Hansen, Kaj: Morfologisk-geologiske studier i Nordøstsjælland.
Geografisk Tidsskrift 81: 1-10. Københavnjuni 1981.

Geomorphologie al Studies of the Gribskov area north of Copenhagen.
It is by V. Milthers described as a terminal moraine but showing
a great variety of morphogenetic elements.

Kaj Hansen, dr.phil., Geographical Institute University of Copenhagen,
Haraldsgade 68, DK-2100, Copenhagen 0.

GRIBSKOV-OMRÅDET

Gribskov i Nordøstsjælland er Danmarks største skov. Den er 12 km fra N til Sog7km fra Ø til V. Mod Ø begrænses den af Esrum Sø. V. Milthers (1935) beskriver de geologiske forhold således:

»Knyttet til de grusede og sandede Aflejringer, der strækker sig gennem Gribskov, er et parallelbakket Morænelandskab, der i sin typiske Udformning bestaar af et helt System af paralleltløbende Bakker. Det største sammenhængende Omraade af den Art findes i Gribskov med fortsættelse Syd herfor. Øst om Hillerød. Længderetningen af Bakkerne gaar fra Nord mod Syd. Vestgrænsen for det parallelbakkede Landskab følger Vestsiden af Gribskov, gaar over Hillerød og kan følges et stykke mod Syd langs Jernbanen. Der optræder lange Bakkerygge, og Landskabet er et udpræget Randmorænelandskab.

Det parallelbakkede Omraade omfatter en meget stor Del af Gribskov og Overdrevene Øst for Hillerød med en bredde fra Vest til Øst af indtil 3 km. Forløbet af Bakkerne er ofte noget slingrende, men såvel disse som Sænkningerne mellem dem viser en vel udpræget nord-sydlig Orientering, og hele Omraadet maa opfattes som et Randmoræneomraade, i hvilket Randen af en østfra kommende Is har været oscillerende i et forholdsvis langt Afsnit af Afsmeltningstiden.«

Senere i samme bog skriver V. Milthers: »Det store System af Randmoræner, der strækker sig forbi Hillerød gennem Gribskov og Store Dyrehave giver hele Landskabet et særegent Præg, hvilket giver sig Udslag i Jordlagenes Art, i Overfladens Udformning og i den fremtrædende Højde Terrænet naar op til i store Dele af dette Israndsbælte. Det er ikke blot en enkelt Linie man her har for sig, men er snarere et System af saadanne, der i visse Omraader er stærkt fremtrædende, men i andre ikke giver sig synderligt til Kende.

Mest samlet og udpræget giver Randmorænekarakteren sig til Kende i Omraadet fra Gribskov til Store Dyrehave. Mellem Gadevang og Hillerød og langs Jernbanen Syd for Hillerød ligger de yderste Randmoræner med markerede Bakkekamme, og flere Steder som paralleltløbende rækker med dybe Slugter imellem. Herfra og 2-3 km mod Øst genfinder man den parallelbakkede Overfladeform, der betegner Randmorænelandskabet, men den ytrer sig gennemgaaende svagere mod Øst og gaar her over i det lavereliggende Morænelandskab. I den nordlige Del af Gribskov er Randmorænepræget ikke fremtrædende.«

Milthers beskrivelse er noget oversigtsmæssig, hvad den også må være i en bog som Nordøstsjællands Geologi. Når han kommer ind på detailler, vedrører disse den vestlige kant af området, hvorimod de centrale dele får meget lidt omtale.

Gribskov-området består nemlig af flere systemer af bakker
og flader.

A. Den centrale bakkeknude

Det centrale område består af en trekantet bakkeknude A (fig. 1) NØ for St. Gribsø med den ene spids vendende mod S. Overfladen af denne bakkeknude ligger 65-70 m over havfladen og er meget ujævn med flere bakker og lavninger (fig. 2). Den højeste af bakkerne er Multebjerg tæt ved bakkeknudens nordrand. Den når op til 89 m 0.h., og flere af de andre bakker når op til 75 m o.h. Bakkerne kan være ret uregelmæssigt formede, medens lavningerne næsten alle er langstrakte og temmeligt smalle. Den største af lavningerne er Maglemose.

