogeneous types, i. Deep canyons bear witness to fluvial erosion of largest dimensions in a humid period of the past. 2. Flat bottom valleys with smoothly sloping sides like present days sheet wash depressions. There is a significant discrepancy between these valleys and the present fluvial dynamics of the subtropical semiarid environment.

Professor Axel Schou, dr. phil. et scient. Københavns Universitets
Geografiske Institut. Haraldsgade 68. DK-aioo.

Disharmoniske overfladeformer

Gran Canarias erosionsrelief præges af uoverensstemmelse mellem visse daltyper og de aktuelle dalformende kræfter. De for øen typiske, dybe, stejlvæggede canyons, vidner således om en vandløbserosion af største format, hvilket kontrasterer voldsomt med det nuværende semiaride klimamiljø.

I det subtropisk-tempererede bjergland forekommer
en anden fra den førnævnte helt afvigende daltype med
svagt hældende dalsider, en dalform, der med hensyn til
alle specifikationer svarer til den, der i nutiden udvikles
i de tropiske Savanne-regioner.

De nævnte dalformer er altså på Gran Canaria disharmoniske reliefelementer, for så vidt som de ikke er i harmoni med recente dalformende agentier, men er fortidsformer.

Materialet

Egne feltobservationer er udført i december 1971. Fremstillingen støtter sig i øvrigt til det store materiale og de detaillerede lokalitetsbeskrivelser, der foreligger samlet i Heinz Klug's omfattende regionale beskrivelse (1968). Emnet har under titlen: »Daludvikling under skiftende klimaforhold og havniveauer i vulkansk miljø. Eksempler fra Gran Canaria«, været givet som meddelelse i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, den 8. december 1972 og i »Geografforeningen« den 18. december 1972.

Fig. i. Højdek»rt. Den cirkulære ø med et areal på 1.532 km² - halvt så stor som Fyn - har et centralt højland og en udstrakt kystslette på østsiden. Dybt nedskårne canyons radierer fra øens midte og kløftfurer intensivt højlandets vulkanske landskaber, hvorved en overflade med stor reliefenergi er fremkommet. Kystslettens flade former danner en udpræget modsætning hertil. Fig. i. Hypsometric map. The circular island, 1.532 km², has a central mountain area dominated by volcanic landforms, which are dissected intensively by a system of deep canyons radiating in all directions from the high central area. The flat coastal plain along the E-coast is a significant contrast to the highland.

Gran Canaria, - »et miniaturekontinent«

Indledningsvis gives som orienterende baggrund en
oversigt over de fysisk-geografiske forhold ved det dertil
udarbejdede Gran Canaria atlas (fig. 1-6). To kulturgeografiske

Side 2

Fig. 2. Geologi. 1. Miocæn basalt. 2. Miocæn fonolit. 3. Pliocæne og kvartære basalter. 4. Miocæne ignimbriter. 5. Marine og fluviatile sedimenter. Forenklet sammenstilling efter Hausen, 1962, Schmincke, 1967, og Klug, 1968. Fig. 2. Geologv. 1. Miocene basalts. 2. Miocene phonolit. 3. Pliocene-Quaternary basalts. 4. Miocene ignimbrites. 5. Marine and fluvial sediments. Simplified combination of observations from Hausen, igÖ2, Schmincke, 1967, and Klug, ig6B.

kort (fig. 7 og 8) er medtaget i sammenstillingen,
fordi de indirekte afspejler væsentlige naturforholds
udbredelsesmønstre.

Af udbredelseskortene (fig. 1-8) fremgår det, at Gran
Canaria trods sin ringe størrelse - halvt så stor som Fyn
- er rig på vidt forskellige naturgeografiske miljøer.

Fig. 3. Geomorfologi. 1. Høje klippekyster. 2. Lave klippekyster. 3. Fladkyster med sandstrand. 4. Landskabsprægende hævede kystlinier i forskellige niveauer. 5. Kystslette. 6. Fluviale aflejringer. 7. Vandreklit-landskab. 8. Canyon (Barranco). 9. Caldera-rand. TO. Vulkanske udbrudssteder. Pig. 3- Geomorphology. 1. High steep cliff coast. 2. Low rocky coast. 3. Flatcoast with beach. 4. Significant elevated shoreline systems in various levels influencing the landscape character. 5. Coastal plain. 6. Fluvial sedimentation cone, 7. Wandering dune landscape. 8. Barranco (= local term for canyon). g. Caldera rim. 10. Volcanic eruption locality.

