Dietmar Henze: Enzyklopädie der Entdecker und Erforscher der Erde.

Lieferung 12, 1988: La Ro-Law.S. 151-286.
cm. ATS 650.-.

Lieferung 13, 1989: Low-McMinn.S. 287-414.
cm. ATS 650.-. Akademische
Druck- u. Verlagsanstalt, Graz.

Udgivelse i hefter, hvor teksten begynder og ender midt i en sætning, er en pestilens for modtager, men måske en fidus for udgiver. Med disse 2 hefter er man vel godt halvvejs. Nogle biografier giver blot et par linier evt. uden henvisninger - uden eller med meget begrænset informationsværdi. Diego Machucu opdagede 1539 floden S. Juan, Nicaragua. Eksemplet viser den generelle synsvinkel; man må vel formode lokale har haft et vist kendskab - vasket, svømmet, fisket, druknet i den flod. Styrmand Makkink "skønt meget ung" besejlede 1878 Batang Hari, Sumatra, og foretog adskillige astronomiske stedsbestemmelser. Eneste dansker i denne omgang er vist Peter Lassinius, der rejste med Bering. Ældste opdagelsesrejsende er den romerske Sahara-rejsende Maternus. Til det mere kuriøse stof hører den franske de la Marini re, der var med på et dansk ishavstogt 1653 og siden udgav nogle meget vidtløftige skildringer; Nordenskiöld kaldte ham Nordhavets Münchhausen.

Det kan altid diskuteres, om den rette

fordeling er 8 sider til Alex. Mackenzie og Ludwig Leichardt, 11 til Magellan, 16 til Feodor Petrowitsch Litke; Livingstone får godt 20 af de 2-spaltede sider med 3 spalter henvisninger. De fleste får i det mindste en halv spalte og et par henvisninger. Anmelderen har en udokumenteret mistanke om nogen overvægt med hensyn til mellemeuropæiske opdagere. Men hvad er vel objektivitet? I alle tilfælde må der foretages mange valg; noget afhænger givetvis også af grundmaterialets tilgængelighed. Som helhed er det et grundigt værk og en guldgrube

opdagelsesrejsehistorieinteresserede.