Andersen, Hans Thor: Storkøbenhavnske erhvervsområder.
Geografisk Tidsskrift 86: 1-8, København juni 1986.

The metropolitan areas of Westeurope have expeienced a serious decline in manufacturing industri. The traditional models of urban industrial growth and decline does not explain the phenomenon satisfactorily. In stead the spatial approach is introduced as an alternative. An investigation confirms that the qualities of industrial areas are important to the employment change, and that these qualities depends on urban planning.

Hans Thor Andersen, Ph.D. Department of Geography, University
of Copenhagen, Øster Voldgade 10, DK-1350 København K.

Keywords: Industrial areas, Greater Copenhagen, Urban Planning.

Vesteuropa og Nordamerika har gennem efterkrigstiden oplevet en økonomisk vækst uden sidestykke, en vækst der har resulteret i ændringer af samfundets strukturelle grundlag: Befolkningens sammensætning og fordeling på erhverv, den offentlige sektors ekspansion og en ændret regional struktur. Forandringens geografiske udtryk fremtræder tydeligst gennem ændringerne af byernes struktur og omfang. Byvæksten, i form af forstadsudvikling, medførte en omfattende geografisk decentralisering af den økonomiske aktivitet. En accellererende udflytning af industriarbejdspladser, og ikke mindst den erhvervsaktive befolkning, resulterede i en øget segregation: Andelen af enlige, ufaglærte, ikke-erhvervsaktive og lavindkomstgrupper steg i de centrale bydele, mens forstæderne domineredes af erhvervsaktive, funktionærer, familier samt mellem- og højindkomstgrupper.

Erkendelsen af et »inner city«-problem skete sidst i 1960'erae som følge af forskydninger i erhvervsstrukturen, stigende ledighed, voksende social og økonomisk ulighed mellem centralby og forstæder, samt uroligheder i amerikanske og engelske storbyer. Decentraliseringen af den økonomiske aktivitet medførte yderligere et voksende forfald i form af übenyttede havneanlæg, nedlagte fabrikker og hele industrikvarterer præget af manglende vedligeholdelse, affaldsophobning og grundspekulation.

Forskningen har imidlertid hovedsageligt beskæftiget sig med problemer udsprunget af reproduktionssfæren, primært boligmarkedets betydning for befolkningens sociale, demografiske og geografiske differentiering (Andersen og Engelstoft, 1985). De fleste nyere undersøgelser (Lawless, 1981) peger på ændrede ydre betingelser som den primære årsag til storbyernes økonomiske og sociale vanskeligheder. Intensivering og rationalisering, samt tekniske omlægninger af produktionen har konsekvenser som beskæftigelsestab, mindsket økonomisk aktivitet og befolkningsudflytning (Massey & Meegan, 1982). Det bør dog bemærkes at industriens decentralisering i København begyndte i slutningen af 1940erne (jvf Antonsen, 1964).

Det omfattende tab af industriarbejdspladser i storbyernes centrale bydele gennem 1960erne og 1970erne har mærkbart øget interessen for de ældre erhvervsområder. Den stagnation/forfald, der kan konstateres i de ældre erhvervsområder, kan iflg. (Steiner, 1985) henføres til fire forklaringstyper a: Economic-base-modellen, hvor en bys (regions) vanskeligheder skyldes manglende efterspørgsel efter basiserhvervenes produkter, b: Branchestrukturanalyser, hvor årsagen er dominans af brancher uden mindst gennemsnitlig vækst, c: Kumulative årsager i form af accellererende tilbagegang via faldende vækst i produktiviteten som følge af agglomerationsulemper. d: Produktcykelteoretiske forklaringer, hvor de ældre erhvervsområders forfald skyldes virksomhedernes svigtende evne til at udvikle nye produkter.