Det centrale bjergland (fig. i), der når næsten 2000
m's højde, betinger en klimatisk »Formenwandel« efter

Side 3

Fig. 4. Klima. A. Temperaturkurve for året. Celsius-skala til venstre. B. Nedbørskurve for året, mm-målestok til højre. Målestok for 10° C svarer i størrelse til 20 mm nedbør. Ved dette valg kan skæring mellem temperatur- og nedbørskurver angive grænser mellem tørke- og regnperioder. NB. Målestok for nedbørsmængder over 100 mm er kun i/io af målestok for o-ioo mm. C. Areal angivende perioder med nedbørsoverskud. D. Areal angivende i/io af nedbørsoverskud over 100 mm (se note under B). E. Areal angivende perioder med nedbørsunderskud. Delvis efter Per Sunding, 1968. Fig. 4. Climatic conditions. A. Temperature curve for the year. Celsius-scale left. B. Rainfall curve for the year. Scale with mm-units right. The lenght of scale for /o° C corresponds to that for 20 mm precipitation. This chaise of scale sizes makes it possible to use the crossing of the A and B curves as indicators for limits between periodes with sufficiant rainfall and those with a deficit precipitation. Notice. The rainfall scale for over too mm precipitation is only 10 p.c. of the scale used between o and 100 mm. C. Area showing periode with surplus of rain. D. Area indicating i/io of the rainfall surplus over 100 mm. E. Area showing periods with a deficit of rainfall. Partly from Per Sunding, ig6B.

højdezoner fra de frostfri, tropiske områder, der når op til 4-500 m, gennem mediterrant prægede landskaber til fyrreskovene derover og den tempererede kratzone øverst oppe (fig. 3 og 6).

Beliggenheden i NØ-Passatens bælte fremkalder for
nedbør og luftfugtighed et karakteristisk fordelingsmønster

Fig. 5. Nedbør. Fordelingen af nedbøren, der er størst på øens nordlige halvdel og maximal i det centrale højland, kan forklares dels ud fra beliggenheden i Det Nordlige Passatbælte, dels ud fra højdeforholdene, der muliggør stigningsregn, især på højlandets nordskråninger. Nedbørsmængden er relativt lille — kun i bjerglandet på størrelse med Danmarks — hvilket i forbindelse med de høje lufttemperaturer skaber aride forhold i lavlandet og på sydskråningen. Floderne har under vinterregnen ringe vandføring, og de tørrer ud om sommeren. Fig. 5. Rainfall. The distribution pattern of rainfall is governed by the localisation of the island in The Northern Trade Wind zone and by the relief (cfr. fig. i). Rainy regions only occur in the highest part of the mountains and especially on the northern slopes. Arid conditions prevail in the coastal plains and on the southern mountain slopes.

Side 4

Fig. 7. Agerland. Cirklerne angiver landbrugsarealets størrelse i de 22 administrative områder. A. Agerland med kunstig vanding. B. Agerland uden kunstig vanding. Det hvide areal inden for cirklerne angiver områder med extensiv græsning samt skovarealer. Agerlandets eksakte udbredelse, der fremgår af fig. 6, er fortrinsvis de regnrige nordlige skråninger samt den østlige tørre kystslette, hvor kunstvanding kan etableres. Delvis efter Matznetter, 1958. Fig. 7. Agricultural area. Circle-symbols indicate size of agricultural area in 22 administrative units. A. Farmland with irrigation. B. Farmland without irrigation. The white area of the circle symbol indicates area with extensive grazing and woodland area. Partly from Matznetter, 1958.

Fig. 6. Plantevækst. 1. Dyrket land. 2. Fyrreskov (Pinus canariensis), resisterende naturskov og plantager. 3. Sekundær mediterran skov- og kratvegetation efter skovrydning. 4. Tropisk og subtropisk busksteppe (Euphorbia canariensis og Kleinia nerifolia samfund). Priklinie: grænse for potentiel skov: Pinus i højden, på nordskråningens skyzone den oprindelige tempererede regnskov (Laurus-, Ilex-, Erica-skov). Klitvegetation på østkystens sandstrande ikke angivet. Delvis efter Per Sunding, 1972. Fig. 6. Vegetation. 1. Cultivated area. 2. Pinus canariensis forest, resisting parts of natural woodland and reforestation. 3. Secundary mediterranean forest and shrub after forest cleaning. 4. Tropical and subtropical semi desert dominated by Euphorbia canariensis — Kleinia nerifolia alliance. Dotted line indicates limits of potential woodland area: Pine forest in higher levels, temperate and mediterranean rain forest (Laurus-Ilex-Erica sp.) on the northern slopes in the cloud zone. Partly from Per Sunding, 7972.

skråninger ligger i regnlæ og præges af tørke. Da kondensation af vanddamp, som nævnt, først foregår i højdezoner på nordskråningen over 700 m, er alle lavere områder præget af stor tørke, der kulminerer længst mod syd i Maspaloma's ørken med vandreklitterræn (fig. 3). Det tørkeprægede miljø er således arealmæssigt absolut dominerende (fig. 4, 5 og 6). Kunstvanding er derfor en nødvendighed for de vigtigste afgrøder og udførselsvarer, bananer og tomater, der hovedsagelig dyrkes i lavlandet.