Maglemose blev i 1917 og i årene derefter genstand for en grundig botanisk undersøgelse under ledelse af dr. Henning E. Petersen, der giver følgende beskrivelse af mosen (Petersen 1919): »Maglemose er 1,25 km lang i Nord-Syd og 300 m bred i den nordlige Del. Den dækker et Areal paa 18 ha fra Multebjergpartiet i Nord til Skovportevejen i Syd. Den deles af et Haardbundsparti, en Ø, i to Dele forbundne ved to smalle Stræder. Til disse to Dele svarer oprindeligt to Sænkninger med en Ryg imellem. Langs Randen af Mosen findes en 2 til 10 m bred Lavning, en Lagg, hvor der om Vinteren og i vaade Perioder kan staa Vand, men ellers viser forskellige Nivellementer, at Mosens Overflade ligger 69,6 m over Havoverfladen..« Mosens opbygning og udvikling er undersøgt af K. Jessen (1920).

Af Jessens kort og profiler fremgår det, at der på den oprindelige overflade har været flere forskellige huller, men kun i det dybeste af disse, nemlig i Magiemoses sydøsthjørne, er der ren gytje, så her må have været en lille sø med en diameter på ca. 40 m (fig. 3 og 4). I de andre huller består bundlaget af dy, en blanding af gytje med sur humus eller tørvesubstans (K. Hansen 1959). Jessen antager, at der uden om denne sø har vokset en skov, hvor birken vel var det dominerende træ, men som også indeholdt fyr og bævreasp. En gang i slutningen af fyrreperioden begynder der så en forsumpning, som ifølge Jessen skyldes, at jordbundens kapilaritet er blevet formindsket ved en morrdannelse, hvorved fugtighed stammende fra nedbøren og fra tilløb fra bakkerne omkring lavningen er blevet holdt tilbage i højere grad end forhen, således at mere hydrofile formationer har kunnet trænge den oprindelige vegetation tilbage under dannelse af tørv. Henning Petersen har også foretaget målinger af vandstandsændringerne og beregnet middelvandstanden for sommer og vinterhalvåret. I den nordlige del af mosen er vandstanden i tiden fra 1. april til 30. september ca. 2 m lavere end i vinterhalvåret fra 1. oktober til 31. marts. I den sydlige del af mosen er forskellen kun l m. I den noget smallere del af mosen N for øen er vandstanden både sommer og vinter ca. l m lavere end N og S herfor.

V for Maglemose har bakkerygge og lavninger retning N-S, medens de Ø for mosen mere har retning NØ-SV. Som det ses af fig. 2 profil I falder det centrale bakkeparti temmeligt stejlt ned mod Esrum Sø, medens vestsiden består af lavere og lavere parallelbakker (profilet er taget fra Kagerup station lige mod Ø til Værnsbjerg og Pibervang, men omfatter

kun de områder, der ligger mere end 50 m 0.h.).

Bakkeknudens nordskråning er næsten retlinet og temmelig stejl (fig. 5). Sydvest- og sydøstskråningerne går noget mere i bakkernes længderetning og har derfor en noget mere flosset karakter.

Langs den centrale bakkeknudes sydvestflanke ligger en
lavning, der rummer Store Gribsø og Grønnemose. Lavningen
fortsætter fra Gribsø ca. SÜÜ m mod S.

Store Gribsø ligger 50 m o.h. (fig. 6). Den er 600 m lang og 200 m bred. Kortet fig. 7 viser, at den danner et meget regelmæssigt bassin. Fra begge ender skråner søbunden ned til 10 m under vandspejlet, medens den er betydeligt stejlere

langs de to langsider. Hvor dybt bassinet i virkeligheden er vides ikke, thi ved boringen i søen i september 1946 var sedimentet i en dybde af 15,4 m under vandfladen helt tørt og så fast, at det var umuligt at drive boret længere ned. Ned til en dybde af 2-7 m består bundmaterialet af sand og grus af samme beskaffenhed som i de omgivende bakker, men på dybere vand blandes dette mere og mere med olivengråbrunt organisk dynd og bliver til en dygytje, gytje blandet med sur humus (K. Hansen 1956, 1959). Boringen nåede ned i pollenzone VII, atlantisk tid (Wolthers 1956), og de kemiske analyser af boreprøverne viste, at søen dengang havde samme biologiske type som i dag, men i Subboreal og i begyndelsen af subatlantisk tid havde den været mere eutroph med en langt rigere planktonproduktion (fig. 8), hvorefter den atter blev mere oligotroph, næringsfattig (K. Hansen 1956).