Disse forklaringstyper er for fleres vedkommende udarbejdet parrallelt med produktionsudviklingsmodeller for enkeltvirksomheder eller enkelt produkter. Forklaringstyperne focuserér således primært på økonomiske forhold (produktionsfunktioner, udbud-efterspørgselsrelationer etc.), men ikke på det bymæssige miljø, der udgør rammerne for de enkelte virksomheder. De empirisk konstaterede forhold forklares ikke tilfredsstillende ud fra de nævnte forklaringstyper (Steiner, 1985). Et muligt alternativ hertil er et rumligt approach, dvs. med særlig vægt på de enkelte arealers egenskaber og anvendelse, arealernes indbyrdes beliggenhed og anvendelsesdiffentiering, samt afledte effekter af denne anvendelse (jvf. Andersen, 1983). Med dette udgangspunkt er det naturligt at undersøge sammenhængen mellem arealanvendelsen og egenskaberne ved det enkelte areal.

Egenskaberne ved selve produktionsarealer omfatter infrastruktur (veje, ledninger, kommunikationssystemer mv.), bygninger og anlæg, adgangen til de enkelte arealer, arealernes omgivelser og effekten heraf, samt arealernes juridiske og økonomiske egenskaben Pris, miljøkrav, anvendelses og udnyttelsesbegrænsninger. Disse egenskaber udgør produktionens fysiske rammer eller det byggede miljø (»the built environment«, jvf. Harvey, 1981); det opbygges for at effektivisere produktionen, men som følge af dets særlige egenskaber - lang levetid, immobilitet og begrænset fleksibilitet - begrænses dets udnyttelsesmuligheder samtidig. Dette medfører på længere sigt at det byggede miljø forhindrer eller vanskeliggør en fortsat teknisk og organisatorisk produktionsudvikling. Den enkelte virksomhed tvinges da til enten af flytte eller foretage store investeringer i det byggede miljø (Andersen, 1983).

Investeringerne i produktionens fysiske rammer har i enkelte perioder fundet sted i geografisk begrænsede områder, samtidig med at der er blevet investeret intet eller ret begrænset i andre områder (Johansson & Strömquist, 1979). Etableringen af erhvervsområder i de større byer er sket successivt i takt med byudviklingen og produktionsfaktorernes stigende mobilitet. De enkelte områder besidder derfor en række tidstypiske egenskaben De ældste erhvervsområder, med tæt, fleretages bebyggelse, er fortrinsvis lokaliseret ved godsbaner og havneanlæg. De nyere områder, der præges af lav bebyggelsestæthed i ét plan, er adskilt fra boligkvartererne og udstyret med tidssvarende infrastruktur (Andersen, 1984).

Grundliggende for det rumlige approach er forholdet mellem rumlig struktur og proces, konkret arealegenskab og arealanvendelse. Denne problemstilling dannede baggrunden for et studium af erhvervsområder i Storkøbenhavn, Andersen (1985). I det følgende redegøres for det første for sammenhængen mellem de enkelte erhvervsområders egenskaber og etableringstidspunkt. For det andet i hvilken udstrækning forekomsten af bestemte brancher og typer af virksomheder skyldes særlige egenskaber ved erhvervsområderne. Og endelig for det tredie hvilken effekt den fysiske planlægning har for de eksisterende erhvervsområders egenskaber og anvendelse.

Et stratificeret udtræk af parceller benyttet til fremstillingsvirksomhed belyser sammenhængen mellem erhvervsområdernes etableringsperiode og fysiske egenskaber i form af mangler, jvf. tabel 3.

DE FYSISKE RAMMER; ERHVERVSOMRÅDERNE

Kvaliteten og arten af produktionens fysiske rammer er stærkt varierende områderne imellem; størrelsesmæssigt fra den nedre grænse på l ha til 380 ha, aldersmæssigt fra mere end 100 år gamle områder til helt nye. De produktions og transporttekniske forandringer i dette tidsrum tydeliggør de store forskelle i egenskaber. Det fremgår af tabel l at de ældste erhvervsområdder er lokaliseret langs godsbaner, undertiden med havneadgang, hvorimod de nyere erhvervsområder ofte har direkte adgang til motorveje og ringveje, men sjældent banetilslutning. Endvidere har tre områder ikke legal status som erhvervsområder.