Hertil kommer en rig variation af landskabsformer:
Lavamarker, vulkanbjerge og disses nedbrydningsformer:

Side 5

Fig. C. Byer og vejnet. A. Motorvej med adskilte kørebaner. B. Hovedvej, 9—12 m bred. C. Anden vej. D. Lufthavn: Aeropuerto de Gando. E. Byer: i. Agaete. 2. Gaidar. 3. Guia. 4. Firgas. 5. Arucas. 6. Teror. 7. Monte Coello. 8. Telde. 9. Ingenio. 10. Aguimes. F. Fiskerihavne. G. Turistbyer: Las Palmas, u. San Augustin (Los Ingleses). 12. Maspalomas. H. Storbyområde. Fig. 8. Towns and road-pattern. A. Motor road, separate two way traffic. B. Main road, g—i2 m. C. Other roads. D. Airport: Aeroporto de Gando. E. Towns: (names: see above). F. Fishing harbours. G. Tourist centres: Las Palmas. n. San Augustin (Los Ingleses). 12 Maspalomas. H. Metropolitan area. Partly from: Mapa Turistico, Firestone, Hispanica.

vulkanruiner (fig. 10) og calderaer (fig. 3), en flad kystslette med sandstrande langs østkysten og langs nordkysten terrasselandskaber i forskellige niveauer dannet ved hævning af tidligere kystzoner (fig. 3). Når det så tilføjes, at vestkysten er en klippekyst med flere hundrede meter høje stejlvægge, så forstår man berettigelsen af den betegnelse, den spanske geograf D. Gårdenes har brugt om Gran Canaria: »continente en miniatura«.

Dalformerne

Der er på Gran Canaria erosionsdale af tre typer, hvoraf
de to er indbyrdes morfogenetisk forskellige og uforklarlige
ud fra den aktuelle vandløbsdynamik. Nævnt i al

dersrækkefølge, begyndende med den ældste dalgeneration,
er dalformerne følgende:

/. »Valle«-typen, en relativt lille dal med et tværprofil, der karakteriseres ved dalsidernes ringe hældninger og en almindeligvis flad dalbund (fig. 9 og 10). Denne er dog ikke indikator for en moden (mature) dal iflg. Davis' erosionscyklus-hypotese. Den flade dalbund er nemlig her ikke resultat af en mæandrerende flods sideerosion, men udgøres af den forvitrede overflade af en lavastrøm, der er gledet ned gennem dalen, og som efter størkningen delvis har opfyldt denne. Den flade bund er altså ikke et erosionsfænomen, men et resultat af akkumulation, in casu af basaltisk lava.

»Valle«-dalenes tværprofil er af samme type, som det der aktuelt udvikles i de vekselfugtige tropezoner — Savanne-bælterne —, og som er beskrevet under betegnelsen »Kehltal« (H. Louis 1962). Da Gran Canarias bjergland, hvor disse dale forekommer, ikke i nutiden har tropiske klimaforhold, men har haft det i yngre Tertiær, er der for denne gamle dalgenerations vedkommende tale om en resisterende fortidsform. Denne tropiske dalform, der på dansk kan betegnes som »tropisk hulkelelavning med afløbsleje«, karakteriseres bl. a. ved de svagt hældende dalsiders rødjordsprofiler, hvis øverste lag i regntiden er udsat for en fladespuling (sheet wash), hvorved forvitringsskorpens lermineraler i opslæmning sammen med sandfraktionen i regntiden transporteres til dalbundens afløbsleje. Her er dybdeerosionen på grund af manglende erosionsværktøj: rullesten og blokke, kun übetydelig sammenlignet med de tempererede zoners. Forekomst af fossil tropisk rødjord under de lavastrømme, der har sikret disse dales bevarelse, bekræfter yderligere antagelsen af »Valle«-dalenes dannelse i et tropemiljø. Da »Valle«-dalene også med hensyn til længdeprofil svarer til nutidens »tropiske hulkelelavninger«, taler alt for, at disse dale er resisterende dele af Tertiærtidens erosionsrelief. Som et sidste og afgørende led i bevisførelsen kan det nævnes, at »Valle«-dales længdeprofil stedvis i øens nordkystlandskaber, således syd for Arucas, asymptotisk nærmer sig 150 m niveauet, i hvilket der her forekommer udstrakte terrasser: hævede abrasionsflader og strandplaner foran tilskredne kystklinter af Tertiæralder.

