Christensen, Linda: Friarealforbedring i byfornyelsen.
Geografisk Tidsskrift 83: 81-84. May L, 1983.

Improvement of Open Space in urban renewal. The paper discusses
improvement of — and adding new open space to — old dense residential

Linda Christensen, Ph.D. Planstyrelsen, Holbergsgade 23, DK-1057
Kbh. K.

Udendørs ophold er et væsentligt element i menneskers liv. Undersøgelsen på Vesterbro viser, at stort set alle, børn som voksne, regelmæssigt opholder sig udendørs i rekreativt øjemed. Hvor meget og hvordan afhænger af, hvilke tilbud de har til rådighed til at dække deres specielle behov.

ANVENDELSE AF FRIAREALER

Udendørs ophold har særlig stor betydning for børn for at
sikre en harmonisk opvækst. Da børn sjældent bevæger sig
mere end nogle få hundrede meter fra hjemmet for at lege,
må der sikres tilfredsstillende arealer lige omkring boligerne.

Voksnes behov for udendørs ophold er mindre end børns, og en del af behovet dækkes i anden sammenhæng. Voksnes mobilitet er samtidig større end børns, og deres forskellige krav til det udendørs ophold betyder, at de enten ønsker eller er tvunget til at bevæge sig længere bort fra boligerne.

For de 3A af brokvarterernes beboere, der ikke har adgang til en bil, er mobiliteten begrænset og tidsforbruget til opholdsarealer uden for kvarteret så stort, at de sjældnere benytter disse arealer.

Af hensyn til såvel børnene som det store flertal af voksne, der ikke har bil, er det derfor af afgørende betydning, at der i alle brokvarterer findes tilstrækkelige velplacerede og velindrettede frirealer af forskellig type.

Ud fra friarealernes funktion er det naturligt at skelne
mellem 2 former for nærrekreative arealer: de boligorienterede
og de kvarterorienterede.

De boligorienterede opholdsarealer er placeret med umiddelbar adgang fra boligerne. Det er nogle, man kan gå ud i uden »at skulle hjemmefra« og uden »taske og overtøj«. Der kan let medbringes sager til at benytte ved det udendørs ophold, og især børn kan løbe ud og ind mellem boligen og opholdsarealet. De boligorienterede friarealer er karakteriserede ved, at brugerne sædvanligvis kender hinanden lidt, at man snakker sammen, og børnene leger sammen. De boligorienterede ligorienteredeopholdsarealer består i de ældre boligområder med karrébebyggelse af karréens gårde og eventuelle haver samt af de gadearealer, der ligger lige omkring den enkelte karré.

De boligorienterede opholdsarealer anvendes primært af børn. Desuden træffes der (i forhold til antallet af beboere) forholdsvis mange unge i gårdene og på gaderne. Blandt de voksne er det især de unge, bl.a. forældrene, der benytter gårdene, når de er indrettede til ophold. De midaldrende er sjældnere og de ældre sjældne gæster. Gaderne anvendes også en del af yngre voksne, når der ikke er opholdsmuligheder i gårdene.

De kvarterorienterede opholdsarealer ligger i et område, der strækker sig fra den enkelte boligs næromgivelser og så langt beboerne bevæger sig til fods, dvs. fra ca. 100 m til op omkring l km.

For at anvende de kvarterorienterede friarealer skal man hjemmefra. Arealerne er karakteriseret ved, at brugerne har en vis anonymitet overfor hinanden, at de andre ikke ved, hvem man er, og at man (i det mindste i parkerne) normalt ikke snakker med de andre brugere. De kvarterorienterede friarealer består typisk af mindre parker og anlæg, af pladser, af store bydelsparker, og for børnenes vedkommende af legepladser og boldbaner. Desuden anvendes et kvarters gadenet i vidt omfang til kvarterorienteret friareal, idet man spadserer ture gennem gaderne. Endelig må idrætsanlæg og sportspladser henregnes til kvarterorienterede friarealer.

I parkerne med bænke og blomsteranlæg træffes først og
fremmest mange ældre og en del midaldrende. For disse

synes parkernes tilbud om anonymitet at være vigtig, forudenat oplevelsen af smukke haveanlæg nok betyder en del. De yngre er noget sjældnere i parkerne, men hvor der findes græsplæner egnet til solbadning træffes flest yngre. Parkerneslegepladser anvendes mest af børn og børn sammen med yngre voksne.

Pladser og småanlæg anvendes ligesom parkerne af flest ældre og en del midaldrende. Desuden anvendes de af et klientel af kontaktsøgende, primært mænd, der p.g.a. arbejdsløshed, invalidepension o.lign. har megen tid til rådighed og gerne tilbringer en del af denne i selskab med kammeraterne. Når kvarteret er underforsynet med sådanne pladser og anlæg, føler de ældre sig generet af de kontaktsøgende og holder sig derfor borte.

