Kommunerne vil have en central
rolle, når det drejer sig om byfornyelse. Men man må
ikke glemme, at kommunerne er underlagt landets
boligpolitik. Kommunerne bestemmer ikke, hvor meget der
skal bygges totalt i landet og heller ikke boligtyper
eller de økonomiske vilkår for byggeri og byfornyelse.
Det er folketinget, der bestemmer boligpolitikken.
Kommunernes rolle er at skaffe plads til boligbyggeri og
udføre byfornyelsen. Men indenfor det har kommunerne så
ifølge lovgivningen en central rolle. Den første rolle
er regulerende. Det gør kommunen gennem sin planlægning.
Kommunerne har et planmonopol, idet der i alle tilfælde,
når der sker større ændringer, skal laves en lokalplan
ifølge kommuneplanloven; og det er alene byrådet, der
kan vedtage en lokalplan; og det er alene lokalplanen,
der har bindende retsvirkning for de berørte parter -
ejere, lejere, brugere.
Det er også kommunen, der -
dog med nogen bistand - har lavet saneringsplaner. Og
det bliver ifølge byfornyelsesloven alene kommunerne,
der skal lave byfornyelsesplaner. Det er også en
kommunal opgave at føre boligtilsyn og komme med påbud
om afhjælpning af sundheds- og brandfarlige forhold.
Derudover har kommunen en
rolle som igangsætter. Det er væsentligt, at kommunen
engagerer sig som initiativtager. Det gælder på
boligbyggeriets område, at hvis ikke kommunen giver
garanti og yder støtte på 6% af opførelsessummen, så
kommer der ikke noget almennyttigt boligbyggeri. Det er
også en kommunal initiativmulighed at formidle projekter
og samarbejde med dem, der bygger, og få projekter
indpasset i en lokal tidsfølge. Det er en nødvendig
forudsætning for, at projekter kan opnå finansiering og
fornøden godkendelse hos andre myndigheder.
Almennyttigt boligbyggeri er
umiddelbart mindre belastendefor den kommunale økonomi
end så meget andet. Et kommunalt tilskud på 6%
fremkalder ganske store investeringerog beskæftigelse,
som går uden om de begrænsninger, der i øvrigt gælder
for kommunens økonomi. Så derfor kan man på den ene side
være optimistisk overfor kommunernes villighed til at
medvirke til boligbyggeri og byfornyelse. På
Side 91
den anden side
forudsætter kommunal medvirken naturligvis,at
der er
nogen, der gerne vil leje eller købe de boliger,
der
bliver tale om.
Pengene til byplanmæssige,
trafikale og friarealmæssige forbedringer skal tages i
det almindelige kommunale budget. Efterhånden som de
almindelige økonomiske begrænsninger tager til, vil det
derfor blive vanskeligere at få penge til selv beskedne
byplanmæssige forbedringer, selv om disse kan være meget
afgørende for byfornyelsens kvalitet og privates
medvirken og lyst til at blive boende.
Kommunens planlægning har en
vigtig funktion som vejledning for private, dvs. den
private sektor inkl. boligselskaberne. Denne vejledning
bør være en bindende tilkendegivelse. Det skal fremgå af
de kommunale planer, om et hus skal bevares eller ej;
hvis der er usikkerhed omkring dette, ydes den fornødne
indsats fra privat side ikke. Set fra kommunalt hold, er
det klart, at en byfornyelse ikke alene kan ske for
offentlige midler. Der må trækkes bredt på alle
økonomiske muligheder, inklusive det Hedvig Vestergaard
kalder den uformelle økonomi, altså husholdningernes
egen indsats. Villigheden til indsats er så knyttet
sammen med ejerforhold, hvis betydning for byfornyelsen
er interessant at diskutere. Der bør naturligvis være et
udstrakt beboersamarbejde om byfornyelsen, hvor mange af
de nuværende beboere vil blive økonomisk og menneskeligt
stærkt berørt. Der er forskel på kommunernes synspunkter
på beboersamarbejde; det ligger vel i
decentraliseringen; men det er beboere i kommunerne, der
har valgt kommunalpolitikerne, så ønskes mere
beboersamarbejde, må kommunalbestyrelsen påvirkes, hvor
vanskeligt det end enkelte steder umiddelbart kan synes.
De fleste kommuner er dog indstillet på beboer
samarbejde og har rimeligt gode erfaringer med det. Men
beboersamarbejde skal også læres af beboerne og er ikke
det samme, som at man altid får ret! Beboersynspunkter
vil ofte være modstridende, og så må der træffes en
afgørelse. Men der ligger en stor værdi i, at
diskussionerne kommer offentligt frem forud for den
konkrete politiske stillingtagen. Det er nu kommet ind i
byfornyelsesloven. Procedurerne i byfornyelsesloven
m.h.t. et tidligt beboersamarbejde passer godt til
praksis i mange kommuner, fx i Odense. Byfornyelsen vil
komme til at tage længere tid, end man ofte forestiller
sig. Det gør måske ikke så meget; set i en længere
sammenhæng kan det være en fordel. Der er økonomiske
hensyn, der taler for det, Hedvig Vestergaard nævner om
fordelene ved et varieret lejeniveau. Det ligger også i
nogle af byfornyelseslovens regler, at der tages hensyn
til naturlige flytninger. Hvis man er urimeligt
teknokratisk, så går man ud og tvinger ældre, måske
svage mennesker til at flytte. Hvis man er rimelig, så
venter man, til de en dag flytter af naturlige årsager.
Byfornyelsen kan ikke blive så produktionsstyret, som
nogle forestiller sig. Det er rimeligt, at der laves en
lokal politik og en lokal tidsfølge frem for, at der
centralt udformes en fast model, som implicerer, at
byfornyelse kan overstås én gang for alle - det kan den
naturligvis ikke. Vi bliver jo også erindret om, at
flere ret nye byggerier må underkastes byfor-
nyelse i
betydeligt omfang. Større end vi bryder os om, for
det formindsker nybyggeriet, når der skal rettes op
på nyere
almennyttigt byggeri.