B. De langstrakte bakkerygge mod S og SV.

S og SV for den centrale bakkeknude ligger et andet bakkesystem B bestående af langstrakte bakkerygge med mellemliggende lavninger. Profil II på fig. 2 viser et snit gennem dette system fra SV mod NØ ca. l km S for St. Gribsø. Som helhed er dette system lavere end den centrale bakkeknude. Størstedelen af det ligger 50-60 m o.h. Enkelte af bakkeryggene når op til 68-69 m o.h. Bakkernes længderetning er i dette system nærmest NV-SØ, altså væsentligt forskellige fra ryggene på overfladen af den centrale bakkeknude. I systemets nordlige del findes et par større moser, Grøftemose og Tokkerup mose. Dette bakkesystem strækker sig fra Kagerup Station 4 km mod SØ til Kildeport. Bredden er i den sydlige del 2 km, og bakkesystemet løber op i en spids ved Kagerup Station. I modsætning til den centrale bakkeknude er det her bakkerne, der er lange og smalle, medens lavningerne har en mere uregelmæssig form. Dette bakkesystem fortsætter mod S i retning af Hillerød, men kun i en bredde af l km og på et lavere niveau, ca. 45-50 m 0.h., og det er overvejende dette system, som V. Milthers beskriver i Nordøstsjællands Geologi, især egnen omkring Gadevang.

NØ for jernbanen består dette bakkesystem af nogle bakkerygge
langs sydsiden af den centrale bakkeknude. Disse
bakker har retning NØ-SV, og mellem dem ligger tre store
moser, Vandmose, Brændemose og Lille Gribsø og lige uden
for bakkerne Bøndernes Mose. De tre første moser er behandlet
af K. Jessen (1920).

Om Lille Gribsø skriver Jessen, at den er 10 m lang fra N til S og er uden tilløb eller afløb. På alle sider er den omgivet af mose, der med en hængesæk skyder sig ud i søen. Denne hængesæk hviler dog ikke direkte på vandet, men under dens rande findes en slamagtig gytje, der for en stor del er opblandet med spagnumdetritus. Et sådant sediment kaldes en dy (K. Hansen 1959). Det fremgår af Jessens tværsnit af søen og mosen, at bassinet er 12 m dybt, og at det er omgivet af lerblandet sand. Nederst findes både nedre og øvre dryasler med mellemliggende allerødlag. Derover kommer så planktongytje og detritusgytje og øverst tørv. Tørvedannelsen er ifølge Jessen begyndt, medens fyrren endnu udgjorde en hovedbestanddel af de omliggende skove, men hovedmassen af tørven stammer fra ege- og bøgeperioderne.

Jessens profil fra Vandmose viser, at denne er 120 m bred og 8,6 m dyb. Bassinets vægge består af sand med ler eller sten. Der findes ingen senglaciale lag, og Jessen skriver, at mosen er forholdsvis ung, og at udfyldningen af bassinet først er begyndt efter, at egeblandingsskoven er indvandret på stedet.

V. Milthers skriver (1922), at i den nordlige del af Gribskov er randmorænepræget ikke fremherskende. Dette er rigtigt, men der findes dog her forskellige terrænformer, der ville være en nærmere beskrivelse værd. Fra nordranden af den centrale bakkeknude strækker sig en 3 km lang og 2,5 km bred flade gennem den nordlige del af skoven. Fladen ligger 45-50 m o.h. og har karakter af at være en moræneflade