De store bydelsparker henvender sig til en bred gruppe af
brugere og fungerer i nogen udstrækning som udflugtsmål i
weekenden for især ikke-bilister.

Mangel på tilstrækkelige friarealer har størst konsekvenser for børnene. Børn anvender sjældent de gamle uindrettede gårde med skure og plankeværker. Gaderne anvendes p.g.a. trafik også mindre end forstadsveje.

Parkernes legepladser er et vigtigt supplement til opholdsarealer i gårdene, men erstatter på ingen måde disse, da de anvendes i langt kortere tid af dagen. Legepladser uden pædagogisk assistance anvendes stort set ikke.

Hvis der i karréen findes anvendelige legearealer, kommer Vesterbrobørn i skolealderen lige så ofte ud som skolebørn i nyere etagebebyggelser. Småbørn kommer derimod mindre ud end andre småbørn, selv om gårdene er indrettede. Kun i de fællesgårde, hvor der også opholder sig mange voksne, er der mange småbørn.

Forudsætningen, for at småbørn kan komme ud, er således,
at friarealerne er så gode, at deres forældre også har lyst
til at anvende dem. Ligeledes kommer småbørn kun på de
legepladser, hvor forældrene har lyst til at gå hen med dem,
hvilket især er i parkerne.

RETNINGSLINIER FOR BEDRE FRIAREALER

Undersøgelsen på Vesterbro og øvrig litteratur på området
anvendes i rapportens 2. del til at opstille et sæt af retningslinier
for nærrekreative arealer.

Der redegøres indledningsvis for, at retningslinier ikke kan være entydige, men afhænger af de bebyggelsesmæssige og sociale forudsætninger, de opstilles ud fra. Det er ligeledes farligt at opstille retningslinier, fordi de vil blive brugt som maksimumsnormer, hvor de er tænkt som et minimum. Alligevel er det vurderet, at friarealforbedringer har så ringe kår, at det er vigtigt for dem, der vil kæmpe for forbedringer, at der findes et sæt af begrundede retningslinier, der kan argumenteres ud fra, men også modereres til specielle ønsker.

Retningslinierne for kvarterorienterede friarealer stiller
for forskellige typer af arealer krav til størrelse og placering
i forhold til de betjente boliger.

Der er gjort mest ud af retningslinierne for parker og anlæg. Det vises, at siddeanlæg bør ligge inden for højst 400 m og være på mindst 2 m2m² pr. beboer inden for dette opland, for at potentielle brugere ikke skal skræmmes væk p.g.a. overfyldning. Siddeanlæggene bør være fordelt på pladser og parker. Der bør desuden findes en bydelspark på mindst 50 ha inden for en gangafstand på 1000 m alternativt 1500 m, hvis der findes 2 bydelsparker inden for denne afstand. Endelig bør der inden for 400 m være parker med græsplæner til at ligge på, men størrelseskravene kan Vesterbroundersøgelsen ikke belyse.

På baggrund af andre undersøgelser o.lign. indeholder retningsliniernedesuden

ningsliniernedesudenkrav til kvarterorienterede legearealer,dvs.
legepark, boldbaner og byggelegeplads samt til
idrætsanlæg (se tabel 1).

De samlede krav til kvarterorienterede friarealer er på
11-17 m2m2 pr. beboer plus en bydelspark, der svarer til mindst
10 m2.

Retningslinierne for boligorienterede friarealer stykkes sammen af krav til forskellige arealfunktioner: legearealer til børn, opholdsarealer m.v. til voksne, arealer til huslige formål, friarealer til institutioner (som gennemsnit for flere karréer) samt om nødvendigt læsningsareal m.v. til erhverv. Der tages hensyn til, at noget areal er uanvendeligt til ophold p.g.a. dyb skygge, men nok er anvendeligt til huslige formål og parkering.

Den væsentligste del af retningslinierne er kravet til opholdsarealer. Forudsætningen for kravet til legearealer er, at der skal være samme areal til rådighed pr. barn, der bor i karréen, som bygningsreglementet kræver pr. forventet barn ved nybyggeri i omegnen (40 m²). Voksenarealet dimensioneres således, at der pr. voksen bruger er lige så meget areal til rådighed, som der er pr. barn, der bruger legearealet.

Da især børnetætheden er forskellig afhængig af bebyggelsens gelsensalder og kvalitet, bliver retningslinierne ikke entydigt bestemt. I karréer med ældre bebyggelse bør sikres et opholdsareal svarende til 40-60% af etagearealet. De laveste krav kan anvendes, hvor lejlighederne fortrinsvis er små, mens de høje må stilles, hvor bebyggelsen er topmoderniseret med store lejligheder, der udlejes til børnefamilier af sociale boligselskaber. Herimellem ligger bebyggelse med større lejligheder udstykket til ejerlejligheder.

