Raid, J. 1975: Ændringer i arealbenyttelsen i Ho sogn 1965-1973>
en særlig analyse af landbrugets driftsenheder. Geografisk
Tidsskrift 74: 36-54. København, juni i, 1975.

The land use pattern in Ho parish is related to the morphological regions. The agricultural land use pattern in 7965 is described, and a model is applied to show the relationship between the relative transport costs and the dispersed location of farm unit fields. The agricultural land use pattern has changed from /9Ö5-/973 due to pressure on the region from recreative interests.

Jørgen Raid, M.sc. Teacher's College, Skive. Hvidbjerg. DK-7800

Indledning

Ho sogn repræsenterer med hensyn til landbrugsudnyttelse et marginalområde i Danmark. Arealbenyttelsen har siden 1965 undergået en række ændringer på grund af sognets stigende betydning som rekreativt område.

Arealbenyttelsesundersøgelser opererer på to planer. På det ene plan arbejder man med at forfine karteringen og den monografiske fortolkning af arealbenyttelses (land use) kortene. På det andet plan arbejdes der med teorier og modeldannelser.

Denne undersøgelse forsøger først ved hjælp af det homogene regionsbegreb at komme endnu dybere i detaljen med land use karteringen og fortolkningen af land use mønsteret. Dernæst anvendes det funktionelle regionsbegreb grebtil at belyse driftsenhedernes struktur og lokalisering af afgrøder inden for denne.

Disse to analyser danner baggrunden for udarbejdelse af en model, hvor transportudgifter til markfelter og arbejdsindsats på de enkelte marker sammenholdes med driftsenhedernes grad af spredthed. Denne model giver mulighed for udskillelse af driftsenhedstyper.

I anden del af undersøgelsen følges udviklingen i arealbenyttelsen op 8 år senere, og hovedvægten lægges på ændringer i benyttelsen samt problemer omkring den fremtidige udnyttelse af Ho sogn.

Det fysiske miljø

Ho sogn er et kulturlandskab med udpræget sammenhæng mellem udnyttelse og morfologiske regioner. Det er derfor naturligt først at udskille disse ved at indtegne dem på det topografiske kortblad 1:25.000 1113 111 NV HO, fig. i.

MARSKENGENE MOD ØST

Mod øst langs kysten strækker sig et bælte af marskenge, der varierer i bredde fra 800 m ved Nyeng mod syd, over 60 m ved Nørballe til ca. 275 m ved Bredmose mod nord. Marskengene er ikke inddigede og overskylles under stormflod, hvilket begrænser udnyttelsen til høslagning og afgræsning (fig. 6 og fig. 8). Mod kysten danner marskengene en erosionsklint, der varierer i højden fra 50 cm mod syd til 100 cm mod nord.

Erosionen er størst mod nord. Forsøg på kystsikring har ikke haft større indflydelse. Omkring Nørballe har man i 194o'erne forsøgt med cementtrapper, der nu ligger undergravetet stykke ude i vandet. Mod syd har man plantet et betydeligt Spartina forland, men erosionen fortsætter,

idet der mellem Spartina forlandet og Nyeng er dannet
en bred rende.

Det eneste sted, der opbygges nyt land, er ud for den
sydøstlige og sydlige del af Nyeng Hale.

I Danmarks geologiske Undersøgelser i. række nr. 16. kortbladet Blåvandshuk, Axel Jensen 1925, beskrives jordbundsforholdene således (s. 43): »Længst mod syd ved Ebbevej er Marskleret sandet. Fra Ho til Bordrup bliver Klægen federe og Laget tykkere. Klægen går som et tyndt Lag lidt op ovenfor 5 Fods Kurven (1,6 m) næppe noget Sted over 2 m o.h. Inden for Marskbæltet 3-3,75 m udjævnet Sand - Sandstrand eller Flyvesand, der er omlejret under Stormfloder og ovenfor Flyvesand. Nord for Ho inden for Marskbæltet findes enkelte Tørvemoser. — Tørven kan følges Øst paa et Stykke ud under Marskleret«.

Boringer foretaget mellem Bredmose og Nørballe viste, at man skal under 2,5 m kurven, før klæget begynder at vise sig. Visse steder kun som et 30-40 cm tykt lag, der hviler på de af Axel Jensen omtalte tørvelag. Bortset fra dette område viste boringer i resten af marskengene, at disse har en østende, hvor klæg dominerer og en vestende, hvor sand dominerer. 200-300 m fra kysten ind i landet dominerer sand og viser, at udgangsmaterialet for resten af landbrugets madjord er fuldkommen ens sognet igennem - nemlig »det rage sand«.

Denne region, der før 1965 har været en betydningsfuld region, er udnyttelsesmæssigt i forfald, hvilket ændrer det fysiske miljø. Her findes alt fra den helt gode, ensartede og velpassede græsfenne til den opgivne og übrugelige fenne. Da grøftesystemerne ikke mere passes, breder tagrør sig overalt, hvor der ikke længer afgræsses regelmæssigt. Dette er især karakteristisk mellem Nørballe og Bredmose, hvor ret store arealer med gamle tørvegrave er helt tilgroet med tagrør (fig. 2). Dette skaber dog nye udnyttelsesmuligheder til rørskær.

GRØNNINGEN

Denne region ligger lige syd for den gamle kystlinie fra Ør. Oksby - langs Ho Klitplantage - til Langli. De dele af engene, der ligger nord for Havnegrøft, har alle et kraftigt fald mod Havnegrøft. Under disse enge ligger den gamle kystlinie. Mindre end en halv meter under græstørven træffer man på strandvolde. De dele af engene, der ligger syd for Havnegrøft, falder svagt mod denne. Medens den naturlige dræning af marskengene foregår direkte mod Ho Bugt, sker denne for Grønningens enge først mod Havnegrøft, der så fører vandet mod Hoßugt (fig. 3).

Engene gennemskæres af en række vest-østgående sandbanker. Her, som på de højereliggende nordlige partier af engene, dominerer planter som hjelme, strandkvik, sandstar, sandskæg, gulaks og engelskgræs. På lavere liggende arealer finder man ikke annelgræs eller strandvejbred, men et vekslende dække af rød svingel, rajgræs, timothe og kløver, alt efter hvor meget ejeren har gjort ved sin eng. På vandlidende arealer dominerer lysesiv, kæruld og tagrør.