Generelt karakteriseres de ældste erhvervsområder, etableret 1900-1930, ved en høj bebyggelsesprocent, forurenende virksomheder, blanding af bolig- og erhvervsfunktioner, manglende afskærmning mod nærliggende boligkvarterer, dårligt vedligeholdt og overbelastet vejnet, übenyttede bygninger og grunde, bygninger af ringe konstruktion og vedligeholdelse, samt fleretages industribygninger med vanskelige adgangsforhold. Omvendt præges de nyeste erhvervsområder, fra 1960'erne og frem, af lav bebyggelsestæthed og gode udvidelsesmuligheder, brede, velholdte veje, høj teknisk og vedligeholdelsesstand af bygninger og anlæg, hovedsagelig etplansbygninger med stor anvendelsesfleksibilitet og endelig er områderne hyppigt lokaliseret ved trafikale knudepunkter.

Det er næppe overraskende, at antallet af fejl og mangler ved produktionens fysiske rammer er stigende med erhvervsområdernes alder. Derimod er det bemærkelsesværdigt, at en række »elementære« planlægningssvigt - manglende arealer til hensætning og parkering mv - også er almindelige i de nyeste erhvervsområder. Dette skyldes navnlig arealanvendelsesskift fra varefremstilling til erhverv med større beskæftigelse pr. arealenhed (kontorerhverv).

En gennemgang viser, at typisk 10% af bygningsmassen i de ældre erhvervsområder, mod mindre end 5% i de nyere områder, henstår uden anvendelse. I de ældre områder skyldes dette oftest at bygningerne er direkte forfaldne eller konstruktionsmæssigt dårlige. Generelt er forskellene i infrastrukturens kvalitet mellem ældre og nyere områder behersket; kun de nyeste områder er af markant højere kvalitet. Samlet må variationerne bedømmes som usystematisk og ikke-entydige.

ERHVERVSOMRÅDERNES ANVENDELSE

Det enkelte erhvervsområdes begrænsede udstrækning betyder, at store virksomheder kan være afgørende for erhvervssammensætningen i et område. Erhvervssammensætningen i erhvervsområder etableret i perioden 1930-60 domineres af fremstillingsvirksomhed. Navnlig i områder fra 1950'erne omfatter jern- og metalindustrien en meget stor del af den samlede beskæftigelse. Derimod rummer de nyere områder (efter 1960) næsten lige stor beskæftigelse inden for fremstillings- og engrosvirksomhed, se tabel 4.

De ældste erhvervsområder beskæftiger forholdsvis få indenfor engroshandel og fremstillingsvirksomhed, men mange inden for »andet«: Bank-, databehandlings- og forsikringsvirksomhed, samt forretningsservice, offentlig administration, undervisning, bilreparation og interesseorganisationer.

Erhvervssammensætningen i de enkelte erhvervsområder udviser meget store forskelle, se fig. 1. Enkelte erhvervsområder domineres fuldstændigt af fremstillingsvirksomhed, navnlig Nordvestkøbenhavn; derimod præges andre områder, navnlig de vestlige forstæder, af engroshandel mv. Det nordvestlige København omfatter en trediedel af alle arbejdspladser, men halvdelen af den samlede industribeskæftigelse. Nordkøbenhavns erhvervsområder præges af forretningsservice. Som helhed indeholder erhvervsområderne kun i mindre omfang virksomhedsservice (speditør-, oplagrings-, advokat-, revisor-, reklame- og leasingvirksomhed mv.). lalt udgør beskæftigelsen inden for virksomhedsservice knap 7% af erhvervsområdernes samlede beskæftigelse.