2. »Barranco«-typen er en typisk canyon af største dimensioner. Det er disse dybt nedskårne dale med dybder over 600 m, der først og fremmest karakteriserer Gran Canarias erosionsrelief (fig. 9, 10 og n). De dissekerer bjerglandets vulkanske landskabsformer, og de, der løber mod øst, har ud for deres udmunding i den østlige kystslette opbygget enorme aflejringskegler af de ved normalerosionen løsnede og af de vældige vandflomme medførte sedimentmasser: blokke, rullesten, grus og sand. Dalsiderne er stejle, og detailformerne præges af strukturen, de skiftende lagserier af basaltbænke og tuflag, pimpsten og ignimbriter, hvis forskellige resistens over

Side 6

Fig. 9. Daludvikling. 1. Kilometerbred dallavning med svagt skrånende sider (gradient 1-s°). Type: de vekselfugtige tropers dalform, afspulingslavning (Kehltal, H. Louis), der ved horisontal udvidelse kan udvikles til afspulingsflade (Tropische Spülfläche, /. Biidel). Forekomst over 160 m-niveau. 2. Dalen er i Mellem Pliocæn udfyldt med basaltlava. Den flade dalbund er altså ikke en moden fladbundet dal (»gammel dal« iflg. W. M. Davis' cyklusteori) udformet ved en mæandrerende flods sideerosion, men den forvitrede overflade af en Tertiær lavastrøm, der delvis fylder dalen. Lavalaget dækker stedvis over fossil tropisk rødjord. Se fig. ioa. 3. Dalprofilet udjævnet i Kvartær ved jordflydning og krybning, idet skredmaterialet yderligere formindsker sidernes hældning ved aflejring ud på lavadækket. 4. I Kvartærtidens pluvialperioder er en floddal af canyontype nedskåret gennem lavalaget i den gamle flade dalbund og videre gennem de underliggende vulkanske lagserier. Såvel den oprindelige dallavning med svagt hældende sider som de dybe, stejlvæggede Barrancos er altså fortidsformer. De er KAOTT^ formere for så vid^ som de ikke er i harmoni med de aktuelle erosionskræfter. Barranco-dannelsen fortsætter ved tilbageskridende erosion opefter i højlandet, hvorved de gamle tertiære dalformer (fig. io) sønderskæres. Hvor Barranco'erne udmunder i den østlige kystslette, er der opbygget store aflejringskegler. Under de kvartære højvandsperioder i interglacialtiderne er sedimentaflejringen fortsat op i de transgrederede nedre dalender. I de af glacialeustasi betingede lawandsperioder i istiderne har floderne nedskåret deres løb i aflejringskeglerne, hvorved dele af disse nu fremtræder som terrasser langs dalsiderne. Se fig. 11 a. F*&- 9- Valley development in Gran Canaria. i. Wide run-off trough, locally called "Valle", with small gradient valley side slopes (1-s°) to be explained as a Tertiary relief element according to the hypothesis of H. Klug (1968), formed under tropical climatic conditions of savannah type like the "Kehltäler" described by H. Louis (ig6B). In landscapes of extensive continents the "Valle" may become the initial depression, which develops to a tropical river wash plain according to J. Büdel's hypothesis of double levelling surfaces (1965). 2. The "Valle" is partly filled up with basaltic lava. This "flat bottom valley" therefore may not be mistaken for an "old valley" formed by the erosion of a meandering river, according to the cyclus hypothesis of W. M. Davis. The flat bottom in this case is the weathered surface of a Tertiary stream of lava, which locally covers fossil tropical red soils. Cfr. fig. 10. 3. The valley profile is smoothened during the Quaternary by solifluxion and soil creep. The debris masses reduce the valley side slope gradient by accumulation on the lava surface. 4. During the Quaternary Pluvial Periods a canyon has been eroded through the lava stream, the tropical red soil and the underlaying volcanic strata. The initial valley, the "Valle" with slightly sloping valley sides (see i) as well as the canyon - shaped "Barranco" are geomorphological relics of the past to be classified as disharmonious relief forms because they are not in harmony, neither the "Valle" nor the "Barranco" with local present day erosion activities, characterized by aridity. The Barranco development has continued in the higher levels by headword normal erosion, the "Valle" being dissected in this way in many cases. Cfr. fig. loa. At the mouth of the Barranco in the Eastern coastal plains of Gran Canaria extensive alluvial cones are built up by fluviatile accumulation. During the Quaternary Interglacial High Water Periods the lower parts of the Barranca's were transgressed and filled up with marine and fluviatile sediments. During the Quaternary Glacial Low Water Periods the rivers cut through the sediments of the alluvial cones of which parts now are resisting as terraces in the Barranco valleys according to the valley in valley principle. Cfr. fig. na.

for forvitring og erosion betinger en skiften mellem stejlvægge
og skråflader, et dalsiderelief, der bringer Færøernes
fjeldvægge i erindring.

Gran Canarias »Barranco«-dale kan ikke være dannet under nutidens aride klimaforhold, de er fortidsformer, der vidner om tidligere perioder med stor nedbør. Da disse canyons ved baglæns normal erosion stedvis gennemskærer de førnævnte »Valle«-dale, må de være yngre end disse (fig. 10). De er antagelig dannet i Kvartærtirl<»«e r»ln\7iolT->»vi«-w^<=>i

£**. M « *.**.*£* *x^ M-w*. .

