Udviklingen af faget geografi i Danmark

Jacobsen, N. Kingo: Udviklingen af faget geografi i Danmark. Geografisk
Tidsskrift 83: 16-18. Copenhagen, June l, 1983.

Geography at the Universities in Denmark.

N. Kingo Jacobsen, professor, Geografisk Institut, Kbh. Universitet,
Haraldsgade 68, DK-2100 København Ø.

Som det fremgår af redegørelsen i Københavns Universitet 1479-1979 bd. XIII, 377-446, Geografi ved Sofus Christiansen, N. Kingo Jacobsen og Niels Nielsen har geografi ved de højere læreanstalter frem til 1928 kun haft een lærer, først E. Løffler (1883), fysisk geografi, dernæst H. P. Steensby (1911), kulturgeografi, og siden 1920 M. Vahl, naturgeografi. G. Hatt blev i 1928 ekstraordinær professor i kulturgeografi, således at der fra det tidspunkt var 2 ansatte lærere i geografi. Herudover siden 1920 en »assistent« - i dag ville man kalde det ekstern lektor, Einar Storgaard. Det er derfor yderst interessant at efterspore, hvordan de ansvarlige i 1939 så på situationen, da M. Vahl faldt for aldersgrænsen. Ved kaldelsen af Niels Nielsen udtalte professorerne Vahl og Hatt:

»Vi finder det i høj Grad ønskeligt for Geografiens Fremtid herhjemme, at Professor Vahls Efterfølger bliver en Repræsentant for Geografiens naturvidenskabelige Side. Fagets humanistiske Side er repræsenteret ved Professor Hatt, som ønsker at fastholde sit Professorat i Kulturgeografi, men som i Erkendelse af den naturvidenskabelige Geografis primære Betydning lægger meget stor Vægt paa, at det ordinære Professorat i Geografi tilfalder en Forsker, hvis Hovedinteresse ligger inden for de naturvidenskabelige Discipliner«.

Inden for de videregående uddannelser i Danmark findes faget geografi således repræsenteret ved Københavns Universitet (KU, i nyeste tid siden 1883), Aarhus Universitet (AU, siden 1943), Roskilde Universitetscenter (RUC, siden 1970) og Danmarks Lærerhøjskole (DLH siden 1964). Endelig kan Sydjysk Universitetscenter (SUC, siden 1975) nævnes. Her er der tale om et forskningscenter under opbygning. Geografi er ikke repræsenteret hverken på Odense Universitet eller på Aalborg Universitetscenter.

1. Københavns Universitet. Faget geografi findes under det matematisk-naturvidenskabelige fakultet og har frem til 1960 bestået af en 5-6 årig grunduddannelse i de naturvidenskabelige discipliner, botanik, zoologi, geologi og geografi med overbygning af et speciale (l år) i en af de fire discipliner. Fra 1960 skilles geofag og biofag, og geofagene kan læses enten med biofagene eller med mat.-fys. fag som bifag. Efter studieordningen af 1968 går specialiseringen videre, der oprettes to studienævn - et naturgeografisk og et kulturgeografisk, men der bibeholdes en 2-2 tø årig fællesmængde som l. del med geologi som en indbygget del. Geologer har

tilsvarende uomgængeligt bifag i geografi, hvis de søger ansættelse
inden for skolevæsenet.

2. Aarhus Universitet. Geografi oprettedes her 1943 som kulturgeografi under det humanistiske fakultet, men overflyttedes til det mat.-naturvidenskabelige fakultet ved naturfagenes indførelse i 1966. Samtidig oprettedes et kulturgeografisk institut under J. Humlums ledelse (nedlagt 1981) kun for hovedfagstuderende. Fysisk geografi etableredes ved Aarhus Universitet i 1968 med ansættelse af dr. J. T. Møller som lektor ved Geografisk Institut. Ved en strukturændring 1971 blev fysisk geografi et laboratorium under geologisk institut. 1973 blev J. T. Møller professor. Johs. Humlum er fratrådt 1/7 1981, og professoratet er henlagt. Seneste professor i geografi ved Aarhus Universitet var dr. B. Garner, der fratrådte 1978, hvorefter professoratet har henstået übesat.