Industribranchernes beskæftigelse fordelt efter erhvervsområdernes etableringstidspunkt ses af tabel 5; de ældste områder rummer en forholdsvis stor andel arbejdspladser inden for nærings- og nydelsesmiddelindustri, samt elektronikindustri og omvendt få beskæftigede i maskinindustrien. Områder fra perioden 1930-50 karakteriseres ved en usædvanlig stor medicinal-, lak og metalindustri, fremstilling af maskiner, instrumenter og optisk udstyr og er

samtidigt svagt repræsenteret inden for tekstil-, beklædnings-,
næringsmiddel- og grafisk industri.

Industristrukturens geografiske variation udviser en koncentration i det centrale København af nærings- og nydelsesmiddelindustri, fremstilling af telemateriel, optisk udstyr og instrumenter, samt navnlig grafisk industri (trykkerier og dagblade). Nordvestkøbenhavn præges af maskinindustri, medicinalindustri samt fremstilling af instrumenter.

Til- og afgang i virksomhedsbestanden har været omfattende gennem 1970'ernes første halvdel, henholdsvis 1.5% og 4% af industrivirksomhederne årligt. I sidste halvdel af 1970'erne udgør bevægelsen kun en femtedel heraf. De centrale bydele bidrager med halvdelen af alle nedlæggelser og oprettelser af industrivirksomheder i Storkøbenhavn. Industriens relative tilbagegang i de centrale bydele skyldes ikke manglende nyoprettelser, der svarer til omfanget i Storkøbenhavn som helhed. Derimod er omfanget af virksomhedsnedlæggelser 50-100% større end i forstæderne. Det fremgår af tabel 6, at der eksisterer en klar tendens i sammenhængen mellem erhvervsområdernes etableringstidspunkt og omfanget af bevægelser i virksomhedsbestanden. Men der er netop ikke tale om mere end en tendens.

Samlet viser erhvervsområdernes etableringstidspunkt samvariationen med det funktionelle indhold. Den svage sammenhæng mellem erhvervssammensætning og områdernes alder må dels tilskrives det aggregerede niveau - sammenhængen er tydeligere ved brancheanalyse - men også de forskellige betingelser de enkelte områder har udviklet sig under. Det er fristende at opfatte den relativt lave andel fremstillingserhverv i de ældste og yngste erhvervsområder som betinget af overordnede erhvervsøkonomiske ændringer: De ældste områder mister arbejdspladser inden for den første industrialiserings basisindustrie ¹) som følge af rationalisering og hård konkurrence. Erhvervsområderne fra 1950'erne er stærkt præget af jernog metalindustrien, der tog et markant opsving i forbindelse med den anden industrialiseringsbølge i sidste halvdel af 1950'erne, jvf. Hansen (1974). I de nyeste erhvervsområder er omfanget af egentlig industri begrænset som følge af dels en ændret erhvervsstruktur, dels en voksende internationalisering af produktionen (Christensen, 1984). Til gengæld er betydningen af vareudveksling, i form af engroshandel og transport, vokset markant.

De ældste områders omdannelse til områder for kontoerhverv - liberale erhverv, administration, undervisning mv. - skyldes især at de i kraft af deres centrale placering og lave bygningsværdier i forening med manglende planbestemmelser (eller håndhævelse heraf) udgør nogle attraktive lokaliteter for placeringen af større serviceenheder; typisk de mere rutineprægede funktioner (administration, kursus- og personaleafdelingen).

ERHVERVSOMRÅDERNES PLANGRUNDLAG

Helt frem til 1930erne var størstedelen af den københavnske industri beliggende i blandede bolig- og erhvervsområder: Indre by, Nørrebro, østlige og nordlige Frederiksberg, Vesterbro og Sundbyerne. Alene indre by rummede i 1935 2/3 af beklædningsindustrien og over halvdelen af den grafiske industri i København (Forchhammer, 1946). Gennem udskillelsen af særlige områder opnåedes både at sikre virksomhederne udvidelsesmuligheder og at undgå støj-, snavs- og lugtgener i boligbebyggelsen. Mulighederne for gennemførelsen af denne byplanstrategi beroede alene på servitutpålæg på kommunale ejendomme indtil ændring af Byggeloven i 1934 og Byplanloven

af 1939. Det lykkedes imidlertid at sikre en
række større, sammenhængende arealer til industriformål
langs godsbaneringen og havnen.