3. V-formede dale af ganske små dimensioner forekommer såvel i »Valle«-dalenes bundflade (fig. 10) som i »Barranco«-dalenes bunde og sidekløfter. Disse dalkløfter kan betegnes som nutidsformer. De er i modsætning til »Valle«- og »Barranco«-dalene, hvis former er i disharmoni med nutidens vandløbsdynamik, i harmoni med nutidens semiaride nedbørsklima. Større former af denne recente daltype dissekerer de førnævnte aflejringskegler på kystsletten, hvis løse materialer accelererer normalerosionen, således at også modne stadier med flade bunde forekommer her. I disse sidste forekommer hyppigt dalterrasser, der vidner, dels om periodisk skiftende vandføring, og dels om vekslende erosionsbasis-niveauer betinget af de glacial-eustatiske havstandsændringer (fig. ii).

Disse terrasser kan klassificeres som »dal i dal« typen i

Side 7

Fig. loa. Dalgenerationer af forskellig klimatisk-geomorfologisk type på Gran Canaria. I. Valle-Barranco komplekset i højere niveauer. Axel Schou, del. Fig. !oa. Valley generations of different climaiic-geomorphological type in Gran Canaria. I. Higher levels of the Valle-Barranco complex. Axel Schon, del.

Fig. i ob. Nøgle diagram. J. Jönsson, del. Skematisk forenklet blokdiagram til demonstration af formkomplekserne. 1. Vulkanske landskabsformer, skabt ved udbrud af basaltiske magmaer i Tertiær: Udstrakte basaltdækker, domer af skjoldvulkankarakter og lokale lavastrømme samt løse udbrudsprodukter, aske, pimpsten, almindeligvis hærdnet til tuf. 2. Mur- og tårnlignende detailformer (dikes, vulcan necks), betinget af særlig resistente gangbjergarter, udmodelleret ved forvitring og erosion. 3- Ældste dalgeneration (Miocæn). Tropisk dal type: Bred, flad dalbund, afspulingsflade-initial og svagt hældende sider (Kehltal, Louis). 4. Overflade af lavastrøm (Pliocæn), der delvis udfylder den miocæne erosionsdal. 5. Barranco, dvs. kløft med canyon-karakter, dannet ved normalerosion i kvartære pluvialperioder og under fortsat recent udvikling. 6. Grænse for tilbageskridende normalerosion. Abrupt overgang til det forvitrede lavadækkes opdyrkede flade. 7- Sidedale med forgreninger, der sønderskærer vulkanlandskabet i kilometerbrede zoner langs Barrancoens sider. 8. Barrancoens stejlvægge med trappeprofil betinget af de opbyggende basaltdækkers og mellemliggende tuflags forskellige resistens mod forvitring og vejrsmuldring. A. Gamle vulkanske lagserier fra Miocæn og ældre Tertiær. B. Gangfyldninger. C. Fossil rød tropejord af tertiær alder, bevaret under lavadække og skredlag. D. Ung lavastrøm fra Pliocæn. E. Talusmasser, dannet ved skred, jordflydning og jordkrybning. Fig. iob. Key diagram. J. Jonsson, del. Schematic block diagram. 1. Volcanic landscape j orms, the dominating relief features in Gran Canaria, åre results of igneous action in the Tertiary period. Extensive lava plateaus, cumulo domes, local basaltic lava flows and outcropping layers of tephra: ashes, lapilli, pumice and nuées ar dentes material consolidated to ignimbrites and tuff. 2. Significant relief forms as dikes, volcan necks — in the Roque Nublo breccia often formed as rugged peaks — consisting of resistant rocks denudated by weathering and normal erosion. 3. "Valle", local name for an old valley generation resisting in the higher parts of the island, an extensive trough with smoothly sloping valley sides formed in the Miocene period under tropical climatic conditions of savannah type by sheet wash of the weathering masses during the rainy season, cfr. "Kehltal" (H. Louis 1934). 4. Flat surface of a lava flow, which partly fills the Miocene valley. 5. "Barranca", local name for canyon, formed by normal erosion in the pluvial periodes of the Quaternary and still deepened slightly by the insignificant erosion activity of present days small watercourses of an arid climate. 6. Limiting zone for backward normal erosion. The change from deep canyon to the flat surface of the weathered lava flow in the "valle" (3) often occurs as a very abrupt one. 7. Tributary valley systems are dissecting the volcanic landscapes in broad zones along the "Barranco" (3). 8. The relief of the valley sides of the "Barranco" is characterized by a vertical alternating of steep walls in the resistant lava layers and smooth slopes where tuff strata are outcropping. A. Old volcanic strata of Miocene age. B. Magma intrusions in fissures. C. Tertiary red tropical soil, fossilized under lava flow and screes. D. Young Pliocene lava flow. E. Talus slopes formed by earth slide, solifluxion and soil creep in the weathering masses.