Boreprøver viser blot lidt organisk materiale i rodzonen ellers rent sand så at sige uden lermineraler. Engene her må være dannet på en anden måde end marskengene, således at den sydøstgående materialevandring af sand langs kysten samt flyvesand helt dominerer opbygningen af regionen.

Udnyttelsen består i forhold til marskengene udelukkende af græsning. Også her aftager udnyttelsen især i regionens vestlige del, der mere og mere gror til i tagrør (fig-5).

KLITTERNE

På fig i træder to klitregioner tydeligt frem. Mod syd
Bolbjerge, Jens Jessens Sande og Rødingtoft Sande. Mod
nord Husbjerg os klitterne i den sydøstlige del af Oksby

Plantage samt Tavlbjerg. Det er vandreklitter, oftest med parabelform, hvis fronter når en højde af 24 m o.h. I begge områder er terrænet langt mere kuperet, end fig. i giver udtryk for med en ækvidistance på 2,5 m. Disse to områder har dannet en naturlig afgrænsning for landbrugetsudnyttelsesmuligheder mod nord og syd.

Mod vest har Vesterhede vest for Vesterballe ikke indbudt til opdyrkning, og ved sognets inderste grænse mod vest danner nye parabelklitter, Rødepæl og Ægbjerge, nye barrierer.

Disse klitregioner er tilplantet med nåletræer, der har standset sandflugten. Disse plantager har passeret deres 100 års jubilæer og producerer dels stammer, granfaskiner og i dag stærkt efterspurgt pejsebrænde. Samtidig udgør plantagerne et særpræget rekreativt miljø, rigt varieret i sine træarter og terrænformer.

SANDSLETTEN

Den fjerde region kaldtes af Axel Jessen for sandsletterne. Der er snarere tale om én slette med Tipmose som underregion. Sandsletten fremtræder som et område med et relativt roligt og konformt kurveforløb parallelt med østkysten. Sandsletten hælder mod øst og ligger som brede bånd mellem 12,5 mog 5,0 m kurven og som smallere bånd mellem 5,0 m og 2,5 m kurven, der danner grænsen til marskengene.

SKALLINGEN

Et ungt marsklandskab, der er begrænset af klitter mod vest, som to steder er støttet af klitdiger (fig. i). Der må i øvrigt, hvad denne region angår, henvises til en lang række artikler og værker i den danske geografiske litteratur, hvad angår morfologien. Arealbenyttelsen bliver behandlet i slutningen af denne artikel.

MIKRORELIEFFET PÅ SANDSLETTEN

Ækvidistancen på 2,5 m på fig. i skjuler forskelle i mikrorelieffet.Forskelle der har væsentlig betydning for den landbrugsmæssige udnyttelse. Da sandsletten er dannet ved blandt andet overlejringer af flyvesand, har inden for den tilsyneladende plane flade ophobninger af sand i

banker eller mindre klitter betydning for udnyttelsen. Såledeskan
man inden for sletten finde beplantede arealer
eller arealer, der ligger hen som hede eller vildmark.

Men selv i det landbrugsmæssigt udnyttede område kunne stor variation i afgrødernes kvalitet observeres. Inden for ganske små afstande (en markenhed) kunne en kornafgrøde være kvalt i spergel og tudsesiv i den ene ende af marken, men stå relativt tæt og pæn i den anden ende af marken. Ligeledes kunne en roemark i 1965 være hullet og spredt og lille af vækst midt i marken, men være kraftig og tæt i begge ender af marken. I begge tilfælde var jordbundsforholdene ens.

Forklaringen må søges i variationen i mikrorelieffet på den lette sandjord i forhold til en svingende grundvandsstand. Således skelnede bønderne i området mellem tre dyrkningstyper af jord. Høj (varm), Middel (normal) og Lav (kold) jord. Disse typer er groft gengivet på figur

Man ser her, at uanset hvor man befinder sig inden for
de forskellige højdekurveintervaller, er mikrorelieffet meget
getvarieret. Jordbunden er ensartet i sit udgangsmateriale
og viser kun ringe variation i humusindholdet, alt
efter jordbehandlingen.

Figur 4 viser således, at det dyrkede areals fysiske miljø er karakteriseret ved et svagt bølget relief, der i forhold til det svingende grundvandsspejl under sandsletten giver arealer, der svides i tørre perioder (høj, varm jord) og arealer, der er vandlidende i fugtige perioder (lav, kold).

Det har derfor overordentlig stor betydning for sandsletten, hvordan variationen i årsnedbøren er. Således har de sidste års tørre forår haft stor negativ betydning for såvel kornarealer som græsarealer på de højere jorde.

HØJVANDSLINIEN

Figur 4 viser også højvandslinien, der de fleste steder mod øst er kulturgeografisk bestemt, da linien her falder sammen med placeringen af sommerdigerne, der beskytter kornavlen bag digerne. Samtidig danner denne højvandslinie en morfologisk skarp grænse mellem arealer inden for omdriften og arealer uden for omdriften.

Det totale land use 1965

Arealet af Ho sogn optager i alt 4520 ha. Skallingen udgør 1900 ha og Langli no ha. Disse arealer er i denne undersøgelse trukket fra hele sognets areal, således at arealet, hvor land use karteringen blev udført, udgør 2510 ha.

Den totale land use (fig. 5) fordelte sig i 1965 på følgende

Den procentvise fordeling er baseret på feltkartering, idel enkelte arealstørrelser afveg væsentlig fra den officielle statistik. F.eks. opgives landbrugets areal fra Danmarks Statistik i 1965 til 517 ha i modsætning til de i tabel i nævnte Bqo ha. Dette forhold kommenteres i næste afsnit.

\J " " """"" """" ""™ "~ -•""•"*•"•"-*~ **—.—•-.*»•»'• Det totale land use kort (fig. 6) viser, at den karterede del af Ho sogn er præget af de primære erhverv skovbrug og landbrug, men det er ikke et udpræget landbrugsområde. Kun Vs af arealet anvendtes i 1965 til landbrug, mens ca. 3/5 var dækket af plantager, klitter og heder fOlpr lå Vi<=»n «rvm t/ilrlmnrlr

Områdets land use viser en overensstemmelse med de
morfologiske regioner. Klitlandskabet udnyttes til plantager
eller ligger hen som fredede klit- off hedearealer.