(fig. 2 profil 111 og IV og fig. 9) med to større lavninger, den l km lange og 300 m brede Baremose og den lidt mindre Buresø. Fladen afgrænses både mod Ø, Nog V ved en skrænt ned mod det lavere land, som ligger ca. 30 m o.h. Sydligst på fladen ligger tre markante bakker. Den sydligste er Grævlingebakke, en trekantet, ureglmæssig bakke, hvis højeste punkt ligger 63 m 0.h.. Ø for Grævlingebakke ligger den 600 m lange Glarborg Bakke med en næsten plan overflade i ca. 66 m højde o.h. N herfor ligger en næsten cirkelrund bakke med en hel plan overflade 56 m o.h. På det geologiske kortblad Hillerød er denne flade, ligesom størstedelen af den øvrige Gribskov, angivet at være opbygget af rullestensgrus, medens de tre bakker på fladen angives at være dannet af moræneler. Det viser sig imidlertid, at den sidstnævnte bakke indeholder stenfrit ler, og at Glarborg Bakke består af sand. De har således alle karakter af at være issøbakker. På det af Milthers reviderede geologiske kort (Milthers 1922) er hele Gribskov angivet som moræneler, og deter mere i overensstemmelse med de boringer, der er foretaget i området.

C. Det nordøstlige bakkesystem

På det nordøstlige hjørne af morænefladen, omkring Skovhuse, ligger endelig det tredie bakkesystem C, 1200 m langt og 600 m bredt med overfladen ca. 52 m o.h. På denne overflade ligger flere bakkerygge. Den nordligste er Lodsbakke med overfladen 69 m o.h. Den sydligste af bakkeryggene har retning N-S, medens de nordligste omkring Skovhuse har retning 0-V.

Der findes ingen grusgrave eller andre skæringer, der kan

give oplysning om bakkernes opbygning og indhold, men der
findes i Danmarks geologiske Undersøgelses borearkiv en
del boringer, der kan give visse oplysninger.

Alle borejournaler i borearkivet har et dobbeltnummer, hvis første tal angiver nummeret på det af Geodætisk Instituts atlasblade i 1:40.000, hvor boringen er foregået. Den anden del af nummeret angiver boringens nummer inden for dette kortblad. Alle boringer i Gribskov ligger på atlasbladet Fredensborg, der i DGU's borearkiv har nummer 187, og alle boringer har derfor dette tal som første del af deres nummer. Af pladshensyn er dette tal dog udeladt nedenfor og på kortet fig. 1.

Det må her indskydes, at disse borejournaler er af meget forskellig værdi alt efter om den brøndborer, der har udført dem, er mere eller mindre geologisk interesseret. Bedst er naturligvis de boringer, som DGU's geologer har deltaget i eller har gennemgået modtagne prøver og tolket dem. Det må også påpeges, at der i de fleste tilfælde er tale om skylleboringer, hvor bestemmelse af grænserne mellem de enkelte bjergartstyper og især mellem forskellige geologiske formationer er meget usikker. Tolkningen af disse borejournaler må derfor ske med megen forsigtighed.

Fra det sydvestlige parallelbakke-område foreligger kun en enkelt boring nr. 136 ved Dansk Dammans fabrik i kote 60 m o.h. Her findes øverst 3m groft grus og derunder sand ned til kote 37 m. Uden for det egentlige bakkeområde findes

ved Gadevang Huse 700 m mod SV boring 59 i kote 39
m med følgende profil.

39 - 37 m DNN tørv
37 - 12 m DNN diluvialgrus
12 - 4 m DNN diluvialler
4 - -^ 37 m DNN moræneler
H- 37 - 39 m DNN lerblandet sand og grus
-H 39 - -=- 47 m DNN kalk og flint.

Fig. 10 viser 5 boringer fra morænefladen. De giver et tydeligt billede af, hvor forskellige selv tætliggende boreprofiler ser ud. Nr. 31 og 856 er fra den nu nedlagte militærnægterlejr. De er dog temmeligt ens, og moræneleret øverst viser, at fladen er en moræneflade, der hviler på diluvialsand og ler. En anden to m høj morænelersbænk findes i kote -± 4 m også hvilende på sand.

