Terah L Smiley & James H. Zumberge (eds.): Polar Deserts and Modern Man.

The University of Arizona Press, Tucson
1974. 173 s., ill. 23X31 cm. $ 11.50.

Bogens titel er specialiseret og meget ambitiøs, fordi man i virkeligheden ved meget lidt om de specielle processer, som foregår i en arktisk ørken. Selv taget i betragtning at det amerikanske ord desert normalt oversættes til det danske ørken, men at det i virkeligheden er et betydeligt videre begreb, må det dog siges, at bogen ikke specielt omhandler de arktiske ørkener, men mere generelt de arktiske områder. Bogen er skrevet af en række førende amerikanske eksperter i Arktis og Antarktis, og i følge William S. Benninghof er de arktiske ørkener her defineret som de områder, der er isfrie, hvor den årlige nedbør er under 25 cm, og hvor middeltemperaturen for varmeste måned er lavere end 10°. Definitionen er uheldig, idet man kommer til at medtage en række af de nordgrønlandske kystområder med udpræget maritimt klima, og på den anden side udelukker så udprægede arktiske aride områder, som sandsletterne ved Søndre Strømfjord og de østgrønlandske vindprægede, tørkeområder.

Det fremhæves med rette af den amerikanskegeolog

rikanskegeologWilliam E Davis som karakteristisk for de arktiske ørkener, at man har alle de klassiske ørkenkarakterer, som ringe eller totalt manglende vegetation,vindslibning, saltskorper og manganbelægningerpå stenblokke, samtidig med at man her, ganske vist kun en kort tid om sommeren, har store søer og også kan have veludviklede flodsystemer med en betydelig erosion.

Bogen falder i to dele: en naturgeografisk og en økonomisk, teknisk del. Til indledning gennemgås en række aspekter af det arktiske og antarktiske klima, medens en nærmere analyse af det polare ørkenklima foretages af Michael J. Bovis og Roger G. Barry. Senere foretages en analyse og opdeling i deserts and semideserts efter Thornwaite-Mathers fugtighedsindex og efter Tures fordampningsformel. Resultaterne er gengivet i kort, og det fremgår heraf, at Station Nord har et semidesert-klima, medens Grønlands nordkyst er et desert-klima. Forfatterne er selv klar over, at der kan være en vis divergens mellem kortets signaturer og den faktiske karakter på stedet, og kommer derfor til den konklusion, at udbredelsen af de arktiske ørkener i første række er et udtryk for tidligere klimaforhold fremfor den nuværende situation. Efter anmelderens opfattelse er det måske i højere grad et udtryk for, at de nævnte formler ikke er egnede til behandling af så ekstreme klimaområder som det yderste Arktis, idet disse områder i langt højere grad end de fleste andre steder, er betinget af sjældent forekommende ekstremværdier og ikke af middelværdier. Dette gælder både for udbredelsen af planter og dyr og for erosionsformerne.

Bogens anden del omhandler den økonomiske basis for udviklingen af arktiske områder taget i videste omfang, og herunder også de tekniske faciliteter, som står til rådighed for transport og beboelse i Arktis.

Disse indvendinger mod bogen taget i betragtning må den dog stadig anbefales som bringende en række moderne relevante oplysninger om morfologi og livsvilkår i Arktis, men altså ikke blot om de arktiske ørkener.