*J '~ 00~~ ~~ ~" " O*"" '*-*'--' »•-'» • Sandsletten, marskengene og dele af Grønningen udnyttes til landbrug. Landbrugsarealet er lokaliseret mod øst, bestemt af vandreklitternes grænse. Mod syd er grænsen den gamle kystlinie, og Grønningen hører med til Hoboernes

o j
Skallingmarsken udnyttes til græsning for kreaturer OP

får samt til rekreative formål. For den animalske produktionhar Skallingen ringe betydning for Hoboerne, da de kun holder får her. Det er således lejeindtægten fra græsningog jagt, der kommer sognets beboere til gode.

Den ovennævnte sammenhæng mellem morfologiske
regioner og udnyttelsen viser sig endnu tydeligere, når
man betragter landbrugets udnyttelsesmønster.

Landbrugsarealets udnyttelsesmønster 1965

Kortet (fig. 6) viser fordelingen af hovedafgrøder: Græs og grøntfoder, korn og rodfrugter. Korn og rodfrugter dyrkes hovedsagelig på sandsletten og i Tipmose. Disse arealer hører til inden for omdriften, og man kan skelne sædskifter, især mellem Nørballe og Bredmose. Omkring Vesterballe er der uregelmæssigheder i systemet, det er her sommerhusudstykningen begyndte.

Hele landbrugsarealet domineres af græs og grøntfoder. 8₁, i% af arealet er i 1965 med græs. Heraf 11 oha inden for omdrift og 564 ha uden for omdrift. Dette er igen morfologisk bestemt, idet marskengene og Grønningens enge hører til uden for omdriften på grund af muligheder for oversvømmelser.

Sammenligner man mønstret i arealbenyttelsen baseret på feltkartering med arealbenyttelsen, som den fremkommer fra Danmarks Statistik gennem den årlige landbrugstælling den 8. juli, findes nogle interessante uoverensstemmelser som vist i tabel 2.

Ifølge den officielle statistik (landbrugsskemaet, skema A)
lå det samlede dyrkede areal fra 1959 til 1965 på lidt

over 500 ha, mens karteringen i 1965 gav 830 ha, lidt
over 300 ha mere. Ved kortstudier og interviews var det
muligt at finde de manglende hektarer.

i. Folk uden for Ho sogn, der ejer eller lejer jord til dyrkning i Ho sogn, er ikke talt med i skema A. Det drejer sig om ca. 50 ha. Disse arealer kunne dukke op på skema A fra Oksby sogn. Dette er dog ikke tilfældet.

2. Alle udnyttede arealer syd for Havnegrøft er ikke måtrikulerede. Disse arealer opgives traditionelt ikke af Hoboerne, da de jo i grunden ikke eksisterer officielt. Der er også tvivl om, hvem der egentlig ejer de forskellige arealer. Disse arealer beløber sig til ca. 170 ha.

3. Inden for sognets grænser sker en udbredt lejen arealer ud til hinanden. Ofte er der tale om en dobbelt udlejning, idet et areal først lejes ud til høslagning til en gårdejer og derefter til eftergræsning til en anden gårdejer. Disse arealer opgives i skema A til 29 ha. I virkeligheden drejer det sig om ca. 90 ha.

4. Inden for sognets grænser lånes eller lejes jord, der er
udstykket til sommerhusgrunde, inden disse grunde bebygges.
I alt ca. 15 ha, der ikke opgives.

I alt bliver ca. 300 ha væk i den statistiske beregning. Af
tabel 2 ses, at disse arealer først og fremmest skal søges
under græsarealer uden for omdrift (fig 8).

Kornarealet varierer med 15 ha. Ved en gennemgang af ejendomsforholdene og lejeforholdene i Ho sogn viste det sig, at nøjagtig 15 ha korn ejedes eller lejedes af udensogns landmænd og var derfor ikke talt med på tællingsskemaet.

Græs inden for omdriften udviser en forskel på 34 ha. Dette vil ofte være et definitionsspørgsmål, især i en periode hvor systemet er ved at gå i opløsning under ndring arealbenyttelsen.

Rodfrugtsarealet går indtil 1965 stærkt tilbage og er
helt forsvundet i 1973. Dette understreger marginalpræget
ved området.

Kornarealet og græsarealet inden for omdrift er afhængig af hinanden. Dette hænger sammen med sædskiftesystemet i 1965, hvor korn med udlæg var almindeligt. Således var der ca. 50 ha korn med udlæg i 1965, hvilket ikke kan ses på fig. 6. Dette understreger områdets særpræg som et landbrug med udstrakt brug af græsarealer til animalsk produktion.

Sammenlignes arealbenyttelsens fordeling med fordelingen
i Jylland som helhed, fremtræder dette særpræg
tydeligt.

KORNAREALETS UDNYTTELSESMØNSTER 1965

Figur 7 viser en jævn fordeling af kornmarker ud over sandsletten på det område, der hører til inden for omdriften. Et område nordvest for Ho by danner en undtagelse. Dette er et område med høj jord (fig. 4), som ligger hen med hede, beplantning og sommerhuse.

Fordelingen af de forskellige kornsorter på det totale
kornareal var følgende:

Kornarealet havde også i 1965 sit særpræg sammenlignet med hele Jylland. 38,9 % var udlagt med blandsæd. Dette skete på bekostning af byg og havre og skal ses i sammenhæng med mikrorelieffets betydning.

Blandsæd fandtes i alle mulige kombinationer, men
blandingen rug, byg, havre og byg, havre dominerede.
Den gennemsnitlige markstørrelse er lille:

De senere figurer over driftsenheder (fig. 9 og 15) giver forståelse af disse små markstørrelser. Den spredte form i driftsenhederne spærrer for udlægning af store arealer med ensartede afgrøder, så længe man vil arbejde individuelt inden for det traditionelle ejendomsforhold.

Kornarealet i Ho sogn var i 1965 karakteriseret ved
små markenheder jævnt fordelt over sandsletten. Vårsæd
dominerede med byg og blandsæd som hovedafgrøder.

Kornmarker i plantagerne var vildtagre.

RODFRUGTAREALET

Figur 6 viser tydeligt, hvor lille et areal, der udnyttedes til rodfrugter i 1965. Feltkarteringen viste også, at kvaliteten af afgrøderne var ringe. Arealet med rodfrugter havde da også været i stadig tilbagegang. I slutningen af igoo'erne slog ensilering af græs og grøntpilleproduktionen igennem, og roerne forsvandt helt fra landbruget.