3. Roskilde Universitetscenter. Geografi har som natur- og samfundsfag været organiseret i et institut for geografi, datalogi og samfundsanalyse. RUC er ikke styringsmæssigt opdelt i hovedområder. I sin strukturering af faget minder geografien ved RUC meget om forholdene ved Københavns Universitet med den væsentlige forskel, at der er tale om projektorienteret undervisning uden egentlig grunduddannelse.

4. Sydjysk Universitetscenter. Siden ansættelsen af dr. P.O. Pedersen i 1975 har geografien været repræsenteret specielt inden for trafikgeografisk forskning. En nyere udvikling vil omfatte moderne kulturgeografiske samfundsanalyser.

Som det fremgår er geografi et historisk begreb med et bestående indhold, der er afhængig af personer og sted. Definitionen af hvad geografi er, er essentiel og afhænger foruden af det nævnte af de spørgsmål, som samfundet anser for at være af geografisk natur. Den enorme vækst inden for de geografiske discipliners metodik samt eksplosionen inden for nyhedsformidling af forskellig art har været en spore og samtidig en hæmsko, fordi gamle forestillinger og skolebøger har fastlåst forståelsen i samfundet for de aktive geografers egentlige gøremål.

Definition af geografi. Fra erkendelse og beskrivelse er udviklingen inden for geografien gået via målinger og klassifikationer til erkendelse af lovsammenhænge (forklaringer) og opstilling af modeller (forudsigelser), dvs. studier af processer og dynamiske systemer med anvendelse af systemanalyser. Hvad kan moderne geografi yde? Er geografi stadigt bedst defineret ved »geography is what geographers do«? En forsøgsvis definition kunne lyde: Geografi undersøger korrelationer inden for geosfæren (H. Carol) i deres rumlige, tidsmæssige og samfundsmæssige perspektiv. Geografi studerer således mønstre og processer i deres rumlige aspekt. Der er i denne forbindelse tale om udadtil at søge at definere fagets identitet, men indadtil er der reelt tale om en kamp mellem forskellige forskergrupper. Man skal ikke blot afgrænse mod nabodiscipliner, men primært udtrykke geografiens problemstillinger, grundbegreber og metoder. På denne baggrund kan man forstå den forskellige udvikling ved de danske

Videnskabsteoretisk henvises iøvrigt til Københavns Universitet 1479-1979 XIII s. 412-24, hvor såvel natur- som kulturgeografiens udvikling er beskrevet. Til synspunktet, at geografiens specialdiscipliner i praksis ofte udøves i nærmere kontakt med en række nabodiscipliner inden for andre fag end med hinanden, bør det understreges, at det umiddelbart forekommer besnærende rigtigt, men det gælder kun for så vidt selve specialiseringen rækker. Geografien har herudover interesse i at se problemerne i en bredere sammenhæng, f.eks. i Carl Troll's begreb: Økotopen, det 4-dimensionale landskabsbegreb, der omfatter »Das Totalcharakter der Landschaft«, hvori antroposfæren har sin plads ved siden af lithosfæren, atmosfæren, hydrosfæren og biosfæren. Man kan ikke være specialist i det hele, men man kan være specialist med interesse for løsning af regionale problemstillinger.

Med hensyn til uddannelsen er det rimeligt først at omtale, at geografer i dag ud over i København uddannes såvel ved Roskilde Universitetscenter med sigte mod skolen som ved Aarhus Universitet såvel med sigte mod skolen som med ansættelse i den offentlige sektor iøvrigt.

I erkendelse heraf må der henvises til hensigtsmæssigheden ved uddannelsesforløbet i København, hvor alle geografer har en vis fællesmængde. Herudover er det naturligt at strukturere 2. dels undervisningen, således at kandidatafsætningerne inden for de enkelte discipliner sikres over en bred front. Dette gøres dels ved at give dem en identitet som geografer og samtidig at gøre dem spidse. Sidstnævnte kan kun opnås i takt med, at et forskningsmiljø skabes på Geografisk Institut, København, for de 2. dels studerende. Der slås i denne forbindelse til lyd for, at instituttet forsøger at finde relevante regionale samarbejdsprojekter. Den geografiske identitet kan kun findes ad denne vej, specialiseringen klares lettere i relation til den enkelte studerende.