Fingerplanen af 1947 foreslog en række nye erhvervsområder placeret langs jernbaner og udfaldsveje ved skæringen med ringvej 3. Hovedparten af de foreslåede områder er siden realiseret og udbygget i løbet af 1950'erne og 1960'erne. Regionplanen af 1972 reserverede fire store områder til den fremtidige erhvervsvækst, hvoraf kun et område (Høje Tåstrup) p.t. er under opbygning. Regionplantillæg 1982 (Hovedstadsrådet 1983) anbefalede at bevare industrien i centralkommunerne (København og Frederiksberg) og i videst muligt omfang begrænse tilvæksten i kontorerhvervene. Begge dele for at forhindre en vækst i pendlingsomfanget. Endvidere anbefaledes en byfornyelse bl.a. med det formål at udtynde den eksisterende bebyggelse.

Trods disse overordnede intentioner sker der i disse år en markant forøgelse af kontoretagearealet, en tilsvarende kraftig reduktion af areal til industriformål mv., et stigende pendlingsomfang og en fortætning af eksisterende boligkvarterer. Denne udvikling skyldes hovedsagelig centralkommunernes bestræbelser på at bevare et højt skattegrundlag (Andersen, 1986). En anden vigtig faktor er ændringer i erhvervsstrukturen med stigende efterspørgsel efter kontorareal til følge, samtidig med en begrænset erhvervsrummelighed i de fleste storkøbenhavnske kommuner.

De nyerer erhvervsområder, fra 1930erne og 1950erne,
rummer en række lavt udnyttede ejendomme og mange

dårligt konstruerede og vedligeholdte bygninger. Gennem de seneste 5-10 år er disse områder blevet genstand for omfattende nybyggeri. Dette finder sted både på hidtil übebyggede grunde (reservearealer og oplagspladser) og tidligere industrigrunde efter nedrivning, jfr. figur 2. Erhvervsområderne overgår derved gradvist til uddannelses-, administrations- og serviceformål.

I de ældre erhvervsområder (etableret før 1930) indgår de relativt lavt udnyttede industrigrunde som en meget væsentlig del af de samlede byggemuligheder i de forlængst udbyggede bydele, se figur 3. Bortset fra Bellacentret på Vestamager findes samtlige større byggemuligheder i nuværende havne- og erhvervsområder. Det fremgår af figur 4, at der på de kun otte år kommuneplanloven har været i kraft, er udarbejdet et betydeligt antal lokalplaner dækkende en stor del af de tætbebyggede dele af Københavns kommune. En sammenligning af figur 3 og 4 viser et stort sammenfald; hvilket betyder, med fortsat efterspørgsel efter arealer til kontorbyggeri, at kommuneplanforslagets muligheder for kontorerhverv på eksisterende industriarealer vil blive udnyttet.

Kommuneplanforslaget indeholder ikke beregninger over omfanget af den samlede kontorarealrummelighed, endsige konsekvenserne heraf. På baggrund af nogle skøn kan den samlede arealrummelighed til kontorformål beregnes til ca. 5 mill kvm, se tabel 7. Heri er ikke medregnet arealanvendelseskategorier, som vil kunne omdannes til kontorlignende formål. Det drejer sig om ledige såvel som udnyttede områder til offentlige institutioner, administration, tekniske anlæg mv. Disse arealer giver teoretisk mulighed for yderligere 3-4 mill kvm etageareal.