Side 8

henhold til W. M. Davis' cyklushypotese for normalerosionen. De er altså morfogenetisk helt forskellige fra »Barranco«-dalsidernes terrasser, der skyldes strukturforhold i bjergmassens substrat, deri medregnet den, visse steder, senere delvise, udfyldning af disse dale med lavamasser.

Daludvikling og klimaskifte

Dalformer af forskellig klimatisk-geomorfologisk type forekommer
selvfølgelig overalt, fordi klimaskifter har fundet
sted overalt. Kontrasten mellem nutidsformer og fortidsformer
er imidlertid ikke altid så slående, som de
her skildrede forhold fra Gran Canaria.

I svensk højfjeld forekommer således fortidsformer som u-formede dale, skabt ved gletchererosion på steder, hvor aktive gletchere ikke findes. Kontrasten mellem fortidsform og omgivende naturmiljø virker dog ikke så overraskende, fordi gletcherdækkede områder stadig forekommer i Nordsverige. De agentier, der er forudsætning for den gletcherformede dal, er således ikke fortidige i området, men kun på de lokaliteter, der ved klimaændringen er befriet for isdækket.

På lignende måde har man i Danmark de senglaciale smeltevandsdale som fortidsformer. Disse kilometerbrede, fladbundede dale som f. eks. Skalså-dalen, har dimensioner, der er i disharmoni med nutidens vandløbsdynamik. Den aktuelle Skalså's løb er disponeret af den eksisterende fortidsform, smeltevandsdalen, i hvis bund nutidens å mæandrerer fra side til side formende sin egen dalfure. Når kontrasten mellem nutids- og fortidsform heller ikke her virker overraskende, er grunden den, at der er tale om dalformer af samme karakter - blot af yderst forskellige størrelser. Hertil kommer yderligere det forhold, at aldersforskellen på den lille recente og den store senglaciale dal er så ringe, når en geologisk målestok anvendes. 10-12.000 år er jo intet tidsspand sammenlignet med geologiske perioder.

På Gran Canaria virker kontrasten med voldsom
styrke såvel på den trænede geomorfolog som på den
tænkende lægmand, når det gælder de mægtige »Barranco«-kløfter,
fordi dimensionerne vidner om voldsomme
vandstrømme. Denne tanke står i skrigende modsætningsforhold
til de aride omgivelser, som enhver besøgende
på alle måder konfronteres med helt uanset interessebetonet
indstilling. Busksteppens Euphorbia canariensis,
der habituelt ligner en søjlekaktus, taler klart om
tørke til den botanisk interesserede, forekomst af vandreservoirer
og vandingskanaler fortæller den erhvervsintfressprprle
om vandmangel, ligesom den teknisk in------
<_>> CJ
teresserede, der konstaterer tilstedeværelsen af en fabrik,
der fremstiller ferskvand af havvand, bliver klar over et
vanddeficit af betydeligt omfang. Turisten, der fra sit
hotelvindue i Las Palmas ser de cylindriske vandcisterner
fylke sig i tusindtal på alle de flade tage, får umiddelbart
indtryk af den indsats, der må gøres for at sikre husholdningens
vandtilførsel, hvis ikke de solede badestrande
størstedelen af året skulle have vakt tanken om vand
som en mangelvare. At »Barranco«-kløfterne er fortidsfænomener
må stå klart for alle.

De små »Valle«-dale overrasker selvfølgelig kun fagmanden med specialistviden som forudsætning, men for disse relativt få iagttagere er kontrasten til gengæld så meget mere chokerende! Den typisk tropiske dalform, som i alle sine specifikationer adskiller sig fra den klassiske geomorfologis dalbegreber, forekommer her i et mediterrant

Side 9

Fig. 11 a. Dalgenerationer af forskellig klimatisk-geomorfologisk type på Gran Canaria. 11. Valle-Barranco komplekset i lavere niveauer. Axel Schou, del. Fig. 11 a. Valley generations of different climatic- geomorphological type in Gran Canaria. 11. Lower part of the Valle-Barranco complex. Axel Schou, del.