GRÆSAREALETS UDNYTTELSE l 1965

Figur 6 og tabel 3 viste græsarealernes dominerende indflydelse iHo sogn. 8₁ % brugtes i 1965 til græs og grøntfoder, heraf den altovervejende del til græs. Arealbenyttelsesmønstret for græsarealerne er klart forskelligt alt efter, om græsset er i omdriften eller udenfor. I omdriften er græsmarkerne lokaliseret på sandsletten, og de ligger spredt på grund af deltagelsen i sædskifterne. Mens uden for omdriften er græsarealerne samlede i to store bånd. Et østligt på marskengene og et sydligt på Grønningen (fig. 8).

INDEN FOR OMDRIFTEN

Det totale græsareal udgjorde i 1965 674 ha, hvoraf no ha anvendtes inden for omdriften. Det svarede til 16,3 % af hele græsarealet. Græsarealerne brugtes enten til både høslagning og eftergræsning eller kun til afgræsning, afhængig af placering i sædskiftet.

Der fandtes i 1965 10 forskellige sædskiftetyper i Ho sogn. Det almindeligste var: korn-roer-korn med udlæg - græs. Det sidste græsskifte kunne variere fra 2-7 år. De forskellige sædskiftetyper kan ikke påvises på kortene, da typerne sjældent lå samlet, da driftsenhederne var så splittede. Ydermere var sædskiftetyperne ofte en slags model, hvor udfra den enkelte gårdejer improviserede efter de klimatiske forhold i de enkelte år. Eller også var han netop i midten af 6o'erne ved at ophøre med roer og derved ændre sit sædskifte.

På io driftsenheder angav man at have fast sædskifte med en variation i rotationen fra 5-10 år. 13 driftsenheder angav at have et frit sædskifte, som bestod i, at enhederne blev udlagt med græs i over 4 år. Med mellemrum pløjedes enhederne op og blev udlagt med korn i et eller to år og derefter atter en længere periode med græs. Man kunne kalde dette sædskifte for de gamle mænds eller de enlige gårdejeres type.

Det forholdsvis store antal driftsenheder med frit sædskifte giver græskortet sit særlige mønster inden for omdriften, idet mønstret er i opløsning. Overalt trænger græs uden for omdriften ind på sandsletten. Et tegn på,

at fast sædskifte er på retur, og arealerne
er under ændring (fig. 8).

GRÆS UDEN FOR OMDRIFTEN

Til gengæld ligger mønstret for græs uden for omdriften mere stabilt. Det er marskengene og Grønningens enge, hvor den naturlige vegetation udnyttes. De fleste fenner får dog et tilskud af såvel rødkløver - som hvidkløverfrø, og de gødes enten med kalksalpeter, 18 % superfosfat, 1-2 Pk-gødning eller i-i Pk-gødning. Det er en udbredt opfattelse blandt gårdejere i Ho, at f.eks. kalksalpeter holder »soyakålen« (Plantago maritima) nede i marskengene. Ved diskussion af problemet med dr. Knud Jacobsen, Instituttet for systematisk Botanik, fremkom ingen kriterier for, at kalksalpeter skulle have negativ vækstvirkning på plantago maritima. Spørgsmålet skal snarere betragtes som et konkurrencespørgsmål mellem kunstgødningens positive og afgræsningens negative virkning, således forstået, at kalksalpeteren giver den naturlige græsvegetation en større konkurrenceevne over for plantago maritima, hvis der ikke afgræsses nogle år. Så snart afgræsningen sætter ind, bliver plantagos konkurrenceevne større, da denne plante undgås af kreaturerne.

I begyndelsen af denne artikel omtaltes den store variation i marskengenes morfologiske præg. Spredningen gik fra den meget værdifulde marskeng til den næsten værdiløse eng. Denne variation er delvis skjult på fig. 8.

Men der kan iagttages en mere intensiv udnyttelse i den nordlige del af marskengene end i den sydlige. Dette kan skyldes, at engene mod nord har bedre fysiske egenskaber: et større indhold af klæg og de ligger på et højere niveau.

En sammenligning mellem figur 2 og figur 8 viser, hvorledes den rumlige placering af størsteparten af græsarealer uden for omdriften er bestemt af forholdene i det fysiske miljø: nemlig muligheden for oversvømmelse under flod. Denne mulighed er størst mod syd, hvor man helst undgår høslagning. På Nyeng Hale findes dog et areal med kun høslagning. Arealets beliggenhed

gør, at kreaturer ikke hurtigt kan komme væk derfra under
flod, derfor tager man chancen og bjærger hø, når
det kan lade sig gøre.

De fysiske forhold influerer ikke blot på udnyttelsesmønstret,
men også på udbyttet fra marskengene. Således
er mange læs hø i tidernes løb sejlet væk fra engene.

Kommer floden om foråret i græssets spiringsperiode, har det også betydning for udbyttet, især hvis floden efterfølges af en periode med tørt vejr, så saltet ikke hurtigt kan blive vasket ud af jorden.

Græsarealerne uden for omdriften afgræsses af kreaturerne
fra maj til november, under gunstige vilkår til december.
Fårene græsser ude til jul.

Græsarealerne i Ho sogn er karakteriseret ved, at de overvejende anvendes til høslagning og eftergræsning eller til afgræsning alene. Enheder, der kun blev benyttet til høslagning eller grønfoder, udgjorde i 1965 en ganske ringe del af det samlede areal.

Endvidere er græs inden for omdriftsarealet under forandring
på grund af omlægning af driftsform, udstykning
af jord og nedlæggelse af ejendomme.

Driftsformen

Antallet af landbrugsejendomme større end 0,55 ha er
gået voldsomt tilbage. I 1959 fandtes 38 ejendomme i
denne kategori, og i 1973 er der kun 6 tilbage.

HUSDYRHOLDET

Bestanden af husdyr på det samlede antal landbrugsejendomme
pr. 8. juli 1965 var:

Antallet af får er næppe dækkende. Tallet skal snarere
være 900 dyr, da mange ejendomme, der ikke regnes som
landbrugsejendomme, havde får.

I 1965 leverede 20 ejendomme med 145 malkekøer
mælk til Andelsmejeriet i Oksbøl. I 1973 leverede 5 ejendomme
med 81 køer mælk.

