BYBO er en nystartet forening til fremme af en beboerstyret
byfornyelse. Og det er den, jeg repræsenterer i denne sammenhæng.

Det er BYBO's opgaver at vise nye metoder indenfor byfornyelsen,hvor
beboermedvirken og indflydelse er vigtige

elementer, samt at fortælle andre om hvordan det kan lade
sig gøre. Desuden vil BYBO forsøge at være et debatforum
for byfornyelsesemner.

BYBO er opstået i erkendelse af, at skal den kommende byfornyelse virkelig leve op til den første paragraf i Byfornyelsesloven, hvor der står: at »ejere og lejere (skal) inddrages i planlægningen og gennemførelsen«, så må der gennemføres en række forsøg, for at undersøge hvordan det kan lade sig gøre.

Udover at få beboerne inddraget betydeligt mere end det sker i dag, vil BYBO også undersøge andre forhold af væsentlig betydning for den fremtidige byfornyelse: - nye måder at forbedre og indrette ældre ejendomme på, så det fortsat kan være billige boliger, der tager hensyn til unges og ældres behov; - undersøge nye moderniseringsformer der udnytter vedvarende energi og bedre isoleringsprincipper.

I flere af de andre indlæg er der blevet peget på, at byggeerhvervet meget gerne vil igang med byfornyelsen. Men med de nuværende fysiske standarder for byfornyelsesindgreb, og deres finansiering, betyder det imidlertid, at mange af de nuværende beboere i byfornyelsesområderne må flytte, fordi deres lejemål bliver sammenlagt, revet ned, eller også bliver huslejen for dyr i den renoverede bolig.

Der er lavet forskellige beregninger på, hvor mange mennesker der må flytte, men et tal op imod de 100.000 er ikke urealistisk. Det er et meget stort tal, selvom det skal foregå over 10-15 år. Og det vil nok være urealistisk at forvente at så store folkeforflytninger kan foregå gnidningsløst. Det er de socialt dårligst stillede der må flytte, og det vil, efterhånden som krisen bliver langvarig, skabe social uro. - Og det vil betyde, viser både de danske og de udenlandske erfaringer, at byfornyelsen politisk vil blive nedprioriteret, og det vil være til stor skade bl.a. for byggeerhvervet.

Derfor vil jeg pege på en ny uprøvet alliancemulighed
mellem byfornyelsesbefolkningen og byggeerhvervet. For
begge parter ønsker faktisk en byfornyelse gennemført.

En lidt større samfundsdiskussion, som kun alt for sjældent
bliver bragt frem i byfornyelsesdebatten er det interessante:
hvad skal et byfornyet boligområde kunne bagefter?

I dag forbedres boligerne op til en nutidig standard, og
baggårdene ryddes og der indrettes et gårdanlæg. Men er det
dagens og morgendagens behov?

Her provokerer en samfundsudvikling, som mange har vanskeligt ved at erkende: Flere og flere mennesker vil blive henvist til boligområdet som deres permanente opholdssted. De sociale kontaktflader, man havde på sin arbejdsplads de 8 mest aktive timer i døgnet, vil være væk, og de finder ingen umiddelbar erstatningsmulighed i boligområdet. For - hvad skulle man dog være fælles om (som er væsentligt) - og hvor skulle det foregå? (mere end 8 mennesker kan ikke rigtig samles i en lejlighed).

Motivationen for at tage disse diskussioner og føre resultaterne ud i livet drukner som regel i det dagligdags jag hos den alt for lille offentlige administration, der er sat til at varetage hele byfornyelsesindsatsen. Så igen bliver det den negative motivation, jeg må pege på. Arbejdsløshedslovgivningens desperate krav om, at man intet må lave når man er arbejdsløs, - sløvheden, aggressionerne, hærværket, volden, selvmordet i boligmiljøerne skal måske til for at vise vejen for nye organisationsformer i boligområderne. Hvor de der bor der, selvfølgelig er ansvarlige for områdets forvaltning: vedligeholdelsen, huslejeindbetalingen, istandsættelsen, fornyelsen, og for de sociale serviceaktiviteter i området.

Hvis det offentlige fremover vil bevare styringen af samfundet (uden brug af lov og orden-reglementet), må det nok til at uddelegere ansvaret for lokalsamfundet til beboerne. Det er den lærdom der i øjeblikket kan drages af bl.a. amerikanske erfaringer - og som jo faktisk også i forsigtig form er blevet fremført her af både Hedvig Vestergaard og Niels Andersen.