N. Knattrup: Fennoskandia. Norges, Sveriges og Finlands geografi.

Gyldendal, 1973. 135 s., talr. kort, figurer
og fotos. 19,5X26,5 cm.

Har man i adskillige år benyttet Sømmes »A Geography of Norden« eller den tyske udgave »Die Nordische Länder« ved undervisningen, føles Knattrups bog noget tynd. De fleste vil næppe kunne forstå, at det er nødvendigt med endnu en bog om det samme emne, men desværre har det jo sin årsag i, at de lærerstuderende på vore seminarier ikke med deres gode vilje læser hverken engelsk eller tysk, så bogen har afgjort sin mission, og der er ingen tvivl om, at den vil gøre god nytte ved seminariernes geografiundervisning.

En væsentlig fordel ved bogen er de mange forslag til opgaver, men måske er det tvivlsomt om de, som forfatteren ønsker det, vil virke inspirerende. Det samme gælder tabellerne, men man kan selvfølgelig ikke komme uden om deres betydning i undervisningen.

Bogens tekst er solid, men heller ikke den er inspirerende. Dette skyldes nok, at forfatteren holder sig til den gammeldags disposition, og dette hindrer i nogen grad den integrering af naturgeografi og kulturgeografi, som er så påkrævet. Der findes heldigvis tilløb til noget sådant i kortbladsbeskrivelserne, der utvivlsomt er bogens største aktiv.

Sproget er gennemgående klart og letforståeligt, selv om der er enkelte »blomster«. Pædagogisk burde det være undgået at kalde jernbrugenes trækul for »brændsel« (s. 79) og Nordsveriges søer for »langsøer« (s. 106). Det ville vel være rimeligt at skrive: »snegrænsen er bestemt af snemængde (nedbør) og afsmeltning (temperaturforhold)« (s. 25), og er det ikke lidt bagvendt at skrive om vestenvindene: »de ledsager de talrige vandrende cykloner med blæst og regn« (s. 22).

Forfatterens store interesse for nordisk samvirke gør sig også gældende i sproget, der benytter norske og svenske gloser, og vel også i, at figurteksterne fra norske og svenske figurer ikke er oversat.

Illustrationerne er mange og gennemgående gode, men ikke alle lige kønne (s. 18), og det kan synes lidt mærkeligt at angive % i søjlediagrammer (ejerforhold i norske skove s. 46).

Bogen er forsynet med sag- og navneregister, førstnævnte har dog et par skavanker: For det første findes ordet gletscher overhovedet ikke, men derimod bræområde og glaciärer, og ordet sø findes ikke, skønt bogen har flere karakteristiske ting om søer. Hvad er en »fjelddal«? - Navneregisteret har LKAB. Hvis man ikke skulle vide det, er det = Luossavaarae-Kirunavaara

I forordet skriver forfatteren: »I den brede margin er der plads til notater«, ja nogle steder, hvor den ikke optages af figurer eller figurtekster. Nogle figurer (og tabeller) har sidebredde, andre har columnebredde og atter andre ingen af delene. Nogle figurer er indrammede, andre (s. 19) ikke. Sidstnævnte figur mangler i øvrigt signaturforklaring, og Luleå er skrevet forkert. Man kan ikke laste Knattrup for dette, men det gør, at bogen rent typografisk virker noget uharmonisk.

Trods de nævnte små fejl og mangler
kan man trygt anbefale den til anvendelse
i seminarier og HF samt eventuelt i

gymnasier.