Kommunerne vil have en central rolle, når det drejer sig om byfornyelse. Men man må ikke glemme, at kommunerne er underlagt landets boligpolitik. Kommunerne bestemmer ikke, hvor meget der skal bygges totalt i landet og heller ikke boligtyper eller de økonomiske vilkår for byggeri og byfornyelse. Det er folketinget, der bestemmer boligpolitikken. Kommunernes rolle er at skaffe plads til boligbyggeri og udføre byfornyelsen. Men indenfor det har kommunerne så ifølge lovgivningen en central rolle. Den første rolle er regulerende. Det gør kommunen gennem sin planlægning. Kommunerne har et planmonopol, idet der i alle tilfælde, når der sker større ændringer, skal laves en lokalplan ifølge kommuneplanloven; og det er alene byrådet, der kan vedtage en lokalplan; og det er alene lokalplanen, der har bindende retsvirkning for de berørte parter - ejere, lejere, brugere.

Det er også kommunen, der - dog med nogen bistand - har lavet saneringsplaner. Og det bliver ifølge byfornyelsesloven alene kommunerne, der skal lave byfornyelsesplaner. Det er også en kommunal opgave at føre boligtilsyn og komme med påbud om afhjælpning af sundheds- og brandfarlige forhold.

Derudover har kommunen en rolle som igangsætter. Det er væsentligt, at kommunen engagerer sig som initiativtager. Det gælder på boligbyggeriets område, at hvis ikke kommunen giver garanti og yder støtte på 6% af opførelsessummen, så kommer der ikke noget almennyttigt boligbyggeri. Det er også en kommunal initiativmulighed at formidle projekter og samarbejde med dem, der bygger, og få projekter indpasset i en lokal tidsfølge. Det er en nødvendig forudsætning for, at projekter kan opnå finansiering og fornøden godkendelse hos andre myndigheder.

Almennyttigt boligbyggeri er umiddelbart mindre belastendefor den kommunale økonomi end så meget andet. Et kommunalt tilskud på 6% fremkalder ganske store investeringerog beskæftigelse, som går uden om de begrænsninger, der i øvrigt gælder for kommunens økonomi. Så derfor kan man på den ene side være optimistisk overfor kommunernes villighed til at medvirke til boligbyggeri og byfornyelse. På

den anden side forudsætter kommunal medvirken naturligvis,at
der er nogen, der gerne vil leje eller købe de boliger,
der bliver tale om.

Pengene til byplanmæssige, trafikale og friarealmæssige forbedringer skal tages i det almindelige kommunale budget. Efterhånden som de almindelige økonomiske begrænsninger tager til, vil det derfor blive vanskeligere at få penge til selv beskedne byplanmæssige forbedringer, selv om disse kan være meget afgørende for byfornyelsens kvalitet og privates medvirken og lyst til at blive boende.

Kommunens planlægning har en vigtig funktion som vejledning for private, dvs. den private sektor inkl. boligselskaberne. Denne vejledning bør være en bindende tilkendegivelse. Det skal fremgå af de kommunale planer, om et hus skal bevares eller ej; hvis der er usikkerhed omkring dette, ydes den fornødne indsats fra privat side ikke. Set fra kommunalt hold, er det klart, at en byfornyelse ikke alene kan ske for offentlige midler. Der må trækkes bredt på alle økonomiske muligheder, inklusive det Hedvig Vestergaard kalder den uformelle økonomi, altså husholdningernes egen indsats. Villigheden til indsats er så knyttet sammen med ejerforhold, hvis betydning for byfornyelsen er interessant at diskutere. Der bør naturligvis være et udstrakt beboersamarbejde om byfornyelsen, hvor mange af de nuværende beboere vil blive økonomisk og menneskeligt stærkt berørt. Der er forskel på kommunernes synspunkter på beboersamarbejde; det ligger vel i decentraliseringen; men det er beboere i kommunerne, der har valgt kommunalpolitikerne, så ønskes mere beboersamarbejde, må kommunalbestyrelsen påvirkes, hvor vanskeligt det end enkelte steder umiddelbart kan synes. De fleste kommuner er dog indstillet på beboer samarbejde og har rimeligt gode erfaringer med det. Men beboersamarbejde skal også læres af beboerne og er ikke det samme, som at man altid får ret! Beboersynspunkter vil ofte være modstridende, og så må der træffes en afgørelse. Men der ligger en stor værdi i, at diskussionerne kommer offentligt frem forud for den konkrete politiske stillingtagen. Det er nu kommet ind i byfornyelsesloven. Procedurerne i byfornyelsesloven m.h.t. et tidligt beboersamarbejde passer godt til praksis i mange kommuner, fx i Odense. Byfornyelsen vil komme til at tage længere tid, end man ofte forestiller sig. Det gør måske ikke så meget; set i en længere sammenhæng kan det være en fordel. Der er økonomiske hensyn, der taler for det, Hedvig Vestergaard nævner om fordelene ved et varieret lejeniveau. Det ligger også i nogle af byfornyelseslovens regler, at der tages hensyn til naturlige flytninger. Hvis man er urimeligt teknokratisk, så går man ud og tvinger ældre, måske svage mennesker til at flytte. Hvis man er rimelig, så venter man, til de en dag flytter af naturlige årsager. Byfornyelsen kan ikke blive så produktionsstyret, som nogle forestiller sig. Det er rimeligt, at der laves en lokal politik og en lokal tidsfølge frem for, at der centralt udformes en fast model, som implicerer, at byfornyelse kan overstås én gang for alle - det kan den naturligvis ikke. Vi bliver jo også erindret om, at flere ret nye byggerier må underkastes byfor-

nyelse i betydeligt omfang. Større end vi bryder os om, for
det formindsker nybyggeriet, når der skal rettes op på nyere
almennyttigt byggeri.