H. Brookfield (ed.): The Pacific in Transition.

Geographical Perspectives on Adaption and Change. Edward Arnold, London 1973- 332 s., talr. ill. og fotos. 15,5X23 cm. £ 6.00.

»The Pacific in Transition« er en interessant bog af flere grunde: den er en slags expose over Brookfield-skolens idégrundlag, arbejdsmetoder og -emner. Derudover er selve dens emne spændende: hvordan sker udviklingen i Oceanien, der jo er unik, ved at dets landmasser er splittet op i et vældigt antal småøer. Brookfield har haft held til at samle en flok geografer om sig, der ikke blot har været initiativrige og nyvurderende, men de har været holdt sammen af en slags fælles idé. Den har beskæftiget sig meget med »tilpasning« og er måske derfor endt (foreløbig) i en slags humanøkologisk retning. Man fristes til at tro, at selve området inspirerer til det - måske fordi de mange øer er så forskellige m.h.t. naturforhold, at de kan sammenlignes med en laboratorieopstilling.

De økologiske ideer er ved at undergå en betydelig modning, måske takket være den »kvantitative revolution«, som på sin vis er en forudsætning for, at »humanøkologi« bliver andet end løs snak. Bidragyderne til Brookfield's bog (bedst kendt er vel nok Waddell, Maude og Clarke) tegner et opmuntrende billede af de opnåede resultater og af fremtidige mål.

Bogen er vel værd at læse - også fordi den giver nogle charmerende glimt af de problemer, Stillehavsverdenen frembyder i udviklingsmæssig henseende.