DRIFTSFORMEN

I 1965 kunne følgende driftsformer udskilles i sognet
a. Beboelse med udlejning af jord.

b. Uden malkekvæg eller med malkekvæg, hvor mælke

ydelsen omsættes på ejendommen,
c. Uden malkekvæg eller med malkekvæg, hvor mælke

ydelsen omsættes på ejendommen - plus andet erhverv,
d. Med malkekvæg (mælk sælges til mejeri) plus stude-

opdræt.

e. Med mmalkekvæg (mælk sælges til mejeri)

Inden for b, c, d og e hører produktion af fedekalve, såer,
pattegrise, evt. svin og får med til driftsformen. Dansk
landbrug er et blandet landbrug med produktion af mejeriprodukter,
svinekød, slagtekvæg og salgsafgrøder.

Landbruget i Ho kan betegnes som et blandet landbrug
uden salgsafgrøder.

GÅRDEJERNES ALDER OG STATUS

De 33 gårdejeres gennemsnitsalder var i 1965 53 år. Der fandtes 6 gårdejere under 40 år. I aldersgruppen 45-59 år var 17 gårdejere, og i aldersgruppen over 60 var der io gård ej re, hvoraf halvdelen var over 65 år.

De 33 landbrugeres økonomiske status og struktur så
i 1965 således ud:

17 gårdejere havde deres indtægter udelukkende fra
landbruget.

4 gårdejere supplerede deres landbrugsindtægter med
folkepension eller invaliderente.

12 gårdejere havde andet erhverv foruden landbrug. I et marginalområde med stigende turisme er der desuden en del muligheder for supplerende indtægt gennem forskellige serviceydelser overfor turisterne. Ikke mindst udstykning af grunde til sommerhuse har haft stor økonomisk betydning for de bønder, der havde jord i zonerne.

Driftsenhederne

Foruden markfelternes relativ lille størrelse er det karakteristisk for landbruget i Ho sogn, at driftsenhederne har deres felter spredt ud over arealet. For at belyse dette forhold andvendtes en funktionel regionsanalyse. Hver driftsenhed betragtedes som en funktionel region og blev som sådan afgrænset på kortet. Figurerne gå, gb og gc, gd er eksempler på funktionelle regioner: driftsenheder med forskellig spredt beliggenhed af markfelter. Af signaturerne kan det ses, at der fandtes fire klasser af markfelter: ejede felter, lejede felter, felter der udnyttedes sammen og udlejede felter.

30 driftsenheder blev udtegnet og kunne klassificeres
i følgende typer:

1. Driftsenheden samlet fandtes for én enhed.
2. Driftsenheden spredt fandtes for 29 enheder.
3. Kun ejede arealer udnyttedes fandtes for 9 enhe-

der.

4. Ejede og lejede arealer udnyttedes fandtes for 21

enheder.

Allerede ved denne simple inddeling er der vist nogle karakteristiske træk ved driftsenhederne. Næsten alle har mere eller mindre spredte markfelter, og det er almindeligt at supplere det udnyttede areal ved lejemål.

DRIFTSENHEDERNES AREALMÆSSIGE VARIATION GENNEM ARENE

På grund af de ovennævnte forhold varierede den samlede ha-størrelse på driftsenhederne fra år til år, men den varierede også i løbet af året. Dette belyses ved figur 9C,. Enhed nr. u.

Her er driftsenheden ved årsskiftet på 29,78 ha. Majaugust er den på 37,70 ha - der lejes 7,92 ha til afgræsning. ning.Fra august til december er driftsenheden på 43,78 ha, idet der efter høslagning lejes yderligere 6,08 ha til eftergræsning. Et barokt lejemål finder sted for én markenhed. Den lejes hele året undtagen én dag, hvor ejeren selv bruger den. Det er på fåremarkedsdagen, hvor placeringen af marken gør den velegnet til parkeringsplads, fig. io.

ZONERING AF AFGRØDERNE

Alt efter hvor stor arbejdsindsats de forskellige afgrøder krævede, placerede de sig i en zonering omkring gården. Således var den maksimale afstand for dyrkning af rodfrugter 880 m fra gården, med en gennemsnitsafstand på 440 m For korn i omdrift var den maksimale afstand fra gården 1840 m, med en gennemsnitsafstand for 29 enheder på 560 m. For korn som mellemafgrøde i græsarealer uden for egentlig omdrift var den maksimale afstand fra gården 3800 m, mens gennemsnitsafstanden lå på 2640 m.

Det kan anføres, at for græsarealer uden for omdrift var den maksimale afstand fra gården inden for sognet 4,9 km, mens den for lejede arealer uden for sognet nåede op på ca. 6,5 km.

De markfelter, der ligger længst væk fra gårdene, er næsten alle med græs uden for omdriften, med undtagelse af felter beliggende i Tipmose (fig. gc). For bedre at kunne se driftsenhedernes lokalisering på arealet er konturen af østkysten samt den nordlige grænselinie for Grønningen indtegnet på figurerne.

DRIFTSENHEDERNES RELATIVE TRANSPORTUDGIFT

Det kan ikke aflæses af figurerne, hvor meget afstanden til de enkelte markfelter betyder i forhold til arbejdsindsatsen på markfelterne. Det beregnedes derfor, hvor stor en procentdel transportudgiften udgjorde af det samlede antal arbejdstimer, der anvendtes på hele driftsenheden året igennem.

Denne beregning gennemførtes for 30 driftsenheder og
uddrag af denne beregning er opført i tabel 7.

anvendes til arbejde på samtlige marker. Dette tal er fremkommet ved at give hver afgrøde et arbejdstimekodetal udtrykt i timer/ha/år og multiplicere dette tal med den enkelte marks ha-antal. Kodetallene er udarbejdet efter opgivelser fra Det landøkonomiske Driftsbureau og justeret til forholdene i Ho sogn.

Kolonne C angiver det samlede antal arbejdstimer brugt til transport. Først er fundet det antal gange, der skal køret til hver mark ved at dividere det samlede antal arbejdstimer på marken med 4. Det forudsættes efter kendskab til Ho-boernes arbejdsvaner, at de arbejder */2 dag å 4 timer, hvorefter de kører hjem, spiser til middag og tager sig en lur. Derefter arbejdes der igen i 4 timer.

Dernæst er afstanden fra gården til den enkelte marks
midte målt på kortet over de funktionelle regioner, og
afstanden er multipliceret med to.

Antal kørsler til marken multipliceret med den samlede afstand til marken giver det samlede antal kørte kilometer. Dette tal divideres med 10, idet der regnes med en fart på 10 kilometer i timen, og derved fås det samlede antal arbejdstimer brugt til transport.

Kolonne D er det totale antal arbejdstimer brugt på
markerne og til transport.

