JOHANNES NICOLAISEN 27-5-1921 - 2-2-1980

Ved Johannes Nicolaisens død har dansk etnografi mistet en af sine mest fremtrædende forskere. Som sin læremester, Kaj Birket-Smith, var han en meget lærd mand. Dertil var han en i sjælden grad benådet feltforsker. Til dette hører foruden evnen til at iagttage også evnen til at tilpasse sig, såvel fysisk som åndeligt. Nicolaisen var en skarp iagttager, meget hårdfør og akcepterede og blev selv akcepteret af de mest forskellige mennesker. Den særlige tillid han udstrålede, og den tryghed man følte i hans nærvær, opfattedes sandsynligvis på tværs af kulturelle skel.

Allerede før sin konferens i 1950 havde Nicolaisen været i felten; det blev til en lang række rejser - især i Nord- og Vestafrika. En del af resultaterne blev samlet i det vældige arbejde »The Ecology and Culture of the Pastoral Tuareg«, for hvilket han i 1963 tildeltes doktorgraden. Da dansk etnografi i 1964 fik sit første professorat, var Johs. Nicolaisen et naturligt valg. Han viede i de følgende år sin store arbejdskraft til fagets opbygning: skrev, administrerede og underviste. I alt dette og de brydningsfulde år, der fulgte på universiteterne, havde han megen støtte af sin hustru og fagfælle, Ida Nicolaisen.

Da forholdene igen tillod det, genoptog han med glæde sine feltundersøgelser - denne gang af jægerfolk i Sarawak, og viste endnu engang evnen til at indføre nye perspektiver i sin forskning.

Til dansk geografi havde Nicolaisen et meget nært forhold, både fagligt og menneskeligt. Det stammede helt fra den tid, han tog bifag i geografi hos Niels Nielsen og C. G. Feilberg. Helt naturligt havde Nicolaisen sæde i Geografisk Selskabs råd og ligeså selvfølgeligt var det, at han i 1976 for sin forskningsmæssige indsats modtog Selskabets Galathea Medalje.

Tabet af Nie både som videnskabsmand og som det værdifulde
menneske, han var, føles meget dybt. Han vil blive
mindet med stor taknemmelighed af sine mange venner.