I slutningen af 1960'erne påbegyndtes i Danmark en planlægning baseret på et bredt politisk ønske om decentralisering af beslutningsmyndigheden. I forlængelse heraf har staten i stadigt stigende grad lagt ansvaret for finansiering af de ved planernes gennemførelse forbundne udgifter ud til amter og kommuner.

I planlovreformens sidste etape er byfornyelsesloven vedtaget.
Denne lov trådte i kraft 1. januar 1983, og den vil pr.
1. januar 1985 helt afløse den gamle saneringslov.

Udaf Danmarks samlede boligbestand på 2,2 mio. boliger skønnes 500.000 i dag at være behæftet med fejl og mangler, således at de ikke opfylder rimelige krav til en tidssvarende bolig. Der er både tale om boliger med installationsmæssige mangler (fx wc, bad, tidssvarende opvarmning og varmeisolering), friarealmangler og støjproblemer. Størstedelen af disse boliger ligger i områder, hvor der nu og i de kommende år skal planlægges og - forhåbentlig - gennemføres en byfornyelse.

Boligministeriet har skønnet, at der skal investeres 25-40

mia kr. (i 1980-priser) i byfornyelsen, herunder en oprustningaf de utidssvarende boliger. På de statslige budgetter (finansloven) er i 1983 afsat knapt !/2 mia kr. til både saneringslovenog byfornyelsesloven, og kun lidt tyder på, at dettebeløb vil blive forøget væsentligt i de nærmeste år. En l/i mia kr. til den offentlige sanerings- og byfornyelsesindsats betyder idag, at kun ca. 10.000 boliger om året på landsbasis bliver saneret - enten gennem nedrivning eller modernisering.

Med de nuværende bevillinger og med den nuværende offentlige saneringsaktivitet betyder det, at først om ca. 50 år vil de boliger, som i dag anses for at være utidssvarende, være sanerede.

Til den offentlige saneringsindsats kommer naturligvis den private saneringsindsats. Denne indsats registreres ikke centralt i dag, hvorfor vi hverken kender omfanget eller investeringernes størrelsesorden. Den private indsats skønnes dog at være betydeligt større end den offentlige indsats, men knap så »synlig«, da investeringerne primært lægges inden i bygningerne ved moderniseringer og ombygninger - og ikke ved nedrivning af bygninger.

Set ud fra ønsket om at få gennemført en samlet fysisk, økonomisk og social byforbedring må det i dag klart erkendes, at vi ikke besidder tilstrækkeligt gode styringsinstrumenter til at sikre en økonomisk optimal byfornyelse. Vi kan fremvise stribevis af ulykkelige eksempler på uheldige ejerlejlighedsudstykninger, indplacering og ombygning af genevoldende virksomheder, ændret anvendelse af bygninger og renovering af boliger, som udfra et overordnet planlægningssynspunkt aldrig burde have været accepteret og tilladt.

Med de begrænsede midler, der i dag stilles til rådighed for den .offentlige byfornyelsesindsats, er det overhovedet ikke realistisk at påregne en stærkt øget offentlig byfornyelsesaktivitet i de kommende år. Med det store behov, som vi dog har for at få gennemført en forbedring af vore byer, bør hovedvægten i de kommende års byfornyelsesarbejde lægges på, hvordan det offentlige bedst kan opmuntre den private kapital til aktivt at investere i byfornyelsesarbejder i overensstemmelse med kommunal planlægning, og hvorledes det offentlige bedst kan styre privatkapitalen i dette arbejde. På denne måde kunne generelle forbedringer opnås i en lang række bygninger, som herved kan bevares i en længere rrække.

For at gennemføre en generel byforbedring vil der være en række opgaver, som det bl.a. set udfra et forrentningssynspunkt ikke vil være muligt for privatkapitalen at løse. Som eksempler kan nævnes nedrivning af bygninger og andre bebyggelsesregulerende foranstaltninger, fjernelse af genevoldende virksomheder, indretning af fælles frianlæg, trafiksaneringer, udbygning af institutionsforsyningen, samt udbygning af infrastrukturen. Løsningen af disse opgaver kan i dag kun varetages af det offentlige dvs. stat, amt og/eller kommune. Ved herigennem at begrænse det offentliges engagement i byfornyelsen, vil de offentlige midler til sanerings- og byfornyelsesformål kunne spredes væsentligt mere end til-

fældet er i dag. En spredning af midlerne og dermed det offentliges aktiviteter i byfornyelsen vil stimulere alle involverede parter i processen, og give større tilfredshed og bedre forhold i vore ældre bydele.

Men det kræver nytænkning.