Fig. rib. Nøgle diagram. J. Jönsson, del. Skematiseret blokdiagram på grundlag af feltskitser og fotografier. Nummerordenen angiver den omtrentlige rækkefølge af enkeltformernes tilblivelse. 1. Vulkanske landskabsformer skabt ved udbrudsaktivitet i Tertiær. Relieffet primært bestemt af udstrakte basaltdækker og lokale lavastrømme samt hærdnede teframasser^ sekundært ved normalerosion. 2. Mur- og tårnlignende detailformer: Overjordiske vulkanrui ner, denudation af resistente gangbjergarter og lavapropper i kraterrør. 3. Abrasionsflade (?). 4. Kystslette, strandplan opbygget af tertiære havsedimenter. 5. Fossil tertiær kystlinie. 6. Ældste dalgeneration (Miocæn). Dal af trope-type, »Kehltal« (Louis). 7. Svagt hældende dalsider. 8. Resterende dele af flad dalbund. Afspulingsfladeinitial (Biidel). Fig. lib. Key diagram. J. Jönsson, del. Schematic block diagram. Example Barranca de Tirajana. The numbering indicates approximately chronology of the morphogenetic development. 1. Volcanic landscape forms (cfr. fig. loa). 2. Dikes and volcan necks (cfr. fig. loa). 3. Wavecut terrace. Abrasion plain (?). 4. Coastal plain, off-shore consisting of tertiary marine sediments. 5. Fossil tertiary shorelines. 6. First valley-generation: Miocene tropical valley of savannahtype. "Valle" (cfr. fig. loa). 7. Smoothly sloping valley sides. 8. Resisting part of the flat valley bottom (cfr. fig. loa). g. Second valley-generation: Canyon, "Barranco", eroded in Holocene Pluvial period (cfr. fig. loa). IQ. Steep valley-side: Resisting parts of the preliminary canyons valley sides, ii. Horizontal terrace: Resisting parts of the surface of the lava flow, which partly filled the preliminary canyon, is. Third valley-generation: Canyon of today "'Barranca") eroded in late Holocene under humid climatic conditions, the erosion activity of today being insignificant. 13. Tributary systems dissecting the volcanic landscape in zones along the canyon (cfr. fig. loa). 14. Steep talus slopes consisting of blocks and coarse-grained gravel. 15. Aluvial cone smoothly sloping, built up of fluvial sand and gravel, covering the lower part of the basalt lava flow (D) and adjacent areas of the coastal plain (4). 16. Erosion valley in the alluvial cone (15) formed during low water stages of sea level and/or in periods with maxium water flow through the "Barranco". 17. Terraces and valley in valley structure bearing witness to alterations in sea level or/and watermasses through the canyon. A. Old tertiary volcan rocks. B. Marine sediments. C. Young igneous intrusion in fissures. D. Young basalt lava flow. E. Fluvial sediments. F. Talus debris. g. Næstældste dalgeneration. Canyon skabt ved normalerosion i pluvialperioder (Kvartær). 10. Stejlvægge: Resisterende øvre dele af Canyon-siderne. 11. Vandrette terrasseflader: Resisterende dele af overfladen af en lavastrøm, der delvis har udfyldt Canyon'en. 12. Tredie dalgeneration, den nuværende Barranco: en Canyon dannet ved normalerosion i Holocæn og under stadig recent udformning. 13. Barrancoeng recente, kløftformede sidedale, der ved tilbageskridende erosion dissekerer vulkanlandskabet og interfererer med de gamle dalsystemer. 14. Talusskråninger med stejle hældninger af groft forvitringsmateriale: blokke og storkornet grus. 15. Aflejringskegle med svag hældning af grus og sand medført af rindende vand. Aflejringen er sket dels på basaltstrømmens (₁ ₁) udbredte tunge, dels på de tilgrænsende dele af den marine flade (4). 16. Floderoderet dal i aflejringskeglen (15) efter en relativ sænkning af havniveauet. i 7. Terrasseflader, vidnesbyrd om vekslende havniveauer eller/og vandføring. A. Gamle vulkanske bjergarter. B. Havaflejringer. C. Gangbjergart. D. Ung basaltlava. E. Fluviale sedimenter. F. Skredmasser.

Side 10

og for de højere områder tempereret miljø, bevaret trods formens yderst übestandige struktur - den dannes jo kun i en forvitringsskorpes lermineralsubstrat - ved lavastrømmes udstøbning af den uanselige lavning.

At disse tropiske afspulingslavninger, ved hvis integrering savannernes udstrakte flade landskaber synes at kunne forklares som skabt ved aktuelle kræfters virke, først så sent som i det 20. århundredes midte skulle blive opdaget og opmålt (H. Louis og J. Biidel), efter at de vekselfugtige tropers udstrakte flader havde været fortolket som abrasionsf lader (v. Rieht hof en) eller som peneplaner (W. M. Davis) kan undre. Forklaringen herpå er at søge dels i det forhold, at det naturlige plantedække - de forskellige savannetyper - ganske skjulte disse svage hulformer, dels i kortmaterialets utilstrækkelighed, indtil flyvekartografien efter 2. verdenskrig fremskaf f ede et relevant kortmateriale, der klart viste disse reliefformer.

På Gran Canaria har betingelserne for disse formers dannelse i Tertiær været dårlige. De vulkanske primære landskabsformer er så reliefrige og resistente, at større områder med tyk forvitringsskorpe, som er afspulingsdalenes substratmæssige forudsætning, har været sjældne, hvortil kommer den vulkanske aktivitet, som tydeligvis gang på gang har dækket overfladen viden om med nye lag af vulkanske udbrudsprodukter.