Kolonne E angiver, hvor stor en procentdel af det årlige totale antal arbejdstimer der anvendes til transport. Det er væsentligt, at dette tal er beregnet ud fra antal arbejdstimer på de enkelte marker. Derved er den relative transportudgift også et udtryk for en arbejdsintensitet, hvilket har betydning, når den senere skal korreleres med den geometriske spredthed på driftsenheden.

DRIFTSENHEDERNES GEOMETRISKE SPREDTHED

I tabel 9 er den geometriske spredthed beregnet.

SAMMENHÆNGEN MELLEM DEN RELATIVE TRANSPORTUDGIFT OG SPREDTHEDSFAKTOR

Driftsenhederne er nu karakteriseret ved to egenskaber: den relative transportudgift = t, der indeholder et mål for arbejdsintensiteten på driftsenheden, og driftsenhedens spredthed = d. Korrelationen mellem de to variable egenskaber ses i fig. 13.

Der indtegnes skønsmæssigt to linier, hvorom det største antal punkter fordeler sig jævnt. Ligningen til linierne er udtrykt ved: t=k xd+ 0,8.

Kolonne A angiver antal spredte felter inden for driftsenhederne. Dette antal svarer ikke til markfelternes antal, idet flere marker, der ligger ved siden af hinanden, regnes som een geometrisk enhed.

Kolonne B angiver summen af samtlige afstande fra
gården til felterne. Afstanden er opløftet til anden potens
for at give de fjerntliggende marker vægt.

Kolonne C er målet for driftsenhedernes geometriske
spredthed = spredthedsfaktor d.

0,8 er et mål på transportudgiften og udtrykker, at selv
om d=o, det vil sige, når driftsenheden er samlet omkring
gården, er der tale om en relativ transportudgift.

For punkter omkring den nederste linie gælder, at disse driftsenheder med stigende d-værdi har en langsomt voksende relativ transportudgift. Samtidig kan enheder inden for denne type klassificeres ved, at de har en lav arbejdsintensitet på fjerntliggende marker.

Under denne type var ældre landmænd og deltids landmænd.
(Fig. qa og b).

For punkter omkring den øverste linie gælder, at t'^s variation på d nærmer sig ligefrem proportionalitet. Kværdien nærmer sig i. Samtidig har disse driftsenheder nogle fjernere ligende marker med stor arbejdsintensitet (fig. qc og d).

Under denne type fandtes heltids landmændene.

Det er også under denne type, at de resterende 6 landmænd
i 1973 findes. De ligger i den øvre ende af punktsværmen
angivet ved et nummer.

Ændringer i arealbenyttelsen op til 1973

Allerede i 1965 begyndte man at mærke presset fra den faktor, der skulle medvirke til ændringen i arealbenyttelsen i Ho sogn: sognets stigende betydning som rekreativt område.

Figur 11 viser de 3 zoner, der blev udlagt til sommerhusbebyggelse. Disse zoner er i 1973 næsten helt udstykket. Sammenligner man figur 12 med figur 4, vil man se, at disse zoner overvejende ligger på høj og middel landbrugsjord.

Sommerhusudstykningen satte skub i en udvikling, der
både har berørt landbrugets arealbenyttelse, men også
hele det kulturgeografiske miljø og landskabsøkologien.

LANDBRUGETS AREALBENYTTELSE 1973

Figur 13 viser arealbenyttelsen i 1973. Landbrugsarealet
er under ændring. Især sandsletten har fået store hvide
felter. Her har sommerhusudstykningen taget sin del.

Rodfrugter er totalt forsvundet og kornarealet er formindsketfra

mindsketfra131 ha til 75 ha i 1973. Desuden har kornarealetskiftet
karakter i sit udnyttelsesmønster. Således
fordeler kornafgrøderne sig i 1973 på følgende måde:

Byg er nu hovedafgrøden. Hvor der i 1965 var udlæg i halvdelen af kornmarkerne, er der i 1973 kun ganske få kornmarker med udlæg. Muligheden for at udnytte græsarealer er steget betydeligt for de resterende landmænd.

Græs inden for omdriften er gået stærkt tilbage, hvilket hænger sammen med sommerhuszonerne på sandsletten og den voldsomme nedgang i antallet af aktive landmænd. Græs uden for omdriften har bevaret sit areal ved blandt andet at trænge ind på sandsletten. (Se også tabel 2). Som en ny funktion benyttes en del græsmarker til grøntpilleproduktion på kontrakt.

En del marskfenner er begyndt at gå ud af landbruget, og de fremtræder som hvide pletter i marskengene på fig. 12. Dette skyldes ofte ejerskifte, hvor jorden er kommet under by-landmænd.

Det er dog græsset, der stadig holder liv i Ho sogn som landbrugsområde, hvilket tydeligt ses af figur 14, der viser kreaturgræsningen en bestemt julidag 1973. De 81 malkekøer ejes af de 6 aktive landmænd i sognet. Men disse ejer kun 114 stude og kvier af de 402 på kortet optalte talteungkreaturer. Således er 288 ungkreaturer sat ind i Ho sogn af udensogns landmænd. Der er altså stadig behov for udnyttelse af græsarealerne, selv om antallet af aktive landmænd i sognet snart er forsvindende.

DRIFTSENHEDERNE

Selv om nedgangen i landbrugsarealet ikke har været så voldsomt, har nedgangen i antal af landmænd over de sidste 8 år været markant. Af de resterende 6 aktive landmænd med tilsammen 81 malkekøer, har to kun to malkekøer hver, og den ene landmand er 83 år gammel.

De 4 egentlige landmænd har til gengæld fået deres
vilkår forbedret.

a. De har kunnet forøge deres driftsenheder ved at købe
eller leje græsarealer.

b. De har på grund af den store afgang af aktive land-

mænd kunnet samle nye markfelter betydeligt tættere
omkring gården. F. eks. figur Isa og b).

Det er dog karakteristisk, at selv under de nye vilkår har
ejeren på figur 15 bevaret sine gamle marskfenner, og
hans driftsenhed er stadig meget spredt.

De resterende landmænd har kunnet forøge deres animalske
produktion, især kreaturbestanden, hvor udvidelsen
er lagt på den extensive side: opfedning af stude.

