Fridlev Skrubbeltrang: Det danske Landbosamfund 1500-1800. Den danske historiske Forening, København 1978, 480 s., personog fagregister, 18x25 cm, Kr. 92,-.

I 1940 kom Skrubbeltrangs disputats
Husmand og Inderste, der behandlede
det indtil da oftest oversete

og forsømte jordløse landbosamfunds
forhold på Sjælland. Nu
er så turen kommet til fæstebønderne,
og undersøgelsen er udstrakt
til hele landet, rækkende
fra senmiddelalder til landboreformernes
afslutning. Det er fæstebøndernes
situation som en tal

stærk men politisk kun lille brik i magtspillet mellem konge, adel og kirke, der sættes i centrum, som det offer bondestanden var for de tre århundreders skiftende

jordlovgivning og godspolitik, og
ingen anden dansk forsker end
Skrubbeltrang kunne have præsteret
at fremlægge en så omfattende

viden om danske landboforhold,som det her er tilfældet. Samtidig føler ma-n endda, at han under udarbejdelsen har måttet lægge stærke bånd på sig selv, for at behandlingen ikke skulle blive for omfattende og måske derved miste i overskuelighed. Denne selvdisciplin er forsåvidt lykkedes over al måde, som der er kommet en over

ordentlig læseværdig fremstilling
ud af anstrengelserne, hvorved
dette "livsværk" ikke blot henven

der sig til fagkolleger blandt historikere og landbrugsøkonomer, men til en langt videre kreds af forskere og lægmand.

Stoffet lægges kronologisk frem i 6 afsluttede kapitler: Senmiddelalder og reformationstid, tiden frem til enevælden, enevældsperioden til 1720, tiden 1720-60, landboreformperioden og tilbageblik, og behandlingen inden for de enkelte kapitler følger nogenlunde samme linie med fæstevæsenet som det centrale punkt. På denne måde er det muligt at læse et enkelt kapitel for sig,_såfremt man er særligt interesseret i denne periode. Som selv ikke værende historiker føler anmelderen sig i godt selskab og fornemmer, at danske landboforhold hermed har fået

den omend ikke udtømmende så dog
alsidige og gennemgribende behandling,
der vil blive stående som

den bedste lang tid frem.
Indirekte er det også historien
om et landbrugssamfund uden væ

sentlige fremskridt gennem de 300
år i henseende til dyrkningsteknik
og forbedringer inden for
planteavl og husdyrbrug helt frem
til landboreformerne. Intet steds

fornemmer man, at herrestanden har gjort noget for at forbedre landbrugsdriften blandt fæstebønderne, ja knap nok i selve hovedgårdsdriften, hvor det først sent indførte kobbelbrug er det eneste

tegn på, at storbesiddelsen på et tidspunkt har fået en landbrugsfaglig kontakt med kredse,der ligger lidt uden for dens egen snævre horisont. Man fornemmer, at

Danmark indtil nybruddet efter 1750 hørte hjemme i periferien af Europa, og at de udefra kommende impulser nærmest var indskrænket til åndelige materier og til at acceptere datidens nye moderetninger inden for arkitektur, indbo og klæder. For landbrugsfaglige forbedringer var der hverken interesse eller økonomisk blik.