Boringerne 105 og 120 er fra Kagerup Station. De er mere forskellige og ligger på et lidt højere niveau. Boring 120 kan nogenlunde sammenlignes med boringerne fra militærnægterlejren, idet sandet over moræneleret kan skyldes nedskridning fra den nærliggende centrale bakkeknude. Boring 105 er derimod helt forskellig fra de foregående. Den ligger også endnu nærmere inde mod den centrale bakkeknude og er måske nærmere at opfatte som en repræsentant for denne end for morænefladen. Niveauet er også højere end morænefladens.

Boring 857 er sat ned ved nordenden af St. Gribsø. Den er helt forskellig fra de øvrige boringer inden for området. Koten er 52,5 m o.h. altså den samme som morænefladen, og i boreprofilet er der da også øverst 6 m moræneler, men derunder kommer så diluvialler ned til kote -± 51 m. Af dette beskrives den øverste del ned til H- 43 m at indeholde gruskorn, få skal- og planterester og desuden at være svagt glimmer- og kalkholdigt. Den nederste del fra kote -^- 43 m til kote -H 51 m angives at være en lokalmoræne af palæocænmergel. De nederste 23 m er den sædvanlige vekslen mellem moræneler, diluvialgrus og sand. En tydning af denne boring er meget problematisk. Den når ned til den nederste del af skråningen af den forlængelse af Alnarpdalen i Skåne, der strækker sig gennem Nordøstsjælland.

Fig. 11 viser tre boringer fra det nordøstlige hjørne af

Skærumhede-af lej ringerne i Vendsyssel (Ødum 1933).

Fig. 12 viser endelig 5 boringer fra skråningerne og det lave land ned mod Esrum Sø. De tre af dem, nr. 1014 i Tumlingevang, nr. 1047 og 1057 ved Skovportevej ligger i nærheden af hinanden og er også nogenlunde ens, de to sidste, nr. 21 i Nødebo og nr. 507 fra Stenslettegård lige N for Nødebo, er indbyrdes helt forskellige. Nr. 507 kan nogenlunde indpasses i det almindelige mønster for boringerne i Gribskovområdet, men nr. 21 falder helt uden for dette.

D. Esrum Sø

Esrum Sø er 17-18 km², 9km lang og 2-4 km bred. Bunden skråner først svagt ned til 6 m dybde, hvorefter den flader stejlere af mod 15 m dybde (fig. 13). På østsiden af søen falder bunden stejlt ned til 15 m. I nordenden af søen og langs østsiden ned til Kobæk Vig skråner bunden mere jævnt ned til 20 m, og i dette niveau ligger den 4 km² flade bund. Den største dybde er 23 m (Berg 1938, Jonasson 1972). Selve det oprindelige bassin er imidlertid ca. 8 m dybere, og dalens bund ligger altså 31 m under nutidens vandspejl. Da dette ligger 7m 0.h., ligger bunden altså i kote -^ 24 DNN.

Sedimenterne ud til en vanddybde på 2 m består overvejende af groft grus og sand med skaller af Pisidium, Valvata, Phanorbis og Limnaea; og i 5 m dybde består bunden af sand og finere grus med skaller af de samme organismer, ved 8 m ligger det egentlige skallag i sand og med et større indhold af organisk detritus, ved 11 m findes samme sand med færre skaller, men med et større indhold af organisk detritus bestående af grovere og finere planterester. Ved 14 m består bunden af mudder, og dette fortsætter ud over resten af søbunden (Berg 1938).

En boring i søens nordlige del ud for Tumlinghus på en

på dette tidspunkt, og at de overliggende oprindelige lag er bortrevet af de oven for omtalte turbidities. En aldersbestemmelse på denne horisont haves ikke. Om Esrum Sø's oprindelse foreligger der ikke noget i litteraturen. Den ligger helt i Alnarpdalen, men har ikke nogen som helst nærmere tilknytning til denne. Den ligger helt i de kvartære aflejringer. Moræneleret nederst i boringen ligger i kote -^ 24 m, og sammenligner man dette med boringerne fig. 17, findes der kun moræneler i dette niveau i boring 1047 lidt N for Tumlinghus og i boring 21 i Nødebo, de andre boringer har diluvialsand i dettte niveau.