ÆNDRINGER I AREALBENYTTELSE OG GRUNDVÆRDIER

Sommerhusudstykningen i Ho sogn ændrede interessen for arealernes udnyttelse og ændrede samtidig jordens værdi. Således skete der en kraftig prisudvikling med tidligere næsten værdiløse arealer på sandsletten: hedestykker, klitter og beplantninger. Grunde inden for sommerhuszonen steg i salgsværdi fra 2 kr. pr. km² i 1965 til 40 kr. i 1974.

Udstykningen medførte kapitaidannelse hos de landmænd, der havde jord i udstykningszonerne. Denne blev brugt til forbedringer af bygninger og maskinpark. Men udstykningen medførte også, at en del landmænd lagde op før tiden og solgte deres jord fra. I forbløffende mange tilfælde døde de kort efter, de var holdt op med at være aktive landmænd.

DEN REKREATIVE UDNYTTELSES INDFLYDELSE PÅ MILJØET

Når et marginalt område som Ho sogn begynder at få nye værdier socialt og økonomisk, samtidig med, at den gennemsnitlige alder for områdets erhvervsaktive er høj, vil denne værdiændring af området føre til forandring. Hvis en sådan værdiændring falder i en periode med højkonjunkturer konjunkturersom i slutningen af igGo'erne, kan udviklingen komme til at gå stærkt.

Ændringer vil i så tilfælde ikke blot komme til at præge
de arealer, der bliver udlagt til anden udnyttelse end
landbrug, men vil præge hele det kulturgeografiske miljø.

Grundværdistigningerne er allerede omtalt. Her skal blot listes en række af de ændringer miljøet har undergået i de sidste 8 år, bilagt med fotografisk dokumentation.

Landbrugsejendomme, der udgår af landbruget, får
forskellig funktionel udnyttelse (fig. 16. 17, 18. iq):

a. Ren sommerbeboelse.

b. Istandsættelse til helårsbeboelse, men udnyttes fortrinsvis
om sommeren og i ferier.

c. Overgår til helårsbeboelse for byboer.

d. Istandsættes til sommerlejligheder. Landmanden bliver
boende.

e. Opkøbes i spekulations øjemed og forfalder.

f. Landbrugsjord inden for sommerhuszonen bebyffges
med motel eller udlægges som campingplads

I de fleste tilfælde fører det til, at ældre ejendomme istandsættes eller bygges om. Der kan her være tale om en miljømæssig gevinst. Jorden vil ofte blive forpagtet bort og forbliver således i landbruget, så længe der er behov for det.

I andre tilfælde forfalder ejendomme, fordi de ligger
uden for sommerhuszonen. Eller sommerhuse skyder op
under dække af helårsbeboelse.

Presset på området fra turister, især tyske, har forøget omsætningen så meget, at man har kunnet bygge ny brugs, mens den gamle er blevet indrettet til sommer-lejligheder.Hele dette pres fra den rekreative udnyttelses

side har landbrugsarealet i Ho sogn hidtil opsuget uden større miljømæssige problemer. Der er i dag en blanding af landbrugsmæssig udnyttelse og rekreativ udnyttelse til økonomisk fordel for begge implicerede parter.

Men turistpresset og græsningsbehovet har for en bestemt
del af området medført landskabsøkologiske problemer,
nemlig for Skallingen.

SKALLINGENS UDNYTTELSE

I Geografisk Tidsskrift (Bd. 36, 1933) har professor Niels Nielsen gjort rede for det tidligere jordfællesskab på Skallingen og omtaler, hvorledes Skallingen ved udstykningen i 1932 blev delt mellem 40 lodsejere med matrikelnumrene 72-112. Alle lodder skulle gå fra Vesterhavet tværs over halvøen til Ho bugt, således at hver lodsejer fik et stykke Benknolde, et stykke Havbanke, et stykke slåbund og et stykke græsning (fig 20).

Skallingen ejes af et interessantselskab og dette selskab bestod i 1965 af 40 lodsejere, 34 fra Ho-Oksby kommune og 6 uden for kommunen. I 1972 fandtes 41 lodder og 47 ejere, heraf 9 uden for kommunen.

Interessentselskabet Skallingen driver udlejningen til græsning og jagt. Udnyttelsen til kreaturgræsning har været stigende de sidste 10 år. I 1966 græssede 407 kreaturer og ca. 1500 får på Skallingen. I 1970 græssede 550 kreaturer og i 1974 655 kreaturer og ca. 500 får og lam. Samtidig blev der i 1973/74 tillagt 300 tdr. land til græsning, isår på Grønningen og den sydlige del af Skallingen, så i 1974 er græsningsarealet på ca. 1150 ha.

Der er fredningskendelse på Skallingen fra 1938, der overlod græsningsretten til lodsejerne. Et af de landskabsøkologiske problemer i dag er kreaturgræsningen, idet nogle eng- og marskområder udsættes for slid. Andre steder dersynker kreaturerne ned i det øverste lerrige lag og der dannes områder med tuer og huller. Ifølge Arne Jensen (Botanisk Institut 1974) reduceres de stof producerende arealer i disse områder med 30-50 %.

Et andet problem er jagten på Skallingen, idet Skallingselskabet får sine indtægter fra udlejning af jagt foruden indtægten fra græsningen. I 1974 var der udstedt 250 årskort til jagt, samtidig var antallet af skydetønder steget, hvad der kan have en uheldig indvirkning, da kreaturerne ødelægger et stykke af marsken omkring tinderne. (Skallinglaboratoriet 1972).

Udgifterne går til betaling af hyrde, indhegning, kunstgødning
og hjemdrivning af får og kreaturer.

Indtægterne, der også inkluderer leje fra 14 sommerhusgrunde, fordeles efter hver lodsejers antal album. Der er tilsammen 6202 album meget varieret fordelt mellem lodsejerne.

TURISMEN

Antallet af bilende turister i sommermånederne ud over Skallingen er steget voldsomt. Hvor der en juli søndag i 1965 passerede 270 biler ud på Skallingen, passerede der en juli søndag i 1973 ca. 1000. Der findes to parkeringspladser og disse kan overhovedet ikke tage den store tilstrømning, fig. 2i. Nordlige plads udvidet 1975.

Derfor foregår megen kørsel og parkering uden for de faste veje og pladser. Fotografierne fra 1973/74 taler deres tydelige sprog om presset på området, fig. 22. Desuden køres der også ud over marsken mod øst, uanset Naturfredningsrådet har opsat skilte.