At ledeformer, som disse »Valle«-dale er for de vekselfugtige tropezoner i dag, har kunnet påvises (H. Klug, 1968) også i et tertiært overfladerelief, på en lokalitet, der på den tid havde tropeklima også i højlandet, synes yderligere at bekræfte hypotesen om disse afspulingslavninger som typiske dalformer i Savanneregionerne, dallavninger ved hvis integrering disse områders enorme flader fremkommer.

SUMMARY

The surface relief of Gran Ganaria (1550 km2) is dominated by a variety of volcanic landforms intensively dissected by normal erosion. There are valleys of two quite heterogeneous types.

A. Deep canyons (local: "Barranco") radiating from the high central part (1950 m) of the circular shaped island in all directions constitute typical landscape elements. They bear witness to a fluvial erosion of largest dimensions in a humid temperate climatic period of the past.

B. Flat bottom valleys with smoothly sloping valley sides (local: "Valle") may be met with mostly but not exclusively in the higher levels. These valleys are formed in old weathering masses of tropical character (red soils) by sheet wash in rainy periods of a savannah environment, judging from their similarity to present-day depressions (Kehltäler, H. Louis 1964) in the outher tropical zones. The "Valles" are fossil remnants of the Tertiary surface relief secured by a lava cover.

"Barranco" and "Valle" thus are relics of the past, respectively
of a Holocene Pluvial period and of a Tropical one

Side 11

of Miocene age. There is a significant discrepancy between these valley types and the fluvial dynamics, qualitative as well as quantitative, of the subtropical semiarid climatic environment of to day's Gran Canaria.

Uplifted shorelines occur in many places. Especially along the North coast of Gran Canaria wave cut terraces and dead cliffs constitute characteristic landscape features. The longitudinal profile curve of the "Valle" South of Arucas seems to continue asymptotic to the terrace indicating a Tertiary sea level (150 m). The various lower terrace levels correspond approximately to Holocene ocean highwater situations of the Interglacial periods observed in other regions for example of the Mediterranean area. The deviations could be explained as results of isostatic movements.

A geomorphological analysis of these valleys is given by
means of block diagrams. The morphogenetic development is
illustrated by series of valley cross sections.

The author's preliminary work, execution of field sketches, photos of details etc. was carried out in December 1970. Heinz Klug's fundamental research results, published 1968 in his elaborate representation of the geomorphology of Gran Canaria, has been a most valuable and inspiring source of reliable data, for which I am indebted to my colleague from the summer 1969, when I worked as guest-professor in the University of Kiel.

This paper has been presented to The Royal Danish Academy
of Sciences, Bth December 1972.

LITTERATUR

Büdel, J. (1957): Die doppelten Einebnungsflächen in den
feuchten Tropen. Zeitschrift für Geomorphologie. Neue
Folge i.

Büdel, J. (1965): Die Relieftypen der Flächenspülzone Süd-

Indiens am Ostabfall Dekans gegen Madras. Colloquium
Geographicum. Universität Bonn, Bd. 8.

Davis, W. M. (1899): The geographical cycle. Geographical
Journal.

Davis, W. M. (1922): Peneplains and the geographical cycle.
Bull. Geol. Soc. Am.

Davis, W. M. (1902): Base level, grade and peneplain. J.

Geol. (i Geographical Essays. New York, reprint 1954).
Jaeger, F. (1908): Krater, Caldera und Barranco. Zeitschrift

der Gesellschaft für Erdkunde. Berlin.

Klug, H. (1968): Morphologische Studien auf den Kanarisehen
Inseln. Schriften des Geographischen Instituts der
Universität Kiel.

Louis, H. (1964): Über Rumpfflächen und Talbildung in den wechselfeuchten Tropen. Zeitschrift für Geomorphologie, Sonderband H. Mortensen-Festschrift, p. 43-70. Berlin-Nikolassee.

Louis, H. (1968). Allgemeine Geomorphologie. Lehrbuch der
Allgemeinen Geographie, Bd. I. Berlin.

Matznetter, J. (1958): Die Kanarischen Inseln. Petermanns
Mitteilungen, Ergänzungsheft 266. Gotha.

Mensching, H. (1954): Eine geographische Forschungsreise
nach Nordafrika und zu den Kanarischen Inseln. Erdkunde
8, p. 212-217. Bonn.

Rothe, P. (1964): Zur geologischen Geschichte der Insel Gran
Canaria. Natur und Museum 94 (i), p. 175-187. Frankfurt
am Main.

Schou, Axel (1965): Klimatisk geomorfologi. Geografisk Tidsskrift,
bd. 64, p. 129-161.

Sunding, P. (1972): The Vegetation of Gran Canaria. Skrifter
utgitt av Det Norske Videnskaps-Akademi i Oslo. I.
Mat.-Naturv. Klasse. Ny Serie, No. 29. Oslo.

Geografisk Tidsskrift, Bind 72 (1973)