Alex Wittendorff: Alvej og Kongevej.

Studier i samfærdselsforhold og vejenes topografi i det 16. og 17. århundrede. Skrifter udgivet af Det historiske Institut ved Københavns Universitet, Bd. IV. Akademisk Forlag, København 1973 (disputats). 348 s., 44 ill., hvoraf adskillige kort. Engelsk resumé. 17 X25 cm. Kr. 50.00 excl. moms.

Det må betegnes som meget glædeligt, at dette emne er blevet taget op af en historiker, der er gået grundigt til værks. Bogen falder stort set i to afsnit, et alment, der handler om de sjællandske alvejes og kongevejes topografi. Det almene afsnit findes i kapitlerne 11-VII (II litteratur, 111 metode og kilder, IV vejenes beskaffenhed. Bro og vadested, V administration og vedligeholdelse, VI samfærdsel og godstransport, herunder vogntyper, vognmænd, postvæsen, kroer, rejsehastighed, VII alment om kongevejene. Den specielle del er indeholdt i kapitlerne VIII og IX om henholdsvis de sjællandske alfarveje og kongevejenes topografi.

Som en af de vigtigste ting ved bogen vil jeg gerne fremhæve, at den gør det helt klart, hvilke veje, der er alfarveje, og hvilke, der er begyndt som kongeveje, samt at den klargør disses senere skæbne, hvadenten de er blevet nedlagt eller blevet en del af det nuværende hovedvejsnet.

For den, der interesserer sig for fortidensDanmark, og hvadenten han læggerhovedvægten på det rent historiske eller på det geografiske, er denne bog i øvrigt noget af en guldgrube. Den handlerganske vist ifølge sin titel specielt om Sjællands landeveje i en bestemt epoke, men man skal ikke tro, at forfatteren holder sig slavisk inden for disse rammer, alt hvad der kan have berøring med veje eller influere på disse er medtaget i det almene afsnit, så det må tilrådes at læse bogen i sin helhed, så man kan få det fulde udbytte af de mange tilsyneladende sidespring, dens mange meget illustrerendedetailler og dens alt andet end kedeligestil, der gør bogen let læselig og får en til at føle sig i godt selskab med dens

forfatter, der tydeligvis holder af sit emne. Forfatteren er naturligvis først og fremmest historiker, men han ser klart nok, at emnet også har geografiske aspekter,som han søger at belyse. Det gælder både det topografiske stof, der jo i sig selv er en art geografi, og naturgeografiskeog kulturgeografiske forhold, der er af betydning for vejene. Ja, han tillader sig endogså, og det synes mig med rette, at kritisere Hannerbergs opfattelse af historiskgeografi.

Jeg er helt enig med forfatteren i hans grundopfattelse vedrørende vejenes tilblivelse og funktion; det drejer sig utvivlsomt om lokalveje, hvoraf nogle i tidens løb er blevet foretrukket til langvej stransporter. Hvilken rute, der er blevet foretrukket, afhænger af mange ting, bl.a. forløbet i forhold til skiftende kraftcentre (samme tankegang har jeg søgt at belyse i »Vej udviklingen i Hobugt-området«, Geogr. Tidsskr. 1949).

Derimod er jeg ikke enig med forfatteren vedrørende enkelthederne i vejforløbet, men det beror jo nok på vor forskellige indstilling (historisk og geografisk) til sagen, jeg tror heller ikke, at listen over alfarveje på Sjælland er komplet, ikke engang for det behandlede tidsrum. Divergenserne er dog så små, at man måtte kunne drøfte dem. Det er jo med emner af denne art ikke nok at være en geografisk orienteret historiker eller en historisk orienteret geograf, men ved et samarbejde ville mange problemer kunne løses.

Når man har læst bogen og kender den, vil man mange gange vende tilbage til den som håndbog, og det skal i denne forbindelse understreges, at den er forsynet med et meget indholdsrigt register. Måske kunne man have ønsket, at det netop derfor var blevet opdelt i sted-, per-

son- og sagregister.