FORSKNING OG UNDERVISNING

Skallingen har i de sidste 40 år været genstand for forskningog
undervisning både fra geografisk og biologisk side

med Skallinglaboratoriet som udgangspunkt. Det er isæi forskere og lærere fra Københavns Universitet, der har benyttet Skallinglaboratoriet, men også fra andre universitetersinstitutter og fra udlandet har forskere udnyttetSkallingen som forskningsobjekt.

Desuden er området i stigende grad blevet benyttet
som ekskursionsmål for en lang række undervisningsinstitutioner.

Konklusion

Ho sogn med Skallingen har i de sidste ti år undergået en række ændringer i arealbenyttelsen, men har bevaret sine særprægede morfologiske og landskabsøkologiske regioner.

Interessen for disse regioner har været stigende både
landbrugsmæssigt, rekreativt og forskningsmæssigt. Presset
på visse regioner, især Skallingen, både fra landbrugets
getsside og fra turismen kan imidlertid ikke fortsætte
frit.

Problemet er, hvorledes man kan finde en balance mellem den landbrugsmæssige udnyttelse og den rekreative udnyttelse, så de landskabsøkologiske værdier kan bevares.

For den del af Ho sogn, der ligger nord for Ho Klitplantage, kan en fornuftig amtsplanlægning sandsynligvis opretholde denne balance. For Skallingens vedkommende vil det nok blive nødvendig med en totalfredning, hvor der gives tilladelse til græsning og høslagning, men under kontrol af Naturfredningsrådet og Skallinglaboratoriet.

SUMMARY Land use pattern and change in utilization of land

Ho parish represents a marginal area in Denmark with regard to the agricultural land use. This land use has changed since 1965 due to increasing interest in using the parish as a recreational

This investigation first applies the conception of the homogeneous region to analyse in detail and to interpret the agricultural land use pattern. Next the conception of the functional region is applied to describe the structure of the farm units and the location of the crops within the dispersed structure.

The two analysis are worked together in a model correlating the transport costs to the fields and the input of working hours on the field with the degree of dispersal of the farm unit fields.

The first regional analysis is followed up by an investigation
of the change in the land use pattern from 1965-1973.

Ho parish consists of 4250 hectares of which the peninsula Skallingen covers 1900 ha. and the island Langli no ha. The remaining 2510 ha., the northern part of the parish, can be divided into 4 morphological regions: the dune landscape, the sand plain, the salt marsh land, and Grønningen. In the three last mentioned regions 830 ha. were used for agriculture in 1964.

During this period, from 1964-1973, the pattern of agricultural turalland use has changed to a more extensive use of land. Grass in rotation has declined rapidly, whereas grass outside rotation has increased more rapidly in the same period. The pattern of the grain area has changed from a special marginal pattern in 1964 to a more normal "Danish" pattern in 1973 (see table 2 and table 10). But the numbers of active farmers have decreased from 33 in 1964 to 6 farmers in 1974.

The farm units were and are still characterized by having their fields scattered over the different morphological regions. A geometric measurement of the dispersal of the farm unit fields were applied as a dispersal factor. Next we measured the number of hours used for transport to the individual fields and the input of man hours on the fields. This measurement was called the relative transport costs.

By correlating the dispersal factor with the relative transport
costs two types of farm units could be distinguished:

i) Type one. An increasing dispersal factor gave only way
to slowly increasing relative transport costs. This type consisted
of older farmers and part-time farmers.

2) Type two. An increasing dispersal factor gave a steady
increase in the transport costs. This type consisted of the full
time farmers.

For all farm units it was found that the pattern of cultivation was arranged in a concentric system around the farm house. Intensive crops nearest to the farm house and extensive cattle raising farthest away from the farm house.

The parcelling out of farmland to week-end cottages has radically changed the interest for the Ho parish and has radically changed land value too. The market value of land has increased from 2 kr. per m2m² in 1965 to 40 kr. per m2m² in 1974.

The pressure from the tourist industry is increasing, this has led to ecological problems especially for the Skallingen area. Here too increasing grazing af cattle creates ecological problems.

Thus the future has to face the problem of how to find a balance between the utilization of this marginal area for agricultural use, recreational purpose, and research in a way that the values of the landscapes can be preserved.

LITTERATUR

Anderson, James R. (1961): Toward more effective methods
of obtaining Land Use data in geographic research. The Professional
Geographer Vol. XIII. Nov.

Board, C. (1965): Field Work in Geography, with Particular Emphasis on the Role of Land-Use Survey. "Frontiers hi Geographical Teaching" ed. by R. L. Chorley and R. Hagget.

Burley, M. Terence. (1961): Land Use or Land Utilization?
The Prof. Geographer Vol. VIII. Nov.

Harvey, David W. (1966): Theoretical Concepts and the Analysis of Agricultural Land Use Patterns in Geography. Annals of the Associaltion of American Geographers, Vol. 56 No. 2.

Jensen, Arne. (1974): Skallingen. NJF's Miljøværn-Symposium.

Jensen, Kr. M. (1964): A Change in Land Use in Central Jutland.
Geografisk Tidsskrift, Bd. 63, 2. halvbind. Dec.

Jessen, Axel. (1925): Kortbladet Blaavandsh.uk. D.G.U. I.
række nr. 16. København.

Jacobsen, N. Kingo. (1969): Landskabsformerne. - Meddelelser
fra Skalling-Laboratoriet XXII. København.

Jacobsen, N. Kingo. (1964): Træk af Tøndermarskens Natur-

Jacobsen, N. Kingo og Jensen, A. (1972): Oversigt over brugsformer,
slidfare og forskningsinteresser på Skallingen. Skalling-Laboratoriet.

Kostrowicki, Jerzy. (1961): Polish Land Utilization Survey.
Problems of Applied Geography. Geographical Studies 25.
Warszawa.

Kuhlman, Hans. (1963): Tematisk Kartografi. København.

Nielsen, Niels. (1933): Jordfællesskabet på Skallingen. Geografisk
Tidsskrift, Bd. 36, København.

Raid, J. (1974): Ændringer i arealbenyttelsen i et marginalområde
i det sydvestlige Danmark 1965-1974. NJF's Miljøværn-symposium.

Stamp, L. Dudley. (1937-1941): The Land of Britain, The
Report of the Land Utilization Survey of Britain 1-9. London.

Tovborg Jensen. (1963): Jordbundslære. København.

Valkenburg, S. van. (1950): The World Land Use Survey.
Economic Geography vol. 26. Jan.

Agerdyrkningslære. (1965): Bd. i og 2. Odense.