Arealrummeligheden på ialt 5 mill kvm vil næppe blive udnyttet fuldt ud inden år 2000. Men omfanget svarer til en trediedel af den samlede erhvervsrummelighed i Hovedstadsregionen. Realiseredes denne rummelighed skulle 60% af Hovedstadsregionens samlede erhvervsbyggeri finde sted i Københavns kommune. Endelig ville en udnyttelse af hele rummeligheden til kontorerhverv betyde en forøgelse af indpendlingen på 160.000-170.000;

under forudsætning af uændret biltæthed ville dette betyde at 60% flere biler ville passere kommunegrænsen hver morgen (FAB, 1986). En sådan udvikling ville aktualisere en række større trafikprojekter (søringen, motorgaderne mv.).

Kommuneplanforslaget udlægger store dele af eksisterende industriarealer til boligformål, men især til »blandet erhverv«, dvs. til kontor-, service-, engros, industri- og håndværksformål se figur 5. En ændring af et områdesplangrundlag betyder dels at eksisterende virksomheder ikke kan foretage større ændringer i strid med plangrundlage ²), dels at grundpriserne vil stige markant. En omdannelse fra lavt udnyttede industriarealer til kontorformål med maksimal arealudnyttelse kan medføre grundværdistigninger på op til 500%. Følgen er både en udpresning af mindre betalingsdygtige anvendelser (håndværk og industri), og en voldsom spekulation med manglende vedligeholdelse af den eksisterende bygningsmasse til følge.

Gennem 1970erne er den samlede indpendling til Københavns kommune steget med ca. 10%; men for beskæftigede i kontorerhverv med hele 72%. I 1980 rejste dagligt 213.000 personer til Københavns kommune, mens 67.000 rejste fra kommunen.

Samlet kan det konkluderes at med den forventede vækst i kontorerhvervene vil omfanget af boligarbejdsstedrejser øges med kostbare investeringer i trafikanlæg og miljøgener til følge. Denne udvikling skyldes primært væksten i kontorerhvervene, en udvikling der synes at blive fremmet af den kommunale planlægningspolitik. Gennem fastlæggelsen af rammerne for arealanvendelsen har kommunerne en stor indflydelse på den fremtidige udnyttelse af eksisterende erhvervsområder og de afledte følger af denne udnyttelse.

KONKLUSION

Storbykrisen, der for alvor blev tydelig i midten af 1970'erne, er ikke en tilfældighed, men tværtimod konsekvensen af 30-40 års samfunds- og byudvikling: Efterkrigstidens økonomiske og erhvervsmæssige udviklings mest markante træk er surbaniseringen. Dens vigtigste følge har været decentralisering af den erhvervsaktive befolkning, erhvervslivet, den økonomiske aktivitet og politisk magt, dvs et andet samfund med en anden geografisk struktur.

Eksistensen af en sammenhæng mellem rumlig struktur og samfundmæssig proces kan virke banal og unødvendig at studere nærmere. Imidlertid har det vist sig vanskeligt at afdække de præcise betingelser for bestemte aktiviteterers udfoldelse. Det er der flere grunde til; for det første identificeres rumlige strukturer alt for let med fysiske objekter. For det andet er der tale om et åbent system; alle betingelser kan ikke kontrolleres, alene bestemmelsen af dem er ofte uoverkommelig. For det tredie er forholdet mellem objekt og betingelser ikke konstant (Sayer, 1985); mennesket påvirkes af de hændelser det udsættes for og tager evt. sine forholdregler. Trods disse vanskeligheder har den rumlige struktur tydeligvis betydning for de forandringer der finder sted f.eks. i storbyerne.