Ved nybyggeri bliver kravene endnu større p.g.a. flere børn. En del af opholdsarealerne bør dækkes på store boligaltaner, fordi de opfylder et ønske om private friarealer. I gårdene bør der være et friareal svarende til omkring 60% af etagearealet. Heraf kan 10% dog anvendes til terrænparkering i den mest skyggede del af gården.

På friarealet skal der yderligere være plads til parkering. Ved ældre bebyggelse kan denne være på gaden, undtagen når væsentlige dele er store ejerlejligheder. Da kræver det mulighed for skråparkering, for at de kan være der. Ved nybyggeri må parkeringen dækkes af bygherren. Ud over den del, der kan være i gårdens skyggeside, er der behov for parkeringsareal svarende til 5% af etagearealet ved socialt boligbyggeri og 15-20% ved ejerlejligheder.

MULIGHEDER FOR FRIAREALFORBEDRINGER

Med Vesterbro som eksempel belyses i rapporten mulighederne for at gennemføre friarealforbedringer, der opfylder retningsliniernes krav, og en mulig fysisk udformning belyses.

Konklusionen er, at det stort set er muligt at forsyne de københavnske brokvarterer med friarealer efter retningslinierne, hvis boligmassen fortsat består af små ældre boliger med begrænset moderniseringsstandard. Den nødvendige saneringspolitik består af:

- udtynding af bygningsmassen til ca. 3/4.

- afvikling af ekstensive erhvervsarealer i og nærmest ved
boligkvartererne til fordel for kvarterorienterede friarealer.

- trafiksanering, hvor boulevardgader og pladser omdannes
til parker og legearealer.

- nybyggeri såvel i bolig- som i erhvervskvarterer bandlyses.
- store friarealer som søerne og Vestamager oprustes og
forbindes bedre med boligkvartererne (fodgænger- og cyklistbro
over havn).

I rapporten diskuteres yderligere, om det ud fra interesseoglovgivningsmæssige
forhold er muligt at gennemføre en

sådan politik. Det konkluderes, at der i det mindste i Københavner en klar alliance af økonomiske interesser mellem byggeindustri, sociale boligselskaber og socialdemokrati, der benyttes til at gennemføre nybyggeri så langt, de lovgivningsmæssigemuligheder herfor kan strækkes. Og de kan strækkes alt for langt.

Når det gælder etableringen af kvarterorienterede friarealer, er der ingen, der kan tvinge kommunerne overhovedet. Med kommuneplanloven er der fastsat bestemmelser, der skulle sikre etablering af boligorienterede friarealer, når der foretages nedrivninger fx ved sanering. Men bestemmelserne er utilstrækkelige og håndhæves næppe i overensstemmelse med det daværende folketings intentioner.

Hvis der inden for de næste 30-40 år skal sikres rimelige boligorienterede friarealer i vore byers ældre boligområder, er det nødvendigt at ændre lovgivningen på følgende punkter:

- Ingen kommuneplans rammer for delområder må tillade en friarealprocent under 60. Heraf kan et areal svarende til 10% af etagearealet anvendes til parkering. Parkeringskravet herudover må være mindst 15% af etagearealet. Boliger skal opføres med altaner, hvis friarealet kun svarer til 60%. I København kan der til socialt boligbyggeri gives dispensation fra parkeringsareal ud over terrænparkeringen på friarealet mod opførelse af boligaltaner.

- Kommuneplanens rammer skal indeholde særskilt krav
til børneinstitutioners opholdsareal på mindst 150% af etagearealet.

- Adgang til huludfyldningsdispensation må ophæves.
- Bygningsreglementet må ændres, så der findes et fast

minimum for opholds- og legearealer, der skal dækkes ved
nybyggeri også i tætte byområder.

- Byfornyelsesloven må forsynes med en reguleringsbestemmelse, så en grundejer i en overbebygget karré kan påbydes at afstå sin tomme eller lavt udnyttede grund, og de øvrige kan påbydes at overtage denne og udlægge den til friareal.

- Byfornyelsesloven må sikre, at beregning af byggemulighed efter en sanering kun må ske efter beregningsprincippet for delområder, og ikke efter en »grund for grund« beregning. Dvs. al tilbageblevet og evt. nyt etageareal modregnes i bebyggelsesprocent og friarealsprocent.

Hvis alle ovenstående bestemmelser er opfyldt kan en lempeligere fortolkning af friarealsprocenten accepteres. Der kan tillades byggeri, hvis den resterende bebyggelse kun dækker fremtidige byggefelter og ikke dækker karréens nuværende eller fremtidige friarealer.

LITTERATUR:

Christensen, L, 1979: Friarealer på Vesterbro. En undersøgelse af
anvendelsen af friarealer i et københavnsk brokvarter. Rapport
nr. 23, Lyngby.

Christensen, L, 1979: Forbedring af friarealer? En undersøgelse af
mulighederne for forbedring af friarealer i tætte byområder. Rapport
nr. 27, Lyngby.