Københavns Universitet 1479-1979, bind XIII. Det matematisk-naturvidenskabelige Fakultet, 2. del. Red. Torben Wolff, København, G.E. C. Gads Forlag, 1979. XII + 550 s. Kr. 275,- (exkl. moms).

Denne Bind XIIIs 2. del omfatter

den naturhistorisk-geografiske fag gruppe og indeholder skildringen af enkeltfagene zoologi (af Torben Wolff) , botanik (af Anne Fox Maule) , geologi (af Arne Noe Nygaard), geo grafi (af Sofus Christiansen, N. Kingo Jacobsen og Niels Nielsen), dyrefysiologi og gymnastikteori (af C. Barker Jørgensen) og plantefysiologi, genetik og mikrobiologi (af Erik Bille Hansen)

Op-

stillingen er således kronologisk
med det ældste fag først og det
yngste sidst, og alderen afspejler

sig også i de enkelte bidrags længde. Linien i de enkelte fremstillinger har også givet sig selv i store træk, men det fremgår også tydeligt, hvorledes f_ågene set hver for sig har skiftet ansigt efter tidens mode ude i den store verden og de herfra kommende impulser,

idet der først ret sent spores en selvstændig dansk udvikling. Meget rimeligt har da de store forskere lagt navn til særlige epoker, mens detailleringsgraden stiger gennem det sidste århundrede. Her spiller det naturligvis ind, at ny teknologi tages i brug, staben af lærere og forskere stiger, ligesom lokaier og økonomiske midler flyder rigeligere til gavn for større og større befolkningskredse. Generelt kan man sige, at de enkelte forfattere her har ydet et meget stort og dygtigt arbejde, der også på

flere felter giver en nyvurdering
af fagenes pionerer.

Da det ikke er gørligt at give en kvalificeret bedømmelse af alle naturfagenes udviklingsforløb har anmelderen i det følgende villet henvende sig til sit eget forum: geografien. Geografien i betydningen af jordbeskrivelse hører blandt de allerældste videnskaber og fandt en naturlig plads i oldtidsrigernes militære strategi, og den heri lagte beskrivende karakter bibeholdtes også gennem de første 350 år

af Københavns universitets historie. Det blev først med Joachim Frederik Schouw (1789-1852) , at nye europæiske strømninger fandt genklang i Danmark, da geografien knyttedes til naturvidenskaberne.

Som selvstændigt fag dukkede geografi i dog først op i 1867, da E. Løffler som privatdocent holdt offentlige forelæsninger, men først i 1888 blev det til et professorat i geografi for Løffler. Siden da har geografien beholdt sin plads

ved Københavns universitet blandt naturvidenskaberne trods drejninger hen mod samfundsfag og fagets opsplitning på en række europæiske universiteter. Forfatterne til afsnittet om geografi (se ovenf.) har præsteret en udmærket og fyldestgørende skildring af fagets opstart, dets plads blandt naturvidenskaberne og dets ekspansion igennem de sidste 60 år. Heraf er årene frem til ca. 1965 skrevet i en slags "historisk periode-stil", hvori ekspansionen meget rigtigt er knyttet til enkeltpersonerne i fagets højeste lærestole. Men med den i 1960'erne startede forøgelse af lærerstaben og den samtidige udvidelse af lokaleforholdene har det tydeligt nok ikke været muligt at fastholde den tidligere stringente linie i redegørelsen for geografiens væsen og de mange nye forskningsretninger, og det har nok været uundgåeligt, at der nu og da bliver tale om en opremsning af personer og arbejdsområder. Forfatterne har tilsyneladende ikke ønsket at sammenbinde forskningsemnerne i de respektive laboratorier, der trods alt har været en realitet i

en årrække. Lykkeligvis har Geografisk Instituts gennem mange år vigtigste ansigt udadtil, Skalling fået et varigt og fortjent minde. Man bør være for

fatterne tak skyldig, fordi de foruden
at skildre geografiens udvikling
også har påtaget sig det overmåde
vanskelige og tildels utaknemmelige
arbejde at forsøge at
holde status over et fag, hvis
fremtidige udviklingslinjer man ikke
kender, og tilmed nedfælde den

i dette store jubilæumsværk, der
vil blive opslagsværket mange år
frem uden revision.