Det byggede miljø, der udgør det vigtigste fysiske element i den samfundsskabte, rumlige struktur, karakteriseres ved lang levetid, immobilitet og begrænset fleksibilitet. Dette indebærer at den rumlige struktur, ved at danne rammerne for økonomisk aktivitet, sociale forhold mv, begrænser arten og omfanget af processerne. Det betyder samtidigt at fysiske strukturer skabt under andre samfundsforhold, med andre krav til funktion og form, stadig udøver indflydelse på den økonomiske aktivitet. Det byggede miljøs »træghed« modsvares af tilsvarende inerti i befolkningens geografiske fordeling; spæridingen mellem befolkningens og det byggede miljøs geografiske struktur på den ene side og erhvervslivets eller produktionens rumlige organisation på den anden side udgør et voksende samfundsproblem: Mens produktionssfæren præges af voksende mobilitet, synes reproduktionssfæren (husstandene mv.) at udvikle en stigende stedbundethed. Denne udvikling indebærer en geografisk spænding mellem områder med stor økonomisk fremgang og områder med økonomiske og sociale vanskeligheder. En måde at studere denne spænding på er gennem den regionale analyse (Urry, 1985); byerne, og det byggede miljø, udgør en velegnet enhed for sådanne studier.

Undersøgelsen af de storkøbenhavnske erhvervsområder havde som udgangspunkt sammenhængen mellem proces og struktur, konkret forholdet mellem erhvervsområdernes egenskaber og typen af erhvervsvirksomhed. En række fælles træk gør sig gældende for de godt 100 områder: Der sker fortsat byggeri; i de nyere områder i form af nybyggeri og tilbygninger, i de ældre gennem ombygning eller nybyggeri efter nedrivning. Resultatet er en stigning i erhvervsområdernes bebyggelsestæthed, overgang til anden anvendelse og øget beskæftigelse pr arealenhed med voksende trafik- og pladsproblemer til følge. Mens der ikke findes en entydig sammensætning mellem erhvervsstrukturen og erhvervsområdernes fysiske egenskaber, er sammenhængen mellem erhvervsområdernes alder og industribrancher tydelig. Ligeledes præges de ældste områder af en markant højrere nedlæggelsesfrekvens blandt industrivirksomhederne end de nyere områder.

Det er ikke muligt, på baggrund af brancheanalyser, at klassificere enkelte erhvervsområder som domineret af kontraktiv eller ekspansiv virksomhedsstruktur. Dette kan alene vurderes ud fra den i områderne faktisk forekommende virksomhedsbestand. Nedlæggelserne berører samtlige kommuner og erhvervsområder. De ældste erhvervsområder kan derfor ikke tillægges særlige egenskaber, der alene kan forklare det konstaterede beskæftigelsestab; eksistensen af særligt kontraktive virksomheds- og branchestrukturer i bestemte dele at storbyerne, jfr. Johansson og Stromquist (1979), må derfor afvises. I stedet må forandringerne (industriens beskæftigelsestab, det omfattende forfald og erhvervsområdernes omdannelse til andre formål) primært opfattes som resultatet af dels ydre, overordnede erhvervsøkonomiske ændringer, dels tekniske eller organisatoriske omlægninger af produktionen, der forudsætter større fysiske ændringer på den enkelte ejendom eller i et erhvervsområde. I den udstrækning det eksisterende byggede miljø ikke kan tilpasses de nye krav ændres det, eller dets anvendelse ophører. Den københavnske erhvervsstruktur fra mellemkrigstiden bevaredes uden større ændringer frem til højkonjunkturen sidst i 1950erne; transportmidlernes udvikling (jvf. Hansen, 1971), nye produkter og en ændret teknologi resulterede i omfattende forandringer af industriens lokalisering og fysiske miljø. Industrien flyttede til store, åbne områder i forstæderne, mens de centrale bydeles tætbebyggede erhvervsområder forfalder, og for fleres vedkommende er under nedlæggelse. Denne spænding mellem form og proces, eller mellem det byggede miljø og økonomisk aktivitet, udgør et centralt element bag ændringerne i menneskets omgivelser.

Summary

The decline of manufacturing industry plays an important part in the inner city problems. Most Westeuropean cities contains abandoned industrial buildings, closed warehouses, railways out of use, entire ports and industrial areas in decay. These depressing features lead to the question of the importance of the physical environment to the industrial development.

