Fridriksson, Sturla: Surtsey.

Evolution of Life on a Volcanic Island.
Butterworths. London 1975. 19X25 cm.
iQB s- £ 5-3°-

Den 14. november 1963 begyndte en ny periode af vulkansk virksomhed i det lavvandede havområde ved Vestmannaøerne, og den første afdeling af denne var med visse afbrydelser effektiv indtil 5. juni 1967. Det mest iøjnefaldende resultat er dannelsen af den nye ø Surtsey, som antages at være sket om natten mellem 13. og 14. november. Den 16. november var det højeste punkt ca. 40 m 0.h., den 20. november ca. 70 m 0.h., og i februar 1964 var den højeste top ca. 174 m o.h. I marts 1964 var højden 169 m, og den nye ø's areal var da ca. i km². Den 4. april 1964 blev kraterzonen lukket mod havet, og man fik påny stærke eksplosioner og lavafrembrud. Den 5. juni 1967 fik man de sidste lavafrembrud. På havbunden 600 m øst for Surtsey var der nogen vulkansk virksomhed i tiden december 1963 til januar 1964, og i maj-oktober 1965 dannedes her en ny ø, Syrtlingur, ca. 70 m høj, som senere blev nedbrudt af havet. I julen 1965 kom et nyt felt i virksomhed ca. 900 m sydvest for Surtsey, hvor man fik en ny ø, ca. 70 m høj. Den fik navnet JØlnir, men også denne ø blev nedbrudt af havet, og disse to mindre vulkaner danner nu to undersøiske forhøjninger med toppen liggende i ca. 50 m dybde.

Det næste store vulkanudbrud indtraf allerede den 23. januar 1973, nemlig på Vestmannaøerne, hvor Heimaey blev hårdt ramt. Byen med ca. 5000 indb. måtte forlades, og der skete meget alvorlige skader, store dele af byen blev ødelagt, lagt,fiskerihavnen blev hårdt ramt, og fiskeriet gik i stå; bygninger og de industrielle anlæg led store tab.

Oversigten over de vulkanske processers forløb er ret kortfattet, idet vægten i dette arbejde ligger i behandlingen af de biologiske aspekter. De vulkanske produkter er antagelig helt sterile ved deres udgang af spalter og rørformede kratere, og spørgsmålet bliver da, på hvilken måde de levende væsener tager den nye jord i besiddelse. På dette punkt er Surtser et vigtigt område, fordi det i visse henseender er isoleret. Afstanden til Heymaey er ca. 20 km og til de nærmeste - übefolkede - men livbærende øer er kun nogle få km. Havvandet er rigt på levende planter og dyr, men også den atmosfæriske luft bærer levende væsener med sig. Kun få mennesker vil lande på Surtsey, og man kan formentlig forhindre dem i at medføre væsentlige tilskud af nye levende væsener.

Den første karplante synes at være Cakile maritima, som blomstrede og satte frugt i 1965. Elymus ankom i 1968. Første rugning af Fulmarus glaciales skete i 1970 og i 1972 var der 12 reder. Insekterne ankom tidligt, og der er påvist i alt 158 arter. Der kan næppe være tvivl om, at Surtsey som biologisk koloniseringsfelt vil få stor og ret central interesse.