Der er heller ikke nogen nærmere forbindelse mellem søen og bakkeknuderne i Gribskov. Langs søens vestside er der nogle steder en terrasse, som Milthers mener er opstået ved en tidligere højere vandstand i søen, som han sætter i forbindelse med indlandsisens bortsmeltning, og som S. A. Andersen (1943) mener kan sættes i forbindelse med de højeste strandlinier ved Hornbæk, der skulle svare til en vandstand i Kattegat, der lå 20-40 m højere end i dag, men Whitesides cladoceer fauna består udelukkende af ferskvandsformer af samme art, som man i dag finder i de grønlandske ferskvandssøer.

ISBEVÆGELSER OG LANDSKABSUDVIKLING

V. Milthers (1935) betegner på sit kort Gribskov som et bredt bælte af israndslinier, blandt hvilke de, der omfatter det sydlige parallelbakke-system, fortsætter mod N i hans såkaldte Kollerød-linie til kysten ved Rågeleje, medens den israndslinie, der repræsenteres af den centrale bakkeknude, skulle høre til hans Gribskov-linie. Denne strækker sig nordpå over Græsted, V om Thulstrup, over Strand Esbønderup til kysten V for Gilbjerghoved. Et senere trin af denne israndslinie mener han er udgået fra det nordøstlige hjørne af Gribskov over Esrum forbi Søborg til kysten Ø for Gilleleje.

Som motivering for Kollerød-liniens nordlige del anfører Milthers, at det nordligste spor af den har man ved Bakkebjerg V for Blidstrup, hvor der er et bakket morænelerslandskab med stor rigdom på blokke. Det landskab, der særligt betegner israndens standsning, strækker sig herfra mod SØ hen imod Dønnevælde, hvor der i en issø Ø for israndslinien er afsat lagdelt ler op til større højder end det omgivende kuperede morænelandskab. Noget sydligere ved Mårum er der ligeledes i issøer afsat betydelige mængder udslæmmet ler, der når op til større højder end omgivelserne. Selve isranden er her betegnet ved et smalt landskabsbælte, der fra Nejlinge strækker sig hen imod Kagerup. Gribskovliniens forløb giver Milthers ikke nogen motivering for udover at nævne de før omtalte punkter.

S. A. Andersen (1950) lægger også en israndslinie i det samme terræn som Milthers' Kollerød-linie. Efter Andersen danner den grænsen mellem det jævne landskab langs Kattegatkysten og det stærkt bakkede terræn omkring Græsted, Blidstrup og Helsinge. Andersen trækker denne grænse fra Unnerup over Magiehøje ved Bakkebjerg og videre mod NØ til Udsholt, hvorefter den først svinger mod Ø mellem Smidstrup og Ølshøj og derpå N om Alme Orned og derpå mod S over Græsted og Saltrup langs vestsiden af Søborg Sø.

Denne israndslinie falder meget sammen med Milthers', men medens Milthers mener, at den danner ydergrænsen for en ismasse fra Ø eller NØ, hævder Andersen, at isen har ligget V for linien. Man mener, at smeltevandet, der har afsat sandet og gruset foran ismassen, er strømmet fra SV mod NØ.

Sigurd Hansen (1940) giver en nærmere beskrivelse af issøbakkerne ved Dønnevælde og Mårum. I Mårum teglværksgrav findes i Torøgle Bakke og videre mod NV i retning af Gallebro en sandaflejring, som han opfatter som en deltaaflejring afsat i sydøstranden af issøbassinet af det fra SØ eller Ø kommende smeltevandstilløb. Leret er af hans type B, yderst velsorteret og almindeligvis helt stenfrit. Lagdelingen består af vekslende lag af ler og finsand, men egentlige VARV-vinterlag findes ikke, og det er ikke sikkert, at denne lagdeling kan sættes i forbindelse med årstidernes

vekslen. Også den lille issøbakke ved Dønnevælde har lagdelt
B-ler afsat af en strøm fra Ø. Heller ikke her er der
egentlige VARV, det er en udpræget turbidity-ler.