In an urban context the development of industrial areas demonstrates the importance of the fixity and longevity of the built environment to the production. A study of the industrial areas of Greater Copenhagen has just been completed by the author. Three problems are investigated: First, to what extent do the properties of an industrial area depend on the age of that area? Second, how important are the physical properties of the industrial areas to the firms operating within them? And third, what impact does the planning policy of local governments have on the development of industrial areas?

The industrial composition does, in general, vary with the age or the quality of built structures of industrial areas. However, as this variation is neither systematic nor distinct, the concept of obsolescense of industrial areas is less convincing. The planning and industrial policies of local governments seem to be much more important to the industrial areas, when these areas pass through phases of decisive transformations.

---

Noter

1). Industrialiseringen i Danmark i årene op mod, og uge efter, århundereskiftet baseredes på forarbejdning af landbrugsprodukter, produktion af varer til landbruget samt basiskonsumvarer. Sukkerraffinaderier, dampmøller, bryggerier, tekstilfabrikker, foderkage-, margarine-, konserves-, papir og tobaksfabrikker, samt teglværker dominerede den egentlige industri.

2). Tekniske eller organisatoriske omlægninger af produktionen, der forudsætter større ombygninger eller udvidelser mv., vil ikke være mulig såfremt rammebestemmelser/ lokalplan fastlægger den fremtidige arealanvendelse til andre formål, f.eks. bolig- og institutionsformal. Eksisterende virksomheder kan fortsætte en uændret drift, men tvinges ud af det pågældende område når påkrævede ændringer afdriften ikke kan ske i eksisterende anlæg.

Litteratur

Andersen, H.T. (1983): Notat vedrørende erhvervsområders
forældelse. Bygeografiske arbejdspapirer. Geodrafisk Institut,
København.

Andersen, H.T. (1984): Urban industrial Areas. Geografisk
Tidsskrift 84.

Andersen, H.T. (1985): Erhvervsområder i Storkøbenhavn. Geografisk
Institut, København. Stencil.

Andersen, H.T. (1986): The Danish Planning System in the Face
of Urban Transformation. Geografisk Insitut, København.
Stencil.

Andersen, H.T. & Engelstoft, S. (1985): By, rum og produktionens
fysiske strukturer. I: Tonboe, J.C: (ed): Farvel til byen?.
Ålborg.

Antonsen, K (1964): Placeringen af Danmarks industri 1938 til
1960. København.

Ball, M (1984): The spaced out economy. I: Massey, D & Allen,
J (eds): Geography Matters! Cambridge.

Chstristensen, P.R. (1985): Eksporten og den regionale erhvervsudvikling.
I: Illeris, S og Pedersen, P.O (eds): Industrien -
koncentration eller spredning. København.

Forchhammer, G (1946): Københavns industris lokalisering.
Geografisk Tidsskrift, 48. bind.

Foreningen af byplanlæggere (FAB): Kommentarer til Københavns
kommunes forslag til kommuneplan. København 1986.

Hansen, B.P. (1971): Ændringer i industriens lokalisering i
Hovedstadområdet siden 1930erne. Geografisk Tidsskrift, 70.
bind.

Hansen, S.A. (1974): Økonomisk vækst i Danmark. Bind 11.
København.

Hovedstadsrådet (1983): Regionplantillæg 1982.

Johansson, B & Stromquist, U (1979): Arbetsområden med industri
i svenska tåtorter; utvecklingsförlopp och samhållsplanering.
Stockholm.

København. Forslag til kommuneplan. København 1985.
Lawless, P (l981): Britain's Inner Cities. London.

Massey, D & Meegan, R (1982): The Anatomy of Jobless. London.

Sayer, A (1985): The Difference that Space Makes. I: Gregory, D
& Urry, J (eds): Social Relations and Spatial Structures. London.

Steiner, Af (198 5): Old Industrial Areas: A Theoretical Approach.
Urban Studies, vol: 22.

Urry, J (1985): Social Relations, Space and Time. I: Gregory, D.
& Urry, J (eds): Social Relations and Spatial Structures. London.