I det her omhandlede område har der i Weichsel-istiden strakt sig en ismasse fra Ø ind over Gribskov-området. Under den endelige afsmeltning har der her dannet sig en stagnerende ismasse, der har efterladt de stærkt bakkede områder SV og V for Græsted hen imod Valby-egnen og sydpå over Mårum-egnen i retning af Gadevang. Ved udtrykket »en stagnerende ismasse« skal her forstås en ismasse, hvor afsmeltningen er større end eller lig tilførslen af is bagfra, men som stadig har forbindelse med den øvre del af

gletscheren og dermed også tå variationer i denne på grund af ændringer i klimaet. Under klimaforværringer aktiveres hele gletschermassen og kommer igen i bevægelse. Findes der nu i en tidligere stagnerende del af gletscheren en del aflejret materiale, kan dette betyde en bremse for den påny fremrykkende is og få denne til at presse det sammen i parallelbakker eller at læsse nyt materiale oven på det allerede aflejrede, så der dannes bakkeknuder af begrænset udstrækning, medens isen på begge sider af et sådant område uhindret har kunnet bevæge sig videre.

Bakkepartier som i Gribskov behøver således ikke at være dannet som isens endemoræne, men kan godt være opstået et stykke inden for isranden under variationer i klimaet i afsmeltningens sidste faser. I denne stagnerende is er så issøerne ved Dønnevælde, Mårum og i Gribskov blevet dannet.

Om isens bevægelsesretning mente V. Milthers, at den var kommet fra Ø eller NØ, medens Andersen hævdede, at de talrige skånske basaltblokke, der er fundet som marksten ved Esbønderup skovhus og i gruset ved Havreholm, alle ligger uden for den lavbasaltiske is og må tydes som vidnesbyrd om, at en istilførsel inden for Milthers Gribskovfremstød er sket over det nordlige Skåne med nordvestlig retning ind over Esrum Sø-egnen. Det norske og vestsvenske materiale i de ikke baltiske tællinger må enten skyldes, at de er foretaget på det underliggende grus, der hører til nordøstisen, men senere er overskredet af baltisk is eller også er blevet omlejret af smeltevandet under den baltiske is.

Fra Gribskov-området foreligger to ledebloktællinger
(K. Milthers 1942) med følgende tal

Ved Esbønderup Skovhus er der kun talt 7 blokke og i grusgraven ved landevejen V for Gribsø 26 blokke. Lægger man nu hertil antallet af kinnediabaser og blokkene af skånsk basalt, kommer man i begge tællingerne på 71 blokke, hvilket er et bedre grundlag for statistisk beregning. Regner man nu kinnediabaserne sammen med de norske blokke som repræsenterende en is fra N eller NØ og samtidig basaltblokkene sammen med de baltiske blokke som repræsenterende is fra Ø eller SØ, kommer tallene til at se sådan ud:

Disse tal bekræfter ganske Andersens opfattelse, nemlig at overfladelaget er afsat af en baltisk is, medens de dybere lag er afsat af en is fra N eller NØ. Dette i forbindelse med bakkernes retning i det sydvestlige bakkesystem kunne tyde på, at disse var presset op af en is fra NØ og således var lidt ældre end den centrale bakkeknude.

Rørdam (l 893) angiver, at der i Nordøstsjælland findes to morænehorisonter adskilt ved glaciofluvialt sand. Disse to morænelerhorisonter findes også i de her publicerede boringer. Den øvre moræne findes i næsten dem allesammen, undertiden dækket af et sandlag. Den nedre moræne ses i de fleste boringer kun som et meget tyndt lag, men er ganske tydelig i boring 187.29 ved Thorup Skovfogedhus. Her findes nemlig mellem 49 og 70 m under overfladen sandet ler med skaller og mellem 70 og 115 m meget fint hårdt stenfrit sand med skalfragmenter. Faunaen omfatter følgende arter (Ødum 1933): Astarte sp.?, Portlandia arctica, Tellina calcaria, Saxicava arctica, Cardium (ciliatum ?); mollusker, der alle kendes fra Vendsyssels ældre yoldialer. De må derfor være transporteret herned i Nordsjælland med en is fra N.

SUMMARY

The forest Gribskov covers an area of 50-60 square kilometres,
it runs 12 km from north to south and 7 kilometres from
west to east. It is bounded to the east by the lake Esrum Sø.

V. Milthers describes the forest area as a terminal moraine
area. However, the Gribskov area has more varying
topographic elements:

1) A large triangular hill (A on fig. 1) 4-5 kilometres from north to south and 65-70 m above sea level. The top point Multebjerg is 89 m above sea level. On this ridge is the peat bogs Maglemose investigated by several botanists (Petersen 1919 and K. Jessen 1920 (fig. 3 & 4)).

To the southwest from this hill the lake Store Gribsø is situated (fig. 6 & 7) 600 m long and 200 m wide. The depth is 10m. However, the real depth of the basin is unknown (K. Hansen 1956, 1959, P. Wolthers 1956). During the subboreal and early atlantic period the lake was more eutrophic than today (fig. 8).

2) To the southwest and west of the lake is a system of parallel hills (B) curving up to the railway station Kagerup. To the north of the central hill there is a 3 kilometre long and 2,5 kilometre wide plain with till sheet (fig. 9), and upon the plain there is three small hills. The northernmost, 56 m above sea level, is circular and consists of pure clay, representing the bottom of an ice dammed lake. Another hill, Glarborg Bakke, consists only of sand. Further are found two large peat bogs, Baremose 1 kilometre long and the smaller Burresø.

3) In the northeastern corner of the moraine plain another system of hills is found around Skovhuse and running to the south of Esbønderup with ridges running north-south and northeast-southwest. There is no sand or gravel pits in the whole area but several drillings (fig. 11 and 12).

4) The lake Esrum Sø (fig. 13) is 17,3 square kilometres, 9 kilometres long and 4 kilometres wide. The deepest point is 23 m, but most of the lake bottom is situated 20 m below sea level. The original basin is 8 m deeper and filled with 4,38 m calcareous clay (22% CaCC^) and above that 4 m calcareous gytja (77% CaCO₃) (fig. 14).

LITTERATUR

Andersen, S. A. 1943. Strandlinieniveauet i Danmark fra senglacialtid
til Nutiden og dets Datering. D.G.F. bd. 10.

Andersen, S. A. 1950. Rågeleje Egnens Geologi. D.G.F. bd. 11.

Berg, Å. 1938. Studies of the bottom animals of Esrum lake. Kgl.
danske Videnskabernes Selskabs skrifter, naturv. math. afd. 9.

række, VIII.

Hansen, K. 1956. The profundal deposit of Gribsø. I Berg og Petersen:
Studies on the limic acid lake Gribsø. Folia limnologica
Seandinavica nr. 8. København.

Hansen K. 1959. The terms Gytje og Dy. Hydrobiologica vol. XIII
Den Haag.

Hansen K. 1968. En boring i Esrum Sø. D.G.F. bd. 18.

Hansen, S. 1940. Varvighed i danske og skånske senglaciale aflejringer.
D.G.U. II række nr. 63.

Jessen, K. 1920. Moseundersøgclser i det nordøstlige Sjælland.
D.G.U. II række nr. 34.

Jonasson, P. 1972. Ecology and production of the profundal benthos
in lake Esrum Sø. Oikos suppl. 14.

Mil t hers, K. 1942. Ledeblokke og landskabsformer i Danmark.
D.G.U. II række nr. 69.

Milthers, V. 1922. Nordøstsjællands Geologi. D.G.U. V. række nr.
3, 2. udg. 1935.

Petersen, H.E. 1919. Maglemose i Grib Skov. Botanisk Tidsskr. nr.
36.

Rordam, K. 1893. De geologiske Forhold i det nordøstlige Sjælland.
D.G.U. I række nr. 1.

Whiteside, M. 1970. Danish Chydorid Cladocera. Modem ecology
and core studies.

Wolthers, P. \ 956. Pollenanalytical studies of the profundal gytje in
Gribsø. I Berg og Petersen: Studies of the humic acid lake Gribsø.
Folia limnologica Scandinavica nr. 8, København.

Ødum, H. 1933. Marine Interglacial på Sjælland, Hven, Møn og
Rügen. D.G.U. IV række, bd. 2 nr. 10.